Nyhedsanalysen

Lad os le ad de latterlige

Den britiske komiker Sacha Baron Cohen bryder atter grænserne for tåkrummende komik med sin nye tv-serie Who Is America?. Nogle af Cohens nye karakterer er desværre så langt ude, at de stjæler showet uden at tilføre det noget. Men når Cohen er bedst, trækker han på den sokratiske ironi og lader sine ofre være klovne. Klovne, som agerer så mekanisk og ideologisk fastlåst, at seeren, hvis man anskuer det gennem filosoffen Henri Bergsons briller, ikke har noget andet valg end at le. Og så bliver det god satire.

FILE PHOTO: Actor Sacha Baron Cohen arrives at the European Premiere of Alice Through the Looking Glass at a cinema in London, Britain, May 10, 2016. REUTERS/Paul Hackett/File Photo

Den såkaldte cringe comedy havde lidt af en storhedstid i midten af 00’erne. Det væltede frem med komedieserier som The Office, Curb Your Enthusiasm, Klovn og Peep Show, der på hver sin måde forsøgte at få dets seere til at krumme tæer så meget som muligt – deraf navnet cringe. Tænk på scener, som da hovedpersonen Frank i Klovn kommer til at piske sin vens totaltlammede, kørestolsbundne kone i ansigtet juleaften. Eller den exceptionelt akavede episode fra The Office, hvor kontorchefen David Brent forsøger at score en kvindelig ansøger under en jobsamtale (en scene, der om muligt er blevet endnu mere pinlig og forkert i lyset af #MeToo).

Særligt én komiker lod dog til at være niveauet over alle de andre, når det kom til det tåkrummende. I serien Da Ali G Show, og de to film Borat og Brüno beviste briten Sacha Baron Cohen, at han som ingen andre formår at få sine seere til at føle sig utilpasse. Utilpasse på en sådan måde at den eneste fornuftige reaktion synes at være grinet.

Cohens overlegenhed skyldes i høj grad, at hans ofre for de pinlige situationer som regel var virkelige mennesker, som ikke vidste, at det hele bare var for sjov. Hvor de fleste andre cringe-komedier benyttede sig af en dokumentarisk æstetik, så scenerne lignede virkeligheden uden at være det, gik Cohen rent faktisk linen ud.

Når Cohen interviewer Donald Trump som sin karakter Ali G, er det den ægte, lettere irriterede Trump, som toner frem på skærmen. Og når Cohen som kasakhstaneren Borat får en fyldt amerikansk sydstatsbar til at synge med på en antisemitisk sang med titlen ”Smid jøden ned i brønden” (det skal siges, at Cohen selv er jøde), er det rent faktisk ægte sydstatsamerikanere, som synger med.

Det faktum kunne de øvrige komedier ikke hamle op med.

Sacha Baron Cohen i karakter som Borat. Foto: David Gray / Scanpix

Nu tyder tingene så på, at cringe-komedien er ved at få et mindre comeback. Efter seks års pause vendte Curb Your Enthusiasm sidste år tilbage, og efter ni års pause begyndte der i sidste måned en ny sæson af Klovn. Og næsten samtidig med Klovn-genkomsten skete så det, der måtte ske: Sacha Baron Cohen vendte også tilbage.

Grænseoverskridende proteser

I den nye serie Who Is America? forsøger Cohen endnu engang at udstille ægte amerikaneres idioti ved brug af en række absurde, larger than life-personaer. Vi møder eksempelvis outrerede skikkelser som Billy Wayne Ruddick Jr., ph.d., som er en parodi på en ekstremt højredrejet konspirationsteoretiker. Eller Dr. Nira Cain-N’Degeocello (ja, selv deres navne er latterlige), som befinder sig ude i de politisk korrekte ekstremer på den modsatte ideologiske front.

