Lad ikke resultatets resultathed blive en klods om benet

”Jeg går som Torben Ulrich / Efter det perfekte slag.”

Bandet Folkeklubben

For folk, der nørkler rundt på må og få i det stenede kulturelle bjerglandskab, har det været en lidt nederen uge. Først døde Kim Larsen i Odense efter længere tids sygdom, og så sov Charles Aznavour ind i sit hjem i Alpilles. Den 94-årige franske sanger og sangskriver havde ellers netop afsluttet en turné i Japan, så han virkede frisk til det sidste.

Men som musikeren og forfatteren Peter H. Olesen skrev på Facebook, skal vi ”midt i de sociale mediers fællessorg” også huske at hylde de levende. Ordene var en lille fødselsdagshilsen til en mand, som 100 pct. ikke gør nogen former for ophold på de sociale medier, nemlig Torben Ulrich – digter, jazzmand, musiker, buddhist, billedkunstner og forhenværende tennisspiller m.m. – som torsdag fyldte 90 år.

Dagen blev fejret med en fin udstilling på galleri Tom Christoffersen i København og udgivelsen af en bog, Boldens øje, værens ben, med et langt nyskrevet Torben Ulrich-essay om ”perspektiverne for en overskridelse af idrættens grundfæstede resultatorientering og tvedeling i vindere og tabere – samt ikke mindst alt det, der i virkeligheden er på spil: Når bolden kommer”, som det snirklet og langhåret formuleres i følgeteksten.

Det skal man ikke lade sig skræmme af. Torben Ulrich er selv langhåret og langskægget og har været det siden begyndelsen af 1960’erne. Vi, der var børn i det indre København i 80’erne, og havde frit løbepas i gaderne, kan have stødt på ham allerede dér, når han stod med tennisketsjeren og spillede bold op ad en af gavlene på Nina Bangs Plads.

Det lader sig ikke gøre at tegne et fuldstændigt billede af Torben Ulrich indenfor denne lille firkants snævre rammer, det er han for uhåndgribelig til. Han er nærmest umulig at interviewe; samtaler med ham er ikke lineære. De er heller ikke cirkulære, for den sags skyld, for de svar, han leverer, er lange, afsøgende, opremsende og voldsomt associerende.

Følelsen kan vel bedst beskrives med anekdoten om dengang i 1954, hvor han nægtede at gøre militærtjeneste. Når man nægter det, rubriceres man normalt som militærnægter og bliver sat til at lave noget andet. Men Torben Ulrich, der allerede var en internationalt kendt tennisspiller, røg først i arresten, og derefter blev han indlagt på militærhospitalets psykiatriske afdeling. Hvorfor? Fordi han også nægtede at være militærnægter. Han forklarede senere, at ”disse mennesker forstod ikke, at jeg hverken var for eller imod militæret. Jeg var bare aldeles uinteresseret, og denne tredje holdning er der åbenbart ikke plads til i samfundet. Megen samfundsdisciplin er bygget op på et enten-eller, men jeg mener ofte, at der er et tredje, fjerde eller femte standpunkt”.

For de, der ikke ved det, har Torben Ulrich vundet 18 danmarksmesterskaber i tennis. Den mest kendte historie om ham er, at han i 1966 gik fra DM-finalen, selv om han havde vundet første sæt 6-2 og førte 1-0 i andet sæt (og var foran 40-15 i andet parti). Han skulle nemlig se VM-finalen i fodbold mellem England og Tyskland i fjernsynet og havde tidligere på ugen varslet over for arrangørerne, at hvis han kom i tennisfinalen, så var han nødt til at gå kl. 15.

Nødvendighed og frivillighed

For 15 år siden var vi nogle her fra Føljeton, der fulgte Torben Ulrich rundt til forskellige arrangementer i København. Han var på vej mod de 75, og det blev fejret med en bogudgivelse og en udstilling. Under en åben optræden foran et lille publikum et sted var der en mand, som spurgte, hvordan han havde det ”ovre i Seattle” på den amerikanske vestkyst, hvor han boede dengang. ”Tjah, lige nu er jeg jo i Danmark … så jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg har det derovre. Kan du være lidt mere præcis?” svarede Torben Ulrich.

Manden prøvede igen: Hvorfor boede Ulrich i Seattle? Svaret varede 19 minutter og indbefattede alt muligt om jazz, populærkultur, dagligliv, kunst, heavy metal, computerindustrien og grunge og navne som John Cage, Merce Cunningham, Bill Gates, Paul Allen, Microsoft, Starbuck’s, Jimi Hendrix, Ray Charles, Quincy Jones, Nirvana, Pearl Jam, Alice In Chains og Lucky Thompson. ”… Så der var mange ting, der gjorde det spændende at bo i Seattle,” sagde han til sidst.

Ved en anden optræden sagde han sådan noget som, at ”hvis man er interesseret i resultatets resultathed, er det svært at give los”, og ”er man opsat på at vinde Wimbledon, er det en forhindring i sig selv”. Det fik en kvinde til at spørge, hvorfor det var nødvendigt for ham at bringe buddhismen ind i sit liv. ”Hvad mener du med, at det er nødvendigt? Det er da frivilligt,” svarede Torben Ulrich, men tilføjede så: ”Måske er det en nødvendighed, men så ved jeg ikke hvorfor.”

Mere om Torben Ulrich bliver det ikke til i dag. Som service kan vi fortælle, at dokumentaristen Andreas Johnsen har filmet den gamle tennisstjerne og buddhamand i seks år, og en skønne dag må der jo foreligge en film (se teaser her). Det glæder vi os til, men no rush; vi tager det, som det kommer. /Oliver Stilling