Vejene væk fra Hvidovre

(Hvis du læste med i går, kan du trykke her for at komme direkte til 2. afsnit i vores miniserie om Hvidovre og Sverige)

Den svenske drøm ser ikke ud af så meget, når man sådan en tilfældig ugedag en lidt grå sensommermorgen stiger af toget på Friheden Station i Hvidovre. Det regner, og de grå bygninger går i et med himlen over stationen. ‘Frihedens Butikcenter’, står der på den højeste af dem, der rager 25 etager op i luften. ‘Frihedens Netto’, ‘Frihedens apotek’, ‘Frihedens fodmassage’ og ‘Wongs Grill’ på de lavere bygninger omkring den.

Områdenavnet kommer til at fremstå som en ironisk joke på den regnvåde beton, men det er her den ligger, den svenske drøm, hvis man skal tro Sveriges vel nok mest omtalte politiker siden Palme. Her i en forstad til København spændt ud af Hvidovrevej mellem Avedøre Stationsby i nord og Friheden i syd. Sverigedemokraternas formand Jimmie Åkesson blev i foråret bedt om at udpege sig “Mitt Sverige”, da det blev hans tur i svensk radios interviewserie med partiledere, men modsat alle sine politikerkollegaer pegede han ikke på Stockholm, Dalarna eller midsommar i skærgården. Jimmie Åkesson pegede på Danmark: Han pegede på Hvidovre i periferien til København.

”På nogle områder føler jeg mig ikke hjemme i Sverige længere,” sagde han som noget af det første til den synligt forbløffede interviewer, da de sammen og ligeledes i regnvejr stod foran Hvidovre Rådhus midt på Hvidovrevej.

”På nogle områder føles det her mere som Sverige for mig. Danmark er et forbillede på mange måder. Særligt når det gælder indvandrings- og integrationspolitik men også i måden at arbejde med kriminalitet på og arbejdet med at forkorte køerne i sundhedsvæsenet. For mig var det naturligt at vælge Danmark,” fortsatte han, mens han arbejdede sig frem til den væsentligste årsag til at lige nøjagtig Hvidovre, havde fanget hans misundelige blik.

”Ja, og her i Hvidovre har vores søsterparti, Dansk Folkeparti, en viceborgmester, som har ledet kommunen sammen med Socialdemokratiet siden 2013. Her har de vist at man sagtens kan arbejde sammen og føre en fornuftig og fair politik.”

Det er Mikkel Dencker, Åkesson taler om. Politikeren, der i de seneste måneder er blevet kendt som Dansk Folkepartis klimaordfører, som offentligt betvivlede de menneskeskabte klimaforandringer, men som efter flere forsøg på at tage borgmesterposten i Hvidovre og flere dramatiske kommunalvalg er endt med en viceborgmesterpost og et fredeligt fornuftsægteskab med socialdemokraterne. I hele kommunens historie har socialdemokraterne siddet på borgmesterposten, så der skulle også noget til.

Friheden

Hvidovre landsby kan dateres tilbage til begyndelsen af 1600-tallet og er opkaldt efter byens hvide kirke som en modsætning til nabobyens, der var rød. I flere hunderede år lå den næsten umærkeligt som et lille landsbysamfund med en forsamling gårde og hverken voksede eller forsvandt, mens andre af byens randområder voksede med det industrielle gennembrud. Først da stadsarkitekten Steen Eiler Rasmussen i 1940’erne inddrog Hvidovre i sin Fingerplan for København, gik det stærkt, og henover få årtier voksede byen fra et par tusinde indbyggere til det nuværende indbyggertal på 53.000.

Og her ligger den så i dag. Som indbegrebet af det vi kalder forstad tegnet op af omfartsveje og S-togsnettet. Faktisk er den så hårdt tegnet op af veje, at indbyggerne selv har svært ved at definere byens centrum. I midten af 1970’erne offentliggjorde kommunen en omfattende byplanlægningsrapport fra en større gruppe arkitekturforskere, der blandt andet havde foretaget en undersøgelse af 109 udvalgte indbyggere i byen. Her bad de dem tegne et bykort efter hukommelsen, og næsten samtlige af deltagerne undlod at udpege et centrum. Til gengæld havde alle husket Hvidovrevej, der går fra kommunegrænse til kommunegrænse, fra syd til nord og 75 pct. af deltagerne havde også indtegnet Gl. Køge Landevej på den anden led. Boligkvarterer indtegnes så godt som ikke, og Hvidovre fremstår som en nogenlunde ensartet villabebyggelse sammen med lave grå, gule og røde etageejendomme. Etageejendommene er fra dengang, hvor arbejdere og underklassen blev til middelklasse og flyttede ud af de små fugtige lejligheder i baggårdene på stenbroen. Ud til forstaden, hvor der var bad og toilet i hver eneste lejlighed, små grønne arealer, parkeringspladser og vaskekældre. Det var den socialdemokratiske drøm. Villaerne er hovedsagligt fra 1960’erne og 1970’erne, da de mest velhavende arbejderfamilier rykkede videre i parcelhusene.

