Den nøgne matematik i svensk politik er ganske enkel: Den rød-grønne blok står til ca. 40 pct. af stemmerne ved valget i morgen, mens den borgerlige blok er splittet op i to, som tilsammen står til at få ca. 60 pct. af stemmerne. Et mønster, der minder om det politiske landskab i Danmark, hvis man henregner Det Radikale Venstre til den borgerlige blok.
Flertallet i den svenske befolkning har skiftet side og læner sig ikke længere mod Socialdemokratiet, som tilfældet altså heller ikke er i hverken Danmark eller Norge. Og derfor tegner det til, at den nuværende socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven må træde tilbage, og at lederen af Moderaterna Ulf Kristersson i stedet vil overtage magten. De rød-grønne har simpelthen ikke fat i tilstrækkeligt mange vælgere.
Reelt var magtbalancen også sådan ved sidste valg. Dengang nægtede den konservative statsminister Fredrik Reinfeldt imidlertid at basere en fortsat borgerlig regering på det nationalkonservative parti Sverigedemokraterne. Dengang manglede de rød-grønne partier også flertal, men Stefan Löfven fik lov til at danne en mindretalsregering, fordi Sverigedemokraternes mandater simpelthen ikke blev talt med.
Dengang fik de rød-grønne samlet 158 af Riksdagens i alt 349 pladser, mens de fem borgerlige partier tilsammen fik 191 pladser. Men da Sverigedemokraternes 49 medlemmer så at sige blev annulleret af den moderate Fredrik Reinfeldt, kunne Stefan Löfven danne regering. Men så god er verden ikke længere for sosserne. Normaliteten har indhentet Sverige, og den nye leder af Moderaterna, Ulf Kristersson, er mere magtærgerrig end sin forgænger.
Nationalistisk bølge
Siden valget i 2014 er Socialdemokratiet tilmed blevet svækket yderligere, og Stefan Löfven står til at føre det gamle arbejderparti til det dårligste valg i hele Sveriges demokratiske historie, i over 100 år. Selv om den yderste venstrefløj ser ud til at blive betydeligt styrket, har den rød-grønne blok ikke fået bredere opbakning gennem de seneste fire år – som altså allerede i udgangspunktet var svagere end modparten.
I en situation, hvor den rød-grønne blok ikke er i nærheden af et egentligt flertal – og de borgerlige partier omvendt har et stort flertal tilsammen – er det mildest talt ikke overraskende, at Socialdemokratiet risikerer at miste regeringsmagten. Det er faktisk helt normalt. For sådan er situationen i alle parlamentariske demokratier. Og sådan er det i nabolandene.
Det mest dramatiske og spektakulære, der i netop disse timer er ved at ske i Sverige, er reelt, at folkhemmet forvandles til et ordinært, ja, næsten trivielt folkestyre, hvor alle stemmer tæller med. Også Sverigedemokraternas stemmer. Partiet, der har en skummel fortid med støvler og skrårem, kan blive noget nær fordoblet og måske ende helt oppe på en fjerdedel af stemmerne.
Fremgangen for Sverigedemokraterna er imidlertid heller ikke så opsigtsvækkende, som den ofte fremstilles. I alle sammenlignelige lande har nogenlunde tilsvarende partier fejret triumfer i de senere år: I Danmark fik Dansk Folkeparti 21,1 pct. af stemmerne i 2015, i Norge fik Fremskrittspartiet 15,2 pct i 2017, i Finland fik De Sande Finner, Perussuomalaiset, 17,6 pct. i 2015, og i Tyskland fik Alternative für Deutschland, AfD, 7,9 pct. i 2017.
Tendensen i alle lande omkring Sverige har været, at nationalistiske partier, som er imod muslimsk indvandring og tættere samarbejde i Europa, har vundet frem og er blevet en reel magtfaktor. Ret beset ville det være besynderligt, hvis Sverige – som det absolut eneste land – skulle være upåvirket af denne vrede, frustrerede og til tider desperate populistiske strømning. Mere specielt er Sverige alligevel ikke, når det kommer til stykket.
Magien er forsvundet
Statsminister Stefan Löfven, der har ført en uoplagt og næsten døsig valgkamp, har været oppe imod, at han som den eneste har repræsenteret etablissementet. Han har forsvaret status quo, mens samtlige andre partier har skudt direkte på ham for at være ansvarlig for voksende ventelister på sygehusene, øget voldskriminalitet i udsatte boligområder og høj arbejdsløshed blandt de hundredtusindvis af nytilkomne indvandrere og flygtninge.
Stefan Löfven har været skydeskive for alle ulykker, og han har ikke selv formået at slå tilbage med et engagerende valgprogram, der konkret og håndgribeligt har anvist gangbare løsninger på de problemer, som de andre partier mere lidenskabeligt har sat på dagsordenen. Derfor er det ikke rigtigt noget chok for nogen, at Socialdemokratiet med stor sandsynlighed taber søndagens valg med et brag.
Forandringen er sket gradvist og langsomt: Sverige er ved at blive affortryllet. Når stemmerne er talt op i morgen, vil en langstrakt proces begynde, der dog allerede nu tegner til at ende med, at Ulf Kristerssons Moderaterna kan danne en smal M-KD-regering sammen med Ebba Busch Thors Kristdemokraterna – og med passiv parlamentarisk støtte fra Liberalerna, Centerpartiet og ja, Sverigedemokraterna.
Flertallet i Sverige er stabilt borgerligt, ligesom i Danmark, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland. Altså samtlige lande omkring Sverige. Og så ender regeringen jo nok også med at blive borgerligt ledet – nøjagtigt som i Danmark, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland.
Den eneste lille mulighed for en anden udvikling er, at Centerpartiet i sidste øjeblik – eller snarere under regeringsforhandlingerne – skifter sider, og alligevel hellere vil have Stefan Löfven som statsminister frem for en Ulf Kristersson, der må støtte sig til Sverigedemokraterna.
Nye opbrud kan bestemt ikke udelukkes. Heller ikke at Ulf Kristersson går så meget tilbage med Moderaterna, at han må trække sig ydmyget tilbage. Dermed vil hele magtkabalen også blive kastet op i luften. Mere mærkelige ting er trods alt sket i europæisk politik, end at en siddende statsminister har overlevet et tæt og kaotisk valg.
Kun én ting er sikkert: De rød-grønne partier får ikke flertal, heller ikke denne gang, og de borgerlige partier bestemmer derfor selv om de tør gribe magten i Sverige. /Lars Trier Mogensen