En 300 år gammel boble af dekadence er brast

I går var det den første torsdag i oktober, og det betyder normalt, at hele den litterære verdenspresse stirrer sig blinde på en lukket dobbeltdør i Det Svenske Akademis prægtige lokaler på Stortoget midt i Stockholm. Der står de med rullende kameraer og sitrer, indtil døren går op, og Akademiets siddende sekretær kommer ud og fortæller, hvem der bliver årets modtager af verdens mest prestigefyldte kulturpris – nobelprisen i litteratur. Det er en majestætisk seance, der først for alvor kulminerer måneder efter den 20. december i Börssalen i samme hus, hvor Akademiet holder sin Högtidssammankomst, der ikke lader Ludvig den 14. noget tilbage.

Her er hele den svenske kongefamilie tilstede i gallauniform sammen med præcis 500 af Sveriges absolut mest indflydelsesrige kulturpersoner, erhvervsledere, politikere, forskere og adelige – det er Sveriges absolutte kulturelle og økonomiske elite, der er til fest iklædt medaljer, smoking og lange kjoler. Og midt i det hele – på et ophøjet podie, der er indkapslet af en barriere beklædt med mørkeblåt velour og guldkroner – sidder akademiets 18 medlemmer og indtager årets afslutningsmiddag, mens de lader sig underholde af små teaterindslag, digtoplæsninger og taler.

Men helt så festligt bliver det næppe i år. Efter den største skandale i Akademiets mere end 230-årige historie forblev døren lukket i går, og mindst otte af de 18 stole på det ophøjede podie vil stå tomme den 20. december efter eksklusioner, offentlige skænderier, historier om sex, magtmisbrug, ekstrem arrogance og smækkede døre.

Skandalen kan føres tilbage til én person og én bevægelse, men dækker over noget dybere. For et år siden blev den såkaldte “kulturprofil” – der senere blev offentliggjort som den fransk-svenske fotograf Jean-Claude Arnault – anklaget for overgreb og seksuelle krænkelse af 18 forskellige kvinder i Dagens Nyheter. Den 72-årige Arnault var daglig leder af den fornemme kulturklub Forum i det indre Stockholm, og her har han i årtier holdt ugentlige saloner, hvor Sveriges kulturelle og intellektuelle elite blev inviteret. Efter hver salon har han stået i døren og sagt farvel, mens han uden at have nogen officiel liste inviterede de absolut mest feterede og udvalgte kunstnere og kulturpersonligheder på ost og vin i et dunkelt kælderlokale under klubben. Med milliondonationer fra overklassen og frem for alt Det Svenske Akademi drev han stedet sammen med sin kone, forfatteren Katarina Frostensson, og det er her, det begynder at blive betændt, for hun er nemlig selv medlem af Akademiet.

Anklagerne fik Akademiets permanente sekretær Sara Danius til at iværksatte en uafhængig advokatundersøgelse af Arnault og donationerne til Forum men også for i mindst syv tilfælde at have lækket navnet på årets nobelprismodtager. Efterfølgende skulle Akademiet stemme om Frostensssons fremtid som medlem, men via en fløj i Akademiet, der blandt andet tæller den tidligere siddende formand Horace Engdahl, kunne hun blive siddende. Hun valgte dog midlertidig at sætte sin post i bero. Skandalen internt blandt medlemmerne var på det tidspunkt ikke i så høj grad anklagerne mod Arnault, men Sara Danius’ beslutning om i det hele taget at foretage undersøgelsen og offentligt fortælle om den, selv om det blev anset for en grundlæggende præmis, at man i Akademiet holder kortene tæt ind til kroppen og til enhver tid holder uenigheder og problemer internt. Det fik Horace Engdahl til at kalde Sara Danius for den værste sekretær siden Akademiet blev stiftet af den svenske konge i 1786. Det fik så til gengæld medlemmerne Klas Östergren, Kjell Espmark og Peter Englund, og siden så også Danius selv og den kendte svenske feministiske forsker og forfatter Sara Stridsberg til at forlade deres pladser i Akademiet, så man til sidst var nede på ti pladser i Akademiet, der i forvejen talte et par tomme stole, og da det i vedtægterne hedder, at man skal være mindst 12 medlemmer for at beslutte noget, var Akademiet nu totallammet. Ydermere er man valgt til posten for livet, så hvis man går, kan man ikke umiddelbart erstattes.

Gratis taxa og bolig resten af livet

I det hele taget har man sig nogle lidt specielle vedtægter, som ingen politiker eller kongelige har turdet røre ved siden 1786: Som medlem får man blandt andet gratis taxikørsel, rejser, overnatningslejligheder, arbejdslejlighed eller bolig i det indre Stockholm og fri adgang til Akademiets lejligheder i Berlin og Paris samt en ugentlig 3-retters middag på den fornemme stockholmske restaurant Den Gyllene Freden.elve Akademiets økonomi er ikke underlagt de samme regler som andre institutioner og foreninger og nyder en stor grad skattefrihed og har ikke nogen nedfældede krav om åbenhed eller pligt til at revidere og aflægge regnskab. Reelt er det heller ikke en politisk beslutning, da det kun er den siddende konge, der kan tage initiativ til forandringer i fundatsen. Samtidig er Akademiet Sveriges største bidrager til svensk kulturliv. De uddeler priser og kontante stipendier for omkring 50 mio. kroner men har også selv en bomstærk økonomi. Ifølge en opgørelse foretaget af Dagens Industri ejer de ejendomme for 940 mio. svenske kroner og aktier for 800 mio. kroner..

