Angående salmetempoet i den danske folkekirke

Måske er det den velkendte, almindelige kontornusserudmattelse, som er begyndt at sætte sig på sanseapparatet, men det er som om, nyhederne ude i verden er blevet gradvist mere psykedeliske, som ugen er skredet frem. Vi taler over hele linjen.

Torsdag kunne Altinget fortælle, at regeringens store statslige udflytningsprojekt, der jo tæller alt fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler til Dansk Sprognævn og Patientklagestyrelsen, koster det hvide ud af øjnene i tomme efterladte lokaler. 57.000 kvadratmeter kontorplads i København står nu ubrugt hen, hvilket svarer til 60 mio. kroner om året i tabt lejeindtægt, og det er staten, som betaler. Man kniber sig i armen, men det er ikke en drøm.

I udlandet har vi så komedien om det mislykkede giftangreb på den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal i den engelske by Salisbury tidligere på året. Afsættet er alvorligt nok, men de to russere, som Scotland Yard og britiske myndigheder mener står bag, optrådte i går i et 25 minutter langt interview på russisk stats-tv, hvor de erklærede deres uskyld. Hvis du ikke allerede har gjort det, skal du se dem; Alexander Petrov og Ruslan Boshirov, som de identificerer sig, ligner to tredjedele af Bjørne-banden, bare uden masker. De er synligt nervøse og alvorlige, og de sveder, mens de forklarer, at de bare var på ferie i denne ”vidunderlige by” Salisbury for at se katedralen, der ”er kendt, ikke bare i Europa, men i hele verden” for sit 123 meter høje tårn og uret, ”som stadig går”. Nu skal man ikke skue hunden på hårene, men de to fyre ligner ikke kulturturister – og slet ikke på de billeder fra politiets videoovervågningskameraer i Salisbury. Desuden har uafhængige russiske medier bidt mærke i, at de bortset fra et enkelt ciffer har de samme pasnumre. Meget besynderligt.

Og så tilbage til de hjemlige himmelstrøg. Kristeligt Dagblad, som vi af uransagelige årsager modtager hver fredag, har en forsidebasker i dag, som vækker mindelser om en herlig scene fra tv-serien The Simpsons, hvor familien Simpson skal til gudstjeneste. Men Bart, drengen, har i al hemmelighed har skiftet dagens første salme ud med sangen ”In the Garden of Eden”, som viser sig at være det amerikanske heavyband Iron Butterflys kendte (og hurtige) sang ”In-A-Gadda-Da-Vida” fra 1968. ”Og rejs jer nu for vores åbningssalme ‘In the Garden of Eden’ af I. Ron Butterfly,” siger præsten. Folk synger til, og de rocker, men sangen er lang, og til sidst går den aldrende kvindelige organist ud som et lys efter flere krævende soli.

Og Kristeligt dagblads forsidehistorie? Tja, den handler om, at salmetempoet rundt om i landets kirker ”er løbet løbsk”. Grænsen for, hvor hurtigt salmer kan synges, er simpelthen nået. En orgelprofessor ved navn Ulrik Spang-Hanssen har lavet en undersøgelse, som er publiceret i det seneste nummer af et tidsskrift, vi ikke vidste eksisterede: Hymnologi.

Spang-Hanssen mener, at vi for nogle århundreder siden sang salmerne fem til syv gange langsommere, end vi gør i dag. Det lyder helt vildt. Prøv for eksempel selv med Grundtvigs ”Nu falmer skoven trindt om land” fra 1844. Først hurtigt, så langsomt. Kan du mærke forskellen? Ja, de havde virkelig ikke travlt i gamle dage. Det er specielt de seneste 50 år, der har været hårde ved tempoet, mener han, og det går ud over børnene, de gamle og rygerne. ”Man kan ikke få hele menigheden med,” siger han.

En tidligere biskop, Karsten Nissen, medgiver over for avisen, at der er noget om snakken: ”Vi lever i en hurtig tid, og nogle gange går det generelt også for hurtigt, hvor det bliver for popsmart og for forvirrende.” Han sætter trumf på: ”Hvis man er vokset op med de Disney-tegnefilm, jeg så som dreng, og ser nogle af de tegnefilm, børn ser i dag, kan man få helt ondt i hovedet, så hurtigt går det.” Lad os bede til, at nyhedsbilledet normaliserer sig efter weekenden. /Oliver Stilling