Det er altså svært at komme uden om i dag, for det er der ingen, der kan. Det er Kim Larsen, som er død.
Det er det, vi alle sammen taler om. Det, der er i tv. Det er det, vi hører i radioen og det, alle aviserne har på deres forsider. Politiken kalder ham ”Vor tids Grundtvig”, Berlingske kalder ham ”nationalskjald”, Soundvenue skriver, han er vores ”åndelige lejrbål”, Gaffa bruger formuleringen ”den største”, og i Information erklærer Thomas Blachman, at ”kongen er død”, og at hans musik også vil blive spillet om 500 år.
De kendte, musikerne og vennerne har stået i kø ved de sociale medier for at give deres bud på, hvad Larsen betød for dem. Målmand Kasper Schmeichel kalder ham ”den mest ikoniske danske musiker nogensinde”, Thomas Helmig siger, at ”det største træ i skoven er faldet”; klokkerne på Vor Frelser Kirke på Christianshavn spillede ”Om lidt bliver her stille” hen over byens tage, og statsministeren stod og græd på direkte tv. Clement Kjersgaard omlagde spontant sit planlagte tv-program, smed alt, hvad han havde i hænderne og tilrettelagde på rekordtid en vellykket særudsendelse, og selv U2 – et af verdens største rockbands gennem tiderne, som tilfældigvis var på besøg i Royal Arena – dedikerede deres koncert til Kim Larsen og afsatte en passage til at hylde den gamle spillemand, hvor Bono reciterede ”This is my life”, mens der kørte et diasshow fra Kim Larsens liv bag ham. Og jo, vi tog os sgu også lige en ordentlig tudetur, da vi bladrede igennem billedarkiverne.
For at være helt ærlige, så har vi ikke meget meningsfyldt at tilføje den lange række af kærlighedserklæringer, rørende og smukke mindeord både blandt kendte og i særdeleshed ukendte og ”almindelige mennesker”, for hvem Kim Larsen er og bliver fuldkommen uomgængelig. For det er han. Det kan kyniske og alvorlige millennials ikke fnyse sig ud af, det kan Generation X’ere ikke ironiserer sig ud af, det kan yuppierne ikke håne sig fra, hippierne politisere sig ud af eller efterkrigsbørnene ryste på hovedet af. Ingen, der har haft en opvækst med det danske sprog inde på livet, kan komme uden om det. Kim Larsen er en del af os selv.
Vi har leget til Kim Larsen, danset til Kim Larsen, hånet Kim Larsen, elsket Kim Larsen, skrålet til Kim Larsen. Han har været der til bryllupper, fødselsdage og begravelser. Vi har spillet ham for vores børn, vi har sunget ham på højskolerne, i håndboldhallerne og i Rotary-klubberne. Pensionister, indvandrere, på skolerne, gymnasierne og på universiterne. Der findes ikke nogen eller noget, der har skåret sig så bredt og så langt ind i dem, der bor i Danmark. Det er vel det, man taler om, når man taler om en folkesjæl. Det er sådan, den ser ud. Det er så utrolig sjældent, den viser sig, og så utrolig sjældent, vi taler om den som andet end noget abstrakt, vi skal bygge love op omkring eller lave politik på.
Men her er den så. Kig godt på den og vær stolt eller rørt over at tilhøre et fællesskab. Også selv om du måske slet ikke vidste det eller rigtig kunne føle det. Eller måske slet ikke kan lide Kim Larsens musik. For det skærer igennem spørgsmål om politik, kunst, kvalitet og Kim Larsens poetiske og musikalske niveau. Den snak kan vi tage en anden dag. Lige i dag kan man nøjes med at mindes Kim Larsen. Og om man er en selfie-tagende millennial eller en KOL-hostende pensionist, så skal man være lavet af sten, hvis man ikke kan mærke det, når en del af os selv dør. /Lasse Lavrsen
+ Som en lille ekstra feature får du lige en samling af de bedste ting, vi har set om Kim Larsen siden i går:
Den bedste nekrolog (med den ringeste overskrift) er blevet skrevet af Rud Kofoed i Ekstra Bladet.
De bedste interviews, vi har læst, er i Berlingske fra 2003 og af Rune Skyum-Nielsens fra 2010 i Ud og Se.
Den fineste reference tegnede Anker Jørgensen sig for, da han var statsminister.
(Og så har vi læst et væld af anekdoter på sociale medier, hvor folk har mødt Kim Larsen – de fleste af dem intetsigende og ligegyldige, men alle sammen rørende og stærke, fordi det er tydeligt, at det betyder så meget for de mennesker, der har mødt ham. Denne signatur har sågar også én, han gerne vil af med. Den er formentlig ligegyldig for andre, men jeg mødte ham ved et privat møde i forbindelse med noget arbejde, jeg lavede for ham og Erik Clausen midt i nullerne. Jovialt stak han hånden frem og sagde ”Kim”, men jeg kunne ikke tro, at Kim Larsen havde behov for at præsentere sig, så jeg svarede ”Nej, jeg hedder Lasse”. Jeg synes, det siger lidt om, hvor stor en figur han var – nærmest overmenneskelig, men ok – det betyder nok ikke så meget for andre end mig. Og sådan er det med Kim Larsen. Det er en personlig ting. Resten af mødet gik mest med, at han citerede sig selv – ”Hvad gør vi nu – lille du?” og ”Det så trist, det så trist, siger de”, sagde han blandt andet, hvilket gjorde mødet med ham endnu mere kimlarsensk og overmenneskeligt.
Ja, undskyld, hvis det bliver for rørstrømsk det hele i dag, men det er svært at lade være. Det er jo Kim Larsen, mand.)