Kære læser

Lys og mørke, Sverige og Danmark

STOCKHOLM 20180901 På lkördagen hölls en manifestation mot nazism och rasism på Raoul Wallenbergs torg i Stockholm. Foto Janerik Henriksson / TT kod 10010. (Foto: 10010 Janerik Henriksson/TT/Ritzau Scanpix)

Så er der seks dage til riksdagsvalget i Sverige, og tjekker man ind på de svenske mediers hjemmesider, kan man konstatere, at det fylder rigtig, rigtig meget. Og det er vel godt – godt for demokratiet, hvis det vel at mærke ikke er et tegn på panik. Mandag morgen var der dog også lidt Danmark højt på nyhedsdagsordenen: Svenskerne er i bund og grund et bandy-folk, men de kan også godt lide fotboll, og det betyder, at historien om, at Danmark inget landslag har på grund af bråk mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen, det kan læses overalt. Tak for interessen!

Omvendt fylder Sverige og det svenske valg pænt meget i danske medier. Den udmærkede svenske avis Dagens Nyheder har i forbindelse med valget bedt vores egen bogaktuelle forfatter og debattør Carsten Jensen skrive tre kronikker om situationen set med danske øjne. I den første advarer han de svenske midterpartier mod at kaste håndklædet i ringen og begynde at tale højrepopulisterne efter munden af frygt for at miste vælgere. Det vil sige: simpelthen lære af deres danske modstykkers fejltagelser. Dansk Folkepartis fremgang og gennemslagskraft, skriver han, er reelt et vidnesbyrd om ”en dyb krise for midterpartierne, som i ængstelig opportunisme giver populisterne en plads, som de aldrig kunne have fået af egen kraft”. Eller formuleret helt kort og svend brinkmannsk: Stå fast!

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi her på Føljeton har et godt øje til Carsten Jensen, men der har altid været et eller andet ved ham, som fungerer som en rød klud på visse liberalistiske debattører. De kan ikke ikke lide ham. Det er også en af Jensens fortræffeligheder: Han er ikke bange for en infight. Han stiller sig gerne forrest. Han ror gerne alene ud på en sø i tordenvejr og agerer lynafleder.

”Et helt skævt indlæg”

Søndag lavede Danmarks Radio så lidt journalistik på Carsten Jensens kronik. Det var dog i den dovne men udbredte journalistiske genre ‘he said, she said’: Hvis Carsten Jensen kritiserer især Venstre og Socialdemokratiet i en svensk kronik, hvad siger de to partiers udlændingeordførere så til det?

Det er ikke til at vide, om Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth rent faktisk har læst kronikken eller bare har fået forelagt nogle citater, men han kalder den i hvert fald ”et helt skævt indlæg”, blandt andet fordi Carsten Jensen skriver, at det er en ”officielt accepteret sandhed, at udlændinge ikke har nogen plads i Danmark”. Ifølge Knuth udelader Jensen således ”fundamentale sandheder og kommer mere bare med et ideologisk surt opstød”. Knuth mener, at man har en forpligtelse til at referere danske samfundsforhold nuanceret, ”når man beskriver dem for et udenlandsk publikum”.

Men man skal ikke kaste med sten, hvis man selv osv. For en måneds tid siden havde Marcus Knuth et indlæg i Berlingskes ‘en skør, skør verden’-debatunivers (betalingsmur). Det handlede om hans sommerferie i Sverige. Det lyder umiddelbart som en skolestil, men som så mange gyserhistorier starter den med en tilforladelig scene og udvikler sig til den rene gru. Knuth indleder med at genkalde sig alle de vidunderlige historier, han har hørt om Sverige, siden han var barn. De smukke træhuse, jomfruhummerne, skærgården. Og forventningerne bliver indfriet. Men så på vej hjem begynder det at gå galt. Knuth og kæresten skal overnatte i Göteborg, og ”det var som at træde fra lyset ind i mørket”.

Og hør så her: ”Allerede da jeg parkerede, viste de første tegn sig. Parkeringshuset rungede af arabisk fra en gruppe unge mænd, der skændtes højlydt. Ude på gaden sad en gruppe somalisk udseende drenge på et hegn, hvorfra de aggressivt antastede samtlige piger, der gik forbi. Da min kæreste og jeg senere på aftenen forsøgte at finde lidt svensk hygge, stearinlys og dejlige köttbullar, blev vi i stedet mødt af kebabhuse og blinkende neonlys på arabisk. Vi fik hurtigt indtrykket af, at man i Göteborg har opgivet at værne om den svenske kultur. At det nu er de hundredtusinder ikke-integrerede irakere, somaliere og afghanere, som Sverige har lukket ind, der sætter dagsordenen.”

Marcus Knuth konkluderer forskræmt, at ”islamiseringen af det svenske samfund er taget til i styrke”, og han håber, at riksdagsvalget den 9. september ”kan nå at redde Sverige”. Hans løsning er i overskriftsform den samme som Carsten Jensens – nemlig at svenskerne bør tage ved lære af Danmark. Men zoomer man lidt ind, siger han det totalt modsatte: I Danmark har vi netop ikke ‘svenske tilstande’ (læs: kaos og anarki), fordi ”Venstre og Dansk
Folkeparti gennem årtier har opbygget et nært værdipolitisk fællesskab på
asylområdet”.

Alt afhænger af øjnene, der ser. Nogle ser mørke, hvor der er lys, og andre ser lys, hvor der er mørke. Og Carsten Jensen? Han springer op og falder ned på, hvad Venstre og Socialdemokratiet måtte mene om ham. ”Jeg er ikke Danmarks ambassadør, og det er med en følelse af pligt, at jeg i udenlandske aviser – jeg har også gjort det i Le Monde, hvor jeg har skrevet om det danske socialdemokratis deroute – viser, hvor galt det kan gå, når man opportunistisk begynder at tale den yderste højrefløj efter munden. Jeg anser det nærmest for en samfundspligt i disse år at udstille Danmarks deroute.” /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12