'Det er en vrangforestilling, at kunst kan skabe bro'

Jeg møder Danh Vo i cafeteriet på Statens Museum for Kunst. Gennem pressen har jeg tidligere fået det indtryk, at han er mystisk og utilgængelig, men han viser sig at være sjov og nem at snakke med. Jeg lægger ud med at sige, at hans soloudstilling Take My Breath Away på Statens Museum for Kunst blev omtalt som en ”mid-career”-udstilling, da den var på Guggenheim i New York i begyndelsen af 2018. Som om Danh Vo er nået halvvejs gennem et eller andet. Det er mit indtryk, at jeg kunne have sagt hvad som helst dér, for han starter alligevel i den nordsjællandske kystbaneby Nivå.

”Jeg er jo vokset op i  Nivå på den forkerte side af jernbanen. Der var to folkeskoler, og man kendte ikke engang dem, der gik på den anden, for de levede på den anden side af jernbanen. Og jeg var hunderæd for alting, sådan som jeg husker det. Det gik ikke så godt i skolen i Nivå, og vi var katolikker fra Vietnam af. Min mors familie har været katolikker i flere generationer. Min far konverterede, fordi han var så stor en fan af Ngô Đình Diệm, ham den superkatolske sydvietnamesiske præsident, som USA havde støttet. Det var ham, der undertrykte buddhisterne, som udgjorde 80 pct. af befolkningen. Det var derfor, at de her buddhistiske munke brændte sig selv af.”

Din far var fan af ham?

”Ja, min far mente, at hvis Ngô Đình Diệm havde levet, så ville han have kunnet samle landet. Da han blev henrettet i 1963 med støtte fra den amerikanske regering, kunne man jo ikke demonstrere åbenlyst imod det, fordi størstedelen af befolkningen var imod ham. Så som en stille protest konverterede min far til katolicismen, og i dag er han superkatolsk.”

Men hvor katolsk er du? Græsk-katolsk?

”Hehe, jeg har aldrig været rigtig katolsk, men jeg skulle gå i kirke hver søndag, indtil jeg var 18 år gammel. Jeg hadede påsken, fordi i påsken skulle man gå i kirke tre gange – skærtorsdag, langfredag, påskesøndag, eller whatever. Jeg var opdraget i en familie, hvor man ikke sagde sine forældre imod, så jeg mener, at jeg, indtil jeg var 18, gik i kirke. Totalt traumatiseret.”

Du søger senere ind på Kunstakademiet. Hvad fik dig til det? Der har vel ikke været den store opbakning til at gå kunstnervejen hjemmefra? Hvad fik dig til det at søge ind – og så fire gange?

”Hvis du er underklasseflygtning uden nogen højere uddannelse, så tror jeg ikke, du tænker på kultur. Hvis du ikke engang kan tale det sprog, som de taler i det land, du er kommet til, hvordan skulle du så overhovedet tænke på det? Jeg tror, at det er derfor, de fleste flygtninge fra den laver middelklasse vil have, at deres børn skal være ingeniører. Det skal være noget med numre, for det kan man forstå. Altså, du ved, de har jo dårligt nok en historie med sig. De har efterladt deres historie og kultur. Så jeg tror, det er virkelig svært for denne type flygtninge at forstå, hvorfor deres børn skulle arbejde med kultur. De har ingen anelse om, hvad det betyder. Og mine forældre forstår stadigvæk i dag ikke, hvad jeg render rundt og laver. Men de forstår, at der kommer penge ind – at jeg har klaret mig.”

Heller ikke din far, der er i gang med at male på væggen herinde bagved?

”Haha, nej, men det synes jeg er det smukke. Jeg siger altid, at hvis jeg har tilført noget til kunsten, så er det det arbejde, jeg har lavet med min far. En vrangforestilling, jeg synes mange har omkring kunst, er, at det kan skabe bro og forståelse, at det kan mediere. Jeg er meget mere interesseret i alle de kløfter, der er i verden. Den ikke-forståelse, vi har imellem hinanden, imellem dig og mig, imellem mig og min far.”