Det eneste kvarterdannende element er de befærdede veje, der danner kvarterernes grænser. Tilbage er vejene, og det er også det mest iøjefaldende, når man står af toget på Friheden Station.

Stationen er en slidt højbane, der med S-togslinjerne A og E løber fra syd til nord gennem Storkøbenhavn. En lang bred trappe i terrazzo fører op mod skinnerne, og under et halvtag lige inden perronen sidder en gruppe mennesker, der ikke ser ud som om, de venter på noget. Én har fået fjernet sine ben — det er diabetes forklarer han. En andens øje er klappet sammen, og en mand, lidt yngre end de andre, som kalder sig Jon, begynder at fortælle om sit sygdomsforløb, der tæller alt fra psykiske lidelser, kold lungebetændelse og nogle rød-gule knopper, man aldrig fandt ud af hvad var — men de er der endnu viser han.

”Vi bor alle sammen i Friheden,” siger Jon hæst ude at grine men peger over mod det store højhus med butikcenteret i stueetagen.

”Det er vel det, man kunne kalde for en ghetto. Det gør politikerne i hvert fald.” Nu griner han.

Utenforskab

Jimmie Åkesson vil ikke kalde det en ghetto, da han står foran det samme byggeri med svensk radio. Det gør man ikke i Sverige forklarer han Mikkel Dencker, der er inviteret med på turen.

”Vi ville kalde det utenforskabs-områder,” siger han henvendt til intervieweren.

Der findes ikke en definition af ghettoer på svensk, men landet har flere af Nordens største, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.: Rosengården i Malmø, Rinkeby og Tensta i Stockholm, Ronna i Södertälje og Bergsjön i Göteborg, og som de fleste andre ghettoer er kriminaliteten, arbejdsløsheden og problemerne væsentlig større her end andre steder i Sverige. Flere gange både i 00’erne og 10’erne har der, som andre steder i Europa været optøjer og voldsomme sammenstød med politiet. Først i denne valgkamp er områderne for alvor kommet på dagsordenen, efter undersøgelse på undersøgelse har vist, hvordan utrygheden stiger i Sverige i disse boligområder, og volden er eskaleret.

”Jeg kunne godt tænke mig, at gøre som man gør i Danmark,” siger Åkesson.

”Her har man besluttet sig for at rive nogle af de mest belastede områder ned og flytte indbyggerne og fordele dem bedre. Man visiterer dem,” siger han og bruger igen Hvidovre som eksempel.

”Man fandt ud af, at små lejligheder i sociale boligbyggerier tiltrak mennesker med lav indkomst, og folk der ikke ville bo der længe eller lige var kommet til landet. Derfor lagde man boliger sammen til større lejligheder og visiterede kun famlier med en vis indtægt til området, hvilket hjalp gevaldigt på kriminaliteten. Så selv om det ser gråt ud, er det mere moderne og interessant, end det ser ud.”

Mikkel Dencker giver Åkesson ret.

Vejene væk

I det hele taget er en god stemning mellem Dencker og partilederne. Mikkel Dencker føler sig ”beæret” over, at Jimmie Åkesson ser Hvidovre som en svensk utopia og ”håber det kan danne skole for, hvordan man politisk kan gøre for at samarbejde i Sverige.”

”Mener du lige frem Sverige er et skrækeksempel,” vil den svenske interviewer vide.

”Ja, det gør jeg,” svarer Dencker køligt.

”Især når det kommer til håndteringen af flygtninge og indvandrere.”

Omkring 18 pct. af Sveriges befolkning er født uden for Sverige og omkring 22 pct. af befolkningen er enten født i, eller født af efterkommere fra ikke-vestlige lande. I Danmark er det omkring 8 pct. Alligevel har man i Danmark haft en langt voldsommere debat om den gruppe vi særligt siden 90’erne har taget imod. Dét kan Jimmie Åkesson godt kan lide ved Danmark, siger han.

”At man kan tale om problemerne og sige tingene som de er, uden at man behøver at sidde i hver sin grøft og råbe.”

Det er dét, han synes er så fantastisk ved Hvidovre. At man kan samarbejde politisk om det han anser for at være Sveriges største udfordring. Og det er han tilsyneladende ikke alene om. For det det kan godt være, at en af Sveriges største aviser malede sin forside sort efter sidste Riksdagsvalg for fire år siden, mens en anden skrev ”vi er de 87 procent” som en henvisning til de svenskere, der ikke stemte på det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna. Det kan også godt være, at den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, fik et jubelbrøl fra sine partifæller, da han i sin sejrstale lovede, at han aldrig ville komme til at samarbejde med partiformand Jimmie Åkesson. Det kan også godt være, at det siden er lykkes Löfven med blod, sved og massiv vælgerflugt at arbejde uden om SD, at han stadig ikke vil røre dem med en ildtang, at samtlige partier i den verserende valgkamp tager afstand fra Åkesson og at 250 (!) kendte svenskere i dag har indrykket en annonce direkte imod partiet i Dagens Nyheter. Men Sverigedemokraterna står til et kanonvalg og kommer med al sandsynlighed til at ende som Sveriges næststørste parti med omkring 20 pct. af stemmerne.

