Thomas F. Borgen ved Danske Bank pressemøde som offentliggøre konklusionerne i den interne advokatundersøgelse, som banken selv har sat i værk af hvidvask af penge i bankens filial i Estland. Tivoli Congress center onsdag den 19 september 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
I dag åbnede Folketinget så, og det betyder, at landets medier lige om lidt – nej, faktisk allerede nu, mens vi fører den her samtale – begynder at indstille kikkerten på den forestående valgkamp frem mod Folketingsvalget, som skal afholdes senest d. 17. juni 2019.
Det betyder også, at medierne i vid udstrækning og måske uden rigtig at tænke over det vil flytte fokus fra Danske Banks sindssyge hvidvaskskandale, som har fyldt nyhedsfladerne i månedsvis, og måske vil redaktørerne sidde på deres mellemlederredaktionsmøder og nå frem til den erkendelse, at læserne/seerne/brugerne/danskerne har fået nok og ikke orker høre mere om Thomas Borgen, de op imod 1.500 milliarder fritflydende kroner og bankens filial i Estland.
Det kan der være noget om. Men så er det måske på tide at kigge på den moralske vinkel. I går meddelte Danske Banks bestyrelse pludselig, at Thomas Borgen stopper som ordførende direktør med øjeblikkelig virkning – sammen med i øvrigt bankens chefjurist, Flemming Pristed, og en række andre chefer. Indtil da var det meningen, at Borgen, som har siddet med det overordnede ansvar for bankens aktiviteter siden september 2013, skulle fortsætte på posten, indtil bestyrelsen fandt en ny direktør.
Signalet i at lade ham blive siddende (og give ham et klækkeligt gyldent håndtryk) var, at der ikke som sådan var foregået noget ulovligt. Men hvad så nu, hvor han pludselig ryger ud på røv og albuer? Hvad er signalet så? ”Husk: Der er ikke begået noget som helst strafbart eller juridisk diskutabelt,” skrev opinionsredaktør Magnus Barsøe fra erhvervsmediet Finans ironisk på Twitter.
Søger man lidt rundt på de sociale medier, kan man finde en lille stramt skåret video, som vel at mærke nok lidt har karakter af et mashup. Det er Thomas Borgen, der fortæller, hvordan man driver forretning i en foranderlig tid: ”Vi står midt i en revolution med hastighed og usikkert resultat. Men mulighederne er enorme. Man skal bare” – og så slår han om i en irriterende anglicisme – ”seize the opportunities”. Man skal bare gribe mulighederne, ja tak, og det må man sige, at banken har gjort.
Tvivlende kirkeaktører
For nylig havde Kristeligt Dagblad en artikel på papirforsiden med overskriften: ‘Kirkeaktører overvejer at droppe Danske Bank’. Den handlede om at kirkelige og humanitære organisationer har etiske kvababbelser i forhold til at bruge Danske Bank efter hvidvaskafsløringerne, og det er da sympatisk, og flere af dem ville gerne skifte til et andet pengeinstitut.
Men en af ekspertkilderne i artiklen, professor i organisationsfilosofi ved Copenhagen Business School Bent Meier Sørensen, skød den tanke helt ned: Det gør efterhånden ingen forskel, hvilken bank man bruger. De er alle mere eller mindre pilrådne, lød meldingen. ”Engang var banker samfundets bærende moralske autoriteter, og det ville dengang have været en alvorlig sag at være kunde hos en moralsk angribelig bank,” udtalte businessprofessoren. ”Sådan er det ikke i dag. Den rolle har bankerne for længst udspillet. Det er ikke bare Danske Bank, men hele banksektoren, der over årene har lidt et stort moralsk kollaps.” Bang! Take no prisoners, Bent.
Ansvar uden konsekvens
I en klumme ovre hos Altinget skriver cand.scient.pol. Johanne Thorup Dalgaard, at ansvar uden konsekvens er blevet ‘new normal’ i toppen af samfundet: ”Det er gældende i tilfældet Thomas Borgen, som det har været gældende for en perlerække af chefer i private og offentlige virksomheder, der ikke har forvaltet ledelsen af deres organisationer succesfuldt eller ansvarligt, men som til gengæld har haft særdeles godt styr på egne ansættelsesvilkår.”
Det gælder i øvrigt også for flere af Thomas Borgens forgængere på posten. Eivind Kolding, der havde været bestyrelsesformand for Danske Bank, var uduelig som direktør og blev fyret efter halvandet års ansættelse med 23 mio. kroner i aftrædelse. Peter Straarup, der var ordførende direktør fra 1998-2012, kastede Danske Bank ud i et crazy megalomant væksteventyr i Irland, som kostede banken 10 mia. kroner, da den irske økonomi kollapsede.
Måske kan vi ikke længere forvente, at bankerne er ”samfundets bærende moralske autoriteter”, men vi bør forvente, at de mennesker, der bliver sat til at beklæde de store stillinger som det mindste har den moralske habitus i orden. På den baggrund burde hele Danske Banks bestyrelse nok trække sig. Ud med jer, seize the opportunities andetsteds; gør skade et sted, hvor det ikke er landsskadelig virksomhed. /Oliver Stilling