Kære læser

Googles sygdomssymptomer

Terapeut Lars Mygind. Bror til skuespiller Peter Mygind og søn af skuespiller Jytte Abildstrøm.

Som seneste skud på stammen på den lange liste over, hvad Donald Trump har formået at ødelægge for os andre, kan nu tælles noget så grundlæggende som undskyldningen. For da Brett Kavanaugh i nat skulle sværges ind som højesteretsdommer i USA, valgte den amerikanske præsident simpelthen ”på vegne af vores nation” at give ham og ”hele Kavanaugh-familien” en undskyldning ”for al den smerte og lidelse, som du er blevet tvunget til at udholde”.

Det må siges at være en lige dele frisk og usmagelig udmelding, de mange kontroverser omkring Kavanaugh og hans angivelige seksuelle overgreb taget i betragtning. Noget tyder på, at Trump ikke helt har forstået, at det altså var en senatshøring, og ikke en retssag, som Kavanaugh var igennem. Trump udtalte i hvert fald i forbindelse med undskyldningen, at Kavanaugh var blevet ”frifundet”. Det er ikke tilfældet; han er bare blevet højesteretsdommer.

Men så er det jo godt, at vi har techgiganten Google til virkelig at komme med en oprigtig, god undskyldning uden politiske bagtanker. Sådan da. Google har i hvert fald meldt ud, at de planlægger helt at lukke deres sociale netværk Google+, efter at Wall Street Journal i går kunne afsløre, at omkring 500.000 Google+-brugere har fået stjålet deres private data.

På den ene side skal Google da have en cadeau for at levere så radikal en løsning på det problem. På den anden side skal det nævnes, at Google godt nok har kendt til datalækket siden marts, og at Google+ i forvejen lå for døden. Selvom Google normalvis holder statistikker om deres brugerbase tæt ind til kroppen, kunne firmaet i forbindelse med lukningen fortælle, at 90 pct. af Google+-brugere kun havde brugt det sociale medie fem sekunder ad gangen. Så, ja, det var nok egentlig på tide med lidt aktiv dødshjælp på den front. Ærligt talt var vi lettere overraskede over, at Google+ overhovedet stadig var i live.

Alternativ algoritmebehandling

Apropos døden og Google så kunne man høre i P1 Morgen, at Google har ændret på deres søgealgoritme, så søgninger på sygdom i højere grad vil give resultater fra mere pålidelige kilder som apoteket.dk. ‘Google Medic Update’ hedder tiltaget, der har til formål at bekæmpe den megen misinformation, som florerer på sundhedsområdet. Netop det tiltag giver det nok mere mening at takke Google for, i en tid hvor antivaccine-bevægelser og tvivlsomme behandlingsformer stadig breder sig som en kræftsvulst.

Eksempelvis kunne Berlingske i går bringe en historie om den alternative terapeut Lars Mygind, som er en dansk foregangsmand for den nyeste sundhedsdille kaldet metasundhed. Ifølge metasundhedens læresætninger skyldes al sygdom et bagvedliggende traume, hvad end der er tale om hæmorider eller øjenbetændelse. Hvis man tager det bagvedliggende traume ved hånden, kan man også blive sygdommen kvit, siger Mygind. Og ja, det er præcis så gakket, som det lyder. Tag bare dette udklip fra metasundhedens påstande: ”Når symptomer og sygdomme opstår i øjnene og tårekanalerne, kan det have udspring i en ”konflikt om visuel anerkendelse”. Altså at man har et. ”ønske om at blive set/ikke blive set” (sic).

Her vil vi gerne følge den franske dramatiker Molières eksempel. Han havde allerede tilbage i 1600-tallet det som en af sine helt store kæpheste at sætte spørgsmålstegn ved, og gøre grin med, alt det kvaksalveri, som sygdomsindustrien var plaget af. For så vidt vi kan læse os frem til, er metasundhed altså lige så lidt egnet som behandlingsform, som Kavanaugh er det som amerikansk højesteretsdommer. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12