Til gengæld kan det nok engang ende med, at Åkesson får sin gevinst udbetalt i matadorpenge, for ved den store partilederdebat onsdag aften, fik Löfven slået fast, at han ikke kommer til at arbejde sammen med SD, og at han we åben overfor en koalitionsregering med Moderaterna og Centerpartiet, hvis det skulle være. Imens stod en vantro Jimmie Åkesson og blev ved med at tale om indvandring.

”Sverige er et indvandreland og det skal det blive ved med at være, men vi må kunne tale om nogle af de problemer, der kan være ved det,” sagde Jimmie Åkesson onsdag aften under en af Sveriges sidste tv-debatter før valget på søndag.

”Vi må kunne tale om, hvor mange, der skal komme her til, vi skal kunne tale om, hvad det koster at tage imod dem, og vi må kunne tale om, hvor mange vi synes, der skal komme hertil. Jeg har ikke behov for, at tingene bliver helt så stramt som i Danmark. Slet ikke. Men her har man da i det mindste kunnet tale om tingene.”

For det er sagen over dem alle for Åkesson: kritikken af den “masseindvandring” til Sverige, der savner sidestykke i Europa og for første gang i svensk historie er det blevet til et tema i valgkampen. Åkesson advokerer stenhårdt for assimilering af dem, der er her, og ønsker praktisk talt al asylindvandring stoppet ved at sige blankt nej til enhver asylansøger, der kommer til Sverige fra et andet sikkert land.

Det kan Roman Paznyey godt forstå. Han går med sin kone Maria på Hvidovrevej på vej op mod biblioteket. Han er en mand sidst i 50’erne og har boet i Hvidovre siden midten af 90’erne. Han slog sig ned for at finde arbejde som chauffør og fik ved hårdt arbejde og mange omveje lov at blive i landet permanent, 12 år efter han flyttede ind i sin første lejlighed. Og det har han ikke noget imod, bedyrer han.

”Jeg synes det er i orden at stille nogle hårde krav til de mennesker, man vil give lov til at bo i sit land,” siger han med en distinkt accent og forsøger at overdøve den kostante susen af dæk mod den regnvåde vej.

”Det er ligegyldigt, om du kommer fra Ukraine eller Afghanistan. Så skal du kunne forsøge dig selv. Det er den eneste måde danskerne vil accepterer dig på, og sådan er det også i Ukraine.”

Her i Hvidovre er andelen af indvandrere 18 pct. hvilket er 6 pct. point over landsgennemsnittet, 14 fra ikke-vestlige 8,8 på landsplan – i Sverige, nærmer man sig 20 pct.

Michael Strunges Hvidovre

Parret når op til Hvidovre biblioteks hovedindgang og går ubemærket uden om en stor vandskulptur fra 1970’erne, der er skabt af den lokale kunstner Ib Braun. De drejer skarpt til venstre, da gren for at gå ind i medbogerhusets lille café. Ligesom de fleste af husene på Hvidovre vej er huset bygget i beton, og udefra er det beklædt med en form for anodiseret metal. Det var her, Hvidovres mest berømte digter Michael Strunge som ung fik sit første fritidsjob og havde sine første digtoplæsninger, og egentlig ville kommunen have opkaldt pladsen foran biblioteket efter digteren, men Michael Strunges forældre, der bor i Hvidovre, brød sig stadig ikke om idéen – ”det ville være lidt for stærkt for os følelsesmæssigt, hvis Michaels navn skulle være på en plads her i byen, hvor vi har vores daglige gang, ” sagde de til Politiken i 2003. Desuden mente de, at han egentlig også hørte mere til inde i byen som en storbyspoet, selv om han har boet 5/6 dele af sit korte liv her. Forstaden er i Strunges digtning noget man tager væk fra, og ligesom Hvidovre er kendetegnet ved veje og toglinjer, er det også tydelige temaer i hans digte. Toges ankomst og afgang kører billeddannende helt ind i fantasien og videre ud igen: ,,drømmens uendelige togbaner, hvor vi skilles og mødes, står af og på”. Og de er nærværende, selv når de ikke er der – selv når toget er kørt: ,,Lyden af fødderne ligger tilbage / på perronen mellem krøllede cigaretpakker / og det blege eftersus / af nattens sidste tog”.

Og der er busser: “busserne kommer og går / kører tavse væk med menneskene”. Og der er biltrafik og gående, der går “taktløst mod gadernes kors, samles på hjørnerne og udstøder små råb af blodig indignation”.

Forstaden opleves som: “der er ingen forbindelse mellem husene. Og Jeg vader rundt I gaderne / går og går men kommer / ingen vegne..” Og forstærket: “gaderne synes ikke at pege mod rejser og hemmeligheder / men blot mod deres egen hånlige meningsløshed”.

Så det er ikke Michael Strunges plads Roman og Maria Paznyey netop har passeret. Her er kun en mindesten til ære for digteren med titlen på hans mest berømte digtsamling ”Vi folder drømmens faner ud”.