Danh Vos far er lige her

Danh Vo taler en del om sin far. Phung Vo er Danh Vos nærmeste medarbejder, siger han til Føljeton. Men han er mere end det: ”Jeg siger altid, at hvis jeg har tilført kunsten noget, så er det det arbejde, jeg har lavet med min far.”

Mens Danh Vo går og instruerer folkene, som sætter hans udstilling på Statens Museum for Kunst op (eller hvad det er, han gør), står hans far for sig selv og maler nogle ord på en hvid væg. Bogstaverne er store, han har et stillads til rådighed. Da vi siger til Danh Vo, at vi gerne vil snakke med hans far, svarer han: ”Ha, ja, du kan prøve!”

Føljeton: ”Taler han dansk?”

Danh Vo: ”En smule, ja. Nogle gange gør han det bedre end andre. Jeg siger altid, at han ikke taler så godt dansk. Måske er det totalt uretfærdigt af mig. Måske har andre en anden mening.”

Danh Vo fører hen til Phung Vo, og efter en kort palaver frem og tilbage på, hvad der må være vietnamesisk, præsenterer han os. Hans far tager et par små hvide hovedtelefoner ud af ørerne – næ, vent, han beholder dem på – og smiler imødekommende.

Føljeton: ”Forstyrrer jeg midt i arbejdet?”

Far: ”Nej, det er godt.”

Føljeton: ”Hvordan er det at arbejde sammen med din søn?”

Far: ”Det er lidt hårdt, fordi han finder på nye ting hele tiden.”

Føljeton: ”Hvad er du ved at lave her?”

Far: ”Det er en sjov sætning, som Danh godt kan lide. Noget frækt.”

Phung Vo er katolik og virker som en sympatisk og afslappet mand. Han er i begyndelsen af 70’erne, men han ser dog meget yngre ud. Han har på mange måder haft et vildt liv. Det var ham, der traf den voldsomme og dramatiske beslutning, at familien Vo skulle flygte fra det kommunistiske Vietnam i 1979, som både var i krig med Kina og Cambodia, og som slog hårdt ned på folk, der sympatiserede med Vesten eller var katolikker ligesom den USA-venlige sydvietnamesiske præsident Ngô Đình Diệm.

Phung Vo skaffede penge til at bygge en båd, og en dag stævnede the Vos – Phung Vo, hans hustru Thi Hao Nguyen, deres fire børn og godt 100 andre personer ud i Det Sydkinesiske Øhav med en drøm om at komme til USA. Et dansk containerskib fra Maersk samlede dem op, og efter nogen tid i en flygtningelejr i Singapore fik de mulighed for at søge mod Danmark.

Danh Vo, der er født i 1975, kan ikke huske noget fra før Danmark. Familien endte i Nivå, og Phung Vo og Danhs mor endte med at drive en kaffebar, dernæst en række grillbarer og senere Restaurant Rejen – steder, som Danh Vo i dag sådan en passant omtaler som lidt ”shitty”. Han var en kvik og fræk dreng, men moren gjorde sig visse bekymringer om hans seksualitet. ”Danh, du er ikke bøsse, vel?” spurgte hun ofte. Han fornemmede, at det var fornuftigst at svare nej.

Han var god til billedkunst i skolen. Eller: Han havde i hvert fald en lærer, som han syntes var ”fantastisk”, og hun mente, at han havde en god fornemmelse for form og farver. Det var egentlig det, der senere fik ham til at søge ind på Kunstakademiet. Han ville gerne udforske området, men vidste intet om, hvad kunst var eller skulle være. ”Jeg troede, det handlede om form og farver,” har han sagt.

Phung Vo står her stadig under sin baseballkasket. Føljeton spørger ham, hvad han gjorde sig af tanker, da Danh Vo begyndte at søge ind på Kunstakademiet igen og igen (han kom først ind i fjerde forsøg).

Føljeton: ”Tænkte du, at det var noget, der var fremtid i?”

