Tåge over den engelske kanal: Borgerkrig hos the tories

En vandrehistorie fortæller, at en tyk tåge på et tidspunkt lagde sig over den engelske kanal og gjorde passagen komplet ufarbar for de skibe, der ellers hver dag sejlede mellem det europæiske fastland og de britiske øer. Det var der som sådan ikke noget usædvanligt i. Dis, tåge og regn er ikke uvant for den del af Europa. Men overskriften, som ifølge myten dukkede op i en af de britiske aviser som konsekvens af tågebanken, er siden blevet legendarisk for i ganske få ord at opsummere briternes opfattelse af sig selv og resten Europa. I overskriften stod der: ”Tåge over kanalen: kontinentet isoleret.”

Hvis alt går efter planen, så skal Storbritannien formelt have forladt Den Europæiske Union d. 29. marts 2019. Dermed vil en ny tåge lægge sig over den engelske kanal. Men hvem bliver afskåret? Spørger man EU-støtterne i Bruxelles vil der ikke være nogen tvivl om, at briterne lader sig selv isolere på øerne. Men hvis man havde spurgt de delegerede til det regerende konservative partis årlige konference, der sluttede i går, ville svarene nok have været mere diverse. Nogle ville endda nok ikke have problemer med at parafrasere overskriften: ”Storbritannien forlader unionen: kontinentet isoleret.”

De britiske konservative, ofte blot kaldet tories, er ved at sabotere sig selv indefra. Denne uges konference viste med al tydelighed, hvordan partiet er ramt af en indædt borgerkrig på grund af Brexit. Det dramatiske partimøde bød både på sovjet-sammenligninger og ulmende kupforsøg og en dansende premierminister.

Luk os ud af dette fængsel

Hun har det ikke nemt for tiden, den stakkels premierminister Theresa May. På den ene side skal hun sørge for at opretholde (eller genoprette) et bare nogenlunde forhandlingsklima med Bruxelles, så hun kan få en ordentlig aftale om den britiske udtrædelse af EU. På den anden side er der røster i hendes eget konservative parti, der er så vrede på EU, at de i højere grad synes at være klar til at sætte hårdt mod hårdt.

Derfor er det svært at forestille sig, at May kunne have fået en værre start på partikonferencen, end at hendes egen udenrigsminister, Jeremy Hunt, gik ud og sammenlignede EU med Sovjetunionen.

I en aggressiv tale i konferencens første dage gjorde Hunt det klart, at han ikke accepterede den måde, hvorpå EU havde afvist May-regeringens brexit-plan; chequers-planen.

Hunt sagde i sin tale, at EU var ved at udvikle sig til et ”fængsel,” og hvis de blev ved med at umuliggøre en retfærdig britisk udtrædelse fra EU, ville andre lande følge briternes eksempel og forlade EU. ”Hvad skete der med EU’s selvtillid og idealerne for den europæiske drøm,” spurgte Hunt tilhørene og fortsatte: ”EU er skabt for at beskytte frihed. Det var Sovjetunionen, der sørgede for, at folk ikke kunne forlade dem.”

Og så måtte May igen ud og gyde olie på vandene. I et interview til BBC forsøgte hun at lægge en dæmper på de bombastiske udtalelser fra sin minister: ”Når jeg sidder til møder ved EU, er der lande, der plejede at være en del af Sovjetunionen. I dag er de demokratiske, og jeg kan sige, at de to organisationer ikke er det samme.”

Det store Boris Johnson-spøgelse

Men det var ikke kun May’s nuværende udenrigsminister, der spøgte i kulissen. Skønt den flamboyante tidligere udenrigsminister Boris Johnson var henvist til en perifer scene ved konferencen, var de konservatives enfant terrible i den grad kampklar.

Johnson leverede en bredside mod Theresa Mays chequers-plan, der også i sin tid fik ham til at forlade regeringen: ”Det her er ikke pragmatisk. Det er ikke et kompromis. Det er farligt og ustabilt – politisk såvel som økonomisk,” sagde han om planen, som han også advarede kunne sende vælgerne i hænderne på mere populistiske kræfter.