Kan du uddybe det?

”Kløfterne er grundlaget for, hvordan samfund fungerer. Jeg synes, det er interessant, at det faktisk fungerer. Men vi ved jo alle sammen, at der ligger de kløfter – mellem sociale og politiske lag og klasseforskelle – men vi hænger stadigvæk sammen. Det er den funktionalitet, jeg vil arbejde med. Jeg synes, det er så fantastisk, at jeg i dag arbejder med min far. Han forstår ikke, hvad jeg laver, men han arbejder med mig på sine egne præmisser. Jeg har mine interesser, og beskueren kigger på det med sine informationer, og alligevel hænger det sammen.”

Hvordan har du så skaleret op derfra? En ting er at lave et værk, som repræsenterer ens mormor. En anden er at trække internationale fredstraktater og Frihedsgudinden ind i det. Hvordan skalerer man op, uden at værkerne bliver en parodi på det, man plejede at lave?

”Det ved jeg heller ikke. Jeg har taget mange chancer i mit liv. jeg tror ikke jeg kunne leve uden at tage chancer. Jeg har en lille gambler-ånd i mig. Jeg begyndte jo faktisk at tjene penge rimelig hurtigt. Men jeg havde ikke et studio, jeg havde kun en lille etværelses lejlighed i Berlin indtil for fem-seks år siden. Hvis man først starter med at få en assistent og så et studio, så køber man sikkert en bil, lejlighed, får sig en kone og nogle børn, og så sidder man i saksen.”

Hvordan har du lært at navigere i kunstens verden?

”Det ved jeg virkelig ikke. hvis jeg vidste det, ville jeg have været en meget, meget succesfuld person. Jeg tror, det er intuition. Det betyder noget, hvis man er opvokset med forældre, der har prøvet at miste alt, og det gjorde mine selvfølgelig, da de tog chancen og flygtede ud af Vietnam i 1979. Det samme med alle de shitty restauranter og whatever, de havde. Jeg fik jo tilbud fra meget, meget store gallerier for mange år siden. Jeg tror, at det delvist var intuition, men jeg vidste, at vi ikke ville være et godt match lige dér. At ‘hvis de er interesserede nu, så kan de måske også være interesserede om fem eller ti år’. Hvis du er i et ulige forhold, så går det galt. Lige børn leger bedst. Som ung kunstner har du ikke erfaringsgrundlag eller magtposition til at slås imod et stort galleri eller et museum, når der er brug for det, og det skal du gøre, for ellers bliver du totalt undertrykt.”

Jeg kan forstå, at kunstmuseerne generelt gerne vil have beskrivelser og forklaringer op, når de udstiller dine værker; men du vil gerne have, at værkerne står så nøgne som muligt…

”En ting er jeg sikker på: Jeg har aldrig været interesseret i at være lærer eller præst. Jeg prøver ikke at putte ideer i hovedet på andre mennesker. Det, jeg gør, er at præsentere noget, som bliver mødt af nogle andre mennesker, og hvordan de så tager det til sig, er ude af min kontrol. En af de bedste anmeldelser af udstillingen på Guggenheim var i et katolsk magasin. Anmelderen var en ung mand, der læste til præst, og i påsken besluttede han sig for at anmelde fem udstillinger, som han havde set i de 40 fastedage op til. Selvfølgelig læser han det på sin helt egen smukke måde. Det er så smukt, det der med at man med totalt forskellige politiske eller religiøse eller sociale årsager kan bindes sammen på den her måde.”

Var hans beskrivelse af udstillingen frigjort fra museumssproget?

”Totalt! Den er totalt religiøs, haha.”

I Artnews skrev anmelderen af udstillingen, at han kendte en kunsthandler, der med julelys i øjnene havde sagt ”I think Danh Vo is trying to end art”.

”Det er jo så i hvert fald ikke bevidst.”