Far: ”Nej, for jeg er teknisk uddannet derhjemmefra. Dengang vi rejste ud [fra Vietnam], tænkte jeg, at han skulle være det samme. Vi har to sønner og to døtre. Jeg tænkte om fremtiden, at hvis vores land skulle blive frit, så skulle vi tilbage, og at vores to drenge skulle arbejde sammen i vores eget firma, og at døtrene måske skulle styre økonomien. Sådan tænkte jeg. Men han begyndte at lave kunst. Helt ærligt, så sagde jeg: Det er svært, for der er ikke så mange, der kan leve af det. Jeg sagde: Det er meget usikkert, men det er dit liv.”

Føljeton: ”Og hvor gammel var han der? I begyndelsen af 20’erne?”

Far: ”Ja, deromkring. For du ved godt: Han var meget dygtig i skolen. Han var meget interesseret i politik og samfundet. Jeg havde en restaurant i Valby, og han kom altid og snakkede med vores gæster og diskuterede det danske samfund. Alle vores gæster sagde, at jeg er heldig, at vores søn har hovedet skruet godt på. Efter fem år sagde jeg til ham: Okay, sidste mulighed. Hvis du ikke kan blive optaget, så vil jeg bede dig om at søge ind og blive civilingeniør. Jeg var meget ked af det, for jeg havde ventet i fem år.”

Danh Vos storebror, Nguyen Vo, blev civilingeniør. I en stor artikel om Danh Vo i Politiken i 2013 udtalte han: ”Jeg har ikke forstand på kunst. Familien er jo ikke spor kulturel, men det er sjovt at se hans udstillinger, for det er jo også vores historie, han fortæller.”

Danh Vo, hovedpersonen i den her fortælling, formulerer det sådan her: ”Hvis du er underklasseflygtning uden nogen højere uddannelse, så tror jeg ikke, du tænker på kultur. Hvis du ikke engang kan tale det sprog, som de taler i det land, du er kommet til, hvordan skulle du så overhovedet kunne gøre det? Jeg tror, det er derfor, de fleste flygtninge fra den lavere middelklasse vil have, at deres børn skal være ingeniører. Det skal være noget med numre, for det kan man forstå. Altså, du ved, de har jo dårligt nok en historie med sig. De har efterladt deres historie og kultur. Så jeg tror, det er virkelig svært for denne type flygtninge at forstå, hvorfor deres børn skulle arbejde med kultur. De har ingen anelse om, hvad det betyder. Og mine forældre forstår stadigvæk i dag ikke, hvad jeg render rundt og laver. Men de forstår, at der kommer penge ind – at jeg har klaret mig.”

Et af Danh Vos mest kendte værker involverer i den grad hans far. I 2009 fik Danh Vo en legatbolig i Paris i fem måneder. Det var første gang, han var i byernes by, og mens han var der, besøgte han Missions Étrangères de Paris, som er en organisation, der varetager franske katolske missionærers 300 år lange historie. I deres arkiv fandt Vo et brev skrevet af en ung præst ved navn Jean-Théophane Vénard, som var missionær i Vietnam frem til 1861, hvor han blev henrettet. I brevet, som er dateret 2. februar 1861, forklarer han stille og roligt, nøgternt og dog poetisk, sin far, at han skal have hugget hovedet af.

Da Danh Vo så brevet, besluttede han sig for at sætte sin far til at afskrive brevet – igen og igen – med den fine kalligrafiske skrift, som faren plejede at skrive ”burger” og ”pommes frites” med på familiens grillbarer. Phung Vo har nu gennem en årrække afskrevet Jean-Théophane Vénards brev 1.400 gange. Hvert brev er en del af kunstværket ‘2.02.1861’ og koster 300 euro. Prisen stiger ikke, og den falder heller ikke. Phung Vo får en tredjedel af beløbet for ulejligheden.

Tilbage til Phung Vo på Statens Museum for Kunst:

Føljeton: ”Men forstår du, hvad det er, Danh laver?”

Far: ”Ikke helt. For min tankegang er meget præcis, og kunst er meget … (han griner og laver en bevægelse med hænderne, som muligvis signalerer luftighed eller uforudsigelighed.) Men nu er jeg meget glad. Jeg har rejst meget med ham.”

Føljeton: ”Han siger også, at noget af det, han er gladest for, er samarbejdet med dig. Men det har han vel fortalt dig?”

Far: ”Han siger til mig: Du skal lave det her, og du skal lave det her. Men problemet er, at han er blevet populær. Han kopierer ikke, men finder hele tiden tiden på noget nyt.”