Intet bliver som før: Marshall-plan for klimaet

Over højttaleranlægget blev passagererne på Flight 3935 fra Washington DC til Charleston, South Carolina, bedt om at tage deres bagage og forlade flyet.

De gik ned ad trappen og samledes på den varme asfalt nedenfor. Her mødte der dem et usædvanligt syn: Hjulene på flyet fra US Airways var sunket ned i den sorte belægning, som havde den været våd cement. Faktisk var hjulene sunket så langt ned, at den bil, der kom for at trække flyet væk, ikke kunne få det op. Luftfartselskabet havde håbet, at det ville være muligt at få flyet fri, nu hvor det var befriet for de 35 passagerer og deres baggage. Det var det ikke. En eller anden sendte et billede: “Hvorfor er det lige, at mit fly er aflyst? Fordi der er så skide varmt i DC, at vores fly er sunket 10 cm ned i asfalten.”

Til sidst kom der en større og stærkere kranvogn for at trække flyet fri, og denne gang lykkedes det. Flyet kom endelig i luften med tre timers forsinkelse. En talsmand for luftfartsselskabet undskyldte uheldet med ‘højst usædvanlige temperaturer’.

Ingen nævner klimaet

Temperaturerne i sommeren 2012 var ganske rigtigt usædvanligt høje (ligesom de var det året før og året efter). Det er heller ikke så underligt, at noget sådant bliver ved med at ske: den tøjlesløse afbrænding af fossile brændstoffer, præcis det flyet fra US Airways skulle i gang med, og som det var beregnet til, på trods af den ubelejligt smeltede asfalt.

Det selvmodsigende i dette – at afbrændingen af fossile brændstoffer ændrer vores klima så radikalt, at det kommer til at stå i vejen for vores evne til at afbrænde fossilt brændsel – så ikke ud til at give passagererne på Flight 3935 anledning til eftertanke. Der var heller ikke nogen af de aviser, der omtalte uheldet, som nævnte klimaforandringer.

Endnu mere beskidt

Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan stille mig til dommer over disse passagerer. Alle os, der har en livsstil, præget af højt forbrug, hvor end vi måtte bo, er – i det mindste billedligt – medrejsende på Flight 3935. Stillet over for en krise, der truer vores overlevelse som race, fortsætter hele vores kultur med at gøre netop det, som har skabt krisen, bare endnu bedre og med lidt flere rundsave på albuerne.

Ligesom flyselskabet, der sendte en større kranbil for at få flyet fri, sætter vi trumf på ved at gå fra almindelige fossile brændstoffer til nogle, der er endnu mere beskidte og farlige – bitumen fra tjæresand i Alberta, olie fra endnu dybere havboringer, gas fra hydraulisk fracking, kul fra sprængte bjerge og så videre.

Militæret til hjælp

Imens forsyner hver eneste nye, højpotente naturkatastrofe os med knivskarpe øjebliksbilleder af et klima, der bliver stadigt mere fjendtligt over for selve de brancher, der har ansvaret for opvarmningen af det. Som for eksempel de hidtil usete oversvømmelser i Calgary, som mørklagde hovedkvarteret for de olieselskaber, der står bag udvindingen af tjære fra Albertas sand, og tvang dem til at sende de ansatte hjem, mens et tog med eksplosionsfarlige benzinprodukter hang i en tynd tråd på en jernbanebro, der var i færd med at falde fra hinanden.

Eller den hidtil usete tørke, der ramte Mississippi-floden året før og sendte vandstanden så langt ned, at prammene med olie og kul lå strandet i flere dage, mens man ventede på at få hærens ingeniørtropper til at grave en rende (man var nødt til at finde ekstra midler efter det foregående års hidtil usete oversvømmelser langs den samme flod).

Eller de kulfyrede kraftværker i andre dele af landet, der måtte lukke ned, fordi de vandløb, de skulle bruge til kølevand, enten var for varme eller for udtørrede (i nogle tilfælde begge dele).

Trump og Tea Party

Vi lever alle med kognitive dissonans; sådan er det bare at være til i dette rystende historiske øjeblik, hvor den krise, vi så hårdnakket har vendt ryggen til, pludselig rammer os lige i synet – og alligevel fordobler vi indsatsen af det, der er selve årsagen til krisen.

Jeg har ignoreret klimaforandringerne længere, end jeg har lyst til at indrømme. Jeg vidste jo godt, hvad der var gang i. Ikke som Donald Trump og folk fra Tea Party-bevægelsen, der kører løs med, at selve det faktum, at vi stadig har vinter, viser, at det hele bare er noget fup.