Det er store ord. Det handlede vel om, at du udvisker skillelinjen mellem, hvad der er kunst, og hvad der bare er nogle ting?

”Altså, du ved … det er, hvis man har en mission. Det har jeg ikke. Der findes så mange smukke ting, og jeg synes stadig, at de bedste værker, er ting, jeg ikke engang nødvendigvis skal røre ved. Men det er udelukkende, fordi jeg synes, de er så smukke i sig selv. Det er virkelig en befrielse, at de bare bliver ladet være, som de er. Det er en af mine få sympatiske sider.”

Hvordan orkestrerer du en udstilling i den her størrelse med de her ting? Går du rundt og siger, ”nej, den der skulptur skal rykkes 10 centimeter til højre” og sådan noget?

”Nej, nej! Jeg har aldrig været særlig præcis. Man kan gøre mange ting, man skal bare ikke gøre det forkerte. Men inde mellem det rigtige og forkerte er der så en masse muligheder. Du kan prøve at spørge nogle af de andre. Du ved, hvis noget går helt galt, så kan jeg godt. Når jeg laver mad med folk … Jeg er ret godt til at lave mad, men der er mange andre, der er meget bedre til at lave mad end mig. Hvis vi står i et køkken, og folk ved, hvad de laver, og de gør det godt, så elsker jeg at tage opvasken. Men hvis noget går galt, så tager jeg over. Det er den metode, jeg også bruger i kunsten.”

Okay, jeg troede, at dit job handlede om stor præcision. Det er sjovt, at du siger, at du ikke er præcis, for din far har lige fortalt mig, at han tænker meget præcist.

”Han er alt det, som jeg ikke er. Det er det sjove. Du kender det feministiske slogan om, at ethvert værktøj kan bruges som våben, hvis man bare holder det på den rette måde? Det er virkelig noget, som jeg lærte tidligt og har brugt og lever med. I dag er det selvfølgelig en anden situation. Jeg har kæmpet hårdt for én rettighed, og det er ikke at skulle gøre ret meget. Jeg har masser af fantastiske muligheder med fantastiske folk, der arbejder omkring mig, og det er et privilegium at kunne lade det vokse. Jeg havde det sådan med det her museum (Statens Museum for Kunst, red.), at der bare skulle en lille smule mere energi ind i det [til udstillingen]. Det er jo museets egne folk, der er blevet aktiveret.”

Vi har for længst flyttet os fra cafeteriet. Vi står midt i det hele få dage inden udstillingen åbner, og folk vimser omkring os. Danh Vo nikker over mod en gruppe:

”Henrik dér fra Den Kgl. Afstøbningssamling, som er lukket ned, er jo fuld af kvaliteter og kender samlingen ud og ind. Han siger: ‘Nej, Danh, tingene skal stå mere samlet og kaotisk og storage-agtigt.’ Det er sådan noget, jeg skal bruge. Og så er der folkene fra Kvadrat, den her fantastiske tekstilvirksomhed i Ebeltoft. Jeg sagde til dem: ‘Hvor finder I alle de jyder henne? Hvor kommer I mennesker fra?’ Det er bare de bedste folk. Det er deres chefdesigner Stine, der har stået for farverne på puderne. Hun sagde: ‘Hvorfor bruger vi ikke farverne fra væggen?’, som er fantastiske farver. Hiver det ud, blødgør hele den her machoarkitektur og putter en lille smule Nanna Ditzel ind? Det var jo ikke mig. Jeg er totalt forfærdelig til farver. Jeg siger altid, at der er meget få genier i verden. Og hvis man ikke er det, så må man arbejde hårdt og have masser af gode folk omkring sig og ikke rende rundt og tro, at man kan det hele – med mindre man kan.”

Har du set den store plakat over indgangen til museet? Dit navn står ved siden af Picassos, dog med lidt mindre bogstaver end hans.

”Haha, forhåbentlig.”

Picasso var også geniet.

”Ja, det var han, det var han.”