Paven og den katolske kirkes kulturkrig

Man kan måske ikke lige se det på ham, men han er under et pænt stort pres for tiden, den katolske kirkes hellige gammelfar. I weekenden var den 81-årige pave Frans på en 36 timers visit i Irland, og på rejsen hjem til Rom søndag talte han lidt med journalisterne ombord på flyet, ligesom når amerikanske præsidenter lige kommer ned bag i Airforce One for at sludre lidt eller lave en improviseret pressekonference.

Da en journalist spurgte paven, hvad han ville sige til forældre, der bemærker homoseksuelle træk hos deres børn, gik det galt. ”Når det viser sig fra barndommen, så er der meget, der kan gøres med hjælp fra psykiatri, hvis man vil se, hvordan tingene er. Det er noget andet, hvis det viser sig efter 20 år,” lød svaret. Paven tilføjede, at hvis man ignorerer et barn, der viser homoseksuelle tendenser, så er det en fejl hos faderskabet eller moderskabet”. Ja, det er nogle snørklede sentenser, og måske er der også røget et par nuancer i journalisternes oversættelse til andre sprog.

I hvert fald blev det udlagt, som om paven mente, at der er noget alvorligt galt, hvis børn udviser homoseksuelle tendenser, og at det skal bekæmpes med psykiatri. Og straks han havde sagt psykiatri, blev det udlagt, som om paven opfattede homoseksualitet som en mental lidelse, og at psykiatrien skulle hives ind for at rette op på denne lidelse. Straks talte folk om det forkvaklede pseudovidenskabelige begreb konverteringsterapi, som formørkede religiøse modstandere af homoseksualitet har praktiseret i årtier.

Det skulle være en smule mærkeligt, hvis det var det, paven mente, for det er ikke noget, han går og giver udtryk for til dagligt. Historien var netop begyndt at brede sig mandag, da Vatikanets presseafdeling skyndsomt arbejdede på at få lukket den ned. Da den officielle gengivelse af, hvad der blev sagt om bord på flyet, kom ud, var passagen om psykiatri blevet fjernet. Paven mener ikke, at homoseksualitet er en mental sygdom, lyder forklaringen fra en talsperson fra Vatikanet. ”Da paven refererede til ‘psykiatri, er det klart, at han gjorde det som et eksempel på ‘noget, der kan gøres’. Men med det ord ville han ikke sige, at det (homoseksualitet, red.) var en ‘mental sygdom’,” siger hun.

At den lille misforståelse overhovedet kunne blusse op, skyldes formentlig, at paven – for at bruge et banalt udtryk – har temmelig meget på sin tallerken for tiden. Han var i Irland for at deltage i den katolske kongres The World Meeting of Families, som har fundet sted hvert tredje år siden 1994. Men det blev ikke noget hygsomt besøg. I de senere år har den katolske kirke mistet moralsk autoritet i takt med at flere og flere misbrugs- og pædofiliskandaler har set dagens lys, og paven bad ved flere lejligheder om tilgivelse foran de tusinder af mennesker, som var kommet for at se ham.

Timing is everything. Midt under besøget i Irland blev der udgivet et 11 sider langt åbent brev fra en forhenværende ærkebiskop, som også har været Vatikanets ambassadør i USA, Carlo Maria Viganò, 77, som i stærke, påfaldende malende vendinger gik i rette med pavens håndtering af skandalesagerne i den katolske kirke. Meget af det handlede om den nu 88-årige tidligere amerikanske kardinal Theodore McCarrick, som i juli indgav sin afskedsbegæring efter anklager om sexmisbrug af mindreårige. I juni dukkede troværdige oplysninger op om, at han havde misbrugt en 16-årig dreng for 50 år siden. Siden meldte en anden mand sig og sagde, at han som 11-årig var blevet misbrugt af McCarrick. McCarrick er ikke den første kardinal, som er blevet beskyldt for sexkrænkelser, men han er den første, som har trukket sig.

Carlo Maria Viganò, der er en kontroversiel og ultrakonservativ skikkelse i den katolske kirke, beskylder i sit brev pave Frans for at have vidst, at McCarrick ”var en korrupt mand”, men at han ”dækkede over ham til den bitre ende”. Viganò, der tidligere har givet homoseksuelle skylden for kirken sexskandaler,  har tidligere været i infight med paven. På vej hjem fra Irland sagde pave Frans til korpset af journalister: ”Jeg vil ikke sige et ord om den her sag. Jeg synes, at denne udmelding (Viganòs brev, red.) taler for sig selv, og I har den nødvendige journalistiske kapacitet til selv at drage konklusioner”.

Midt i det hele er der flere prominente folk – andre en Viganò – i den katolske kirke, som ønsker pavens afgang og vil gå meget langt for, at det sker. Det er en kulturkrig. Det amerikanske nyhedsmagasin Slate har talt med historikeren Massimo Faggioli, der er professor i religiøse studier på Villanova University i Philadelphia. Han siger, at man skal skelne mellem den vestlige katolske kirke og Vatikanet.

”Viganò forsøger bare at bruge den vestlige kirke og amerikanske katolicisme og chokket efter afsløringerne af kardinal McCarrick til at køre sin egen dagsorden mod Vatikanet, som smed ham ud og ikke gjorde ham til kardinal. Det er en meget kynisk operation, fordi Viganò ikke har nogen interesse i den amerikanske kirke. Den amerikanske kirke er i store problemer, fordi vi ikke ved, hvordan den vil overleve, at mange af biskopperne er hadet af af mange katolikker. Vi ved ikke, hvilken kirke den vil udvikle sig til,” siger Massimo Faggioli.

Problemet for paven er ifølge Faggioli, at beskyldningerne er rettet mod folk, som har beklædt nogle af den katolske kirkes højeste embeder gennem de seneste 20 år. Han siger, at han synes, at pave Frans har været ekstremt sløv til at tage tage affære i sagen, men at han dog har gjort noget. Og den nuværende pave trods alt har vist mere handlekraft end sin forgænger, Benedikt 16.

”Hvis du ser antallet af biskopper, der er blevet fyret, så er det noget, indtil Frans blev pave, aldrig skete. Man kan sige, at 10 gange så mange burde fyres, det er jeg enig i, men det er noget, Frans har gjort, også i USA, og det er nyt.”