Hans-Jørgen Schanz, en fri mand

Det er ikke så ofte, at man overhører folk sige ting som ”jeg sidder bare og kigger på Hegel-memes hele dagen” (ja, de findes). Men det gør jeg denne onsdag eftermiddag i Aarhus i det tætpakkede Nobelauditorium ved universitetet. Faktisk er det så fyldt med mennesker, at en stor, nysankommen gruppe må tage til takke med interimistiske pladser op langs de to trapper.

Det Hegel-relaterede udsagn må stamme fra en flok groggy ‘russere’ (nystartede studerende, ikke det slaviske folkeslag), som sidder lidt væk fra mig. De virker en smule urolige, som om de ikke er helt klar over hvor de er. Måske kan de dog fornemme den andægtige, summende stemning, der hersker over den øvrige forsamling, for efterhånden dæmper de sig en smule.

Ved siden af russerne sidder et par ældre distingverede herrer med stokke trygt placeret ved deres side. Det er symptomatisk for dagens tilskuerskare, for overalt sidder der en blanding af gamle og nye studerende og undervisere i alle afskygninger. Et sted spotter jeg en åben pose Matador Mix, der er i gang med at blive fortæret som var den skjult af en biografsals mørke.

Det her kan bedst beskrives som et akademisk tilløbsstykke. Med god grund. For lige om lidt skal  professor i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz til at afholde sin fratrædelsesforelæsning, inden han bliver professor emeritus. Legenden Schanz går på pension.

Manden der hader papegøjer

Hans-Jørgen Schanz har været en af de få konstanter på Idéhistorie, siden teologen Johannes Sløk oprettede faget på Aarhus Universitet tilbage i 1967. Schanz var blandt de første studerende og er mere eller mindre blevet hængende lige siden. Han blev magister i idéhistorie i 1973 og begyndte som lektor på faget samme år. I 1992 blev han professor på stedet. Med andre ord: Schanz er Idéhistorie i Aarhus.

Meget sigende præsenteres Schanz derfor kun i korte vendinger, inden han får lov til at påbegynde sin forelæsning med den beskedne titel ‘Frihed’. Snart står Schanz ved talerpulten. Der er ingen powerpoints, ingen gimmicks. Kun en høj, tydelig røst, der insisterende og systematisk gennemgår det nøje planlagte materiale.

”I romerriget blev man som soldat emeritus, når man ikke længere var kampdygtig. Jeg deler vilkår med de romerske soldater på ét punkt. Ikke at jeg er ukampdygtig, men at jeg ikke længere får løn,” siger Schanz og høster latter fra salen. Latteren er symptomatisk for dagens forelæsning. Der bliver leet på de rigtige tidspunkter og nikket anerkendende ved de vigtige pointer. For ikke at tale om det afsluttende bifald, der varer noget længere og lyder noget højere end normalt.

Det ved jeg, fordi jeg selv har gået på bacheloruddanelsen i Idéhistorie for nogle år tilbage. Jeg husker tydeligt, at hele mit førstesemesterhold brød ud i en spontan klapsalve, første gang vi havde haft en forelæsning med Schanz. Jeg tror det skete i en kombination af benovelse over endelig at have set Schanz i aktion, og at vi som nye studerende endnu ikke rigtig kendte kutymerne på stedet. Schanz måtte i hvert fald forklare os, at vi altså ikke skulle klappe efter hver forelæsning.

Den regel er tydeligvis sat ud af spil i dagens anledning.

Til den efterfølgende reception bliver Schanz’ betydning understreget. Nuværende undervisere, gamle kolleger og venner skiftes til at holde små hyldesttaler. Der er nok at snakke om, for udover at være dansk idéhistories grand old man, kan man på ingen måde beskylde Schanz for at være konform.

Han storryger stadig på sit kontor, selvom universitetets rygelovgivning for længst har gjort det forbudt. Han er kendt for at køre i nærmest anakronistisk eksorbitante biler – først en Jaguar, så en Range Rover. Det første Schanz siger til sine nye studerende er altid, at han ikke vil se nogen papegøjer, for han gider ikke blive snakket efter munden. Folk skal tænke selv – ligesom Schanz.

