Musk: Profetisk filosof eller nørdernes fyrtårn?

Profetisk filosof

Hvis der er én ting, Elon Musk igen og igen har givet udtryk for en dyb mistillid til, så er det kunstig intelligens. Tilbage i januar udtalte Musk eksempelvis, at han ser kunstig intelligens som potentielt set farligere end atomvåben. Årsagen er, at forbedringen af kunstig intelligens sker eksponentielt, og at vi derfor risikerer, at det udvikler sig så hastigt, at vi mennesker ikke kan følge med. Lidt ligesom med Skynet i filmen Terminator. Derfor har Musk i flere år aktivt arbejdet for at overbevise sine Silicon Valley-kollegaer om, at de skal være forsigtige med deres brug af kunstig intelligens. Faktisk var han lige ved at sætte sit venskab med Google-stifteren Larry Page på spil over en sådan diskussion.

Men alligevel forsøger Tesla aktivt at forbedre deres bilers kunstige intelligens og selvkørende evner. Og et af Musks nyeste projekter er firmaet Neuralink, som har til formål at implementere kunstig intelligens i den menneskelige hjerne. Hvordan hænger det lige sammen?

Det gør det umiddelbart bedst, hvis vi har Musks verdensbillede med i ligningen. I sin biografi om Elon Musk beskriver journalisten Ashlee Vance, at Musk allerede som teenager blev dybt fascineret af at læse science fiction og særligt Douglas Adams’ klassiker Hitchhikers Guide to the Galaxy. Bogens beskrivelser af verdens absurditet resonerede dybt med Musk, og det var efter at have læst den, at Musk for alvor kunne brygge sin egen personlige livsfilosofi: Det eneste, der giver mening i verden, er at stræbe efter størst mulig kollektiv oplysning.

Hertil vil kunstig intelligens uden tvivl være et vigtigt skridt. Men Musks frygt er, at en tilpas raffineret, almen kunstig intelligens hurtigt vil gøre det af med menneskets brugbarhed. Forestil dig et samfund af robothjerner, som kan gøre og tænke alting tusind gange bedre end den kollektive menneskelige bevidsthed. Hvad skal vi mennesker så bruges til? Det er her Musk ønsker at gribe ind med et projekt som Neuralink. Efter den gamle devise ”hvis du ikke kan slå dem, så slå dig til dem,” ønsker Musk at lade mennesket smelte sammen med maskinen, på en måde så vi rent faktisk bevarer en kontrol over vores videre skæbne.

Det er plan A. Plan B er at flygte til Mars, hvis alt andet fejler. Også her tænker Musk på sin særegne vis i utilitaristiske baner for, hvordan menneskeheden på sigt vil have bedst mulige overlevelsesmuligheder. Til det er han kommet frem til, at omkring en million mennesker skal skibes til den røde planet, for at der her vil kunne opbygges et bæredygtigt nyt samfund.

Hvis Musk selv skal forklare, hvordan han kommer til sine konklusioner, vil han påpege sin anvendelse af den aristoteliske idé om første principper. Musk forsøger at koge en idé ned til dens mest fundamentale, bærende sandhed og så ellers tage den derfra. Det er med det princip for øje, at Musk søsætter sine projekter, som han gør. Når det fundamentale udgangspunkt for Musks projekter er menneskets frelse og oplysning, giver det for ham god mening at skæve til, hvordan kunstig intelligens kan vendes til vores fordel. Eller til hvad vores exit-strategi er, hvis livet her på Jorden brænder sammen.

På den måde kan det siges, at Musk forsøger at positionere sig som ægte polyhistor eller et godt gammeldags renæssancemenneske. Ikke nok med at Musk skal revolutionære bilindustrien, rumfarten og den kunstige intelligens, så skal han også gøre den som filosof og fremtidsforsker.

Det er på sin vis et sympatisk projekt, men Musks filosofi kan ikke ligefrem siges at være synderligt original. På mange måder er Musks videnskabstro, og idéen om at alt kan forstås ved at reducere det ned til dets mindste del er blot en reprise af oplysningstidens mekaniske verdensbillede. Her var tanken, at alt, inklusive mennesket, kan reduceres til forståelige møtrikker og tandhjul. Det var blandt andet det, som var den bærende idé bag den franske encyklopædi: At alt i verden kunne samles og forstås af videnskaben som én stor sammenhængende maskine.

En sådan genoplivning af oplysningsfilosofien er der måske ikke nødvendigvis noget galt med, selvom den forekommer slemt anakronistisk. Men Musk er ikke en filosof af hverken Diderots, Rousseaus eller Kants kaliber. Det kan ses, når han forsøger at forklare alle menneskehedens problemer gennem umiddelbare løsninger såsom at fragte menneskeheden til Mars eller blot at bygge en bedre mere sikker form for kunstig intelligens.

Som gode gamle Max Weber engang skrev i essayet Videnskab som levevej, så stopper videnskabens anvendelighed, når det kommer til det normative. Videnskaben kan rigtigt nok hjælpe os til at skabe fremgang og udvikling, men den kan ikke sige noget om, hvad vi skal gøre, eller hvordan vi bør leve.