Men jeg har haft en ret tåget forestilling om de egentlige detaljer og har kun skimmet de fleste af nyhederne og især dem, der så mest rædselsvækkende ud. Jeg overbeviste mig selv om, at videnskaben var for indviklet (hvad den ikke er, når det handler om, hvad der påvirker vores handlinger), og at der nok var nogen miljøfolk, der tog sig af det, så jeg fortsatte med at opføre mig, som om der slet ikke var noget galt med det blanke lille kort i min pung, der var bevis på, at jeg tilhørte ‘eliten’ med hensyn til hyppige flyrejser.

Håb om mirakler

Rigtig mange af os er med benægtelse af klimaforandring­erne. Vi kigger et ultrakort øjeblik og ignorerer det så. Eller også kigger vi og gør lidt grin med det hele (“Nok et tegn på ragnarok!”), hvilket også er en måde at ignorere det på.

Eller også kigger vi og fortæller os selv trøstende historier om, hvordan mennesket er opvakt og helt sikkert vil finde på et eller andet teknisk mirakel, som på magisk vis vil indfange enorme mængder CO₂ eller få solen til at varme mindre. Hvilket er endnu en måde at ignorere det på.

Eller også kigger vi og forsøger at være superrationelle (“Krone for krone er det mere effektivt at fokusere på økonomisk udvikling end på klimaforandringer, da velstand er den bedste beskyttelse mod ekstreme vejrforhold,”) – som om det at have lidt flere penge ville gøre en nævneværdig forskel, når ens by står under vand. Hvilket er en måde at ignorerer det på, hvis man er en politikertype.

Lukkede øjne

Eller også kigger vi og overbeviser os selv om, at vi har alt for travlt med vigtigere og mere påtrængende problemer – selv om vi godt så, at der var vand i New Yorks undergrundsbane, og at folk sad på hustagene i New Orleans, så vi ved, at ingen kan føle sig sikker, ikke mindst de mest udsatte og sårbare. Selv om det er fuldt forståeligt, er det også en måde at lukke øjnene på.

Eller også kigger vi og siger til os selv, at det eneste, vi kan gøre, er at fokusere på vores eget. Meditere, handle lokalt eller sælge bilen. Men vi glemmer aktivt at forsøge at ændre det system, der gør krisen uundgåelig, fordi det kræver for meget negativ energi. Det kunne godt i første omgang se ud, som om vi er opmærksomme på forandringerne, for mange af disse livsstilsændringer er faktisk en del af løsningen, men vi har stadig det ene øje knebet helt i.

Fornægtelse af frygt

Eller også kigger vi faktisk – kigger virkelig efter – hvorpå vi så, på mærkværdig vis, tilsyneladende glemmer det. Kommer i tanker om det, og glemmer det så igen. At vi indlader os på denne mærkværdige form for økologisk hukommelsestab har helt rationelle grunde. Vi fornægter det, fordi vi frygter, at hvis vi lader krisens fulde konsekvenser gå op for os, så vil det forandre alt omkring os. Og det har vi ret i.

Hvis vi fortsætter vores nuværende kurs med at lade udledningen vokse år efter år, så vil klimaforandringerne ændre vores verden totalt. Storbyer vil højst sandsynligt komme til at stå under vand, oldgamle kulturer vil blive opslugt af verdenshavene, og der er en endog meget stor risiko for, at vores børn vil komme til at tilbringe meget af deres tid med at flygte fra og komme sig over rasende storme og altudtørrende tørker. Og vi behøver slet ikke at gøre noget, for at det skal gå sådan.

Vi skal bare lade være med at gøre noget. Bare fortsætte med at gøre det, vi gør nu, hvad enten det handler om at regne med en teknologisk snuptagsløsning, passe vores egen lille have eller overbevise os selv om, at vi har for travlt til at tage os af det.

Lidt mindre dystert

Alt, hvad vi skal gøre, er ikke at lade, som om dette er en total krise. Alt, hvad vi skal gøre, er at fornægte, hvor bange vi i virkeligheden er. Så vil vi lige så langsomt være nået frem til det punkt, vi alle frygter allermest, det som vi har tvunget os selv til at se bort fra. Vi behøver slet ikke at anstrenge os yderligere.

Der findes måder, hvorpå vi kan undgå denne uhyggelige fremtid eller i det mindste gøre den lidt mindre dyster. Der er bare det ved det, at også disse kræver, at vi laver alt om – at vi laver om på vores måde at tænke på, vores måde at styre et land på, måden vi omgås hinanden på, hvilke værdier vi vælger at have, måden vi måler fremskridt på.

