Bølle-bankerne versus Bitcoin

Den 10 år gamle Stan er i et desperat forsøg på at få byttet en ubrugelig blender nået til det allerhelligste: Det amerikanske finansministerium. Her forklarer han frustreret tre embedsmænd, at han har prøvet at få pengene tilbage for blenderen hos en isenkræmmer, men at dette ikke kunne lade sig gøre da den var blevet købt på afbetaling. Og at afbetalingsfirmaet har videreført pengene til børsen på Wall Street, hvor en smart investor bestemt mente at finansministeriet skulle afgøre sagen. Intet problem, siger embedsmændene. Bare giv os et øjeblik. De går bag lukkede døre, og vender snart tilbage med blod tværet udover deres jakkesæt. ”Vi har konsulteret diagrammerne, og bestemt at din blender er 90 trillioner dollars værd,” siger de, hvilket selvsagt får Stan til at tabe kæben, og chokeret udbryde: ”HVAD?!”

Hvis du ikke allerede har gættet det, er ovenstående en scene fra tv-serien South Park. Nærmere bestemt fra afsnittet ”Margaritaville,” som havde premiere i 2009, da verden stadig var i chok over den raserende finanskrise. På 22 minutter formåede Matt Stone og Trey Parkers kultanimation på ekstremt morsom vis at sætte ord på det, som de fleste på det tidspunkt nok følte: Det økonomiske system er pilråddent og arbitrært, og alle finansmænd er nogle utroværdige skurke.

Allerbedst bliver satiren i Margaritaville, da vi som seere får svar på, hvorfor de kære embedsmænd nu pludselig har blod på deres jakkesæt. For det viser sig, at finansministeriet træffer alle deres økonomiske beslutninger ved at halshugge en kylling, og efterfølgende få dens hovedløse krop til at danse rundt på en forvokset roulette, hvorpå der står ting såsom ”gå i krig,” ”print penge,” ”afhold en tv-indsamling” eller, ja, ”90 trillioner dollars”. Hvilken plan der bliver iværksat afhænger udelukkende af, hvilket felt den døende kylling i sidste ende falder om på.

Ja, fra fulde børn og South Park skal man åbenbart høre sandheden.

Noget virker i hvert fald til at være helt, helt galt med måden hvorpå vi har indrettet vores finansielle systemer. Gang på gang har bankerne vist sig at være nogle værre skurke, og gang på gang har forskellige landes regeringer vist sig villige til at redde dem. Inklusive vores egen, idet først VK-regeringen, og sidenhen SRSF-regeringen i perioden fra 2008-2013 vedtog hele seks bankpakker, som bl.a. havde til formål at redde livstruede banker fra finanskrisen og dens efterdønninger. En finanskrise, som bankerne selv havde været med til at skabe, vel og mærke.

Én af de banker som kan prise sig lykkelig for den statslige førstehjælp er selvfølgelig Danske Bank, som i oktober 2008 var lige ved at måtte lukke dets Dankort-automater, inden Bankpakke 1 i sidste øjeblik kom til undsætning. Imidlertid må det siges, at Danske Bank har en sær måde at udvise taknemmelighed på. I hvert fald fortsatte banken ufortrødent sine lyssky, estiske hvidvaskaktiviteter, som allerede på daværende tidspunkt var iværksat, og resten er en graverhistorie i Berlingske.

Særligt to spørgsmål synes at melde sig ovenpå hele den fadæse:

• Er de hovedløse kyllinger som render rundt på South Parks roulettebord i virkeligheden Danske Banks fratrådte administrerende direktør Thomas Borgen og afgående bestyrelsesformand Ole Andersen?
• Kan vi virkelig ikke gøre det bedre?

Specielt sidstnævnte spørgsmål har formodentlig også strejfet den mystiske Satoshi Nakamoto, da han/hun/den/de tilbage i 2008 udgav et nu ekstremt berømt white paper, som på kun ni sider beskrev hvordan det ville være muligt at oprette et elektronisk pengesystem, som helt kunne omgå brugen af de konventionelle finansielle institutioner såsom bankerne. ”Bitcoin: Et peer-to-peer digitalt kontantsystem”, hed dokumentet.

Og ja, det betyder altså at vi skal til at snakke om Bitcoin.

Den økonomiske overdommer

Idéen om Bitcoin blev ret beset født ud af det samme som South Park-afsnittet Margaritaville, navnlig en dyb forargelse over et bankvæsen og et finansielt system som var løbet løbsk. Og Satoshi Nakamotos løsning på det problem var ærligt talt ret genial.

Når vi på nuværende tidspunkt ønsker at overføre penge til hinanden, sker dette som regel igennem en mellemmand i form af banken. Det har umiddelbart flere fordele. En ting er, at vi med smarte innovationer som Dankortet og MobilePay er fri for hele tiden at slæbe rundt på bunkevis af kontanter. En anden ting er, at banken kan sige god for, at du rent faktisk har penge til rådighed, når du fx ønsker at betale for et par sko på nettet. Banken er en form for dommer, som holder øje med at alle vores indbyrdes transaktioner går retfærdigt til.

