Forstå kansleren gennem 'Tristan og Isolde'

Forestil dig: Angela Merkel træder med et sjældent begejstret ansigtsudtryk ud af en sort, aflang bil. Hun er iført den klassiske uniform – ensfarvede blazer og bukser. Hendes mand, Joachim Sauer, der er det mindst sceneliderlige private sidekick i europæisk toppolitik, følger efter hende. De skal dyrke en af Merkels få passioner. Opera. De er i Leipzig i det gamle DDR, hvor Merkel studerede fysik bag Muren i sine unge år. I dag har de i bilen talt om de nye grænser i EU og om de massedemonstrationer imod kanslerens flygtningepolitik, der hver mandag fylder bymidten i Leipzig og Dresden med råb om, at »Merkel må væk« og »Vi er folket«.

Et mareridt

Merkel og hendes man skal se Merkels yndlingsopera, Richard Wagners dramatiske ‘Tristan og Isolde’. Operaen i Leipzig ligger for enden af en stor, åben plads omgivet af høje bygninger, let oplyst af en cirkel af gadelamper. Da de kommer ud efter forestillingen, er det meningen, at Merkel skal have et kort telefonmøde i bilen med Leipzigs borgmester. Merkels assistent når ikke at ringe op og række hende telefonen. Der lyder et jag, da luften flænses af et højt knald. Kansleren falder sammen, der lyder et skud mere. Det rammer en livvagt i ryggen, mens kansleren løftes ind i bilen til lyden af råb, der gjalder over pladsen fyldt til randen med angst.

Krisementalitet

Scenen er en lidt mere detaljeret version af en drøm, som jeg har haft to gange i de måneder, jeg har skrevet om personen og politikeren Merkel, og ubevidst digtet videre på i sekunderne før jeg rigtigt vågner med en følelse af apokalyptisk panik. Et snigmord på Merkel planlagt af en sindssyg gruppe nynazister eller en kaoselskende terrorist – det beretter drømmen ikke noget om. I mit ekkokammer af en vennegruppe er det pinligt at sige, man er bange for, at det hele ramler lige om lidt. Vi er jo alle sammen rationelle. Vi ved godt, verden altid har været i krig, altid har været i migrationsbevægelse og længe været formet af nationalisme, og at det bare er sådan, globalisering er: i forandring. Vi er fleksible og omstillingsparate – vi er vel formet til det her.

De velisolerede vinduer

Alligevel skræmmer drømmen livet af mig. Til trods for, at jeg egentlig har haft svært ved at relatere til den tyske forbundskansler og hendes politik. Hun er konservativ og kristen. Hun har lige udtalt i et YouTube-interview, at et ægteskab for hende altså er mellem en mand og en kvinde.  Hun gik kun modvilligt med til at fjerne atomkraft i et snuptag efter Fukushima-ulykken.

Hun er en omskiftelig pragmatiker, ikke ideolog, og adspurgt af avisen Bild, hvad hun føler ved tanken om Tyskland, har hun svaret »Jeg tænker på de velisolerede vinduer«. Ikke et særligt farverigt lederideal. Men der er heller ikke noget alternativ, som Judy Dempsey argumenterede for i forrige afsnit af denne Angela Merkel-føljeton, hvor flere eksperter gav deres bud på, hvorfor Merkel nok skal klare den.

Mareridtet om mordet på Merkel er vendt tilbage, efter at overskrifter som ‘Merkels Waterloo’ og andre dommedagstitler er begyndt at fylde avissiderne i Tyskland og herhjemme. Både tyskerne og verden forventer meget af kansleren, hvis eneste højlydte opbakning lige nu kommer fra den genfødte flygtningehjælper George Clooney.

Tristan-akkorden

Kvinden, der finder ro i storladen opera, forventes at finde en universalnøgle til Europas udfordringer. Og selv om min indledende drøm heldigvis bare er en drøm, er det efterhånden velkendt fra kanslerens hyppige deltagelse som æresgæst ved den store Wagner-festival Bayreuth i Sydtyskland, hvor nært den følelsesladede patosmusik står den ellers udramatiske kansler. Måske leder hun efter noget?

Da Wagner komponerede og skrev ‘Tristan og Isolde’ mellem 1856 og 1859, lagde han samtidig grunden til Tristan-akkorden. En akkord, der i stedet for at udvikle sig harmonisk som det forventedes af datidens klassiske musik, løber over i en anden uforløst tone. Tristan-akkorden var ifølge Wagner-sopran og professor i klassisk musik Elisabeth Meyer-Topsøe en slags universalnøgle til den moderne klassiske musik: »Man kan sammenligne det med et kalejdoskop, som man legede med som barn. Wagner drejede så længe, at alle farverne pludselig fik mulighed for at eksplodere i en helt ny kombination i fundet af Tristan-akkorden,« siger hun.

En universalnøgle

Det er eftersøgningen efter dén nøgle, som Merkel forventes at lede både inden og uden for Tysklands grænser. Merkel drejer på kalejdoskopet med analytisk præcision for at finde en løsning, der giver mening i sammenvævningen af Putins aggressioner, syriske flygtningeskæbner, en mulig britisk EU-exit og en Schengen-aftale i opløsning. Skuffelsen breder sig over, at hun tilsyneladende ikke har fundet Tristan-akkorden endnu. På spørgsmålet om Merkels relation til Wagner vender Elisabeth Meyer-Topsøe tilbage til Tristan-akkorden som en del af skabelsesforklaringen omkring Merkel, der efter Murens fald gjorde det usandsynlige: Kom til tops i et mandsdomineret, konservativt parti med sin upolitiske fortid i kvantefysik.

