DF'ere på udebane: Åbentstående skjorter i freskoagtige omgivelser

Svenskerne har end ikke fået sat deres kryds, før den danske valgkamp allerede er i gang. I de seneste dage har Dansk Folkeparti lanceret en ny reklamekampagne, som i hvert fald grafisk adskiller sig fra det, de har lavet før.

Der er mange faldgruber i politisk avertering, og slogans, som nogle vælgergrupper synes er lige i øjet, finder andre fuldstændig forfærdelige. Ofte er det, som om reklamebureauerne bevidst leger med grafiske elementer og udtryksformer, som er så banale eller irriterende, at det alligevel på en eller anden måde tager mere eller mindre permanent ophold i vælgerens bevidsthed, selv om man føler – og intellektuelt ved -, at det er noget forbandet juks. Eftersom de politiske budskaber ofte er vage, er det formen, man husker, og derfor forsøger nogle at få netop formen til at afspejle budskabet. Det er Dansk Folkeparti gode til.

Hvis der er noget, som man aldrig har forbundet Dansk Folkeparti med, så er det æstetisk sans og såkaldt ‘god smag’. Jovist kan Kristian Thulesen Dahl binde et slips, så knuden ligner Rigshospitalets helikopterplatform, og selvfølgelig er Pia Kjærsgaard aldrig gået helt galt i byen, når hun har valgt nye briller.

Men den gode smag, som man forbinder med det overvintrede kulturradikale hjem med klaver i hjørnet, Louisiana-plakat på væggen og PH- og Le Klint-lamper i rette kvanta, har Dansk Folkeparti aldrig abonneret på – selv om de måske i virkeligheden gerne ville. Pia Kjærsgaard havde for eksempel i en periode et kontor på Christiansborg, hvor det første man bemærkede, når man kom ind, var den massive tilstedeværelse af PH-lamper. Det lignede en regulær hamstringssituation. Hæng mig ikke op på det, men der var, så vidt jeg husker, fem eller syv Poul Henningsen-lamper i det lille lokale. Eller under alle omstændigheder tre for meget. Lige nok til at det blev bizart.

Det samme har gjort sig gældende for Dansk Folkepartis reklame- og valgplakater gennem årene. Hvem der end har lavet dem, har i hvert fald ikke opereret med det gyldne snit eller designskoleinjiceret fornemmelse for farver og fonte. Udtrykket har været klondike-agtigt og æstetisk påtrængende, men på en eller anden måde i øjenhøjde med et vælgersegment, der af forskellige årsager og ofte gode grunde ikke har haft ‘god smag’ som vigtigste ledetråd i tilværelsen. Dansk Folkepartis fade, hvide annoncer og efter alle kunstens regler sjuskede logo har gennem 20 år afspejlet, at afsenderen var et protestparti med en særlig fornemmelsesbåret politisk indsigt, der gjorde det vigtigere at bruge tiden på at handle her og nu end at stå og tage sig godt ud på billeder.

Fire mænd imod tidsånden

Nu har Dansk Folkeparti så lanceret en ny kampagne, som vanen tro allerede har fået en del opmærksomhed på de sociale medier. Stik imod tidens ånd optræder der udelukkende mænd i reklamekampagnen. Måske er det godt det samme.

I materialets grafiske fremstilling ser partiformand Kristian Thulesen Dahl, 49, gruppeformand Peter Skaarup, 54, og næstformand Søren Espersen, 65, så tudsegamle ud, at Pia Kjærsgaard ville have lignet en kvindelig Metusalem, hvis hun havde været med. Kun partiets lidt yngre poster boy Martin Henriksen, 38, virker ung og relativt viril, selv om han i virkelighedens verden altid har leveret partiets holdninger som en forbitret folkepensionist.

Den person, som har stået for kampagnens grafiske udtryk, har af uransagelige årsager været på strandhugst i det 20. århundredes mellemøstlige og asiatiske propagandaikonografi. Grafisk er vi et helt andet sted, end Dansk Folkeparti plejer at være. Man kan nok godt kalde udtrykket mere modigt.

De forskellige baggrunde på billederne er bevidst freskoagtige – som om skilderierne af de afbildede fire store mænd allerede er smurt op på mure rundt omkring i landets byer. Baggrundene er henholdsvis rygertapetgul, østeuropagrøn, kinaluftforeningsturkis og – måske mærkeligst af dem alle – Twilight Sparkle-lilla.

Enhjørningen Twilight Sparkle er en af de fire hovedpersoner i det populære amerikanske (og for skaberne ekstremt lukrative) My Little Pony-univers. Det er egentlig interessant; de fire ponyer har hver sit karaktertræk, og Twilight Sparkle er af skaberne af animationsserien My Little Pony: Friendship is Magic blevet beskrevet som en ”neurotisk perfektionist” tilsat en smule OCD. Af de fire DF-mandemænd ville den lilla farve derfor nok have passet bedst til Kristian Thulesen Dahl, men det er Peter Skaarup, der har fået den. Så er der måske heller ikke blevet tænkt mere over tingene.

