Fængslet er der, hvor de voksne er

…”Hvor mange her har gjort noget kriminelt?”

I en sal malet sort som kul, er vi kun oplyst af blændende lysstofrør, der hænger i loftet måske fire meter over publikums hoveder. Et vilkårligt placeret vindue, der strækker sig fra gulvet og to meter op, er på den side af salen, når man træder ind i lokalet. Man kan ikke åbne vinduet, og det eneste andet vindue i salen sidder for højt til, at man kan kigge ud af det, og så er det alligevel dækket til med gitter på ydersiden.

Stolerække efter stolerække kaster hænderne i vejret. Tre ud af fire i salen erkender, at de på et tidspunkt i deres liv har brudt loven. Men det er ikke hårdkogte kriminelle der sidder med hænderne i vejret.

Det er en skoleudflugt, hvor gennemsnitsalderen er mellem 10 og 11 år.

Formiddagens begivenhed er arrangeret af Zentropa og Børns Vilkår, og det er dagens vært, en kvinde ved navn Signe, der stiller spørgsmålet. At tre ud af fire børn mener, at de har brudt loven, kommer nok bag på hende.

Og dog. For inden længe bliver der stillet et spørgsmål, som viser, hvorfor så mange af disse børn mener, at de har brudt loven.

Men først skal vi en tur op på scenen, der er hævet en meter over gulvet i enden af salen, lige til højre når man træder ind af døren. Her sidder dagens seks specielt indbudte gæster, som skal deltage i en paneldebat. De er alle sammen mellem 9 og 13 år gamle.

”Vil I her i panelet fortælle, hvad I har gjort?”

”Jeg har engang skrabet tapet af en væg med min finger, og det var ikke i mit eget hus.” siger en omkring 10-årig dreng med blond hår og trilby-hat, som godt kan lide at dyrke parkour og spille skuespil.

“Hvor mange her har så slået andre?”

Hele panelet rækker hånden op, ligesom alle i salen kaster deres hænder i vejret. Børn sidder og kigger grinende rundt på hinanden. Det ser ud som om, at de ved, at det er forkert at slå andre, men de synes også, at det er morsomt, at så mange har gjort det.

”Kan man komme i fængsel for det?” spørger værten.

”Nej, det er for de unge. Hvis man er barn, så er man ikke sammen med kæmpe voksne kriminelle.” svarer drengen med hatten.

Værten begiver sig ud i en længere forklaring om, at det er regeringen, de voksne, der er ved at bestemme, at børn mellem 10 og 14 år fremover også kan blive ”straffet” for kriminalitet og blive sat i ”fængsel”.

”Det er noget, som de der po-li-ti-kere har bestemt, altså dem, som sidder og styrer tingene.” siger hun på bedste pædagogiske manér.

I korte vendinger forsøger hun at forklare skellet mellem en lukket institution og et ungdomsfængsel, men for børnene er der ingen forskel. Man bliver låst inde, fordi man har gjort noget slemt, og det er en gentagende bekymring blandt panelet, at man sidder sammen med nogle ”hårde typer.”

Mors mad med i fængsel

Panelets debattører er tydeligvis nervøse for at kommentere på emnet. En af drengene, hvis ben ikke når gulvet, da han har dværgvækst, gnider sine hænder sammen og kigger lidt rundt. Han er ved at samle mod til at sige noget, ligesom der efter hver eneste spørgsmål er omkring ti sekunders stilhed, hvor alle seks børn på scenen skal samle mod. Han kigger op, men før han får ytret et ord bliver hans opsamlede mod afbrudt af næste spørgsmål.

”Hvad synes I om, at børn skal i fængsel, hvis de bryder loven?”

En korthåret pige iført en lyserød skjorte med korte ærmer og bådprint, hvis hobby er at lege med frisbee, rækker hånden i vejret. Med rystende stemme siger hun, at ”det ikke er så godt, fordi børn ikke tænker over deres handlinger.”

Men en anden dreng, der ligner en på 11 år, siger, at han synes det er okay, men ikke når man er 10 år gammel.

”Når man er 10 år gammel, så forstår man ikke rigtig, hvad man laver. Men så bliver man 11 år, og så forstår man ligesom, hvad ansvar er. Men når man er 10 år, tænker man bare ‘nå, og hvad så.’”

Yderst i venstre side af scenen sidder en foroverbøjet dreng med langt blond hår og kasket. Han spiller guitar i sin fritid og kan godt lide at lave teater. Han sætter sig op og tager sin mikrofon til munden, og kigger først hen på sin meddebattør, der lige har sagt, at 11 år er passende, og så på den voksne vært. Til sidst kigger han i gulvet.