Cohens fremgangsmåde er, som den altid har været. Ved brug af en hel masse krumspring og søforklaringer har han haft held med at lokke intetanende politikere og (semi)kendte med til interviews, som de selv tror bliver afholdt i ramme alvor. Nogle gange er det lidt af et mysterium, hvorfor eksempelvis Bernie Sanders eller O.J. Simpson gider bruge tid på det. Men det kan ses, at Cohen er gået det ekstra skridt for ikke at blive genkendt. Alle hans forskellige karakterer er iført adskillige lag af proteser og parykker, der transformerer Cohen til ukendelighed. Herfra er formlen, at Cohen forsøger at sige eller gøre mere og mere absurde ting, for at se hvor langt modparten er villig til at gå med.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Men serien har på ingen måde fået helt den modtagelse, som briten nok havde håbet på. I flere anmeldelser bliver det påpeget, at Cohens satiriske stunts egentlig ikke viser os noget, vi ikke allerede vidste. De forskellige indslag bliver i de fleste tilfælde kaldt infantile og ligegyldige, fordi Cohen kun lader til at ville chokere de godtroende så meget som muligt, og ud af det skabe en forhåbentligt sjov reaktion. Det er hverken banebrydende eller morsomt.

Kritikken forekommer rigtig i langt de fleste sketches, som involverer de førnævnte karakterer Dr. Nira eller Billy Wayne. Af en eller anden grund har Cohen valgt kun at stille dem over for interviewofre fra den modsatte ende af det politiske spektrum af karakteren selv. Det skaber forudsigeligt nok stor forargelse, men ikke så meget andet end det. Billy Wayne interviewer Bernie Sanders, uden at det nogensinde bliver humoristisk særligt vellykket. Dr. Nira interviewer en republikansk politiker om homoseksualitet og familieværdier, ligeledes uden at det bryder nogen grænser.

Men særligt én af Cohens nye karakterer er i stand til at løfte sig over det. Det er den israelske anti-terrorekspert og ex-Mossad-mand Erran Morad. Morad bliver oftest stillet over for hvide pro-våben, pro-Trump mænd med stor respekt for Israel. Og i stedet for at prøve at chokere dem, forsøger Cohen her blot at trække dem længere og længere ud i yderste potens af deres holdninger.

Resultatet er lige dele magisk og hovedrystende. Og pinligt. Åh så pinligt. Første gang vi møder Morad er i en samtale med den rabiate våbenfortaler Philip Van Cleave. Cohens karakter får først Cleave til at indrømme, at det er en super idé at børn ned til tre år har adgang til skarpladte skydevåben. Og snart står selvsamme Cleave og laver en absurd instruktionsvideo til børn om, hvordan de skal skyde skræmmende voksne. Eller putte dem i en ”lang, lang søvn,” som det også bliver formuleret.

Meget sigende er det da også scenerne med Morad som har skabt det største efterspil. Politikeren Jason Spencer måtte trække sig fra underhuset i Georgia, efter at han i en af seriens vildeste scener var blevet vist løbende mod Morad med røven bar, og gentagne gange højlydt havde råbt ”NIGGER, NIGGER, NIGGER.” Den gik selvsagt ikke. Ligeledes har Cohen nu fået et søgsmål på hele 95 mio. dollars på nakken, efter at den kontroversielle republikaner Roy Moore har følt sig mere end ualmindeligt stødt over at blive framet som pædofil. Det indiske advokathold, som Cohen i et glimrende interview hos komikeren Marc Maron har fortalt, han altid har klar på en telefonlinje, får nok at se til.

Men hvad er det så, der gør Morad-sketcherne så vellykkede, i modsætning til de øvrige? Lad os springe et par tusind år tilbage i tiden.

