Den svenske drøm ligger i Hvidovre

Den svenske drøm ser ikke ud af så meget, når man sådan en tilfældig ugedag en lidt grå sensommermorgen stiger af toget på Friheden Station i Hvidovre. Det regner, og de grå bygninger går i et med himlen over stationen. ‘Frihedens Butikcenter’, står der på den højeste af dem, der rager 25 etager op i luften. ‘Frihedens Netto’, ‘Frihedens apotek’, ‘Frihedens fodmassage’ og ‘Wongs Grill’ på de lavere bygninger omkring den.

Områdenavnet kommer til at fremstå som en ironisk joke på den regnvåde beton, men det er her den ligger, den svenske drøm, hvis man skal tro Sveriges vel nok mest omtalte politiker siden Palme. Her i en forstad til København spændt ud af Hvidovrevej mellem Avedøre Stationsby i nord og Friheden i syd. Sverigedemokraternas formand Jimmie Åkesson blev i foråret bedt om at udpege sig “Mitt Sverige”, da det blev hans tur i svensk radios interviewserie med partiledere, men modsat alle sine politikerkollegaer pegede han ikke på Stockholm, Dalarna eller midsommar i skærgården. Jimmie Åkesson pegede på Danmark: Han pegede på Hvidovre i periferien til København.

”På nogle områder føler jeg mig ikke hjemme i Sverige længere,” sagde han som noget af det første til den synligt forbløffede interviewer, da de sammen og ligeledes i regnvejr stod foran Hvidovre Rådhus midt på Hvidovrevej.

”På nogle områder føles det her mere som Sverige for mig. Danmark er et forbillede på mange måder. Særligt når det gælder indvandrings- og integrationspolitik men også i måden at arbejde med kriminalitet på og arbejdet med at forkorte køerne i sundhedsvæsenet. For mig var det naturligt at vælge Danmark,” fortsatte han, mens han arbejdede sig frem til den væsentligste årsag til at lige nøjagtig Hvidovre, havde fanget hans misundelige blik.

”Ja, og her i Hvidovre har vores søsterparti, Dansk Folkeparti, en viceborgmester, som har ledet kommunen sammen med Socialdemokratiet siden 2013. Her har de vist at man sagtens kan arbejde sammen og føre en fornuftig og fair politik.”

Det er Mikkel Dencker, Åkesson taler om. Politikeren, der i de seneste måneder er blevet kendt som Dansk Folkepartis klimaordfører, som offentligt betvivlede de menneskeskabte klimaforandringer, men som efter flere forsøg på at tage borgmesterposten i Hvidovre og flere dramatiske kommunalvalg er endt med en viceborgmesterpost og et fredeligt fornuftsægteskab med socialdemokraterne. I hele kommunens historie har socialdemokraterne siddet på borgmesterposten, så der skulle også noget til.

Friheden

Hvidovre landsby kan dateres tilbage til begyndelsen af 1600-tallet og er opkaldt efter byens hvide kirke som en modsætning til nabobyens, der var rød. I flere hunderede år lå den næsten umærkeligt som et lille landsbysamfund med en forsamling gårde og hverken voksede eller forsvandt, mens andre af byens randområder voksede med det industrielle gennembrud. Først da stadsarkitekten Steen Eiler Rasmussen i 1940’erne inddrog Hvidovre i sin Fingerplan for København, gik det stærkt, og henover få årtier voksede byen fra et par tusinde indbyggere til det nuværende indbyggertal på 53.000.

