Den svenske valgkamp går ind i sin sidste uge nu på mandag, og præcis som i de foregående to valgkampe hinsidan har den liberale tabloidavis Expressen og det socialdemokratiske Aftonbladet op mod selve valget kørt hårdt på Sverigedemokraternas (SD) fortid. Og også denne gang har der været noget at komme efter hos det populære højrepopulistparti, for Expressen har fundet frem til ni kandidater – fortrinsvist fra Sydsverige – der har en fortid i det nynazistiske og antidemokratiske parti Nationalsocialistisk Front (NFS).
Forbindelserne er mere end 20 år gamle, og de pågældende kandidater, der bliver konfronteret af avisen, tager stærkt afstand fra deres fortid og mener ikke, det har betydning for deres virke og holdninger i dag, men ikke desto mindre har to af kandidaterne allerede trukket sig, efter at nyheden fra fortiden kom frem, og de resterende bliver i øjeblikket ”undersøgt” af partiet. Det er nok meget fornuftigt – nazisme er ikke ingenting.
Partileder Jimmie Åkesson selv har tidligere slået fast, at man i partiet skelner skarpt mellem nazisme og nationalisme:
”Nazismen er en antidemokratisk, socialistisk, racistisk, imperialistisk ideologi, der mangler eksistensberettigelse i det demokratiske samfund,” sagde han ved partiets årsmøde i juli, og Åkesson og partitoppen har i en årrække kørt en hård kurs over for elementer i partiet, der havde racistiske eller fascistiske forbindelser. En slags oprydningsproces kunne man kalde det, og som man har kendt det i Dansk Folkeparti siden stiftelsen i 1995.
Men ét er fortiden og det, der klæber til den, noget andet er nutiden. Som Åkesson har sagt, vil han ikke forhindre kommende politikere i at komme frem i hans parti, hvis de ”har gjort noget dumt i deres ungdom”, men han er ikke så eftergivende, når det handler om nutiden, påstår han. Det er søsterpartiet i Danmark tilsyneladende, for i samme uge, som Expressen og Aftonposten gravede historierne om SD frem, leverede den fuldt aktive og kommunalt valgte DF’er Steen Petersen selv nyheden, da han på Facebook bragte sit nutidige menneskesyn i spil med en opfordring til det spanske grænsepoliti om at skyde for at ramme, når de stødte på bådflygtninge i Gibraltarstrædet. (Lov os, at du ikke læser kommentarfeltet til den artikel). Og som en krølle på nyheden underskrev han sig som ”formand for Integrationsudvalget” i Køge kommune.
Det er heldigvis ikke så overraskende, at en hel del mennesker og herunder også partimedlemmer blev voldsomt stødt over Steen Petersens vanvittige kommentar, og nogle valgte ligefrem at melde ham til politiet for at opfordre til mord. Men det er desværre heller ikke så overraskende, at en fyr som ham ikke lige kunne se, hvor han var gal på den, eller beklagede. I hvert fald var det ikke sit eget opslag, han beklagede, da DR talte med ham et par dage efter, da han et par rettelser senere endelig havde taget opslaget ned og var trådt tilbage som formand for integrationsudvalget:
”Jeg beklager dybt, at vi ikke kan kæmpe med åben pande mod islamiseringen i Danmark. Jeg ønsker at bekæmpe islamiseringen i både Danmark og i andre steder i Europa, og jeg har den største medfølelse med det spanske folk,” sagde han og fik understreget hvilket menneske, der gemte sig i ham.
”Jeg er sikker på, at man om 50 til 75 år vil takke mig og alle andre, der har kæmpet mod islamiseringen af Danmark. Nogle er nødt til at gå forrest i den kamp, og så kan man få et gok i nødden, men det er der ikke noget at gøre ved.”
Det er naturligvis relevant at diskutere, hvad vi som samfund kan acceptere, at vores politikere siger, eller hvad de sympatiserer med. Det er relevant at tale om, hvorvidt tonen nu går over stregen, at diskutere anstændighed og kulegrave vores politikeres fortid. Men der er noget, vi misser i de debatter, hvis vi glemmer, hvad det dybest set handler om. For det handler ikke kun om jura, det handler ikke kun om ”tonen” eller om forholdsvis små grupper af sindsforvirrede udstødte højreradikale, der finder en eller anden barnlig glæde ved at heile, mens andre forarges over det.
Det handler først og fremmest om mennesker, om menneskesyn og om tanker. Og i jagten på uhyret iblandt os kan vi godt glemme det. Og det bliver uhyret ikke mindre af. Et menneskesyn som det, Steen Petersen står for, skal ikke kun mødes med foragt eller jura – uanset hvor lavt og modbydeligt det måtte være. Hvis vi vil det til livs, må det mødes med ordene fra et andet menneskesyn. /Lasse Lavrsen