Mere middelalder, mindre nonsens

Dagen efter fanger jeg Schanz på hans kontor til en snak om frihed og tiden på Idéhistorie. Kontoret ligner de fleste andre jeg har set på universitetet. Et stort skrivebord, et par reoler fyldt med bøger, en lidt lavere lænestol til de besøgende. På skrivebordet ligger Hannah Arendts store posthume værk ’The Life of the Mind.’ Den skal oversættes til dansk, forklarer Schanz, og han skal skrive en stor indledning til den. For selvom Schanz nu er professor emeritus betyder det ikke, at han ikke fortsat kan arbejde. Desuden får han lov til at beholde kontoret.

Det eneste der for alvor stikker ud her er det fyldte askebæger, som står taktisk placeret på skrivebordet tæt inden for Schanz’ rækkevidde. Dét ser du ikke på andre universitetskontorer længere. De andre undervisere på Idéhistorie joker da også ofte med, at man aldrig er i tvivl om hvornår Schanz er på arbejde. Man skal bare følge røgen.

Som sagt: Schanz er ikke konform. Men det er ikke ensbetydende med, at han nødvendigvis ser sig selv som særligt original. Det er der generelt ikke så mange som er. Det forklarer Schanz mig, i samtalen vi nu indleder, og som følger her i en forkortet og lettere redigeret form:

David Dragsted (Dragsted): ”Til talerne ved receptionen i går blev der joket en del om, at du nu er en fri mand. Føler du dig fri?”

Hans-Jørgen Schanz (Schanz): ”Jeg har altid følt mig fri. Men nu er jeg frigjort fra administrative forpligtelser. Det er derfor jeg har valgt at gå på pension. Altså, at læse 35 opgaver om den frie vilje ved Augustin, det er lige nok. Nu er jeg rigtigt fri, i den forstand at jeg ikke har de byrder liggende og kan arbejde med det, jeg synes er sjovt.”

Dragsted: ”Hvordan tænker du, idéhistorien på Aarhus Universitet står nu, i forhold til dengang du selv startede?”

Schanz: ”Dengang jeg selv startede, var der ingenting. Der var ingen studieordning, der var ingen eksamensordning, og der var ingen undervisning, for Johannes Sløk var sygemeldt. Men hans navn var der, og han var kendt i offentligheden. Så det stolede vi studenter på, at det skulle nok gå. Det gjorde det også, og vi fik en enorm gennemslagskraft gennem Sløk. Så havde vi studenteroprøret, hvor vi også havde gennemslagskraft, men negativt. Jeg stod selv for det, der hed kapitallogik, der var et opgør med Marx-dogmatik. Men det blev forvekslet med alt muligt, og efterhånden fik marxisme et ekstremt dårligt ry. Du kunne ikke få et ord indført, alt du sagde blev misforstået. På grund af det blev vi i 80’erne lagt for had, fra alle vinkler. Der var vi lige ved at blive lukket. Men så er det gået fremad, og vi har de sidste 20-25 år vundet et positivt ry i offentligheden.”

Dragsted: ”Hvordan ser du på din egen rolle i den udvikling?”

Schanz: ”Jamen, jeg har været med hele tiden. Både til det der har været godt, og det der har været skidt. Hvis jeg nu skal være rigtig selvrosende, så vil jeg sige, at der nok ikke havde været noget institut i dag uden mig. Det var Sløk der oprettede instituttet. Men han var der kun i kort tid, og så har jeg været den eneste kontinuitet siden da.”

Dragsted: ”Hvis man nu skulle prøve at lave en form for idéhistorie på dig, i forhold til de idéer du har været optaget af gennem din karriere, hvordan ser det så ud?”