Det er det miljø og de privilegier, den franske fotograf Jean-Claude Arnault siden slut-60’ere har forsøgt at arbejde sig ind i ifølge en fremragende radiodokumentar af SVT, der blev sendt i sommer, umiddelbart efter hans navn blev offentligt kendt, og han formelt blev sigtet for voldtægt og senere varetægtsfængslet. Arnault bliver via mere end 100 kilder i og omkring miljøet beskrevet som en smuk og dygtig netværker, der fra starten opsøgte det kulturelle miljø uden selv at have et kunsterisk talent. Det er beskrevet, hvordan han får succes med at forføre kvinder, rejse penge til saloner og klubber og naturligvis også, hvordan han siden 80’erne bliver mere og mere grænseoverskridende og nærgående over for især yngre kvinder på vej frem. Han snyder sig ind i Det Svenske Akademis lejlighed i Paris og sætter sit eget navn over dørskiltet, bliver venner med de største og mest indflydelserige kunstnere og forfattere som Stig Larsson, alt imens han kaster om sig med særligt Akademiets penge, som han allerede inden sit ægteskab med Katarina Frostensson fik adgang til. Til sidst kaldes han offentligt for Det Svenske Akademis 19. medlem, men har efterhånden også fået sig et vedholdende rygte om at rage på kvinderne, udnytte sin magt og sågar historier om voldtægter begynder at dukke op i miljøet, men ingen synes at ville sige det offentligt. Selv da han ved en fest forarger voldsomt ved at tage kronprinsesse Viktoria på bagen og bliver tacklet af en Säpo-vagt, er der ingen, der siger noget.

Først med #MeToo

Det bliver først, da #MeToo-sagerne begynder at rulle i den amerikanske kulturelite, at det lykkes dagbladet Dagens Nyheter at få de 18 kvinder til at stå frem med deres oplevelser med Jean-Claude Arnault. Sagen førte i sommer til den sigtelse, der så i mandags udmøntede sig i en voldtægtsdom ved Stockholms Tingsret. Dommen skete på baggrund af en hændelse natten mellem 5. og 6. oktober 2011. De fleste af kvinderne var anonyme, men fire stod frem med egne navne, nemlig forfatterne Gabrielle Håkansson, Elisa Karlsson, Lena Ten Hoopen og Martina Montelius, der er datter af akademimedlem Kristina Lugn. Kvinden, der nu har fået medhold i anklagen om voldtægt og stadig er anonym, er også en af de 18.

I sagen har der ikke været tekniske beviser, men retten mener, at vidneudsagn og forklaringen fra den forulempede kvinde beviser, at Arnault har voldtaget hende. Ud over fængsel er Arnault også dømt til at betale en bod på 115.000 svenske kroner til kvinden.

Og hvordan kunne dette så ske i det ellers så ligestillede, velfærdsbløde og socialdemokratiske Sverige? Hvorfor skulle en amerikansk kampagne som #MeToo være det, der prikkede hullet ind til det lukkede univers, før offentlighed for alvor begyndte at stille spørgsmål?

En lukket elite

En af forklaringerne kan være den udbredte lukkethed, der altid har været omkring den svenske overklasse, og som er grundigt beskrevet i indtil flere journalistiske bøger og dokumentarer. Blandt andre har forsker og forfatter Agnes Hellström i en række bøger beskrevet det svenske kostskolemiljø, der er væsentlig mere almindligt blandt eliten end herhjemme. Her forklarer hun blandt andet hvordan den lukkede kultur, allerede starter allerede i 10-12-årsalderen på særligt de tre eliteskoler, der er spredt ud i Sveriges udkantsområder langt fra øjnene i de større byer. Skolerne har ifølge Hellström til formål at integrere overklassen nationalt ved at sende deres børn til Värmland fra Malmø, Göteborg, Norrland og Stockholm. Adlen, erhvervslivet og bourgeoisiet skulle møde hinanden, ofte blev de gift med hinanden, venskaber blev knyttet, de mødte hinanden ude i erhvervslivet og hjalp hinanden. På den måde var det først og fremmest en social elite, der på skolerne blev overført til de økonomiske kredse, og som folkhemmet blev bygget op, og økonomisk og social ligestilling vandt udbredelse i 60’erne, og i 70’erne voksede tilslutningen til skolerne. De bevarede ifølge erhvervsjournalisten Bengt Ericson, der i 2010 beskrev den svenske økonomiske overklasse i Den nya överklassen, de små lukkede overklassegrupperinger, der med den økonomiske optur i de år fik en større gruppe nyligt rige til at dyrke den og fastholde den.

”Det var lige netop her under den ligestillede utopis tid, at internatskolerne fik deres storhedstid. Mens klassesamfundet blev afmonteret, blev den opretholdt her, langt ude på landet, for eliten ville ikke være en del af massen. Der var en tydelig alternativ vej igennem uddannelsessystemet, som begyndte her i Lundsberg (kostskole red.), og som staten accepterede, fordi disse familier ellers havde sendt deres børn til Schweiz og USA. På den måde havde staten mistet en vigtig samfundsgruppe.”

Denne overklasse blandede sig med den intellektuelle og kunsteriske overklasse, når den kom tilbage til byerne i forsøget på at opnå en stærkere identitet og helt centralt her stod Högtidssammankomst, nobelprisen og Det Svenske Akademi, der var nedsat og styret af selve kongehuset. Finere blev det ikke. Gad vide, hvordan det bliver nu.