Smoke emerges from the chimneys of the chemical plant of Evonik Industries AG in Wesseling near Cologne February 3, 2016. The Wesseling site is one of the company's largest sites located in the centre of the Rhineland region between the cities of Cologne and Bonn. The Wesseling site has a long tradition in producing manufacturing care products, tires, rubber products, paper paints, coatings and pharmaceutical synthesis. REUTERS/Wolfgang Rattay
I dag bringer en række toneangivende europæiske aviser et åbent brev fra 238 forskere. Brevet er et opråb til EU og de europæiske medlemslande om at få gang i en ”postvækst”-tankegang, hvor ”menneskelig og økologisk velbefindende prioriteres højere end bruttonationalproduktet”.
Opråbet kommer forud for den såkaldte Post-Growth 2018 Conference, som finder sted i Bruxelles fra tirsdag, og som underskriverne kalder banebrydende. Den er organiseret af europaparlamentarikere fra fem parlamentariske grupper og en række faglige og private organisationer og har til formål at ”udforske mulighederne for en ’postvækst-økonomi’ i Europa”.
Det lyder godt. Man skal ikke tænke længe over det, før det ellers så populære begreb ”grøn vækst” begynder at virke meningsløst og selvmodsigende. Efter industrialiseringen og op gennem det 20. århundrede har vækst, altså ekstrem opmærksomhed på økonomiske indikatorer som bruttonationalproduktet (BNP), fyldt alt, fordi der har været en åbenlys sammenhæng mellem økonomisk vækst og forbedret levestandard.
Men konstant vækst presser miljøet, og med klodens tilstand lader det til efterhånden at være gået op for de fleste, at den ikke går i længden. Som den amerikanske økonom og nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz formulerede det i 2009: ”Enhver redelig måling af, hvordan vi klarer os, må også tage bæredygtighed med i billedet. Ligesom en virksomhed skal bestemme afskrivningen af dets kapital, så må vores nationale regnskaber afspejle udtømningen af vores naturressourcer og nedbrydningen af vores miljø.”
For cirka ti år siden gik ”grøn vækst” så over i sproget. Det virkede som en farbar ‘anden vej’. Vækst med skyldig hensyntagen til ressourceforbrug og forurening, ja tak: en rigtig win-win-situation, og ikke sjældent har man hørt de magiske ord komme ud af munden på ansvarlige statsledere. For eksempel spillede statsminister Lars Løkke Rasmussens regering allerede i 2009 ud med en helhedsplan for dansk natur, miljø og landbrug kaldet ‘Grøn Vækst-planen’. Og på FN’s konference om bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro i 2012 blev green growth det helt store buzzword.
Grøn vækst duer ikke
Siden konferencen i Rio har tre store empiriske studier imidlertid konkluderet, at grøn vækst på et globalt niveau ikke kan lade sig gøre. Forleden bragte magasinet Foreign Policy et indlæg af Jason Hickel, der er antropolog og forfatter til bogen The Divide: A Brief Guide to Global Inequality and its Solutions, hvor han ridser situationen op:
”Et hold videnskabsfolk under ledelse af den tyske forsker Monika Dittrich begyndte at stille spørgsmål ved det i 2012. Gruppen lavede en sofistikeret computermodel, som forudså, hvad der ville ske med de globale ressourcer, hvis den økonomiske vækst fortsatte på sin nuværende kurs med en stigning på 2 til 3 pct. om året. Den nåede frem til, at menneskets forbrug af naturressourcer (herunder fisk, husdyr, skov, metaller, mineraler og fossile brændstoffer) ville stige fra 70 milliarder tons om året i 2012 til 180 milliarder tons i 2050. Til sammenligning er det bæredygtige forbrug af ressourcer 50 milliarder tons om året – en grænse, som vi kom over i 2000,” skriver Hickel.
Af samme grund er Jason Hickel også en af medunderskriverne på det åbne brev. Som de skriver, er ”den gode nyhed”, at der i de senere år er opstået en bevægelse inden for forskningsverdenen og civilsamfundet, ”der arbejder for, at vi skal sætte os ud over vækst”. Og det er vel blandt andet det, der kom til udtryk, da en række danske forskere, herunder en glaciolog, en meteorolog, en politolog, en historiker og en professor i naturressourcer for nylig i Dagbladet Information (betalingsmur) gav udtryk for en tiltagende frustration over, at politikerne ikke tager klimaproblemerne alvorligt nok og simpelthen var blevet aktivister.
Der skal nok komme noget godt ud af konferencen i Bruxelles. Allerede i det åbne brev leverer forskerne fire konkrete anbefalinger til, hvad EU-parlamentarikerne kan gøre. En af dem er at ”indbygge alternative indikatorer i EU’s og dets medlemsstaters makroøkonomiske struktur”, idet ”økonomisk politik bør evalueres i forhold til dens påvirkning af menneskers trivsel, ressourceforbrug, ulighed og tilvejebringelsen af ordentlige jobs”. Ikke u-langhåret, men heller ikke umuligt. Vi må se, om der bliver lyttet. /Oliver Stilling