Schanz: ”Jeg startede med Kierkegaard og Platon. Og så begyndte jeg at læse Frankfurterskolen og Marx. Det var jeg optaget af indtil min disputats i 1981. Efter det kom jeg på den tanke, at jeg ville læse de personer som Frankfurterskolen ikke kunne lide. Jeg havde simpelthen behov for noget nyt. Så læste jeg Wittgenstein, Heidegger, lidt senere Løgstrup og Hannah Arendt. Det har optaget mig mere eller mindre lige siden.”

”Engang imellem tager jeg også noget andet op. Jeg har arbejdet med Luther, og sidste år skrev jeg en bog om ånd. Det var polemisk, for jeg mener det danske samfund er ved at blive mere og mere åndløst. Hvilket kommer af, at ingen statslige institutioner har hverken dannelse eller ånd på programmet længere. Inden det skrev jeg om frihed, udløst af det samme. Aldrig har vi haft så gode muligheder for at være frie, og så falder vi i søvn. Det synes jeg var interessant.”

Dragsted: ”Du har længe undervist de helt nye førsteårsstuderende i filosofihistorie. Hvorfor?”

Schanz: ”Det kom sig af, at der ikke var andre, der kunne, for der er ikke så mange som kan undervise i antikken og middelalderen. Og jeg har det godt med at undervise helt unge. Dels fordi indholdet er vigtigt. Men også fordi det er så vigtigt at få dem til at brænde, inspirere dem, smitte dem med opmærksomhed. Der skal ikke så meget til at få dem til at synes, at middelalderfilosofi er interessant, hvis man ellers kommer fri af klicheerne.”

Dragsted: ”Hvad er det for klicheer?”

Schanz: ”Generelt mener jeg, det er et problem, at der ikke længere er nogen der kan middelalderfilosofi, for dens indflydelse er overset. Vi lever endnu i renæssancens pjattede opfattelse af middelalderen som tusind års mørke, selv om dens filosofi var meget stærkere end renæssancens. Det skyldes, at idéer ikke går i takt. Det er jo indiskutabelt, at renæssancen rent kunsthistorisk betyder en hel masse nybrud. Men filosofisk var det ikke tilfældet. Og man skal ikke tro, at idéerne inden for kunst, inden for filosofi, inden for litteratur, de kører parallelt. De skifter plads, og accelerer forskelligt.”

”Et eksempel på middelalderens betydning er idéen om ‘principium individuationis’. Individuationsprincippet. Det findes i middelalderen ved Duns Scotus, idet han siger, at ‘principium individuationis’ er noget som det enkelte individ selv skaber gennem handling og tid. Det er jo nutidens idé om identitetsdannelse der kommer der, omkring år 1250. Genialt.”

Dragsted: ”Du sagde i gårsdagens forelæsning – måske lidt provokerende – at verden ikke går under, selv om filosofferne ikke diskuterer frihed. Forstået på den måde, at det ikke nødvendigvis har nogen betydning for det politiske, hvilke filosofiske idéer der er om frihed. Men hvis det forholder sig sådan, hvad er det så vigtigt at filosofien diskuterer i dag?”

Schanz: ”Det er mange ting. Filosofi er vigtig ved – hvis den er rigtig – at den holder en filosofisk tradition i hævd. Mange af de begreber vi i dag bruger politisk har jo et rodnet, der går tilbage til i hvert fald Rom og Athen. Et begreb er ikke neutralt. Selvom vi kan ændre på det, har det altid en betydning med sig. Og at blotlægge den er en vigtig opgave.”

”Men jeg har ikke den opfattelse, at filosofi er så vigtigt for at holde frihedsdiskussionen igang. Frihed er så mange forskellige ting, og der er jeg modstander af, at filosofferne tager æren af at kunne sige hvad frihed egentlig er. Så er jeg ved at dø af grin. Eller når jeg møder en romanforfatter, der også mener at have fundet kernen i frihed. For der er ingen kerne i frihed.”

