John Faxe Jensen og hans gamle fodboldstøvle med hvilken han ramte bolden lige i røven i 1992 så den (altså bolden) gik i mål og Danmark blev europamestre.
Ydmygelsen føles rensende. Endelig kan den danske mindreværdsfølelse fejre nye triumfer: Nederlaget til Slovakiet i går aftes på ‘kun’ 3-0 føles sjældent tappert og heroisk, hvis det står til folkeviddet. Intet er mere ærefuldt end når opofrende dilettanter taber til overmagten. Endelig kan vi iført klaphat og ostechips sidde foran fjerneren og mindes vores patetiske credo: Hvad udad tabes, må indad vindes.
En sammenbragt bande af usnobbede amatør-fodboldspillere fra de lavere rækker – som trådte stolt til her i nødens stund og i nationens tjeneste, da såkaldt ”forkælede og dekadente stjerner” ikke ville acceptere kontraktudspillet fra Dansk Boldspil-Union – kæmpede alt, hvad de kunne på den fjerne slagmark i den slovakiske provinsby Trnava.
Forgæves, naturligvis.
Endelig behøver vi ikke længere skuffes over uindfriede drømme om international triumf men kan i stedet svælge i vores egen ynk og underdog-romantik. Som i et reality-show på en lokal tv-station trådte disse totalt ukendte bad boys frem som genuint mere interessante end de velfriserede dengser, der normalt udgør fodboldlandsholdet under sloganet ”Del af noget større”.
Det nye folkelandshold
Den hasteindkaldte vikar-landstræner John ’Faxe’ Jensen udbrød straks efter slutfløjtet: ”Jeg er pavestolt over at være dansker og se de her krigere inde på banen. At de til tider kunne tage kampen op med de her slovakiske verdensstjerner og kun tabe 0-3, det vil jeg aldrig nogensinde glemme”.
John ‘Faxe’ opnåede selv sin verdensberømmelse, da han scorede til 1-0 i EM-finalen mod Tyskland i 1992 og bagefter bramfrit sagde: ”Jeg ramte den lige i røven”. I går krævede han kolde øl og fri bar til spillemændene.
I et afslørende øjeblik spillede amatørerne end ikke væsentligt ringere end de hovedrige stjerner, der tjener millioner til daglig. Dette nye ”folkelandshold”, som disse jævne spillere – fra klubber som Tarup-Pårup, Vanløse Idrætsforening og sågar små ukendte futsal-hold – allerede kaldes, havde i prunkløs kampgejst, hvad de manglede i raffineret teknik. Sådan lyder i hvert fald forsøget på at skabe mening i galskaben.
Grundlæggende er det jo skingrende skørt, at Dansk Boldspil-Union ikke kan nå til enighed med landets bedste fodboldspillere om de økonomiske og juridiske vilkår for at spille, og at Danmark derfor må stille med et hobby-hold. Det er grotesk, at fodboldforbundet ikke vil acceptere, at spillerne organiserer sig kollektivt og kæmper for deres rettigheder i forbindelse med sponsorreklamer.
Men jura og arbejdskamp fortaber sig hurtigt, når den nationale forsmåelse får frit løb. Når kampen står mellem på den ene side en krukket elite af millionærer fra storbyklubber og på den anden side djærve knoldesparkere fra provinsforeninger er valget enkelt for folk flest.
Kulturkamp på grønsværen
Resultatet på 3-0 til Slovakiet var ikke engang dårligere end det rigtige landsholds nederlag på eksempelvis 0-4 til Armenien på hjemmebane i Parken i 2013. Dengang blev Christian Eriksen, Simon Kjær & co. blæst af banen af et endnu lavere rangerende hold fra det yderste Østeuropa.
I dag kan mange ånde lettet op: Folkelandsholdet er da lige så godt – og rindalismen er således nået frem til fodboldbanen. Hidtil er bondeoprøret mod eliten ellers gået fodbolden forbi, men nu har Dansk Boldspil-Union altså endelig fundet deres eget fiffige bud på en anti-elitær kulturkamp: Folket skal mobiliseres imod de allerbedste.
Som Anders Fogh Rasmussen sagde i sin første nytårstale i 2002: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst”. Nej, stjernespillerne skal ikke bilde sig ind, at de er bedre end os.
Selv den tidligere landsholdshelt Daniel Agger hepper nu på debutanterne: ”Well done, boys,” skrev Brøndby-legenden i går aftes på Twitter. Fortrængt er, at Danmark tabte, at spillerne reelt var chanceløse, og at det fundamentalt er jammerligt at dyrke de dårligste. Men sådan er tidsånden, tilsyneladende: Vi er en del af noget mindre.
Ingen andre lande kan lave et mere pinligt, selvfornedrende og dermed fængslende reality-show: ‘Fede Faxe og Futsal Boyz’ er måske kun traileren til en endnu vildere fremtid for lille Danmark, når det er allermest dansk og holbergsk: Fuckfinger til eliten og så på polterabend i Østeuropa med stiv pik og håret tilbage /Lars Trier Mogensen