I 9. kapitel i Bob Woodwards nye bog Fear om Donald Trump i Det Hvide Hus er der en beskrivelse, hvor præsidenten viser en sympatisk og menneskelig side af sig selv – i hvert fald i nogle linjer, indtil Woodward nøgternt, men brutalt punkterer billedet:
Trump sidder i Det Ovale Værelse og skal ringe til faldne soldaters familier. Folk omkring bider mærke i, at det tager på ham, og at han lægger ret meget tid og følelsesmæssig energi i telefonopkaldene. Trump siger ting som, ”jeg sidder og kigger på hans foto – sådan en smuk dreng,” og ”der er rapporter her, som fortæller, hvor elsket han var.” Ganske rørende. Men, skriver Woodward så, intet af det, Trump sagde, var rigtigt. ”Han fandt bare på det. Han sagde, hvad familierne gerne ville høre.”
Løgnen i alle dens afskygninger er en fuldstændig central komponent i byggematadoren Donald Trumps liv og har været det, siden han blev født. Journalister og biografister har påpeget det og dokumenteret det igen og igen gennem de forløbne 30 år. At han har løjet om, hvordan han er kommet til penge og størrelsen på sin formue, er heller ikke nyt.
Millionær som 8-årig
Men nu er The New York Times kommet på banen med en bundsolid, dybdeborende journalistisk rapport, som gennemdokumenterer, hvordan hans påståede selvskabte formue så godt som 100 pct. bygger på hans far Fred Trumps (1905-99) formue, og at hans er kommet til den gennem massiv og struktureret skatteunddragelse gennem adskillige årtier. Donald Trump har altid sagt, at det hele begyndte med, at han som ung mand lånte en mio. dollars af farmand, og at resten er historie. Men fra Trump var tre år gammel, har han fået 200.000 dollars af sin far om året. Da han var otte år, var han millionær i dollars, og da han var helt oppe i 40’erne og 50’erne fik han fem mio. dollars om året (alle beløb omregnet til 2018-valuta).
Kreativ bogføring er et mildt udtryk her. Fred Trump, der var blevet en stor mand ved at bygge enorme boligkomplekser til den voksende amerikanske middelklasse, benyttede enhver tænkelig manøvre til at kanalisere så mange penge som muligt videre til sine børn. I alt har Donald Trump angiveligt modtaget 413 mio. dollars fra sin fars ejendomsimperium, og som voksen var det i særdeleshed ham, der hjalp faren med at snyde i skat. ”Han og hans søskende oprettede en falsk virksomhed for at camouflere millioner af dollars i gaver fra deres forældre, viser optegnelser og interviews”.
Ifølge The New York Times har Fred og Mary Trump alt i alt overført mere end en mia. dollars til deres børn, hvilket kunne have givet mindst 550 mio. dollars i skattekassen, men der er kun blevet betalt 52,2 mio. i skat af pengene.
Avisen skriver, at det er baseret på 100.000 dokumenter, interviews med tidligere ansatte og skatteeksperter. Og man kan være sikker på, at oplysninger er fact-tjekket, så godt som det overhovedet er muligt. Måske fordi narcissisten Trump i virkeligheden angler efter de seriøse mainstream-mediers opmærksomhed og anerkendelse, er The New York Times blevet hans hadeobjekt nummer et (”folkets fjende”), og som den ansvarshavende chefredaktør Dean Baquet er inde på i dokumentarserien The Fourth Estate om avisens politiske redaktion i en Trump-tid, så er ”getting the facts right” mere afgørende end nogensinde.
Myteopbygning
Donald Trump, der aldrig har offentliggjort sine personlige regnskaber, har ikke overraskende ikke villet medvirke, og hans advokat, Charles J. Harder, kalder avisens anklager om bedrageri og skatteunddragelse for ”100 pct. falske” og ”ekstremt upræcise”. Hvis alle oplysninger vitterligt er det pure opspind, kan man dog undre sig over, at han også får sagt, at Donald Trump stort set ikke var involveret i familiens pengesager, idet ”anliggenderne blev håndteret af andre medlemmer af Trump-familien, som ikke selv var eksperter og derfor var helt og aldeles afhængige af autoriserede professionelle med henblik på at overholde lovgivningen”.
Sagerne ligger så langt tilbage, at der næppe kan ventes en straffesag. Men det er interessant at læse, hvordan Donald Trump med sin fars velvilje og medvirken fra en meget tidlig alder arbejdede målrettet på at bygge myten om sin egen storhed og sit forretningstalent op, mens pengene fossede ud ad kassen, fordi han lavede den ene dårlige handel efter den anden.
Ingen kvaler, far betaler. Så er det jo ikke så svært. Men trist for det amerikanske demokrati, at sådan en mand kan blive præsident. /Oliver Stilling