”Frihed er en frihed i verden, blandt mennesker. Der er ingen individuel frihed. Og i det omfang som frihed er frihed blandt mennesker, så er frihed et indre-verdensfænomen. Det hører verden til, og verden forandrer sig. Derfor er det selvfølgelig sådan, at vi historisk har forskellige opfattelser af hvad frihed er. Som Hannah Arendt også sagde: Heidegger tog fejl, da han sagde at vi er kastet ind i verden. Hun siger, vel er vi ej. Vi er ikke kastede – vi er fødte. Verden er noget altid allerede foreliggende, som tager imod. Det er sgu godt sagt. Det er en meget vigtig distinktion, som man kommer vidt med, og undgår en hel masse nonsens med.”

Opløs ikke mennesket i historien

Her må jeg hellere lige bryde ind, og forklare lidt om hvad Schanz sagde om frihed til sin forelæsning. Schanz vælger at skelne mellem fem forskellige typer frihed:

1)     Frihed som lykkeligt nonsens

2)     Frihed som daglige beslutninger

3)     Frihed som elementærmenneskelig erfaring

4)     Frihed som politiske frihedsrettigheder

5)     Frihed som antropologisk eller filosofisk idé

Det lyder lidt uoverskueligt, men det er det sådan set ikke. De to første gider Schanz ikke bruge tid på, da de ifølge ham er for elementære. Så det gider vi heller ikke.

De næste tre er lidt mere interessante. Frihed som elementærmenneskelig erfaring går ud på, at vi alle har en oplevelse af frihed når vi bruger sproget. Når vi snakker er vi altid klar over, at vi godt kunne sige tingene anderledes, og det faktum er fælles for os allesammen, på tværs af tid og kulturer.

I modsætning til det, er hverken de politiske eller filosofiske opfattelser af frihed transkulturelle. Men den politiske forestilling om frihedsrettigheder er ifølge Schanz forblevet stort set uændret i Vesten siden slutningen af 1700-tallet. Her blev en forestilling om frihed skrevet ind i både den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske menneskerettighedserklæring, hvor frihed blev set som en kombination af fraværet af ydre tvang, og frihed til selv at kunne vælge ting i ens eget liv.

Over for det har de filosofiske og antropologiske idéer om frihed konstant ændret sig. Det er som om at hver ny filosof skal give sit eget originale besyv med. Derfor har eksempelvis både Rousseau, Hegel og Kierkegaard deres egne opfattelser af begrebet, og altså også Hannah Arendt, hvis udlægning Schanz har en særlig forkærlighed for.

Godt så. Tilbage til interviewet:

Dragsted: ”Du fremhævede i din forelæsning, at frihed som elementærmenneskelig erfaring er den eneste som er transkulturel, og at de andre er geografisk og historisk placerede.”

Schanz: ”Ja, og det gav jeg et eksempel på med menneskerettighederne.”

Dragsted: ”Nemlig, det var lige det jeg skulle til at spørge om. Du nævnte, at da FN skulle til at vedtage de nye menneskerettigheder i 1948 stejlede araberne over, at de ikke kunne forene sig med den idé om frihed som her blev fremlagt. Det skyldes, at den mellemøstlige forestilling om frihed er en anden end den vestlige. Men hvis det forholder sig sådan med en idé såsom frihed, kan et projekt som FN så egentlig lykkes?”

Schanz: ”Du kan jo prøve at se på det i dag. Det er ikke noget skønt projekt. På den anden side er det det eneste vi har. Det samme gælder med menneskerettighederne. Vi kan ikke undvære dem, men lad være med at guddommeliggøre dem. Sådan er der meget i livet som absolut ikke er perfekt, men som alligevel kan være bedre end ingenting.”

”Men det første jeg siger, at elementærfrihedserfaringer er transkulturelle, det vil jeg insistere på. Og det er overset efter min opfattelse. For hvis du ser på det, så er det jo en blanding af at mennesket er et ahistorisk væsen på den ene side, og så samtidig et historisk på den anden. Jeg vil nemlig ikke opløse mennesket i et rent historisk væsen. Vi tror at mennesket forandrer sig lige så hurtigt, og på samme måde som verden. Forget it. Det gør vi jo ikke. Jeg mener, vi kan læse og forstå antikkens skrifter. Hvordan er det muligt? Ja konstruktivisterne vil sige, at det kan vi heller ikke, vi konstruerer bare. Gu’ gør vi ej. Jeg kan godt forstå Sokrates og Platon. Ikke alt, men en stor del af det kan jeg. Det skyldes, at der er noget der ligger fast.”

