I stedet for et menneske

En morgen i november 2013 blev den amerikanske journalist Zeke Miller rutinemæssigt ringet op af sit forsikringsselskab. Det var en kvindelig indladende telefonsælger ved navn Samantha West, han fik i røret, og som udgangspunkt adskilte hun sig ikke fra de mange andre sælgere, Miller havde talt med i sit liv. Men der var alligevel noget underligt mekanisk ved hendes facon, forklarede han nogle dage senere i en webartikel på Time.com, hvor han arbejder til daglig. Hun talte mærkeligt, svarede en anelse skævt, og da Zeke Miller til sidst spurgte hende, om hun var en robot, blev det først rigtigt mærkeligt.

”Jeg er en virkelig person,” svarede hun prompte og let fnisende.

”Jamen, kunne du for min skyld bare sige ’jeg er ikke en robot’?” kom Zeke Miller igen.

”Jeg er en virkelig person,” svarede Samantha West med præcis den samme stemmeføring som før.

”Men kan du bare sige, ’jeg er ikke en robot’?”

”Jeg er en virkelig person.”

Vi skal vænne os til Samantha West

Og sådan blev det ved en tid endnu. Samantha West forsøgte at komme videre i teksten og spurgte i øvrigt flere gange, om forbindelsen var dårlig. Til sidst lagde Zeke Miller på, overbevist om, at han havde talt med en robot – og det brød han sig ikke om.

Men mange forskere mener, at vi må til at vænne os til at tale med mekaniske stemmer, og at det ikke kun er industrirobotterne, vi tidligere har beskrevet i denne føljeton, som vil overtage vores arbejde i de kommende år. De tre største rapporter de senere år om de næste 20 års udvikling for robotter og automatisering beskriver alle sammen det samme forløb, hvis man dykker ned under de første sensationelle tal fra industrirobotternes fremgang: Middelklassen – og funktioner, vi i dag kun kan forestille os mennesker varetage – vil på sigt blive lige så hårdt og på nogle stræk hårdere ramt. Det er særligt de såkaldte botter, der sjældent er ret meget mere end et computerprogram eller et interface med en stemme uden en krop eller et ansigt. Det er også i den kategori, vi finder diskussionen om kunstig intelligens, og selv om forskerne stadig er uafklarede omkring, hvad præcis man taler om, så er de fleste enige om, at de ligesom industrirobotterne kommer til at spille en stor rolle for fremtidens jobmuligheder.

Pews undersøgelse

Det store amerikansk anylseinstitut Pew foretog i 2014 en omfattende undersøgelse af det, de kaldte ”AI, Robotics, and the Future of Jobs”, der havde meget klare advarsler til middelklassen og funktionærer om ikke at tage deres arbejdsliv for givet.

”Påvirkninger fra robotter og automatiseringen har indtil videre mest haft indvirkning på den manuelle beskæftigelse, men den kommende bølge af robotter vil i langt højere grad true funktionærarbejde og servicesektoren,” hedder det i undersøgelsens hovedkonklusion efterfulgt af de lettere dystre perspektiver for arbejdsmarkedet.

”De bedst rustede, højt kvalificerede arbejdstagere vil lykkes i dette nye miljø, men langt de fleste vil i bedste fald falde ned til lavere betalte jobs og i værste fald til permanent arbejdsløshed.”

Den danske professor og robotforsker fra IT Management på CBS Kim Normann Andersen er helt på linje med Pews konklusioner.

”Jobs, vi i dag kun anser for at kunne varetages af varme hænder, vil også i fremtiden kunne blive overtaget af automatisering, AI og robotter i vid udstrækning. De seneste analyser peger uheldigvis på, at det vil ramme de fleste af os,” siger han til Føljeton. ”Det er særligt middelklassen, der kan blive ramt – servicesektoren, undervisningssektoren, læger, advokater og den slags. Det er funktioner, hvor der er afsindig mange penge at spare på mandskab.”

På danske plejehjem

Det er ikke kun svenskerne, der pønser på at lade robotter overtage dele af plejepersonalets arbejde på plejehjemmene. En rundspørge til landets borgmestre, som Kristeligt Dagblad har foretaget, viste, at borgmestrene vil satse massivt på velfærdsteknologi, når det gælder fremtidens pleje af ældre. 80 procent af dem sagde, at de ville arbejde for, at der i stort eller begrænset omfang kommer mere velfærdsteknologi i ældreplejen. Som den konservative Knud Kristensen i Vesthimmerland Kommune sagde til avisen:

”Vores medarbejdere i det kommunale system er jo ikke familie til de pågældende ældre. Det er familien, der har forpligtelsen til at have kontakt til de ældre og sørge for den menneskelige kontakt. Det må ikke være kommunens hjemmehjælpere og plejepersonalet, der skal sørge for det. Det er for eksempel en stor fordel, at mange ældre vil kunne klare sig selv, når det kommer til den intime dagligdag med toiletbesøg og bad, som er noget meget privat.”

Den svenske undersøgelse koncentrerer sig dog i ringe grad om de mellemmenneskelige konsekvenser af at udskifte mennekser med robotter, men derimod ser de ligesom Carl Benedikt Frey og Michael A. Osborne på den samfundsøkonomiske risiko ved udviklingen. Og præcis som Pews forskerteam også advarede imod, dokumenterer den svenske rapport en voldsom forskydning i arbejdsmarkedets udbud og efterspørgsel, hvilket vil få den økonomiske ulighed til at vokse, præcis som også Pews forskerteam advarede imod.

Skal vi samme vej som hestene?

Verdens førende robotforsker, professor på MIT Erik Brynjolfsson, laver i sin tekst ‘Will Humans Go the Way of Horses?‘ en pudsig sammenligning mellem mennesker og heste: Han beskriver, hvordan heste i årtier var et kernepunkt i hele den industrielle revolution og samfundets effektivitet. Selv i perioden, hvor telegrafvæsenet fortrængte Pony Expressen, og jernbanerne erstattede diligencen, seksdobledes den amerikanske bestand af heste til mere end 21 millioner heste og muldyr i år 1900. Det var ikke kun et dyr, man brugte på landet – dyret spillede en central rolle i byerne og på de større og større fabrikker.

Men så introduceredes forbrændingsmotoren, og i 1960 var der kun tre millioner heste i USA. Vil mennesker opleve en lignende overflødiggørelse, nu hvor vi har den samme problematik mellem mennesker og robotter, der ikke alene kan overtage det manuelle arbejde, men også servicearbejde, plejeopgaver og også regulær tænkning, spørger Brynjolfsson. Han svarer i første omgang med nobelpristageren Wassily Leontief, der har beskæftiget sig med præcis denne sammenligning: Ja – hvis ikke det var, fordi mennesker selvsagt ikke er heste, beroliger han.

”Grundlæggende har Leontief misset en række vigtige forskelle mellem os og hestene,” skriver han.

”De fleste af dem gør det klart, at mennesket fortsat skal være en vigtig del af økonomien. Vi bliver ikke overflødige, selv om menneskelig arbejdskraft bliver langt mindre nødvendigt. Og det første og bedste argument mod det er, at mennesker har et helt utæmmeligt begær efter at være nødvendige.”