Boris er udtryk for en gruppe af patriotiske brexit-vælgere, der føler, chequers-planen er forrædderi mod folkeafstemningen. De mener ikke, den giver Storbritannien den selvstændighed, de har kæmpet for. Som Johnson sagde i sin tale: ”Det her er ikke demokrati. Det her er ikke, hvad vi stemte på. Det er en skandale. Det er ikke at tage magten tilbage, det er at afgive magt.”

Talen giver næring til den mindre subtile hvisken i krogene om, at Boris Johnson måske er ved at køre sig selv i stilling til posten som formand for det konservative parti og ultimativt premierministerposten. Og måske har han faktisk en chance, for taburetten er begyndt at rokke under May.

May har kun lige nøjagtigt flertal i parlamentet, og tidligere på ugen gjorde hendes lille støtteparti det klart, at det ikke er tomme trusler, når de siger, at de trækker støtten til hende, hvis der kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland. Det gør hendes handlemuligheder markant mindre i forhold til forhandlinger med EU.

Samtidig er der muligheden for, at den interne borgerkrig hos de konservative, kan ende med at falde ud til anti-chequers-fløjen. Og skulle den gøre det, er der i hvert fald én helt, der har stillet sig klar til at overtage: Gode gamle Boris Johnson. Lederen af Mays støtteparti har endda sagt, at de kunne være klar til at arbejde sammen med Johnson.

Dancing Queen

Da Theresa May besøgte Sydafrika og Kenya tilbage i august, dukkede der til manges morskab en video op af May, der dansede som var hun med i et Kraftwerk-coverband. Derfor var der også mange smil at spore, da en veloplagt og selvironisk premierminister i går gik på scenen til lyden af Abbas dancing queen, mens hun leverede sine nu karakteristiske dansetrin. Måske havde May konkluderet, at den dysfunktionelle konservative familie havde brug for lidt at grine af.

I hvad der på dramatisk vis kan betragtes som en skæbnetale for Theresa May, sørgede hun, måske klogt, for ikke at glemme de indenrigspolitiske problemstillinger også: Der blev snakket finanssektor, sundhed og ikke mindst om, hvor forfærdelig hendes modstander Jeremy Corbyn er. Nå ja, og så fik hun også flettet ind, at politikere bør tale pænere til hinanden.

Men uanset hvor gerne hun så ville, kunne hun ikke komme uden om Brexit og Boris Johnson, der dagen inden havde kaldt hendes brexit-plan for forræderisk. ”Lederskab er at gøre, hvad man mener er rigtigt og have modet og beslutsomheden til at udføre det, og det er det, jeg har gjort med Brexit,” sagde hun uden på noget tidspunkt at nævne Johnsons navn. Hun sendte også en stikpille til ham og resten af sine partifæller ved at insinuere, at skulle det konservative parti falde fra hinanden, kunne det ende med, at Brexit aldrig bliver til noget.

Blandt kommentatoriet havde der været snak om, at May måske ville fremlægge en revideret udgave af sin plan, men i stedet endte talen i højere grad som et forsvar for chequers. Modsat Johnson mener May ikke, at hendes plan vil holde Storbritannien fast i EU-regelsættet, selv efter de har forladt unionen. Briterne kommer frit til at kunne lave deres egne handelsaftaler, mente hun.

Og så forsøgte den dansende premierminister ellers at lægge bolden over på EU’s banehalvdel. Som en skuffet mor bedyrede May, at hun har behandlet EU med intet andet end respekt, og at hun derfor nu selv forventer det samme. Hun gjorde klart, at ingen ønsker en aftale mere end hende. Der var dog også et men: ”Vi er ikke bange for at forlade EU uden en aftale, skulle det blive nødvendigt,” lød det fra premierministeren, der mente, at EU ikke viste forhandlingsvillighed.

Og så er vi tilbage til udgangspunktet: May truer med at forlade EU uden en aftale, og EU truer med at lade briterne gå uden en aftale. Ingen tvivl om, at der tåge i kanalen. Men hvem er det, der i sidste ende bliver isoleret?