Men det er selvfølgelig ikke gratis at have sådan en dommer til hele tiden at overvåge vores pekuniære færden. Banken tager sig sædvanligvis godt betalt i gebyrer, og skal som regel bruge uforholdsmæssig lang tid på at klare simple overførsler, særligt hvis du skal sende penge til udlandet. Vigtigst af alt er dog, at du bliver nødt til at stole på, at den bank du har valgt er til at regne med, og vil behandle dine penge ordentligt. Dommeren skal være retfærdig. Men som det eksempelvis kan ses i tilfældet Danske Bank, er det ikke sikkert, at netop det altid lader sig gøre.

Det er præcis det problem, som Satoshi Nakamoto tacklede med sin opfindelse af Bitcoin. For med Bitcoin bliver det rent faktisk muligt at erstatte tredjepartsdommeren med et stort computersystem, som altid er retfærdigt og gennemsigtigt, og som aldrig laver fejl. Det skyldes Bitcoins brug af den såkaldte blockchain-teknologi.

Bogføring for viderekomne

Den nemmeste måde at forstå blockchain på er, hvis du tænker det som et glorificeret bogføringssystem. Når jeg vil overføre penge til dig, bliver det skrevet ind i blockchainen, som så altid holder styr på at regnskabet passer. Smart nok. Men samtidig sker der en hel masse tekniske ting, når der bliver iværksat en overførsel fra a til b. Og det er her, at blockchainteknologien for alvor kommer til sin ret.

Ser du, blockchainen består i virkeligheden af et stort netværk af computere, som tilsammen står for at holde styr på og opdatere det samlede regnskab. Og det er et netværk, som alle sådan set kan være en del af. Det er derfor, at Bitcoin som regel bliver omtalt som en decentraliseret valuta – alle kan lege med hvis de har lyst, uafhængigt af de store banker.

Når jeg vælger at ville overføre penge til dig på netværket, indgår alle computere i en konkurrence om at være den, som først får lov til at validere transaktionen. Det sker rent praktisk ved at computerne skal løse et regnestykke, hvor den computer som først finder den rigtige løsning får lov til at skrive transaktionen ind i en ny blok på blockchainen. Herefter går computeren tilbage i regnskabsbogen (altså blockchainen), og kontrollerer, at jeg har penge på min konto, og at din konto er i stand til at modtage pengene. Når alt det er klaret, bliver blokken med transaktionen lukket og låst med et nyt regnestykke, hvorefter hele processen kan starte forfra, næste gang der er en som ønsker at overfører penge. Incitamentet for computerindehaverne er, at de bliver belønnet med en Bitcoin hver gang de har løst et regnestykke og gennemført en transaktion. Groft sagt.

Men hov, er det så ikke bare et bankgebyr om igen? Jo, teknisk set. Men fordelen ved det her system er altså, at der her ikke kun er én central instans, som holder styr på alle dine penge, men i stedet et helt netværk, som hele tiden holder hinanden op på at der bliver regnet rigtigt, og at pengene passer. Det gør, at du hele tiden kan gå tilbage i blockchainen og præcist se, hvor dine penge befinder sig. Og konkurrencen computerne imellem gør, at du kan overføre penge meget hurtigere, end bankerne vil kunne gøre det. En Bitcoin-transaktion tager typisk 10 minutter, uanset hvor i verden du vælger at sende dine penge hen.

Bankerne løber altid en risiko

Det er altså Bitcoins og blockchain-teknologien i grove træk. Med den er det muligt at sende penge hurtigt og effektivt, på en måde hvor du kan være sikker på at du kan følge med i alt hvad der foregår. Blockchain er én stor åben bogføringsbog.

Netop det er ikke så tosset, når man sammenligner med de konventionelle banker. Når du her eksempelvis indsætter 100 kroner på din bankkonto, vil der rigtigt nok stå på din netbank, at du har 100 kroner til rådighed. Men hvad der i virkeligheden sker med dine penge bag kulisserne er, at banken tager en andel af dem, og investerer dem andetsteds. Det er egentlig et sats. For hvis alle kunder på samme tid vil have alle deres penge udbetalt, vil banken dermed ikke have dem ved hånden med det samme. Og så opstår der et såkaldt bank run, hvor banken i sidste ende kan risikere at stå insolvent og krakket tilbage. Lektien er, at bankerne i reglen kun fungerer, fordi vi har tillid dem.

Med blockchain-teknologien er vi som udgangspunkt helt udover det problem. I blockchain-land er det ikke længere nødvendigt med tillid, samtidig med at dine penge kun ender der, hvor du har sagt at de skal ende.

Bitcoins mange børnesygdomme

Så hvad venter vi egentlig på? Bitcoin-revolution nu! Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke. For selvom blockchain-teknologien umiddelbart lyder som en smart, innovativ måde at løse mange af kvalerne ved vores nuværende finansielle system på, er særligt selve Bitcoinen plaget af en hel del børnesygdomme.