Så når Musk forsøger at sende os til Mars, forveksler han tingene. Oplysning for menneskeheden består ikke i muligheden for overlevelse men i at træde frem som et myndigt individ. ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed,” som Kant engang formulerede det. Hvis Musks endegyldige mål er størst mulig kollektiv oplysning, bør han ikke fokusere så hårdt på, hvordan vi rent praktisk kan starte menneskeheden op på ny på Mars. I stedet bør han overveje, om det selvstændigt tænkende individ egentlig har lyst til at tage med.

Nørdernes fyrtårn

Som det er tilfældet med så mange andre Silicon Valley-folk, er Elon Musk egentlig et ret usandsynligt idol. På en eller anden måde er den lidt usikre, nørdede fyr, som i start 00’erne viste sig frem ved at købe en McClaren til en mio. dollars, blevet til et forbillede for entreprenørskab og store armbevægelser leveret med en god mængde karisma. Da Musk i 2016 skulle præsentere Teslas Model 3 blev han mest af alt modtaget som en rockstjerne, der på cool og sikker vis førte publikum ind i fremtiden for personlig transport. Sikke en forvandling på kun 10-15 år.

Men kigger vi på noget af den nyeste opmærksomhed omkring Musk, bliver det mere og mere tydeligt, at den lidt usikre nørd stadig er gemt væk et sted derinde i alle fremtidsvisionerne og salgstalerne. Det kunne ses, da Musk ovenpå hele ”taking Tesla private”-fadæsen gav et rørstrømsk interview med New York Times. Eller da han sad og skulle tage et hvæs af en joint hos Joe Rogan og gjorde det med største forsigtighed, som en fyr der gerne vil være en del af den seje klike men ikke rigtig formår at bryde ud af sin rolle som det pæne, kontrollerede barn i klassen.

Samtidig virker det slående, når man eksempelvis hører Rogans interview med Musk, at selv Musks måde at tale på forekommer dybt eftertænksom og kontrolleret. Der er altid en lille pause efter hvert spørgsmål, inden Musk med sin karakteristiske, svage sydafrikanske accent svarer på formfuldendt og gennemtænkt vis.

Musks svar har det med at være til den lidt skæve, bogstavelige side, for han beskriver tingene, præcis som de er. Det er, hvad bloggeren Tim Urban har valgt at døbe ‘MuskSpeak.’ MuskSpeak er fx, når Musk siger ting såsom, at han som barn holdt op med at være bange for mørket, da han indså, at mørke blot indebar et fravær af fotoner i den synlige bølgelængde. Og det ville jo være fjollet at være bange for et fravær af fotoner.

Musk er ofte blevet kaldt for en virkelighedens Tony Stark, playboy-alteregoet til Marvel-superhelten Iron Man. Skuespilleren Robert Downey Jr., som spiller Tony Stark i de mange Marvel-film, har endda indrømmet at han tog kontakt til Elon Musk da han skulle hente inspiration til rollen. Det er mest af alt en sammenligning, som giver mening, når man ser på den cool Musk, der står og præsenterer Tesla 3’eren. Det er en Elon Musk, som er faldet ind i en rolle som succesfuld milliardær, og som har penge til at gøre alt og være alt. En virkelighedens superhelt.

Men den ægte inspirerende Musk er den forsigtigt snakkende fyr, som vi ser med sin McClaren, og som i glimt blev genoplivet hos Joe Rogan. For det som gør Elon Musk så unik er, at han på sin egen autodidakte vis igen og igen har formået at sætte sig ind et nyt vidensfelt på rekordtid. Musk var eksempelvis hverken raketvidenskabsmand eller bilmekaniker da han påbegyndte arbejdet med SpaceX og Tesla. Men det blev han med tiden takket være en unik form for arbejdsomhed og vidensbegær. Det samme vidensbegær, som fik den lille Musk til ikke længere at være bange for mørke.

Det er netop den tilgang, der har gjort Musk til en både hadet og elsket skikkelse i sine firmaer. Musk forlanger langt, langt mere af sine ansatte, end hvad der bør betragtes som rimeligt, og han er med god grund ofte blevet kritiseret for netop det. Alligevel forguder en stor del af hans ansatte ham, idet de siger, at det godt nok er forfærdeligt hårdt at arbejde for Musk, men at det er ualmindeligt inspirerende. Det skyldes netop, at Musk er langt mere villig end de fleste til at sætte sig ind i, hvad der konkret bliver arbejdet med på fabriksgulvet. Og det aftvinger en speciel form for respekt.

Nogle gange kammer Musks særegne eftertænksomhed utvivlsomt over, som da han i en afslørende passage fra Ashlee Vances biografi spørger, hvor lang tid en kæreste egentlig forventer, at man bruger på hende om ugen. 10 timer? 15 timer? Det er den nørdede Musk, som reducerer alting til fotoner og bølgelængder udi det ekstreme.

Men samtidig er det Musks krøllede sind og autodidakte facon, som langt hen ad vejen har bragt ham den succes, han nyder i dag.

Musk forgudes af sine tilhængere for at være en Tony Stark, som kan løse alle verdens problemer og dårligdomme og få det til at se godt ud imens. Egentlig burde hovedfokus være på den stille, eftertænksomme fyr, som har formået at komme til tops med sin gode hjerne og sit ekstreme vidensbegær. For det er den fyr, som er det ægte forbillede, hvor nørdet han end tager sig ud. Lad os håbe, han ikke forsvinder.