Klimakampen skal afpolitiseres

Det er svært at sige, hvornår det skete, men på et eller andet tidspunkt i klimadebatten blev den politisk. Delt op mellem et højre og et venstre, og nok mest af alt delt op mellem en elite og et folk.

Måske var det allerede noget, der skete, da de første biodynamiske landbrug begyndte at dukke op i 1930’erne. Modsat hvad man skulle tro om en jordbrugsform med så- og høstprincipper, der følger månens og planeternes stilling, er det ikke en bevægelse sprunget ud af hippiebevægelsen eller et lsd-trip i 60’erne. I begyndelsen var det et elitært, intellektuelt og esoterisk projekt, som man skulle kvalificere sig til at deltage i med henvisninger til Goethe, Platon, Rudolf Steiner, Selma Lagerlöf og romantikkens digtere, anført af godsejere, der først og fremmest omlagde produktionen ud fra et verdensbillede, der satte jorden og ikke mennesket i centrum for universet. Økonomien var dårlig, og efterhånden døde de store produktioner ud. Kun de allermest ideologiske overlevede frem til 60’erne og 70’erne, da protestbevægelserne begyndte at tage de biodynamiske tanker ind igen. På den måde blev det elitære i bæredygtighed og miljø kædet sammen med venstrefløjen og politisk aktivisme.

Med en hurtig lommeanalyse her mandag formiddag ser det ud til, at det forblev sådan op gennem 80’erne og 90’erne, men at der i 00’erne og 10’er blev tilføjet et ekstra aspekt til klimadebatten. En adskillelse mellem land og by. En klassekamp, hvor klimaforståelsen blandt de veluddannede i de større byer forandrede det moralske og politiske kompas. Et kompas der måler, hvor grøn eller ikke grøn man er. Klima er blevet en identitetsmarkør, der adskiller de gode fra de mindre gode.

Klimaforandringerne har været med til at omforme og på sin vis styrke en del af middelklassens identitet. Det her bliver en del af en genforhandling af klasseskel, hvor mange i den nye grønne middelklasse, som ofte bor i byerne, ligger værdi- og livsstilsmæssigt fjernt fra en klassisk arbejderklasses livsstil. Klima blev en klassemarkør.

Dagbladet Information er blevet beskyldt for meget gennem avisen 72-73 år lange levetid – og særligt de senest 30 år ofte for at være både elitær og venstreorienteret. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at det er den avis, der denne weekend bringer tre gruopvækkende og interessante interviews med klimaforskere, der ”har fået nok” og er blevet aktivister. Hør for eksempel hvad Jens Friis Lund, der er professor ved Københavns Universitet og forsker i forvaltning af naturressourcer, siger, når han bliver spurt, hvornår han bekymrer sig mest for fremtiden:

”Jeg har to piger på syv og ti år. Når vi cykler i skole om morgenen, kører jeg bag dem og ser dem være så frie og ubekymrede. Den lille kører ofte og dasker til blade med fødderne. Så tænker jeg nogle gange på alt det, jeg ved om verden, som de ikke ved noget om endnu. De er store, så vi kan godt tale om miljøproblemer, at man ikke skal flyve for meget, og om problemer med plastik, men jeg har endnu ikke talt med dem om, hvordan verden kan blive i fremtiden.”

Ikke så rart, vel? Jens Fris Lund er i øvrigt gået ned i arbejdstid, blandt andet for at være med til at arrangere den årlige klimamarch i København. Han har derudover deltaget i demonstrationer mod kulkraft ved Europas største brunkulsbrud i Tyskland. For hvad gør man, når man helt videnskabeligt og upolitisk kan se verden gå i én retning og politikere gå i en anden? Man bliver vel politisk.

Men problemet opstår, når man ser på, hvad der virker bedst. For selv om det lyder helt utroligt fladpandet sat over for en forskers ord, så havde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholdt (V) ret, da han til Politiken for et par år siden sagde: ”Vi skal passe på, at klimadebatten ikke bliver for elitær, og at det kun er lovligt at mene én ting. Hvis klimadebatten bliver en elitær diskussion, hvor klimaforskere, politikere og embedsmænd går ud og ind ad døre og fortæller, at verden er ved at bryde sammen, hvis ikke vi gør noget, så tror jeg, vi mister den folkelige opbakning. Hvis ikke vi er i stand til at kunne lade os udfordre i den diskussion, så hænger tingene ikke ordentlig sammen. Jeg tror, at borgere står af, når de her skræmmebilleder bliver klistret op.”

I maj var det ikke bare tre klimaforskere, der havde fået nok. Det var 301 danske forskere, der lavede et fælles debatindlæg i et forsøg på at råbe befolkningen og politikerne op. Igen var der tale om en vigtig og alvorlig tekst med et budskab fri for politisk ideologi, men fyldt med videnskabelige fakta, som alle på tværs af køn, alder, politik og klasse burde interessere sig for.

Men så alligevel. Af uvisse årsager valgte de 301 forskere at bringe indlægget eksklusivt i Politiken bag en betalingsmur, så den kun ramte Politikens i forvejen overbeviste og politiserede læsere. Det blev politiseret.

Skal klimakampen batte, rykke nogen og ændre et større system, må den afpolitiseres. Det er det vigtigste sted, forskere skal have blikket rettet hen, hvis de vil gøre en forskel. Og det vil vi vel alle sammen, når det kommer til vores fremtidige verden. /Lasse Lavrsen