Den første er, at Bitcoins på grund af det massive computernetværk som holder det kørende bruger rigtig, rigtig meget strøm, hvilket umiddelbart er dårligt nyt for miljøet. Den anden store grund er, at selve kursen på Bitcoin er så svingende, at det ikke rigtig giver mening at bruge den elektroniske valuta til at handle med. Bitcoin er mest af alt blevet ét stort spekulativt finansprodukt, som flukturerer så meget i pris, at man igen og igen kan læse finanseksperter kalde det hele for en boble. Hvilket det meget vel kan vise sig at være.

Derudover er Bitcoin helt lavpraktisk ikke brugervenligt nok til, at den realistisk set vil kunne erstatte en løsning som MobilePay. Som iværksætterne Peter Hertz og Alexander Wulff argumenterer for i deres bog ”Bitcoin – fremtidens penge?” (som i øvrigt er en ganske udemærket introduktion til Bitcoin-fænomenet), kræver det fortsat en hel del produktudvikling førend Bitcoin for alvor kan gå mainstream. Der er en grund til, at Bitcoin-entusiaster primært består af tech-nørder og høj-ideologiske liberalister. Det kræver en særlig passion, hvis man skal gide sætte sig ind i sagerne.

Men som Wulff og Hertz også argumenterer for, behøver alle de udfordringer ikke at betyde blockchainens død. For det skal nemlig tages med i overvejelserne, at Bitcoin kun er den første udgave af de såkaldte kryptovalutaer. Og faktisk findes der allerede nu alternativer til Bitcoin, som på forskellige måder forsøger at imødegå de nævnte børnesygdomme.

Som en gammelklog blomst på et tidspunkt siger i Antoine de Saint-Exupérys børnebogsklassiker ”Den lille prins,” kan det være nødvendigt at udholde nærværet af et par larver, hvis man gerne vil lære en sommerfugl at kende.

Berøringsangste banker

For ser vi udover det større felt af kryptovalutaer, bliver der konstant arbejdet på at forbedre det fundament, som Satoshi Nakamoto grundlagde med sin koncipering af Bitcoin. Eksempelvis forsøger nogle kryptovalutaer at komme udover Bitcoins regnestykke-model, som populært kaldes proof-of-work, og i stedet indføre det såkaldte proof-of-stake. Proof-of-stake har den fordel, at den ikke på samme måde kræver de strømslugende kæmpecomputere, som allerede nu udgør en anseelig trussel mod klimaet.

Andre kryptovalutaer fokuserer på at effektivisere måden hvorpå overførsler fungerer (i øjeblikket er der ved Bitcoins en teknisk begrænsing på hvor mange overførsler der i alt kan finde sted af gangen), alt imens andre igen forsøger at skabe en kryptovaluta som er mere anonym.

For nej, som det forhåbentligt er ved at stå klart, er Bitcoins på ingen måde så anonyme som de har fået ry for at være. Det skyldes ikke mindst at blockchainen som nævnt fungerer som én stor, fin regnskabsbog. Så længe du kender en persons identifikationskode, kan du gå ind og se alle de transaktioner som vedkommende har lavet.

Alligevel har de fleste store danske banker helt forbudt deres kunder at handle med kryptovalutaer såsom Bitcoins. Eksempelvis skriver Danske Bank følgende på deres hjemmeside:

”Vi er som finansiel institution forpligtet til at medvirke til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og hvidvask. Kryptovalutaer har på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt gennemsigtighed til, at vi kan opfylde vores forpligtelser i henhold til hvidvasklovgivningen.”

Den lader vi lige stå for sig selv.

Ren computerideologi

Som historien om Satoshi Nakamoto og Bitcoin viser, er det rent faktisk muligt at tænke os udover det monopol som bankerne har skabt. Et nybrud som blockchain-teknologien illustrerer meget godt, hvordan vi ikke nødvendigvis behøver stille os tilfredse med uigennemskuelig finansinstitutter som overdommere over vores privatøkonomi.

Men når det så er sagt, står det samtidig rimelig klart, at vi endnu ikke er derhenne, hvor kryptovalutaer kan blive en fuldblodserstatning for netbank og MobilePay. Dertil kræver det nok en lidt for stor omkalfatring i, hvordan vi i øjeblikket forstår penge. Særligt Bitcoin virker som en usandsynlig kandidat til helt at omvælte det finansielle system, dens mange børnesygdomme taget i betragtning.

Dog er det ikke usandsynligt, at vi på sigt vil få en kryptovaluta, som på tilfredsstillende vis er i stand til at videreudvikle blockchain-tanken til et stadie, hvor den for alvor kan begynde at blive en trussel mod nuværende valutaer som dollars og kroner. Og så er det nok heller ikke for ingenting, at flere banker hælder millioner af kroner i investeringer i blockchain-teknologi.

Hertil må vi dog huske på, at en algoritme aldrig er bedre end ideologien hos dens skaber. Hver ny kryptovaluta bliver skabt med et bestemt mål for øje, som vi bliver nødt til at have med i overvejelserne når vi vurderer dens reelle værdi. Helt ligesom det kan være frugtbart at holde styr på en banks direktører og bestyrelse – eller embedsmændenes store roulettebord.