Den gode nyhed er, at mange af disse forandringer er ganske ukatastrofale. Faktisk er mange af dem direkte spændende.

Første øjenåbner

Jeg kan huske præcis det øjeblik, hvor jeg holdt op med at se bort fra klima­forandringernes realitet, eller i det mindste det øjeblik, hvor jeg tillod mig selv at se på dem et godt stykke tid. Det var i Geneve i april 2009, hvor jeg havde en snak med Bolivias ambassadør ved et møde i Verdenshandels­organisationen (WTO). Det var på det tidspunkt en overraskende ung kvinde ved navn Angelica Navarro. Bolivia er et fattigt land, så Navarro havde fornylig føjet klimadagsordenen til sine øvrige ansvarsområder inden for handel.

Under frokosten i en mennesketom kinesisk restaurant forklarede hun mig, hvordan hun på den ene side så klimaforandringerne som en forfærdelig trussel mod sit land, men samtidig også som en chance.

Ny Marshall-plan

Truslen var åbenlys: Bolivia er ekstremt afhængigt af sine gletsjere, hvad angår drikkevand og vand til overrisling, og de hvidtoppede bjergmassiver, der tårner sig op over landets hovedstad, var med alarmerende hast ved at blive grå og brune. Chancen lå i, sagde Navarro, at lande som hendes stort set ikke havde bidraget til den globale opvarmning og derfor var i stand til at erklære sig for ‘klimakreditorer’ og havde krav på at blive kompenseret og få overført såvel ressourcer som teknologi, som ville komme landets befolkning til gode på måder, der ikke var med til at smadre klimasystemet.

Hun havde for nylig holdt en tale på FNs klimakonference, hvor hun havde opridset disse former for velstandsoverførsler, og jeg fik en kopi. “Millioner af mennesker,” stod der, “på små øer, i det mest underudviklede lande, landfaste områder såvel som sårbare samfund i Brasilien, Indien og Kina og alle mulige andre steder i verden – lider under virkningerne af et problem, de ikke selv har været med til at skabe … Hvis det skal lykkes os at nedbringe udledningen inden for det næste årti, har vi brug for en massiv mobilisering – større end vi nogensinde før har set. Vi har brug for en Marshall-plan for Jorden.

Milliarder af dollar

Planen er nødt til at mobilisere finansiering og teknologioverførsel på et hidtil uset niveau. Den må sørge for, at teknologien kommer ned på jorden i hvert eneste land for at sikre nedbringelsen af udledningen, samtidig med at det forbedrer folks livskvalitet. Det er nødt til at ske inden for de næste ti år.”

Selvfølgelig vil en Marshall-plan for Jorden være uhyre dyr – hundredvis af milliarder dollar, hvis ikke mere (Navarro var forsigtig med at sætte tal på). Man kunne godt have forestillet sig, at alene prisen ville have gjort, at den ingen gang havde på jorden. Det var jo dog i 2009 og den globale finanskrise var på sit højeste, men nedskæringspolitikkens logik – at sende bankernes regning videre til almindelige mennesker – var endnu ikke blevet en selvfølgelighed, så i stedet for at gøre Navarros idé mindre sandsynlig, havde krisen faktisk den modsatte virkning.

Kriser overtrumfer alt

Vi havde alle lige set, hvordan trillioner af dollar kunne trommes frem i samme øjeblik, vores elite besluttede, at der var tale om en krise. Hvis bankerne kollapsede, fik vi at vide, ville resten af økonomien vælte som dominobrikker til skade for alle.

Det var et spørgsmål om kollektiv overlevelse, og derfor kunne pengene straks findes. I den proces blev noget af den helt centrale fiktion, det økonomiske system er baseret på, afsløret (“Brug for flere penge? Så tryk nogle flere!”).

Nogle få år forinden havde vi alle været vidne til en tilsvarende tilgang til den offentlige økonomi oven på terrorangrebet den 11. september 2001. Da der skulle konstrueres et sikkerheds- og overvågningssystem internt i landet og føres krig i udlandet, var det i mange vestlige lande aldrig økonomien, der var et problem.

Problem på dagsordenen

Klimaforandringer har vores ledere aldrig behandlet som en krise, selv om de rummer en fare for at ødelægge liv i et meget større omfang end kollapsede banker eller bygninger. De nedskæringer i vores udledninger af drivhusgasser, som forskerne siger er nødvendige for at reducere risikoen, behandles udelukkende som pæne forslag, som vi meget vel kan udskyde ad infinitum.

Tydeligvis er definitionen på en krise lige så meget et udtryk for magt og prioriteringer som for hårde facts. Men vi behøver ikke bare at stå og se til: Politikere er ikke de eneste, der har magten til at bestemme, hvad der er en krise. Det er også noget, som almindelige mennesker kan bestemme.

