(ARKIV) Danske Banks hovedsæde i København, 2. februar 2018. Nye læk til Berlingske viser ifølge avisen, at omfanget af hvidvask gennem Danske Banks filial i Estland er markant større end hidtil kendt. Det skriver Ritzau, onsdag den 4. juli 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Det første justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sagde, da han kom ud fra det første møde med ledelsen i Danske Bank tidligere i år, var, at det var ”virkelig kompliceret stof det her”. Det er formentlig rigtigt, for alene den undersøgelse, bankens bestyrelse fremlagde i dag, har indtil videre kostet 200 mio. kroner at foretage, men det, der står tilbage, virker ikke så kompliceret:
Det formodes, at Danske Bank siden 2007 har hvidvasket penge for midst 745 mia. kr. (det var syvhundredefemogfyrre milliarder kroner) gennem en filial i Estland – tallet kan vokse meget mere. Bankens direktør, der også har haft det lokale ansvar for den estiske afdeling, Thomas Borgen, har valgt at tage sit gode tøj og gå. Med sig får han et tocifret millionbeløb. Bankens øvrige ledelse og bestyrelse anerkender selv, at de har et ansvar, men undersøgelsen, der er bestilt hos bestyrelsens egne advokater i Bruun & Hjejle frikender dem juridisk – og derfor bliver de siddende, som om ingenting var hændt. Så altså: Banken har gennem 10 år været med til grov økonomisk kriminalitet med et astronomisk beløb, og ham, der havde ansvaret både lokalt og overordnet, får mange millioner for at gå sin vej. Alle andre bliver siddende, og alt bliver som før.
Og det er da i grunden ikke så kompliceret. Det er som om, vi har glemt, hvad banker egentlig er for en størrelse. Som om vi har glemt, at de ikke er så komplicerede, og at vi har noget at skulle sige til den måde, de arbejder på. Lars Pehrson, der selv er bankdirektør i andelskassen Merkur, sagde det engang meget klart:
“Bankerne er ikke bare almindelige private firmaer. Banker opererer på basis af et privilegium, der er dem givet: Vil man have lov til at modtage almindelige borgers opsparing, må man have en banklicens. Så selvfølgelig skal det demokratiske samfund interessere sig for, hvad der sker i bankerne. Der er jo en kontrakt mellem samfund og bankvæsen: Vi giver jer lov til at tage imod indlån – og så kan man jo godt sætte grænser, stille krav, kræve svar og stille til ansvar.”
Det var også det, finanskrisen, der ironisk nok har 10-årsfødselsdag i disse dage, mindede os om. Vi ville stille krav, og vi ville ikke have endnu et Wall Street, hvor bankerne konstruerede alle mulige obskure finansielle instrumenter, og hvor alt blev uigennemskueligt. Men det er bare som om, at vi har glemt det igen. Det er systemet, den er gal med.
Det startede i følge Pehrson i 1980’erne med begrebet shareholder value, hvor man skiftede fokus fra produktet til at generere størst mulige stigninger i aktiekurserne for at tilfredsstille shareholders. Virksomhederne blev optaget af at kontrollere forventninger, som er det, der i virkeligheden afgør aktiekurserne. Psykologien fik overtaget over virkeligheden. Det stak så meget af, at markedet i dag betragtes som et slags selvstændigt væsen, der træffer sine egne beslutninger.
Samtidig skete der det, at bankerne begyndte at basere deres forretning på transaktioner – og ikke længere det langsigtede forhold til kunden. Det var langt mere interessant at have en kunde, som handlede meget med sine ejendomme, end en kunde, som sad i den samme ejendom hele sit liv.
Kort fortalt: de moderne banker og deres problemer blev grundlagt i begyndelsen af 80’erne med fremkomsten af markedsfundamentalismen, shareholder value-paradigmet og det overdrevne fokus på transaktioner over relationer.
I følge Pehrson burde det slet ikke være så kompliceret: “Bankerne formidler folks opsparing. Nogle mennesker har flere penge, end de har ideer, og nogle har flere ideer, end de har penge, og så er det bankens opgave at udligne det. Den egentlige bankopgave er derfor at vurdere de ideer, der kommer ind: Har de mennesker evnerne til at få noget ud af ideerne, er det en god idé på lang sigt, og er der overhovedet et behov for det, de gerne vil sætte i gang.”
Penge er en social konstruktion, og den egentlige økonomi er det, vi gør med hinanden. Når pengene alligevel er en genial opfindelse, er det, fordi de gør økonomien meget mere effektiv og smidig. Og det er en opfindelse, som bankerne, borgerne og politikerne skal respektere.
Da der i går var fremlæggelse af den store nedskæring af DR, havde generaldirektør Maria Rørbye Rønn en smuk lille vending, der ikke virkede indstuderet. Ja, den virkede nærmest spontan og kunne også fint bruges på dagen i dag. Hun talte om at virkeligheden ofte viser sig som et chok:
”Vi har måske nok tænkt, at fremtiden vil komme en dag, og vi venter på den, men der sker ligesom ikke rigtig noget. Og så lige pludselig en dag, så står man langt inde i den og oplever det hele som et chok.”
Det lyder flot. Og det er rigtigt. /Lasse Lavrsen
+ I øvrigt. Hvis du gerne vil forstå den komplicerede historie om Danske Bank har Berlingske lavet den bedste og mest pædagogiske gennemgang.
Rettelse 19.09: I en tidligere udgave af denne tekst skrev vi, at Danske Bank var blevet frikendt af egne advokater. Undersøgelsen er bestilt af bankens bestyrelse, men foretaget af advokater fra firmaet Bruun & Hjejle, der til gengæld er det adokathus, der almindeligvis tager sig af bestyrelsens sager.