Problematiske talebobler

Når man vælger at bruge illustrationer i stedet for fotos, når man skal portrættere folk, er det som regel, fordi man ønsker at gøre de portrætterede mere levende. Sådan fungerer det ikke her. Portrætterne ligger lige på grænsen mellem det lidt grove filmplakathåndværk, som man brugte frem til 1980’erne, og så det helt generiske Photoshop-filter.

Resultatet er, at Thulesen Dahl, Skaarup, Espersen og Henriksen virker utilsigtet robotagtige og døde i blikket. Taleboblerne bidrager til den følelse, fordi budskaberne i dem er så ufatteligt banale. Det er uhyggeligt. Forestil dig, at du er faret vild i byen og går hen og prikker en af de her personer på ryggen. Du forklarer, hvor du kommer fra, dit forehavende, og hvor du skal hen, og da du er færdig, står den skaldede fyr med skægget lidt og kigger, før han åbner munden og siger ”Hold fast. Stem dansk”, mens han holder dit blik. What?

Alle fire mænd har blazer på. Men i stedet for at bære slips, som de mere eller mindre plejer, har de ladet de øverste to knapper i skjorten stå åbne. Signalet er, at det her ikke er fire kontoriusser, det er ikke skrivebordsgeneraler og djøf’ere, næ, det er folk, der ikke er bange for at tage fat og eventuelt få lidt olie på tøjet, mens de drejer på fabrikkens tandhjul. Man kender stilen fra forne tiders østeuropæiske systemkritikere og totalitære typer som Irans tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad.

Kristian Thulesen Dahl er en lille smule mere tilknappet end de andre; som om han lige er det nøk mere seriøs og står med det ene ben på en kontorarbejdsplads med printer, stuebirk og blækpatroner.

Sådan som kortene er blevet spillet, er Peter Skaarup den mest ligegyldige person af firebandens medlemmer – i hvert fald udadtil. Han er også blevet udstyret med den mest intetsigende taleboble – ”Der er så meget, vi skal passe på” – som er en pudsig reference til Bjarne Jes Hansens venstrefløjssang ”Vi voksne kan også være bange” fra 1978.

Det er noget af det, som Dansk Folkeparti er gode til: ligesom for eksempel lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug har snuppet ordet bæredygtigt fra de økologiske landmænd, er Dansk Folkeparti ikke blege for at tage vendinger fra folk på venstrefløjen og give dem en ny mening. Det gælder også sloganet ‘Gi’ os Danmark tilbage’, som er lånt direkte fra den afdøde sanger Natasjas sang ‘Gi’ mig Danmark tilbage’, som ellers netop er et opgør med Dansk Folkeparti og deres proselytter. Partiet selv har afvist, at der er noget om snakken. Hverken Natasja eller Bjarne Jes Hansen er blevet skænket en tanke i processen, siger de.

Søren Espersen har hen over sommeren anlagt sig et fuldskæg, og at dømme på hans portræt har han også ladet håret vokse lidt, så han ikke længere er så nøgen ovenpå. Med gråt skæg, længere lokker og åbentstående skjorte ligner han dette firkløvers gamle kloge gubbe. Pist væk er stemningen af en lille mand, der er kommet til ære og værdighed; det her er en fuldblods intellektuel, der tilmed er en god ægtemand, som mellem sine mange hobbies nemt finder tid til at lege med børnebørnene i haven. Han kigger på dig med milde, ikke-fordømmende Jesus-øjne. Han ser lige gennem dig og dine freudianske bolværker. Men … han kan også være streng og ubønhørlig, hvis der er nødvendigt. For din egen skyld.

Vi slutter af med unge Martin Henriksen. ”Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark,” siger han kækt. På billedet ser det ud, som om det bare er en venlig opfordring, hvor det står dig – adressaten – frit for at følge rådet eller lade være. Den afslappede tegneserieplayboyudgave af Martin Henriksen er ligeglad. Han vil bare hjælpe dig til at gøre dit liv bedre, og han er på din side lige meget hvad. Det er frit land, så du bestemmer helt selv.

Det er det beklemmende ved den her type ikonografi: Ubehagelige budskaber glider nemmere ned. Men vi ved jo, hvordan ordene ville være faldet i virkelighedens verden. I 2017 var Martin Henriksen med i debatprogrammet Debatten på DR2, hvor han diskuterede danskhed med den unge jurist Natasja Al-Hariri, som er muslim og i hvert fald lige så dansk som Henriksen.

Her mansplainer han for hende, hvad det vil sige at være dansk. ”Man tager kulturen, demokratiet, traditionerne og den danske arbejdsmarkedskultur til sig,” siger han. Da Al-Hariri trækker på skuldrene og siger, at hun kan sætte flueben ved det hele, svarer han, at hun ”er på vej”, men at hun ”liiige skal tage den der af hovedet” – med henvisning til hendes turban. Tonen er nedladende og bestemt. Han føler, at det er hans ret. Sådan lyder ”Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark” i virkeligheden. Det er godt at huske på.