Valg i Sverige. Bus stop - valg plakat med Socialdemokraternes spids kandidat Stefan Löfven
Som dansker kan det nærmest føles som lidt af en skuffelse, at Sverigedemokraterna ‘kun’ gik 5 pct. frem ved det svenske valg i går. Vi var ellers en del, der havde haft travlt med at fortælle de selvgode svenskere, hvilket jordskred der ville ramme dem, og nu var det deres tur til for alvor at mærke en nationalpopulisme, man ikke kan ignorere. Men det tyder på, at man godt kan ignorere den alligevel. Eller den kan i hvert fald sidestilles i en ideologisk urkamp, som vi egentlig troede var død. Kampen mellem liberalismen, konservatismen og socialismen.
For vel har socialdemokraterne fået en ordentlig lussing og et fald på 3 pct. til godt 28 pct., og vel er 17,7 pct. et aldeles godt resultat for Sverigedemokraterna, der ellers er lagt for had og af sin egen befolkning, tv-stationer og kollegaer, men det er ikke et jordskred, og sammen med resultaterne fra det franske valg og det hollandske valg sidste år bliver man nok nødt til at omskrive den moderne fortælling om det desperate, afkoblede folk, der kun vil protesten og revolten. Den varslede flodbølge af højrepopulister må aflyses, og tanken en ny folkelig nationalisme, der vil gentegne hele det politiske kompas, må gentænkes. For det er ikke sket. Elite og folk er måske slet ikke så splittet endda. Det er ellers en stærk og enkel fortælling. Men måske også for enkel. For højrepopulismen appellerer tilsyneladende kun til ét segment i Sverige: Mænd ude på landet – og fortrinsvis i Skåne. Der er stadig en overvejende del af befolkningen i Sverige, der mener, at politik er en kompliceret sag, som de gamle, etablerede (og elitære) partier må tage sig af.
De gamle etablerede partier, derimod – eliten, som vi ynder at kalde dem – har stadig en stærkere forankring i deres ”folk”, og det giver ikke entydigt mening at sige, at enhver politiker fra de etablerede partier må forstå, at populismen er kommet for at blive, og hvis de vil blive, må de spille på det pibeorgel. For det har man ikke gjort i Sverige.
Man fik ikke ”danske tilstande”, hvor man har inviteret populismen og identitetspolitikken ind i magtens rum, og de etablerede politikere og de gamle ideologier kommer ikke til at bukke under for gennemført noller identitetspolitiske lovforslag om håndtryk og burkaer. I Sverige har man stået fast på ideologierne, og det har ikke altid været lige kønt, når der i debatter og medier er blevet fordømt, frosset ude og marginaliseret, men det har været effektivt.
Tilbage står urkampen mellem socialdemokratisk socialisme, Moderaternes liberalisme og Sverigedemokraternas konservartisme. Kampen mellem elite og folk kan så foregå inde i partierne selv, som den altid har gjort det hos de svenske socialdemokrater. For elite og folk er ikke en ny splittelse i Sverige, og det ser vi i det slagne Socialdemokrati, der historisk har været spændt ud mellem to arketyper: På den ene side den gamle statsminister Per Albin Hansson (Sveriges statsminister fra 1932 til 1936 og igen fra 1936 til 1946), der var rundet af arbejderbevægelsen og selv havde arbejderbaggrund, og på den anden side Olof Palme med den elitære og akademiske baggrund. Fordi Palme fik den tragiske død, har vi det med at glemme, at han var en afsindig upopulær statsminister og virkelig dybt hadet langt ind i sit eget parti netop for at være elitær og uden kontakt med folket. Det er den kamp, der stadig er i gang i Sverige. Og Stefan Löfven ligner som type mere en Per Albin end en Olof Palme. Derfor tilhører fremtidens Sverige stadig socialdemokraterne. /Lasse Lavrsen