Slaveriet var ikke et problem for den engelske og amerikanske elite, før modstanderne af det gjorde det til et. Racediskrimination var ikke et problem, før borgerrettighedsbevægelsen gjorde den til et. Kønsdiskrimination var ikke et problem, før kvindebevægelsen gjorde den til et. Apartheid var ikke et problem, før anti-apartheidbevægelsen gjorde den til et.

Undtagelsestilstand

Hvis nok af os på samme vis holder op med at vende det blinde øje til og beslutter os for, at klimaforandringerne er en Marshall-plan værdig, kommer der en, for den politiske klasse vil være nødt til at tage det op, både ved at finde de nødvendige midler og ved at få bøjet reglerne for frihandlen, som det har vist sig muligt, når det er elitens interesser, der er i fare. En gang imellem ser vi glimt af dette potentiale, når en krise for en stund tvinger klimaforandringerne frem i vores bevidsthed.

“Penge er ikke noget spørgsmål i denne nødsituation. De penge, der er brug for, vil blive brugt,” erklærede den britiske premierminister David Cameron – selveste Hr. Nedskæring – da store dele af hans land blev sat under vand i de historiske oversvømmelser i februar 2014, og offentligheden var rasende over, at hans regering ikke gjorde mere for at hjælpe.

Forberedelse til storm

Mens jeg sad og hørte Navarro beskrive tingene ud fra Bolivias perspektiv, kunne jeg pludselig se, hvordan klimaforandringer – hvis de blev behandlet som en klodes krise i lighed med den stigende vandstand – kunne blive noget, der kunne få menneskeheden til at stå sammen, så vi alle ikke blot var mere sikre i forhold til ekstreme vejrforhold, men også alle kunne leve i samfund, der var sikrere og mere retfærdige på alle mulige andre måder også.

Ressourcerne til hurtigt at gå væk fra fossile brændsler og forberede os på det kommende hårde vejr kunne også trække store dele af menneskeheden ud af fattigdommen og forsyne dem med de ting, de nu så stærkt savner, såsom rent vand og elektricitet.

Det er en vision for fremtiden, der handler om andet og mere end blot at overleve eller gennemleve klimaforandringerne, om mere end at ‘afbøde’ og ‘tilpasse sig’ disse, som man så ubarmhjertigt udtrykker det i FN-sprog. Det er en vision, hvor vi kollektivt bruger krisen til at bringe os et sted hen, der oprigtig talt er bedre, end hvor vi nu befinder os.

Progressive kræfter

Efter samtalen fandt jeg ud af, at jeg ikke længere frygtede at sætte mig ind i den videnskabelige virkelighed bag klimatruslen. Jeg undgik ikke længere artiklerne og de videnskabelige undersøgelser og gav mig til at læse alt, hvad jeg kunne finde. Jeg holdt op med at udlicitere problemet til miljøfolkene og med at bilde mig selv ind, at det var de andres problem, de andres opgave.

Gennem samtaler med andre i den voksende bevægelse for klimaretfærdighed, begyndte jeg også at få øje på alle mulige andre måder, hvorpå klimaforandringer kunne blive en katalysator for positive forandringer; hvordan de kunne være det bedste argument, de progressive kræfter nogensinde havde haft i forhold til at kræve genopbygning og genoplivning af lokale økonomier.

Til at blokere for elendige nye frihandelsaftaler og omskrive de gamle; til at investere i den udsultede offentlige infrastruktur i form af offentlig transport og boliger, der er til at betale; til at kræve ejendomsretten til vigtige ting som vand og energi tilbage, til at omstille vores syge landbrugssystem til noget sundere; til at åbne grænserne for immigranter, der er blevet fortrængt af klimaet; til endelig at respektere de indfødtes ret til deres land, og til at få gjort en ende på den groteske ulighed i hvert enkelt land og landene imellem.

Sjælden katalysator

Jeg begyndte også at se tegn – de første analyser og koalitioner – på, hvordan klimakrisens påtrængenhed kunne danne basis for en massebevægelse, hvis disse forskellige forbindelser blev set i bredere forstand; en bevægelse, der på elegant vis kunne væve disse tilsyneladende vidt forskellige spørgsmål sammen til en sammenhængende fortælling om, hvordan man på samme tid ville kunne beskytte menneskeheden mod såvel et glubskt økonomisk system og et destabiliseret klimasystems hærgen. Jeg er nået frem til den konklusion, at netop klimahandling kunne være en sådan sjælden katalysator.