Nyhedsanalyse

Nu lækker WikiLeaks selv: Er Assange frihedskæmper eller et russisk aktiv?

Han er blevet kendt for at afsløre andre folks dybeste hemmeligheder, men nu har kongen af lækager, Julian Assange, smagt sin egen medicin. Det seneste år er interne dokumenter om Assange og hans organisation WikiLeaks nået ud til offentligheden, og i forgårs kom det seneste læk, der puster yderligere til den populære teori om, at Assange er i lommen på Rusland. Vi må derfor endnu engang spørge: Er Assange frihedskæmper eller var han fronttrup i russernes fiflerier ved det amerikanske valg. Føljeton prøver at finde hoved og hale i det hele.

FILE PHOTO: WikiLeaks founder Julian Assange is seen on the balcony of the Ecuadorian Embassy in London, Britain, May 19, 2017. REUTERS/Peter Nicholls/File Photo

Det er svært at undgå at se ironien. Organisationen WikiLeaks er blevet berømt og berygtet ved i mere end et årti at lække fortrolige og klassificerede dokumenter. Nu lækker organisationen selv.

I løbet af det seneste år har en række interne beskeder fra organisationen fundet vej til offentligheden, og i forgårs kunne nyhedsbureauet AP så offentliggøre et nyt læk med interne dokumenter forfattet af organisationen og dens leder, samt primære drivkraft, Julian Assange.

De lækkede dokumenter puster liv i den mistanke, som i flere år har ligget og luret som en mørk skygge over Assange og hans organisation. Den nu 47-årige Assange siger selv, at hans organisation er ytringsfrihedskamp, der forsøger at skabe transparens i en verden af korrupte og lyssky statsmagter og organisationer. Men flere og flere ting peger på, at Assange og WikiLeaks har været yderst selektive i, hvilke dokumenter de har villet offentliggøre, og at de måske endda var russernes forlængede arm, da Putins regering (formentlig) fiflede med det amerikanske præsidentvalg og gjorde Trump til den frie verdens leder.

Her får du overblikket over de lækkede dokumenter, og hvorfor nogen mener, de lugter af russisk indblanding. Men først en hurtig opfriskning af, hvem Julian Assange og hvad Wikileaks er. Hvis du allerede har nogenlunde styr på det, kan du trygt hoppe de næste to afsnit over og læse fra ”WikiLeaks lækker.”

Indespærret i London

WikiLeaks fik deres ”gennembrud” i 2010 med en serie af læk, der kom fra whistlebloweren Chelsea Manning. Manning er tidligere soldat og havde ved en udsendelse til Bagdad fået adgang til en database, hvorigennem USA’s myndigheder sendte klassificeret information. Manning sendte informationen til WikiLeaks, der lækkede tusinder af hemmelige filer. Filerne indeholdte hemmeligholdt information om blandt andet Irak- og Afghanistankrigen, ligesom de fx viste hidtil hemmeligholdte drab på civile.

Kort tid efter, at hele verden havde lært WikiLeaks og dermed også frontmand Julian Assange at kende, blev Assange ramt af sin egen personlige skandale. I november 2010 blev han anklaget for seksuelle overgreb og voldtægt, han skulle have begået i forbindelse med et oplæg, han havde holdt i Sverige. Assange selv nægtede sig skyldig men nægtede samtidig at lade sig retsforfølge i Sverige i frygt for at blive udleveret til USA, hvor han kunne blive dømt hårdt for de mange læk. Efter juridisk tovtrækkeri endte Assange i 2012 med at få asyl på Ecuadors ambassade i London. Her har han de facto været indespærret siden, fordi det britiske politi står klar til at anholde ham udenfor.

Assanges kat kigger ud fra deres fælles skjulested i Ecuadors ambassadebygning i London (Foto: Scanpix).

