Macron er ved at miste kontrollen

Det er hverken Élyséepalæet eller Versailles-slottet, men det ligner et hæderligt forsøg. De store lysekroner, der ikke er helt kraftige nok til at kæmpe mod de manglende vinduer, lægger et dunkelt skær over den store trappeopgang og får det røde marmor på væggene til at funkle i fotografernes kameralinser. Sammen med den store guldbeklædte drikkefontæne, der er placeret under trappen med alle sine krummelurer og små figurer, er rummet et vidnesbyrd om, at der var engang, hvor Christiansborg var andet og mere end moderne politik. Engang, hvor det kun var kongelige og adelige, der fik adgang til denne smukke trappeopgang. I dag er det folkets repræsentanter, der med klikkende sko går hen over marmorgulvene. Det er en trappe, der symboliserer en svunden storslået royal tidsalder. Nu er den, foranlediget af folkets vilje, blevet overtaget af demokratiet. Med andre ord: hvilket bedre sted at modtage en fransk præsident?

Macron i kontrol

Da det første klik fra et kamera lyder nede ved Dronningeporten, får journalisterne under trappen travlt med at stille sig klar. De har ventet i timevis på, at den franske præsident Emmanuel Macron sammen med den danske statsminister skal træde ind i det rokoko-beklædte rum og tage trinnene længere op mod Christiansborgs hvælving, hvor man finder Statsministeriet.

Langsomt kan man høre den klikkende kameralyd nærme sig. Klik, klik klik, klik … de kommer skyllende som en lydbølge, og pludselig står han der: Monsieur le Président. Han gør et kort ophold, trykker sin danske kollega i hånden, smiler til kameraet, mumler kort tilbage på et enkelt spørgsmål og forsvinder så lige så hurtigt, som han kom. Bag dem dukker i stedet et kæmpe entourage af primært mørkklædte mænd op. At se dem passere forbi i hurtige skridt tager markant længere tid, end at se præsidenten gøre ophold.

Et par timers ventetid skulle der til, for at journalisterne kunne få lov til at se Macron gå forbi. Vil man som journalist dække Macrons færden senere på dagen, kan man igen regne med at skulle bruge et par timer på at vente. Der bliver ikke noget med at følge ham i hælene, som man normalt er vant til hos de danske politikere. Man kan pænt blive sikkerhedstjekket og stille sig på den bestemte plads og vente.

Normalt kan man være pænt ligeglad med, hvordan journalister oplever et statsbesøg. Men når det alligevel er interessant at nævne i forbindelse med Emmanuel Macron, er det fordi besværliggørelsen af journalisters arbejde synes at være blevet en del af hans mediestrategi. I Frankrig har fotografer og journalister tidligere været oprørte over, at Macron og hans regering synes selektivt at udvælge, hvilke reportere der kan få lov til at dække præsidenten og regeringens gøren og laden – der har været en for restriktiv adgang til præsidenten, mener man. Under sidste præsidentkampagne var der fx kritik af, at det kun var præsidentens officielle fotograf Soazig de la Moissonnière, der fik lov til at undslippe den hårde kontrol.

Strategien kommer ikke fra fremmede. Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama havde også for vane at gøre arbejdet utrolig svært for journalister og fotografer, og han havde i høj grad held med det. Obamas officielle fotograf, Pete Souza, har taget adskillige ikoniske billeder af Obama, hvor han fremstår som en ung, cool og nyskabende folkets mand. Macron har forsøgt det samme: Han vil ligne en ny, progressiv, ung præsident, der ikke bare er som alle de andre gamle tosser. Macron vil have kontrol over sit eget image.

En minister går af

Derfor var der også en smule urolighed at spore i den franske præsidents øjne, da han mødtes med statsminister Lars Løkke Rasmussen for at diskutere det gode forhold mellem Danmark og Frankrig og samtidig understrege vigtigheden af et stærkt europæisk samarbejde. Macron var ved at miste kontrollen. Tidlig tirsdag morgen havde hans miljøminister sagt op på live-radio, og det uden Macrons vidne. Nicolas Hulot fortalte her, at han ville forlade regeringen, fordi Macron-regeringen havde skuffet på miljø- og klimamål.

Macron har slået sig stort op på at være miljøets forkæmper, og derfor var det et stort tab for ham. Ydermere er Hulot ikke Hr. Hvem-som-helst. Han er en tidligere fransk tv-stjerne, som netop lavede naturprogrammer. Han var også en af af de mest populære ministre i en Macron-regering, som lige nu lider under hård kritik i hjemlandet.

Det er godt at komme lidt ud

Med den hårde modgang i hjemlandet forstår man godt, at Macron har brug for at ‘komme lidt ud’.

Den måske vigtigste årsag, til at han har taget rejsen til lille Danmark og efterfølgende fortsætter på en mindre Europa-turné, er det forestående Europa-Parlamentsvalg. Macron har gjort det til sin mærkesag at gentage den bedrift, han slap af sted med på nationalt plan. Macron blev nemlig ikke bare præsident ved sidste valg: han gjorde det ved at slå den højrepopulistiske og eurokritiske Marine Le Pen.

Nu truer højrepopulismen på europæisk plan, og det kan potentielt true Macrons elskede europæiske union. Det vil han stoppe. Derfor kunne den franske avis Le Monde forleden også fortælle, at Macron er klar til at give mere plads til sin premierminister Edouard Philippe, så Macron selv kan koncentrere sig mere om de europæiske problemer.

