På sporet af det ubyggede miljø

Arkitektur er ikke lig singler med A- og B-sider. Man bygger ikke det hus, bygherren har bedt om, og så dét, man har lyst til på grunden ved siden af. Og så alligevel. Listen over ikke-realiserede projekter er meget længere end den over de realiserede. Og det aldrig byggede, er ofte langt mere radikalt og undersøgende end deres mere pragmatiske modstykker.

Årtierne efter Anden Verdenskrig var en storhedstid for danske arkitekter. Under alle tiders største byggeboom gav de form til velfærden – en form, der stadig i dag står som et lysende eksempel på, hvordan et samfunds værdier afspejler sig i det byggede miljø.

Fra midten af 1970’erne begynder der at ske noget andet. Aktiviteten i byggeriet falder for i 1994 at nå det laveste niveau siden 1960. Undervejs erklærer den amerikanske arkitekt Charles Jencks, at den moderne arkitektur er afgået ved døden.

Det er en svær tid at være arkitekt i. Men mens betonkanonerne tier, er der mulighed for at undersøge arkitekturens væsen nærmere. Ismerne blomstrer, tegninger, modeller og fotografi får status som værker i deres egen ret. I mangel af byggeopgaver bliver arkitektkonkurrencer, prisopgaver og kunstfondsfinansierede projekter stedet, hvor nogle af fagets fremmeste viser mulige veje ud af krisen, og – uden nogensinde at få bygget noget – sætter afgørende spor.

I arkitektverdenen er præmieret ikke lig realiseret. Arkitekterne Cort Ross Dinesen og Birgit Skovfoged Østergaard er siden 1974 blevet præmieret i stribevis af konkurrencer og prisopgaver. Deres konkurrenceforslag udvikler sig i en stadig mere abstrakt retning. Omkring 1990 er informationen om kontekst og funktion i deres forslag til eksempelvis Statens Museum for Kunst blevet reduceret til et absolut minimum af tynde streger. Herfra følger arkitekterne den konkrete bygningskunst endeligt ud ad døren og kaster sig ud i en altomfattende undersøgelse af arkitekturens væsen med fokus på topologi, morfologi og en ideel kunstnerisk forslagsstillen.

Knud Fladeland Nielsen deltager og præmieres i 1990erne i vid udstrækning i de samme konkurrencer som Dinesen og Østergaard uden konkrete bygninger til følge.

De meget forskellige forslag i de samme konkurrencer er et tydeligt eksempel på, hvordan arkitektkonkurrencen virker som et debatforum. Dinesen og Østergaards abstraktioner over for Fladelands ønske om at formidle og præcisere stedet igennem et klart arkitektonisk greb. Fladeland vinder eksempelvis international hæder med en andenpræmie i konkurrencen om Operaen i Oslo i 2000.

Kent Martinussen står i 1990erne i spidsen for Studio Chiasmos – et arbejdsforum af yngre arkitekter – som på biennalen i Venedig i 1996 udstiller et radikalt forslag til et bolig- og erhvervsbyggeri på Dokøen i København, der heller aldrig så dagens lys. Projektet er – som Martinussen siger i et interview i 1998 – et udtryk for et ønske om “langsomt og ydmygt at udforske, om der i dag på samme måde som i barokken kan etableres et rumbegreb, der giver mening i forhold til, hvad der ellers sker på de kulturelle, kunstneriske og videnskabelige områder.” Det er fortsat et spørgsmål, som ikke er blevet endeligt besvaret, men som Kent Martinussen i forskellige former er blevet ved med at stille, siden han i 2001 tiltrådte som adm. direktør i Dansk Arkitektur Center (DAC).

I starten af det nye årtusinde begynder der at ske noget andet. Igen. Der kommer gang i byggeriet igen, og ingen ser sig tilbage før i 2008, hvor aktiviteten i byggeriet igen var på næsten samme niveau som i midten af 1970’erne.

En ny generation af arkitekter blomstrer frem, og selvom det nu måske snarere end velfærdssamfundets udvikling er dets afvikling, der er på dagsordenen, finder også dette sin form – rundet af de foregående årtiers faglige debat, eksperimenter og kritiske undersøgelser.

Arkitekturens B-sider bliver aldrig bygget. Men listen over de ubyggede mesterværker er fuld af greatest hits.

Jesper Pagh er arkitekt, debattør og underviser på KADK. Tidligere direktør i Akademisk Arkitektforening og redaktør på Arkitekten