Den republikanske politiker Roy Moore, som altså nu har sagsøgt Sacha Baron Cohen for 95 mio. dollars. Foto: Joe Buglewicz / Scanpix

Græsk og israelsk ironi

I Platons dialoger optræder Sokrates som en type, der meget lig Cohen er i stand til at få folk helt ude i tovene og op i det røde felt. Tag første bog af Staten, hvor Sokrates går i dialog med sofist og retoriker Thrasymachos. Thrasymachos har i længere tid overhørt Sokrates diskutere med et par andre grækere, hvordan man kan definere retfærdighed. Han er blevet så oprørt over det, at han til sidst springer op mod Sokrates ”som et vilddyr”.

Sagen er den, at Thrasymachos finder Sokrates’ argumentationsteknik uærlig. I stedet for at fremlægge egne argumenter, vælger Sokrates igen og igen på ironisk vis at stille spørgsmål ved sin modparts pointer, indtil de til sidst ikke holder. Den strategi kender vi i dag som sokratisk ironi eller den sokratiske metode.

Det gider Thrasymachos ikke finde sig i. Derfor forlanger han en ny diskussion, hvor han selv kan få lov til at trænge Sokrates op i en krog. Alligevel sker præcis det omvendte. Langsomt men sikkert sætter Sokrates spørgsmålstegn ved Thrasymachos’ pointer, indtil denne til sidst står lige så udstillet tilbage som de andre.

Uden i øvrigt at sammenligne Sacha Baron Cohen og Sokrates, giver det på mange måder mening at betragte Cohens mest succesfyldte stunts i lyset af den sokratiske ironi. Ligesom Sokrates trænger Cohen langsomt men sikkert sine ofre op i en krog, hvor de bliver tvunget til at følge deres overbevisninger til yderste konsekvens.

Tag den førnævnte scene med våbenfortaleren Van Cleave. Langsomt men sikkert får Cohen ham til at følge sin egen forskruede logik, indtil der står tragikomiske pistol-instruktionsvideoer til tre-årige på programmet. Eller en scene med Roy Moore (ham med søgsmålet), hvor Cohen får Moore til at sige, at mennesker i Alabama altid har været frie og lige, og derved udstiller en manglende historisk bevidsthed omkring slaveriet.

Det er i de øjeblikke, at Cohen er allerbedst, og at satiren bliver allermest spiddende. Og hvorfor er det så så sjovt? Jo, da filosoffen Henri Bergson i begyndelsen af 1900-tallet skulle prøve at finde ud af, hvorfor vi mennesker griner, kom han frem til, at ”det latterlige […] er en vis mekanisk stivhed i situationer, hvor man havde forventet at møde et levende, opmærksomt, smidigt og fleksibelt menneske”. Det er præcis det, vi ser, når vi sidder og griner af Van Cleave med pistolbamsen eller Jason Spencer med røven bar. Det er mennesker, som er så ophængt på deres ideologiske overbevisning, at de følger den helt mekanisk uden at stoppe op og tænke på, om de mon går for langt. Det virker totalt latterligt, og derfor må vi seere le i afmagt over al stupiditeten.

Det er jo nok i virkeligheden det, Cohen havde håbet på med sit nye projekt. En anden af Bergsons pointer er nemlig, at latteren kan fungere som en rettesnor, der tugter dem, som falder uden for samfundsnormerne. Og formålsbeskrivelsen for Who Is America? er, at Cohen ønsker at udstille den amerikanske idioti i Trump-æraen. Med publikums latter ønsker Cohen at illustrere, at den nuværende amerikanske situation bryder alle forventelige samfundsnormer.

Problemet med de fleste af Cohens karakterer er, at de selv er så langt ude, at det egentlig er dem, som skal latterliggøres. Det er mest af alt en stråmandsmanøvre, som aldrig bliver helt sjovt. Men med Morad formår Cohen at få sine ofre til at fremstå endnu mere latterlige end karakteren. Det gøres med sokratisk snilde og bliver sjovt som følge af de mekaniske reaktioner. Det er der, at Who Is America? som samfundssatire for alvor bliver potent. Lad os få noget mere af det.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12