Missionær Mathias Muff, Indre Mission.
Indre Mission… vi kender jo den gudfrygtige gamle folkekirkelig bevægelse fra Hans Kirks stensikre gymnasiepensumklassiker Fiskerne fra 1928. Lægesønnen Kirk havde selv indremissionske slægtninge i Harboøre, og han må have studeret dem nøje på familieferierne, for han fangede ret godt det der med at have troen og frelsen som sin totale altoverskyggende ledestjerne. Hans kritikere sagde, at han som kommunist ikke fattede et muk af missionærernes måde at tænke på. Men det gjorde han måske alligevel. Man kunne altid ringe til Kirk, hvis man havde brug for en Stalin-apologet, og helt oppe i 1955 var han, som han skrev i Land & Folk, overbevist om, ”at kommunister ikke indespærrer, torturerer og myrder”.
Næ, skyklapper kommer i mange afskygninger.
Nu er Indre Mission på banen igen. De synes, at alt det der homo-LGBTQIA-queer-transgender-halløj er gået langt, langt over gevind, og sammen med en række andre kristne grupper som blandt andet Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Netværk (same, but different) vil de holde møde 17. september og lægge en slagplan.
For meget, mand!
Vi vidste jo sådan set godt, hvor de stod i den sag, men det klædte dem nu mere at holde lav profil og passe deres egne sysler. I en artikel her til morgen beskriver Berlingske, hvordan en tale af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med Copenhagen Pride i forrige uge vakte forargelse og tænders gnidsel i de små lukkede kristne miljøer. Det var det der med, at samfundet skulle sige fra ”over for kræfter, som ønsker fortidens forstokkede menneskesyn”, som bare var ”for meget, mand!” som Dan Turèll ville have formuleret det.
Hans-Ole Bækgaard, der er formand for Indre Mission, siger det på en anden måde: ”Når statsministeren i forbindelse med Copenhagen Pride taler om, at man her til lands vil sige fra over for kræfter, der ønsker fortidens
forstokkede menneskesyn, så må jeg jo gå ud fra, at statsministeren hentyder til sådan en som mig. At jeg har et forstokket menneskesyn, når jeg vil fastholde, at der er noget, der hedder mand og kvinde. Det er problematisk, at jeg skal opleve ikke at kunne regne mig selv som rigtig dansker og en, der ikke vil vores samfund.”
Måske er det blevet lovlig comme il faut at trække offerkortet i dagens Danmark, når selv gode gamle Indre Mission rejser sig fra sin plads ved kakkelovnen for at stille sig op og jamre over ikke at kunne få lov til at udtrykke intolerance… uden at blive udskammet som intolerante.
Men hvad skal vi gøre? Rulle menneskerettighederne og samfundets tiltagende accept af mangfoldighed og folks seksualitet tilbage? Det lader sig ikke gøre. Så skal de små lukkede kristne miljøer til at professionalisere deres lobbyarbejde på Christiansborg, hvor beslutningerne bliver taget. Men hvem skal de forsøge at påvirke? Selv Kristendemokraterne lader da til at være kommet med ind i det 21. århundrede. På deres hjemmeside står der i hvert fald, at de ”kæmper for frihed, familie og fælleskab” – og åndsfrihed.
Det hjælper heller ikke på Indre Mission og de andres sag, at de tilsyneladende har allieret sig med den katolske debattør Iben Thranholm, som i Berlingske artikel brokker sig over, at nogle pridedeltagere under Priden i København uden tilladelse havde placeret en regnbuefarvet blomst nær alteret i en katolsk kirke, som hun kom forbi:
”Vi kan ikke engang få lov til at have kirkerummet. De går ind selv, og det er sådan revolutioner foregår. Man kan drage en parallel til den bolsjevistiske revolution, hvor de revolutionære gik ind i kirker og hærgede. De rev alt ned, smadrede ikoner og puttede deres symboler ind, fordi de simpelthen ikke accepterede, at der var et rum, hvor deres ideologi ikke kunne være. De marcherer ind over alting, og du kan ikke få lov til at forholde dig kritisk eller ikke at være enig. Det er antidemokratiske træk,” udtaler Thranholm.
Hvis dét er antidemokratisk, så er vi antidemokrater. Vi glæder os til at høre, hvad Indre Mission og vennerne finder frem til på deres møde i september. /Oliver Stilling