Demonstration imod nedskærelser på uddannelse og SU d. 13. oktober 2016. Demonstrationen startede på Rådhuspladsen og endte udenfor Christiansborg. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
”Der var en rigtig student, han boede på kvisten og ejede ingenting; der var en rigtig spækhøker, han boede i stuen og ejede hele huset, og ham holdt nissen sig til, for her fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i!”
Kan du huske den, hva’? Det er sgu da Nissen og spækhøkeren af gode gamle H.C.A. (kendt dansker, storyteller, rejsende, onanist m.m.) selvfølgelig. Den om den øretæveindbydende idealistiske student, der er så fattig, så fattig, men lader sig nøje med brødkrummer, lungebetændelse og fugtige loftsværelser til gengæld for en smule poesi. Det er billedet på den studerende, og hvis man for en stund glemmer den endeløse række af lysende æbler, der pryder de københavnske cafeer i dagtimerne, er det åbenbart stadig det billede, der præger debatten om nutidens studerende og det danske SU-system.
For faktum er et tabu i denne sag: SU-reglerne er socialt skævvridende. Det er den eneste overførselsindkomst, der går direkte til de mest privilegerede i samfundet. En asocial og skæv omfordeling af midlerne, som er åbenlys uretfærdig, men som ingen politiker tør røre. Af diverse kommissioner (skattekomissionen, velfærdskommission mfl.), sociologer (Erik Jørgen Hansen, Trond Beldo Klausen mfl.) og økonomer (Jan Rose Skaksen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Helena Skyt Nielsen, Lars M. Andersen m.fl.) er det igen og igen blevet påpeget, at særligt den sidste del af SU’en bør omlægges til et lån, og at stipendieperioden skæres ned med et par år til tre eller to år. Det vil dels give mening ud fra et effektivitetssynspunkt, dels ud fra et økonomiske synspunkt og dels ud fra det retfærdige omfordelingsprincip, vi som regel hylder, men hver eneste gang nogen politiker ytrer det mindste om disse klare principper eller truer med at omlægge SU’en, går et ramaskrig igennem de studerende, der organiserer sig i demonstrationer og strejker på landets uddannelsesinstitutioner.
Men de studerende er ikke samfundets fattige tabere på fugtige loftsværelser. De er ikke fremtidens tabere (jo, nogle af humanisterne er, men det er en anden snak). De er fremtidens vindere. De kommer til at sidde solidt øverst i den økonomiske og sociale pyramide. De lever længere, bedre og rigere. Sådan er det.
Nu er de økonomiske vismænd også ude med en klar opfordring til politikerne. I dagens Information har de skrevet en kronik, hvor de på baggrund af den seneste vismandsrapport, så klart som det kan gøres, opfordrer til at ændre systemet.
”Vi foreslår, at man omlægger SU-stipendierne på kandidatuddannelserne – helt eller delvist – til lån. Dette er velbegrundet ud fra et effektivitetsmæssigt perspektiv, og samtidig kan en sådan omlægning foretages uden at øge indkomstuligheden i samfundet,” skriver de.
Vismændene undersøgte i rapporten desuden, om det ville have en betydning for, hvem og hvor mange, der vil gennemføre en lang videregående uddannelse og det er der ikke noget, der tyder på.
”Den tyder på, at en sådan omlægning kun i beskedent omfang vil påvirke, hvor mange der gennemfører en videregående uddannelse. Det kan skyldes, at støtteniveauet i Danmark i forvejen er højt, men konklusionen er også i tråd med international forskning i lande, hvor støtteniveauet er markant mindre. Forskningen tyder generelt på, at det ikke er af stor betydning for studieomfanget, om uddannelsesstøtten ydes som stipendier eller lånefaciliteter.”
Ser man på forholdene i Sverige og Norge, er der heller ikke meget, der tyder på at det skulle have en betydning. Her er SU-støtten omkring halvdelen af, hvad den er i Danmark, og størstedelen af de svenske og norske studerendes indtægter stammer fra statsgaranterede studielån. Det betyder, at de i gennemsnit kommer ud med en studiegæld på et par hundrede tusinde, men det betyder ikke noget for den sociale fordeling set i forhold til Danmark.
Vismændene er dog hurtige til at fralægge sig et politisk ansvar for deres konklusioner. Det er de kloge nok til:
”Hvorvidt en ydelse er retfærdig eller ej, er nu engang et politisk og ikke et fagøkonomisk spørgsmål. Derfor er det heller ikke en diskussion, vi tager op i De Økonomiske Råd. Vi vurderer, hvilken økonomisk betydning SU’en har for den enkelte og for samfundet, og hvad den betyder for indkomstfordelingen,” som de skriver i kronikken.
Men det har vi nu ikke noget imod her hos Føljeton (hvor vi i parentes kan bemærke, at størstedelen af redaktionen har suget alt, hvad de kunne ud af SU-systemet og brugt hver en krone). Få nu omlagt den SU, så den er socialt retfærdig. Og hvor kunne det være smukt, hvis en fraktion af de studerende selv tog det initiativ. Vi har dog ét ufravigeligt krav, hvis de vil have vores opbakning: Hver eneste krone man spare på dette politiske snuptag, SKAL bruges på at styrke uddannelserne. SU-baberingen skal ikke være endnu en spareøvelse. /Lasse Lavrsen