Den russiske forbindelse

Da WikiLeaks for alvor igen dukkede op i verdenspressens søgelys, var det i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. For pludselig blev WikiLeaks hovedmistænkt i sagen om at have hjulpet Rusland med at fifle med det amerikanske præsidentvalg. WikiLeaks offentliggjorde nemlig hackede mails fra Hillary Clintons kampagne, ligesom der også blev offentliggjort fortrolige mails fra Clintons tid som amerikansk udenrigsminister. De amerikanske myndigheder er efterfølgende kommet frem til, at det var russerne der stod bag hacket og derfor sandsynligvis har overgivet informationen til WikiLeaks, der så har offentliggjort det. Mange mener, at det læk havde en stor indflydelse på, at Donald Trump vandt valget over Clinton.

WikiLeaks lækker

Nu er det altså WikiLeaks selv, der må se deres fortroelige information ryge ud til offentligheden. Faktisk er det ikke første gang, at WikiLeaks’ snavsede vasketøj ryger ud til frit skue:

I slutningen af juli fik en journalist fat på 11.000 private beskeder fra en gruppechat bestående af Wikileaks’ officielle twitterprofil og nogle af organisationens tætteste støtter. I beskedtråden blev der diskuteret, hvordan der skulle laves smædekampagner mod gruppens modstandere, ligesom der blev sendt beskeder med antisemitisk, sexistisk og homofobisk indhold. I beskederne blev det også tydeligt, at WikiLeaks havde en voldsom aversion mod det amerikanske parti Demokraterne og især deres tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton. I et andet læk af privatbeskeder skriver WikiLeaks’ officielle twitterprofil, at Clinton er ”smart, har gode forbindelser og er en sadistisk sociopat.”

Lækkene tyder altså på, at WikiLeaks havde et horn i siden på Clinton. Men de havde åbenbart et ønske om at hjælpe hendes modstander. WikiLeaks rakte i 2016 aktivt hånden ud til Donald Trumps kampagne i forsøget på at hjælpe ham. Det har Donald Trumps egen søn bekræftet.

Assange har løbende deltaget i videokonferencer, selvom han har været indespærret. Her et billede fra et af hans fordrag over videolink (Foto: Scanpix)

I forgårs lækkede WikiLeaks så igen. Denne gang har nyhedsbureauet AP fået fat i tusinder af lækkede dokumenter fra WikiLeaks. Et af de lækkede dokumenter viser et brev fra Assange til det russiske konsulat i London, hvor han forsøger at ansøge om asyl. I brevet står der: ”Jeg, Julian Assange, giver hermed min ven, Israel Shamir, lov til både at aflevere og hente mit pas i forbindelse med udstedelse af et visa.” Assanges ven Shamir er i øvrigt en svært kontroversiel person, der er anklaget for at være antisemit og holocaust-benægter og for at bruge WikiLeaks dokumenter til at hjælpe den pro-russiske diktator i Hviderusland – men mere om det senere.

Når det ikke lykkedes for Assange at komme til Rusland, er det muligvis fordi, at Interpol samme dag som brevet er dateret, lavede en arrestordre på Assange, hvilket umuliggjorde en rejse til Rusland. Spørger man WikiLeaks selv, har det dog ikke noget med sagen at gøre. Ifølge dem endte Assange ikke i Rusland, fordi AP’s dokumenter er fabrikerede. På deres twitterprofil skriver de, at Assange aldrig har søgt asyl i Rusland. AP siger selv, at de har fået bekræftet lækkets ægthed fra flere kilder.

På hvilken side?

De forskellige læk har sået tvivl om, hvad WikiLeaks’ egentlige agenda er. Der synes at ligge en klar selektiv udvælgelse bag de dokumenter, som WikiLeaks har offentliggjort i forbindelse med den amerikanske præsidentvalgkamp. Det synes umiddelbart langt fra deres udgangspunkt blot om at ville skabe gennemsigtighed i det politiske system.

