Blomster, øl, smøger og hilsner er lagt foran det portræt der er blevet malet på hegnet ind mod Christiania på Prinsessegade i København til ære for danskernes nationalskjald Kim Larsen, mandag den 1. oktober 2018. Kim Larsen er død 72 år gammel. Fredag og weekenden over bliver Kim Larsens liv hyldet og hans musikskat hædret ved optog og koncerter rundt om i landet. Mange tusinde mennesker deltager. Det skriver Ritzau, torsdag den 4. oktober 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Hvordan destabiliserer man egentlig en stat? Det er måske ikke noget, du har tænkt så meget over på det seneste, men på Føljeton går vi ind for rettidig omhu. For tænk, om du en dag skulle vågne klokken sent om natten, badet i sved og føle trangen til ud i mørket at mumle: ”Jeg har brug for at destabilisere Sverige!”
Se, de fleste ville være helt på bar bund her. ”Jeg ved da ikke, hvordan man destabiliserer et helt land,” ville de straks tænke efter denne geopolitiske indskydelse. Men ikke Føljetons læsere. De vil nemlig huske tilbage på nærværende ‘destabiliseringsguide’, som de modtog en lørdag i oktober. Alt, man skal bruge, er et folkekært kultursymbol (fx Kim Larsen), en masse Twitter-konti og en hidsig befolkning.
Krigens kunst
Når man vil destabilisere eller svække noget, sker det oftest med den begrundelse, at en svagere modstander automatisk vil gøre en selv stærkere. Sådan har det velsagtens altid været. Og skønt de specifikke måder at gøre det på har ændret sig op gennem tiderne, har den grundlæggende metode længe været den samme: skab intern splid.
En af de første til at formalisere denne strategi var den berømte og berygtede italienske filosof Niccolò Machiavelli. I bogen Krigens kunst skriver han, at ønsker man at erobre et andet land, må man gøre brug af alle midler for at skabe uenighed i fjendens rækker. Enten ved at gøre fjenden mistænksom over for egne mænd eller ved at give fjenden en grund til at splitte sine mænd op. Det vil gøre fjenden svag og let at slå. Destabilisering skabes af splittelse, og splittelse kommer indefra.
Machiavellis tid var en simplere tid. Dengang var storpolitik fortrinsvis noget med blod og sværd. Nu om dage er kampen om verdensherredømmet blevet betydeligt mere subtil. Når man i dag skal skabe splid i fjendens linjer, handler det mere om kultur, end det handler om militære geledder.
En verdensorden sænket af Star Wars
Da den seneste Star Wars-film The Last Jedi havde premiere i julen 2017, brød internettet pludselig i brand. En stor fangruppe havde set sig vred på en af filmens skuespillere, der har vietnamesisk baggrund: Kelly Marie Tran blev chikaneret med racistiske beskeder og trusler i en sådan grad, at hun måtte slette alle sine opslag på Instagram.
Mobningen af Tran destabiliserede Star Wars som kulturelt fænomen. Filmen blev en kampplads i stedet for et samlingspunkt. Det lyder uskyldigt, men det er det ikke. Star Wars repræsenterer noget, der er meget større end en science-fiction-film. Filmserien er et gigantisk popkulturelt fænomen og måske blandt de mest elskede film i Vesten. Det er ikke bare film, det er et fælles vestligt referencepunkt.
Kultur er en af de vigtigste ingredienser, når det kommer til at skabe enhed. Skaber man overdreven splid i kulturen, skaber man splid i samfundet. Især hvis man kan fordreje det kulturelle fænomen til at handle om noget andet og mere betændt. Med et blev der fx sat lighedstegn mellem Star Wars og race- og kønsdiskrimination. Var man pludselig racist, hvis man kunne lide Star Wars?
Det viste sig så tidligere på ugen, at de racistiske angreb mod Tran i høj grad var foranlediget af russiske internettrolde. Ligesom man havde forsøgt at splitte USA politisk ved at hjælpe Donald Trump til sejr i præsidentvalgkampen, har russerne forsøgt at splitte hele den vestlige samfundsorden ved at angribe det måske største kulturelle fænomen.
Tænk over, hvilket nationalt ramaskrig det ville afstedkomme, hvis der pludselig dukkede tusindvis af mennesker op på de sociale medier, som i kølvandet på Kim Larsens død sagde, at han var racist, sexist og i øvrigt bare en dum lort. Hvis russernes trolde kunne tænde ild til selve symbolet på den danske folkesjæl, ville Danmark ende som aske. Måske var det det, russerne prøvede, da de med hackede oplysninger forsøgte at udstille den danske svømmer og OL-guldvinder Pernille Blume som dopingsnyder.
Så her er svaret på, hvordan man i moderne tider destabiliserer en nation: Find et kulturelt fænomen, der limer nationen sammen, og start en diskussion, der kan rive limen fra hinanden. Russerne har fanget den, og de er i gang med at ‘lave en Machiavelli’ uden at løse ét eneste skud. /Andreas Terp