Og her ligger den så i dag. Som indbegrebet af det vi kalder forstad tegnet op af omfartsveje og S-togsnettet. Faktisk er den så hårdt tegnet op af veje, at indbyggerne selv har svært ved at definere byens centrum. I midten af 1970’erne offentliggjorde kommunen en omfattende byplanlægningsrapport fra en større gruppe arkitekturforskere, der blandt andet havde foretaget en undersøgelse af 109 udvalgte indbyggere i byen. Her bad de dem tegne et bykort efter hukommelsen, og næsten samtlige af deltagerne undlod at udpege et centrum. Til gengæld havde alle husket Hvidovrevej, der går fra kommunegrænse til kommunegrænse, fra syd til nord og 75 pct. af deltagerne havde også indtegnet Gl. Køge Landevej på den anden led. Boligkvarterer indtegnes så godt som ikke, og Hvidovre fremstår som en nogenlunde ensartet villabebyggelse sammen med lave grå, gule og røde etageejendomme. Etageejendommene er fra dengang, hvor arbejdere og underklassen blev til middelklasse og flyttede ud af de små fugtige lejligheder i baggårdene på stenbroen. Ud til forstaden, hvor der var bad og toilet i hver eneste lejlighed, små grønne arealer, parkeringspladser og vaskekældre. Det var den socialdemokratiske drøm. Villaerne er hovedsagligt fra 1960’erne og 1970’erne, da de mest velhavende arbejderfamilier rykkede videre i parcelhusene.

Det eneste kvarterdannende element er de befærdede veje, der danner kvarterernes grænser. Tilbage er vejene, og det er også det mest iøjefaldende, når man står af toget på Friheden Station.

Stationen er en slidt højbane, der med S-togslinjerne A og E løber fra syd til nord gennem Storkøbenhavn. En lang bred trappe i terrazzo fører op mod skinnerne, og under et halvtag lige inden perronen sidder en gruppe mennesker, der ikke ser ud som om, de venter på noget. Én har fået fjernet sine ben — det er diabetes forklarer han. En andens øje er klappet sammen, og en mand, lidt yngre end de andre, som kalder sig Jon, begynder at fortælle om sit sygdomsforløb, der tæller alt fra psykiske lidelser, kold lungebetændelse og nogle rød-gule knopper, man aldrig fandt ud af hvad var — men de er der endnu viser han.

”Vi bor alle sammen i Friheden,” siger Jon hæst ude at grine men peger over mod det store højhus med butikcenteret i stueetagen.

”Det er vel det, man kunne kalde for en ghetto. Det gør politikerne i hvert fald.” Nu griner han.

Utenforskab

Jimmie Åkesson vil ikke kalde det en ghetto, da han står foran det samme byggeri med svensk radio. Det gør man ikke i Sverige forklarer han Mikkel Dencker, der er inviteret med på turen.

”Vi ville kalde det utenforskabs-områder,” siger han henvendt til intervieweren.

Der findes ikke en definition af ghettoer på svensk, men landet har flere af Nordens største, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.: Rosengården i Malmø, Rinkeby og Tensta i Stockholm, Ronna i Södertälje og Bergsjön i Göteborg, og som de fleste andre ghettoer er kriminaliteten, arbejdsløsheden og problemerne væsentlig større her end andre steder i Sverige. Flere gange både i 00’erne og 10’erne har der, som andre steder i Europa været optøjer og voldsomme sammenstød med politiet. Først i denne valgkamp er områderne for alvor kommet på dagsordenen, efter undersøgelse på undersøgelse har vist, hvordan utrygheden stiger i Sverige i disse boligområder, og volden er eskaleret.

”Jeg kunne godt tænke mig, at gøre som man gør i Danmark,” siger Åkesson.

”Her har man besluttet sig for at rive nogle af de mest belastede områder ned og flytte indbyggerne og fordele dem bedre. Man visiterer dem,” siger han og bruger igen Hvidovre som eksempel.

”Man fandt ud af, at små lejligheder i sociale boligbyggerier tiltrak mennesker med lav indkomst, og folk der ikke ville bo der længe eller lige var kommet til landet. Derfor lagde man boliger sammen til større lejligheder og visiterede kun famlier med en vis indtægt til området, hvilket hjalp gevaldigt på kriminaliteten. Så selv om det ser gråt ud, er det mere moderne og interessant, end det ser ud.”

Mikkel Dencker giver Åkesson ret.