Kære læser

Hvem slukkede lyset i Ikast-Brande Kommune?

”Brigitte Bardot!”

Der er et helt forrygende interview med beatlen Paul McCartney i det nye nummer af GQ. Han er blevet 76, har netop udgivet et glimrende album (vi har hørt det) og virker frisk som en havørn – og på en eller anden måde er det lykkedes journalisten at få ham til at fortælle nogle andre historier end de sædvanlige. Den anekdote, som måske er mest overraskende, handler om dengang, han onanerede sammen med John Lennon.

Det var ”ovre i Johns hus”, før Beatles-feberen var begyndte at rase, så vi er nok tilbage sidst i 50’erne, og tre af John Lennons venner var der også. ”Og i stedet for at drikke os stinkende stive og feste – jeg ved ikke engang, om vi overnattede eller noget – vi sad alle i de her stole, og lyset gik ud, og nogen begyndte at onanere, og så gjorde vi det alle sammen.” De kåde drenge skiftedes til at råbe nogle æggende navne. ”Brigitte Bardot!” osv. – indtil John Lennon ødelagde stemningen med ”Winston Churchill!”

”Det var ikke nogen stor ting. Men, du ved, det var sådan noget, man gjorde uden at tænke så meget over det. Det var en gruppe. Yeah, det var lidt vulgært, når man tænker over det,” forklarer McCartney. ” Men det var god, harmløs sjov. Ingen kom noget til. Ikke engang Brigitte Bardot.”

Gruppeonani? Tja, når afsenderne (undskyld udtrykket) er store, kåde drenge og løjerne finder sted, uden at nogen kommer til skade… det er svært at lade sig forarge. Point til Paul McCartney for at belyse, at The Beatles også har været i puberteten.

Vesteuropas højeste

Lidt anderledes forholdet det sig med byrådet i den midtjyske Ikast-Brande Kommune. Her er der tilsyneladende også nogen, som har slukket lyset og sat en lavine i gang. Mandag aften vedtog ”et enigt byråd”, som det hedder, at sende planerne om en ny 645.000 kvadratmeter stor bydel i udkanten af Brande i høring. Bydelen skal efter planen hedde ‘Bestseller Village & Tower’. Det er, hvad det er, men som navnet antyder, skal den tillige huse et 320 meter højt tårn, som dermed vil blive Vesteuropas højeste.

Det lyder vulgært. Men kommunens Venstre-borgmester Ib Lauritzen er helt oppe at køre over det: ”Der er en stolthed i byrådet. Det er en outstanding og once in a lifetime-mulighed,” siger han til TV Midtvest og fortsætter: ”Det er altid interessant, når nogle gør noget spektakulært, og det er det her.”

I Ikast-Brande Kommune er Brigitte Bardot med andre ord skiftet ud med et højhus.

Som man kan regne ud, er det den danske tøjkoncern Bestseller, som har fostret ideen – og nærmere bestemt virksomhedens ejer, Anders Holch Povlsen. Som Berlingske skrev i et usædvanligt kælent portræt af ham i går: ”Det lyder som et gammelt eventyr eller en nutidig strøtanke uden hold i virkeligheden, tænker du måske. Men sådan hænger verden ikke sammen, når man er Anders Holch Povlsen og sidder på en anslået formue på godt 47 milliarder kroner. Så fører man den slags planer ud i livet.”

Borgmester Ib Lauritzen har nu misforstået noget. Anders Holch Povlsens idé er ikke spektakulær. Det er faktisk ikke engang en idé. Det ligger tættere på et telefonopkald – eller i virkeligheden hvad McCartney og de andre drenge lavede hjemme hos Lennon, da lyset gik ud.

Spektakulær, det kan man til gengæld kalde Paul McCartneys karriere. Han og Anders Holch Povlsen har dog én ting til fælles: De har begge haft forældre, som syntes, at deres børn skulle få sig en fornuftig uddannelse. Den helt unge Paul McCartney drømte om at blive lastbilchauffør. ”Bare køre derudad for altid på en af de der lange ture, fuld af tro på Gud og verden,” genkalder han sig i interviewet. ”For mig ville det være ret godt.” Anders Holch Povlsen tog en fin universitetsuddannelse og overtog sin fars milliardvirksomhed som en god dreng, da han blev spurgt. Ifølge Berlingske siger han, at han største bedrift er, at han har været i stand til at leve op til sin mors og fars forventninger. De kan næppe have forventninger om et 320 meter høj bygning uden for Brande.

Høringsfasen i Ikast-Brande Kommune varer frem til 14. november. 24. oktober er der borgermøde. Brigitte Bardot! Højhus! /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12