Kære læser

Den omvendte verden

NEW YORK, NY - SEPTEMBER 25: President of Iran Hassan Rouhani addresses the United Nations General Assembly on September 25, 2018 in New York City. World leaders gathered for the 73rd annual meeting at the UN headquarters in Manhattan. John Moore/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY ==

I halvandet sekund eller to fremstod USA’s præsident Donald Trump helt menneskelig og sympatisk oppe bag talerstolen ved FN’s 73. generalforsamling i New York i går. Han var kommet næsten en halv time for sent og havde indledt sin tale med den type selvros, der plejer at begejstre håndplukkede tomhjernede højreorienterede kasketklædte America first-proselytter på nøje orkestrerede vælgermøder i Midtvesten. Men ikke verdens regeringsledere.

Denne regering, sagde Trump, har udrettet mere end ”næsten en hvilken som helst regering i vores lands historie”. Salen svarede med spredt hånlatter. Trump så overrasket ud og forlod sit manuskript for en kort bemærkning: ”Så sandt,” sagde han og smilede, mens latteren bredte sig fra væg til væg. ”Det havde jeg ikke helt regnet med, men det er okay”. Da Trump bagefter blev spurgt, hvad han syntes om at blive grinet ad, kunne han ikke dy sig for at prøve at få det til at virke tilsigtet: ”Åh, det var godt. Well, det var meningen, at det skulle skabe lidt latter, men det var godt.”

Det kan godt være, at Rudyard Kipling engang skrev sætningen ”Oh, East is East, and West is West, and never the twain shall meet”, men lige der under latterudbruddet i generalforsamlingen syntes udsagnet at være sat ud af kraft. Der var en klovn på scenen, og det var hele verdenssamfundet, som lo sammen. Som Victor Borge så rigtigt sagde: Smilet er den korteste afstand.

I Trumps tale, som formentlig var skrevet af hans højreorienterede seniorrådgiver Stephen Miller, buldrede han mod ”globalismens ideologi”; han roste Nordkoreas leder Kim Jong-un, og han gav den op for Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og selvfølgelig Israel. Af europæiske lande havde han kun rigtige lovord til overs for Polen, hvis Lov og Retfærdighed-regering (forkortet PiS) i disse år arbejder målrettet på at rulle så mange frihedsrettigheder som muligt tilbage for landets borgere. Og så udråbte Trump Iran til verdens helt store skurk (sidste år var det Nordkorea).

Donald Trumps sikkerhedsrådgiver, den skingrende høg John Bolton, som Danmarks tidligere udenrigsminister Per Stig Møller i øvrigt har kaldt pragmatiker og ”realitetsorienteret”, advarede i en tale andetsteds i går Iran mod at gå imod USA, for ellers … ”Hvis I går imod os, vores allierede, vores partnere; hvis I skader vores borgere; hvis I bliver ved med at lyve, snyde, og bedrage, ja, så venter der jer et helvede,” sagde han ifølge nyhedsmediet Axios.

Hvis ikke det efterhånden føltes som en temmelig varig tilstand, kunne man fristes til at kalde scenen i FN’s generalforsamling for den omvendte verden. Efter at Trump havde holdt sin tale, gik Irans præsident Hassan Rouhani nemlig på talerstolen, og i betragtning af hvad Iran er for et land, fremstod han som den store, rummelige globalist. ”Det er uheldigt, at vi er vidne til verdensherskere, der tror, at de kan sikre deres interesser bedre, eller i hvert fald på kort sigt ride på offentlighedens følelser og vinde folkelig opbakning ved at ophidse ekstremistisk nationalisme og racisme via fremmedfjendske tendenser, der minder om nazisme,” sagde Rouhani.

Samtidig forlød det, at en under normale omstændigheder rimelig uhellig alliance bestående af EU, Kina og Rusland er klar til at gå ind og smyge sig uden om USA’s santioner mod Iran for at holde fast i den internationale atomaftale (Joint Comprehensive Plan of Action), som det internationale samfund med USA i spidsen indgik med Iran i 2015, mens Barack Obama var amerikansk præsident. The Guardian citerer europæiske diplomater for, at de håber, det vil lykkes at holde det mere og mere lunkne Iran fast på en aftale.

Måske kan det lade sig gøre – særligt hvis Rouhani lægger vægt bag ordene i sin tale ved generalforsamlingen. Som han også sagde: ”At konfrontere multilateralisme er ikke et tegn på styrke. Det er snarere et symptom på et svagt intellekt. Det viser en manglende evne til at forstå en  kompleks og sammenhængende verden.” /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12