Men skønt han havde gjort sig store bestræbelser på at lade Europa være den bærende dagsorden, stod Macron alligevel pludselig på et pressemøde i Danmark med indenrigspolitiske problemer op til halsen. De franske journalister havde også fundet vej til det lille danske kongerige, og de var langt mere interesserede i at høre om bøvlet på hjemmefronten end de store europæiske planer.

Præsidenten selv forsøgte på pressemødet at rose Danmark ved at sige, at de i hans delegation havde joket med, at han var på vej til et land, hvor hele hans regeringsprogram allerede var indført. Det ville de danske journalister meget gerne høre om: Ville han virkelig indføre den danske flexicurity-model i Frankrig? Havde et lille land som Danmark virkelig inspireret ham så meget?

Der blev snakket EU på pressemødet. Endog en hel del. Men i sidste ende var det, som om alle var mere interesserede i at høre om ting, der har større relation til nationalstaterne Danmark og Frankrig end til det europæiske projekt.

Mens Løkke ved pressemødet kaldte danskerne ”europæere i hjertet”, var Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti, altså det parti som velsagtens er Løkkes vigtigste allierede, ude og kalde Macron for en ”Morten Østergaard på speed”. Skulle man være i tvivl, var det ikke nogen kompliment.

Det skal blive spændende, om Løkke og Macron kan bevare deres gode venskab, hvis regeringen efter et folketingsvalg kommer til at have deltagelse fra et nationalistisk parti, som Macron uden tvivl vil anse som en europæisk trussel.

Macron på hjemmebane

Det kan godt være, at Macron er en upopulær herre i hjemlandet, men anderledes ser det ud på den internationale scene. Man kan bare kigge på den consultation citoyenne (på dansk: borgermøde), som Løkke og Macron skulle holde om aftenen på Den Sorte Diamant.

De mere end 300 billetter, der næsten alle var sat til side til studerende, blev revet væk på under to minutter. Et stille gæt er, at den lidt kiksede tidligere fransk præsident François Hollande ikke havde haft samme held med at sælge billetter. Billedet af Macron som den franske wonder boy, der kan redde Europa, findes stadig hos en stor gruppe i Danmark.

Når man har oplevet den franske statsleder på nært hold, forstår man godt, at han har charmeret alle fra vælgere til sin gamle skolelærer (som senere blev fru Macron). Selv om Macron og Løkke står side om side på det royale danske bibliotek, er det alligevel franskmanden, der er på hjemmebane.

Løkke har mange talenter, men når han står ved siden af statsmanden Macron, der gør sig som intellektuelt fyrtårn og svarer på spørgsmål ved at dykke langt ned i europæisk idehistorie, blegner den danske statsminister. På et spørgsmål angående europæisk og national identitet bevæger Macron sig ud i en indlevende forelæsning om, hvordan alle vore nationale kulturer har det europæiske indlejret, om vi vil det eller ej. Imens får Løkke tilføjet, at man da sådan ok kan være dansk og europæisk på samme tid.

Afslappet i sin statur taler Macron med en etos og patos, som man kender det fra store ledere. Han er ikke til at skyde igennem: ”Jeres generation er det nye Europas grundlæggere,” siger han storladent på et formfuldendt engelsk, der dog ikke kan skjule hans karakteristiske franske læspen. ”Europa skal tage teten, når det kommer til disse udfordringer,” fortsætter han. ”Hvis vi ikke skaber et nyt momentum for Europa, så taber vi kampen.”

Macron kunne sikkert have været fortsat i timevis, men ordstyrer Lykke Friis må minde ham om, at hans tid er løbet ud. ”Du kan godt få 30 sekunder af min taletid,” siger Lars Løkke kækt, som har han selv opdaget, at den franske præsident er ham totalt overlegen på denne scene.

Da der er blevet sagt farvel og kameraerne er slukket, stopper Macron endnu engang op og kigger ud på publikum – denne gang mere personligt. Han vil igen huske den unge generation på, at det er deres tid. Han vil huske dem på, at han tror på dem.

Billedet af Macron krakelerer

Men tror de unge på Macron? Efter at statslederne er taget af sted mod Amalienborg, hvor Dronningen er klar til at modtage dem, står tre af de unge mænd, som Macron har henvendt sig til, og snakker om mødet i foyeren. Ligesom Macron elsker de EU, og de er enige om, at Macron er lidt af et europæisk fyrtårn. Alligevel er der kritik at spore. Anton Lykketoft, der går i 3.g på Rysensteen Gymnasium, synes fx, at det blev lidt ”højpandet”, og han bakkes op af vennerne Lukas Lunøe, der netop er startet på jura, og Mathias Burock, der læser økonomi. De synes, at det hele lugtede lidt af ansvarsfralæggelse. En brandtale til den unge generation er ikke nok. Det er ikke kun de unges ansvar. Det er også Macron og Løkkes ansvar.

Måske peger de tre drenge meget godt på, hvad det er for nogle problemer, Macron er ved at træde ind i. De unge er trætte af gode talere. De har ikke brug for en ny flot Kennedy, hvis vigtigste opgave er at inspirere frem for at handle. De vil ikke have at vide, at de skal slå til som generation. Det ved de godt. De vil have handling fra dem, der sidder på posterne nu.

Selv her på biblioteket blandt jubeleuropæere er billedet af Monsieur le Président ved at krakelere en smule. Macron kan ikke længere styre sit image med ord og hård pressehåndtering. Måske er Macron ved at miste kontrollen.