”Vi er historiens midterbørn, mand! Intet formål, ingen plads. Vi har ingen stor krig. Vi har ingen stor økonomisk depression. Vores store krig er en spirituel krig. Vores store depression er vores liv.”
Uf, man kan næsten mærke det, hva? Man får lyst til at blive ung og rebelsk igen, når man læser den slags. Citatet stammer fra Chuck Palahniuks bog Fight Club, der udkom i 1996 og blev filmatiseret i 1999. Helt kort handler den om en flok mennesker, der føler sig fanget i en nihilistisk tidsalder, hvor småborgerligheden havde overtaget – den kolde krig var slut, økonomien var god, det meste gled let.
Det var nok ikke så få unge, der i start-00’erne sad med en smøg på trappestenen til det lokale gymnasium og bekendtgjorde, at de bare havde det helt ligesom karaktererne i Fight Club. Vi er da fx muligvis et par stykker på Føljeton, der sad der i frikvartererne og snakkede om livets meningsløshed. Det var jo nok mest, fordi vi syntes, det gav os sådan en lidt rå og cool kant. Ja, nu vi tænker tilbage på det, var det faktisk ret fede tider.
Så stakkels dem, der skal til at være unge nu. De får aldrig mulighed for at føle sig helt cool og Fight Club-fortabte. I dag er den ideologiske kamp tilbage, der er masser af økonomiske depressioner, og der er fine udsigter til at leve et liv med masser af usikkerhed. Meningen er vendt tilbage til verden på den værst tænkelige måde.
Historien genstartet
Ingen satte ord på Fight Club-tidsalderen så godt som den amerikanske tænker Francis Fukuyama. Han udgav i 1992 bogen Historiens afslutning og det sidste menneske, hvor han argumenterede for, at markedsliberalismens sejr over kommunismen symboliserede enden på historien.
Uhadada, hvor blev det ikke på den måde. I en verden med Brexit, Trump og europæiske stater, der er på vej til at skrotte det liberale demokrati til fordel for højrenational populisme (vi nævner i flæng Polen og Ungarn), synes Fukuyama at have skudt helt ved siden af.
Fukuyama selv er ikke helt enig. I sin nye bog Identity skriver han, at folk i store træk har misforstået ham. Han forklarer, at når han skrev om historiens afslutning, skulle det forstås i mere filosofisk forstand. Det liberale demokrati er mere et normativt endemål end en afslutning, hvor der ikke kommer noget efter.
Fukuyama mener derfor, at han godt kan holde fast i sin oprindelige tese og samtidig tale om, at de liberale demokratier er i gang med at tage et skridt baglæns i historien. Mere konkret fortæller han, at den nye ideologiske splittelse, vi ser lige nu med fx populismen, bunder i en ganske dyb menneskelig drift: Retten til at blive anerkendt. Den nye ideologiske kamp er identitetspolitisk, og når den pludselig dukker op nu og bliver til populisme, skyldes det, at det liberale samfund har haft for meget fokus på teknokratisk politik og for lidt på identitet. Det betaler de prisen for nu.
Identitet er blevet den nye klassekamp. Det nye ideologiske skel. Den nye kamp mellem øst og vest. Og når der kæmpes i verden, betyder det også, at verden ikke længere er meningsløs.
Det var det, en hel generation af Fight Club-læsere sad og higede efter – en kamp og en mening med verden. Nu har alle vi tidligere trappestens-nihilister fået, hvad vi ville have, og alligevel føles det ikke rigtig fedt. Ikke når meningen viste sig at være forbundet med fremdyrkelsen af populisme og højreradikalisme. Ja, så var det ærligt talt meget federe bare at være ung og cool i en meningsløs verden. /Andreas Terp