”Jeg synes, at 13 år er bedre. Men kun i to uger. Fordi hvis man er på en lukket institution, er man sammen med hårde typer, og så bliver man selv en hård type, og så ryger man mere i voksenfængsel. Men mest af alt skulle man i stedet have noget hjælp af de voksne, så man ikke bliver en hård type, der ryger i fængsel.”

En pige i salen rækker hånden op, og der bliver gjort opmærksom på, at nogen vil stille et spørgsmål. Da dagens debat er for børn og fra børn, tillader man alle former for afbrydelser, og det er også helt okay at tage fejl, når man svarer.

En ung mand med skægstube i en lang hvid t-shirt løber med mikrofon i hånden over til den lille pige. Den allerede lange ledning i mikrofonen kan ikke nå hele vejen, og derfor skal han først have sat ekstra ledning på, ligesom han skal passe på, at han ikke snubler over den.

Da han når hen til pigen, spørger han, hvad hendes navn er. Malak, svarer hun. Hun får mikrofonen for munden og spørger: ”Hvad kan man få at spise i et fængsel?”

De voksne op foran smiler bredt og stort og holder et lille, kærligt grin tilbage, mens børnene i salen alle vender deres blikke mod scenen. Det er et helt seriøst spørgsmål, og bekymringen for, om man får god mad i et fængsel, er helt ægte blandt børnene. Men den intellektuelle kapacitet på scenen er nået, og derfor skal vi søge svar et andet sted end blandt panelet. En mand rækker hånden op. Det er en af skolepædagogerne, som fortæller, at han har arbejdet med unge indsatte, og at man får helt normal aftensmad – ”bare rolig.”

”På de lukkede institutioner bliver man passet af pædagoger – fuldstændig som når I er nede i klubben.” forklarer han børnene, mens han med stor gestikulation kigger rundt i lokalet for at se alle børnene i øjnene.

Barnlig sympati

Der er gået 50 minutter, og vi nærmer os klokken 12. Det er snart tid til, at børnene skal spise frokost, og uroen er langsomt begyndt at sprede sig blandt rækkerne. Et par drenge, som før sad og skubbede og drillede hinanden, sidder nu og kaster rastløst med små visitkort til børnetelefonen, som i dagens anledning ligger på alle stole i lokalet.

Vi er ved næstsidste spørgsmål, og det er: Hvorfor begår børn kriminalitet?

Første til at svare er en omkring 12-årig pige med tørklæde. Hun siger med selvsikkerhed, at det kan være fordi, at de ikke har nogen derhjemme.

”Måske har de det dårligt. Måske er deres forældre ikke så meget hjemme, og der er ikke nogen til at passe på dem.” siger hun, mens hun kigger den voksne i øjnene, og fortsætter: “Det kan også være fordi, at de er begyndt at være venner med nogle ældre drenge, som laver ballade.”

Drengen til venstre på scenen med det blonde hår og kasket tager ordet.

”Måske drikker deres forældre alkohol, eller også kan det være, at de bliver slået.” siger han.

Værten kigger sidste gang på scenen og ud på publikum. Det er tid til at nå til en konklusion.

”Er det så en god idé at straffe børn?”

Ud af de seks børn på scenen er der kun én, som ikke har sagt noget. En rastløs dreng på 12 eller 13 år, der sidder i smarte Adidas-sko og en sort hættetrøje. Han sidder med albuerne plantet på sine knæ og kigger mere ud i den sorte sal end på sine kammerater på scenen. Han rakte ikke hånden op, da der blev spurgt, hvem i salen der havde gjort noget kriminelt, og til spørgsmålet om, hvorvidt børn på 10 år skulle i fængsel sagde han, at han ikke vidste, hvad han skulle sige.

Men nu svarer han.

”Jeg synes, at man skal skaffe noget hjælp og give børn nogle fritidsaktiviteter. Det er ikke en god idé at fængsle børn, hvis de laver noget dumt, for måske er det slet ikke med vilje,” svarer han.

Panelet nikker anerkendende, måske lettere overrasket over, at han deltog her til sidst. De svarer alle én efter én, at han har ret. Det er ikke en god idé at straffe børn. Man skal finde noget de kan lide. Som den lille dreng med dværgvækst siger:

”Det er ikke en god idé, de voksne har med det forslag. Man skal hellere finde noget støtte.”