Et par spørgsmål om WikiLeaks’ agenda står altså tilbage: Hader Assange blot Clinton så meget, at han ville gøre alt for at få hende ned med nakken? Eller har Assange lavet en uhellig alliance med Putin – måske i forsøget på at hytte sit eget skind?

Clintonhader

Som det amerikanske medie Vox viser i denne artikel, er der ikke megen tvivl om, at Assange hader alt det, som Clinton står for. I hans bog ”The WikiLeaks Files: The World According to US Empire” bliver det tydeligt, at Assange frem for alt har et problem med den måde, hvorpå USA er blevet ledet siden anden verdenskrig. Han ser USA som et imperialistisk land, der invaderer andre lande og slår deres borgere ihjel. Derfor har WikiLeaks især koncentreret sig om amerikanske dokumenter. Det er slet ikke i uoverensstemmelse med deres ideologi at gå mest efter USA og ignorere andre lande, for i deres verden er USA hovedfjenden.

En delegeret ved Democratic National Convention ønsker at få alle demokrater, der nævnes i Wikileaks’ læk fjernet fra deres politiske poster. (Foto: Scanpix)

Hillary Clinton er på alle måder inkarnationen af det USA, som Assange hader, og det kan være grunden til, at han ønskede at hjælpe Trump og tog imod dokumenter fra Rusland. Inden valget sagde Assange selv i et interview, at Trumps styrke var, at han var uforudsigelig. Det var nemlig modsat helt forudsigeligt, at Hillary ville fortsætte med den udenrigspolitik, USA havde ført hidtil. En udenrigspolitik, som ifølge Assange var forfærdelig.

Selvom materialet om Clinton kom fra Rusland, behøver de altså ikke have arbejdet tæt sammen. Der er den mulighed, at Rusland og WikiLeaks simpelthen havde den samme interesse af to forskellige grunde.

Og hvad så med Assanges plan om at søge asyl i Rusland? Tja, hvis man var i hans sko, ville man nok også forsøge at få asyl hvorend det skulle være.

Putinsammensvoren

Men der er også den anden mulighed. At Assange er en Putin-marionet. Måske har han været det helt fra starten, eller måske har han håbet på, at et venskab med Rusland ville kunne hjælpe ham videre fra sin husarrest i Ecuadors-ambassade – især over den senere tid, hvor det sydamerikanske land synes at være begyndt at blive træt af ham.

I hvert fald er der en række forhold, der tyder på, at Assange og Rusland har flirtet mere, end hvad godt er:

Assange sagde i slutningen af 2010, at han ønsker at få skovlen lige så meget under Kina og Rusland som USA. Den russiske efterretningstjeneste sagde nogenlunde samtidig, at de ville kunne gøre livet ekstremt surt for Assange, hvis han ville gøre alvor af sin trussel. Det gjorde Assange ikke, og derfor syntes ledelsen i Moskva alligevel, at Assange skulle have nobels fredspris. En del år senere, nemlig i 2017, kom det frem, at Assange har sagt nej til at offentliggøre oplysninger om Rusland. Nå ja, og så har Assange haft et tv-program på den russiske stats-tv-kanal Russia Today. I det hele taget synes WikiLeaks ofte at dukke op i pro-russiske sammenhænge.

Assange interviewer Hezbollah’s leder Sayyed Hassan Nasrallah i forbindelse med sit tv-program ”World of Tomorrow” på Russia Today (Foto: Scanpix)

Det seneste læk om Assanges forsøg på at søge Asyl i Rusland kan også pege i retningen af, at han har samarbejdet med russerne fra start. Den tidligere omtalte antisemit, Israel Shamir, som Assange ville have til at hjælpe sig med at søge asyl, anklages af nogle fra at have brugt WikiLeaks-dokumenter til at hjælpe Hvideruslands pro-russiske diktator med at slå oprørere ned.

Shamir kan altså vise sig at være bindeledet mellem Assange og Putin. Men for at vide, om det er tilfældet, har vi brug for flere lækkede dokumenter fra WikiLeaks.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12