Kvinder er filmens B-side

”Ræk armen i vejret,” lød ordren fra læreren i min første filosofitime i gymnasiet. ”Kom, gør det nu!” Hvad skulle det til for, hvad ville han bevise? Jeg tøvede, men endte selvfølgelig med at gøre, som der blev sagt. Det var en autoritet, der bad om det. Alle de andre gjorde det jo også. Så vi sad der og viftede teenagesløvt med armene, da han sagde: ”Tror I på en fri vilje”?

Så nikkede vi. I takt. Som de selvstændige individer, vi jo bestemt var. De af os, der følte os som de klogeste, og det var sikkert inderst inde os alle, så vel nærmest på ham med foragt over det indlysende svar på spørgsmålet. Alt imens vi stadig sad med en slap arm løftet i vejret på hans befaling. Styret af lærerrespekt, autoritetstro, gruppepres og frygt for at falde udenfor.

Den store løgn i den vestlige kulturkreds er idéen om kvinders underlegenhed. Det skriver filmkritiker og forfatteren Molly Haskel i sin bog ’From Reverence to Rape – The Treatment of Women in the Movies’, der udkom første gang i 1973. Hun gennemgår repræsentationen af kvinder i filmhistorien fra stumfilmtiden over Hollywoods Guldalder og op til 1970’erne, hvor den drengerebelske æra kaldet New Hollywood tog form. Det var instruktører som Martin Scorsese, Francis Ford Coppola og Steven Spielberg, der tegnede den tid. Et simpelt opslag på Wikipedia vil afsløre, at ikke en eneste kvindelig instruktør er nævnt som vigtig for perioden. Haskel skriver, at behandlingen af kvinder i film i 1960’erne er historien om fravær. Der er gået over 40 år siden Haskels bog. Billedet har ikke ændret sig væsentligt siden.

Men skal man ikke tro, at de film, skuespillere og instruktører, der har fået plads i filmhistorien, er indiskutabelt de bedste? Når der skrives filmhistorie, fremhæves tekniske og stilistiske landvindinger naturligvis. De apparater, produktionsforhold eller finansieringsmodeller, der har ændret måden at lave film på, kan uden stor diskussion udpeges og beskrives. Men det er i høj grad de film, der er faldet i flertallet af filmkritikernes og de store filmfestivalers smag, der er blevet fremhævet, løftet op og frem i lyset. Der er blevet til filmhistorie. Og det er dermed også de film, som publikum har hørt mest om, som de har haft nemmest ved at få adgang til, og som de også har formet deres filmsmag efter. Hvem vil med ind og se den nyeste Oscar-vinder, den seksstjernede film eller Guldpalme-modtageren, ræk armen i vejret!

A-siden af filmhistorien er naturligvis kurateret. Det kommer vel næppe som en overraskelse. Men der er ikke mange i mainstreamkulturen eller i den offentlige debat, der før for nylig har hæftet sig ved en temmelig spektakulær fællesnævner for både de blåstemplende og det blåstemplede. Fællesnævneren er mænd. Det er en konstatering, et beviseligt faktum, og det burde derfor ikke provokere, at man pointerer det og samtidig diskuterer, hvilken betydning det har haft vores kulturopfattelse. Men det gør det. Især provokerer det mænd.

I årevis har mantraet fra filmfestivaler og andre kuratorer for filmkunsten lydt, at de kun ser på kvalitet, når de udvælger film. Det er med andre ord kun gode film, der får de populære og prestigefulde festivalers kvalitetsstempel, det er kun de bedste, der bliver præsenteret i det, nogle gange livsvigtige, udstillingsvindue som en filmfestival er. Eller hvad? Man må svare polemisk med et nyt spørgsmål: Hvis pengemænd, filmkonsulenter og festivaler kun støtter gode film, hvorfor ser vi så så mange dårlige film på det store lærred?

Det er selvfølgelig, fordi vi ikke alle deler smag. Der er ingen fast, uforanderlig definition af, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Kvalitet er ikke et objektivt begreb, men derimod en plastisk størrelse, der konstant er til forhandling, der er styret af både tidsånd og den enkelte tilskuers erfaringer. Om vi vil det eller ej, så er køn også en del af den ligning. Alligevel har kun ét køn i vid udstrækning haft definitionsretten over den gode smag i filmhistorien. Og derfor lyder den bastante konklusion, at kvinder er blevet forvist til filmens B-sider.

Nanna Frank-Rasmussen er filmanmelder ved Jyllands-Posten og formand for Danske Filmkritikere