Omprioriteringsplingeling og udviklingsgakkelak

”It’s only words, and words are all I have / To take your heart away.”

Bee Gees

Hvis man keder sig og har brug for noget billig underholdning, der har samme effekt, som en McDonald’s-menu har på sult – det vil sige øjeblikkelig tilfredsstillelse efterfulgt af rungende tomhed – så skal man bare google Joachim B. Olsen, Liberal Alliances finansordfører, og se, hvad han nu har lavet af ulykker. Som regel er det jo ikke noget, han har gjort, men noget, han har sagt, som har dette vidunderlige skær af ufrivillig komik over sig. Men som dog, når latteren har lagt sig, bare føles tragisk.

I et interview i Politiken forsøger Olsen at forklare den røde tråd i VLAK-regeringens kulturpolitik. Siden 2016 har regeringspartierne pålagt landets kulturinstitutioner at spare to pct. på budgettet årligt – populært kaldet grønthøstermetoden – og onsdag kom det så frem, at de vil give kulturen 400 mio. kroner, som skal findes i næste års finanslov. Joachim B. Olsen starter med at brokke sig over, at ordet ‘grønthøstermetoden’ overhovedet har vundet indpas. Eftersom det er ”opfundet af folk, der er modstandere af det”, så derfor er det ”et meget ladet ord”, forklarer han. Næ, ”det er jo et omprioriteringsbidrag”, tilføjer han, tilsyneladende uden selv at være klar over, at omprioriteringsbidrag er et af dansk politiks seneste eksempler på rendyrket orwellsk newspeak. For som Joachim B. Olsen siger videre: ”Det vil sige, at man ligesom alle andre steder ude i det danske samfund prøver at øge produktiviteten. At gøre ting mere effektive og frisætte nogle ressourcer, som så kan bruges på andre ting.”

Af en mand at være, der har tilbragt halvdelen af sit liv med ekstrem fysisk udfoldelse, må man sige, at den tidligere kuglestøder er gået helhjertet ind bag begrebet skrivebordsøvelse. For det er det, det er, og det virker helt usammenhængende. Hvad der også virker skørt er, at de 400 mio. kroner ifølge regeringen overvejende skal øremærkes ‘udviklingsprojekter’, når grønthøstermetoden betyder, at det er på den daglige drift, at kulturinstitutionerne er pressede.

”Udvikling er godt,” siger Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg og næstformand i Organisationen Danske Museeer til Politiken. ”Og det bruger museerne en masse energi på at skaffe penge til fra fonde, privat finansiering, sponsorer og den slags. Men vi kan ikke få de private til at betale for bevaring af værkerne, for de konservatorer, der skal sikre, at kulturarven ikke smuldrer væk, eller for, at vores klimaanlæg kører ordentligt”.

Tiden er kommet

Til DR siger Joachim B. Olsens partifælle, kulturminister Mette Bock, at regeringen vil finde de 400 mio. kroner, fordi ”vi vil gerne sige, at det også er væsentligt, at man investerer i kultur. Kultur er det, som binder mennesker i et samfund sammen. Nu har der været nogle år, hvor vi har omprioriteret, fordi der har været andre væsentlige ting, vi skulle investere i som sundhed og forsvar. Nu er tiden kommet til, at vi også ser på kulturområdet”.

Det er jo sådan set noget mærkeligt noget at sige, når regeringen samtidig ikke piller ved omprioriteringsbidraget; museerne og teatrene skal stadig spare to pct. om året. På Statens Museum for Kunst har det for eksempel betydet, at man har måttet fyre ni medarbejdere før sommerferien.

Da DR spørger Mette Bock, hvorvidt de 400 mio. kroner skal ses som en indrømmelse af, at regeringen ”gik for langt”, da den fandt på omprioriteringsbidraget i 2015, får hun lov at slippe af sted med at svare: ”Det her ser ikke bagud, men frem.”

At Bock lige føjer et par bemærkninger til gør ikke det samlede udsagn mindre intetsigende: ”Det er klart, at når man har et to pct. omprioriteringsbidrag for alle statens områder, så har det også skullet gælde kulturen. Det her er en måde fra regeringen at sige på, at kulturen, som ofte taber i en politisk diskussion, faktisk er det fundament, vi alle står på,” siger hun. Ja, det er det da faktisk. /Oliver Stilling