”Den menneskelige sjæl ændrer sig ikke så voldsomt. Og i øvrigt støttes det af biologien. Den menneskelige hjerne har jo ikke udviklet sig de sidste 20.000 år, stort set. Men verden har ændret sig, på grund af mennesket. Derfor er det vigtigt at vi ser på spillet mellem verdens foranderlighed, og den menneskelige delvise konstans. Vi skal ikke opløse mennesket i historie, hvad der er store tendenser til. Den vanvittige overhistorisering af mennesket fører til illusionen om at vi kan alt, og at alt er muligt. Vel er det ej. Vi er bundet af nogle konstanser.”

Schanz kigger fornøjet op på mig.

”Ja, det her vil jeg gerne ind i en rigtig polemik med.”

Dragsted: ”Det kan jeg mærke.”

Schanz: ”Ja.”

Schanz griner højlydt.

Dragsted: ”Så må vi hellere lidt væk fra polemikken inden det går op i det.”

Schanz: ”Ja ja.”

Dragsted: ”Du sagde også til din afskedsforelæsning, at ‘faktisk er det meget sjældent at der kommer en ny idé, det kan jeg bevidne som idéhistoriker’.”

Schanz: ”Ja, prøv lige at hør. Det er fordi mange render rundt med et pres om, at vi skal være så originale. Og det er det selvfølgelig godt at være. Men det er ekstremt vanskeligt. Hvis du kigger ud over det intellektuelle landskab, hvor tit kommer der så en ny idé? Det er meget sjældent. Og det er ikke kun inden for filosofi eller idéhistorie, det er inden for alle kulturelle områder.”

Dragsted: ”Vil du mene, at du selv er kommet med nogle nye idéer?”

Schanz: ”Nej, det vil jeg ikke sige.”

Dragsted: ”Du har heller aldrig været medlem af nogen partipolitisk organisation. Hvorfor ikke?”

Schanz: ”Det ville jeg ikke. Det er det med frihed. Jeg kan have sympati og antipati i forhold til nogen, men aldrig være medlem. Jeg husker med stor fornøjelse i slutningen af 70’erne, da kapitallogikken var ved at miste grebet, og leninismen vandt frem. Alle mine kollegaer meldte sig ind i VS (Venstresocialisterne, red.), men jeg ville ikke. Og da jeg så hørte, at forudsætningen for at komme ind var, at man lod sig skole, der hylede jeg op i hovedet på dem af grin, og sagde: ‘Jeg skal simpelthen ikke skoles af nogen politiske kommissærer. Glem det’.”

Dragsted: ”Er din forskning så blevet mindre politisk med tiden?”

Schanz: ”Jeg vil sige, at den aldrig har været politisk. En ven sagde engang til mig: ‘Du har aldrig været andet end metafysiker.’ Faktisk har han lidt ret. Sådan har jeg været. Jeg beklager ikke noget, men jeg roser mig heller ikke af det. Jeg har fulgt de spor jeg syntes var interessante. Kender du historien med Heidegger, da Gadamer blev 70?”

Dragsted: ”Nej.”

Schanz: ”Da Gadamer blev 70, blev han fejret ved universitetet i Heidelberg. Heidegger var ikke inviteret, men han dukkede op, og gik op på talerstolen uden at have fået ordet. Og så sagde han: ‘Min kære Hans Georg Gadamer, Karl Heinrich Marx skrev i 1842-43 følgende: Hidtil har filosofferne kun tolket verden forskelligt. Det drejer sig om at forandre den. Kære Hans Georg Gadamer, Karl Heinrich Marx tog fejl. Det skulle hedde: Hidtil har filosofferne kun forandret verden, det gælder om at forstå den’.”

”Det vil jeg gerne tage til mig,” ler Hans-Jørgen Schanz, inden han tænder sin næste cigaret. /David Dragsted