»Da Wagner fandt frem til Tristan-akkorden, åbnede der sig en helt ny palet af klangmuligheder. Lide ligesom Merkel. Hun kæmpede sig op, og pludselig var der en måde at sprænge sig ind i alt det gamle,« siger Wagner-sangerinden, der til daglig er professor i klassisk sang ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim.

Hvad Merkel har til fælles med Wagner

Når Wagner-eksperten, forfatteren og advokaten Henrik Nebelong fortæller om betydningen af ‘Tristan og Isolde’, er det næsten som at høre en analyse af det år, hvor Merkel blev Time Magazines ‘Person of The Year’ for at stå fast på sin flygtningepolitik, som stod i stærk kontrast til hendes tidligere afideologiserede politik, hvor hun pragmatisk er fulgt med udviklingen, altid afventende og naturvidenskabeligt beregnende.

»Musikken i ‘Tristan og Isolde’ er et helt afgørende punkt i den europæiske musikhistorie. Alt det, vi kalder moderne klassisk musik med 12-toner og atonal musik, begynder i virkeligheden her. Det er noget helt andet, end hvad tidligere tideres komponister har skrevet, og også hvad Wagner selv havde skrevet på det tidspunkt. Så teksten og musikken var virkelig revolutionerende,« siger Henrik Nebelong om betydningen af det stykke, der ifølge Stefan Kornelius’ Merkel-biografi er elsket af verdens mest magtfulde kvinde.

Det er svært at forestille sig den tilbageholdende kansler leve sig ind i den dramatiske kærlighedshistorie. Der er ikke sex på scenen, men alt udføres med en stemning af kærlighed og begær. Det ender galt, for de to hovedpersoners tilværelse kortsluttes af deres stærke følelser. Tristan begår selvmord, og Isolde dør ved hans side i en slags ekstase, der kaldes Liebestod.

Fald nu til ro

Først i døden finder de ro – måske. Wagner fandt sin Tristan-akkord, sin universalnøgle, hvor melodien skifter toneart for hver verselinje.

»Normalt har man den samme toneart i en hel arie, men her skifter den hele tiden,« påpeger Henrik Nebelong. »Denne form for musik skaber en stor spænding, så man længes efter, om det for pokker ikke vil falde til ro. Musikken længes efter at komme til ro i en grundtone, det svarer til den måde, Tristan og Isolde længes efter hinanden.«

Det, som tyskere og europæere længes efter, er en akkord, der kan få alt til at falde på plads. Merkel har ønsket en europæisk fordelingsnøgle af flygtninge. Og selv om hun måske står ganske alene med massiv modstand fra alle sider, har hun heller aldrig prøvet andet. Som Stefan Kornelius skriver i sin Merkel-biografi udviklede Merkel meget tidligt et lag af teflon om sig selv i form af et konkurrenceinstinkt:’Æd eller bliv ædt’. Hvis nogen er klædt på til kamp, er det Merkel.

Næstekærlighed og længsel

Fordi Merkel ofte bliver beskrevet som en iskold kampmaskine, har analytikere og kommentatorer ofte efterspurgt nogle følelser. Bare en lille smule. Og netop det med følelserne er en tilbagevendende diskussion om kanslerens beslutning om at ‘åbne dørene’ for flygtningene.

Skyldes beslutningen følelser fra den ellers så faktaelskende og uimponerede kansler? For at forstå beslutningen peger flere på Merkels baggrund som præstedatter som en del af forklaringen på, hvorfor hun nægter at gradbøje retten til asyl. I præstehjemmet skal hun ikke kun have hentet en slags protestantisk arbejdsetik, men også grundværdier om medmenneskelighed, der ellers ikke ligefrem har præget kanslerens image under eurokrisen.

Måske er det også derfor, hun holder så meget af Wagner. »Pointen hos Wagner er, at livet er en tragedie. Han har nogle tanker om, at mennesker har så stærke længsler, og at det er absurd, at disse længsler ikke kan tilfredsstilles i livet. Derfor må der være noget andet efter livet – ellers er det meningsløst, at vi er født med alle disse længsler. Netop fordi Wagner synes, at livet er så tragisk, lægger han meget vægt på medlidenhed,« påpeger Henrik Nebelong og henviser til Wagners sidste opera, ‘Parsifal’, hvor hovedtemaet er medlidenhed med lidende mennesker. »Medlidenhed er et nøgleord i hans dramatik. I ‘Tristan og Isolde’ har man medlidenhed med de to stakkels mennesker, der er fanget.«

Det samme er Merkel måske. Men hun hverken forventer eller får nogen medlidenhed fra omverdenen.

Findes der et frirum for en kansler?

Hvis Henrik Nebelong skal gætte på, hvorfor en grå, udramatisk videnskabsmus som Angela Merkel nyder de diva-besatte opsætninger af ‘Tristan og Isolde’, peger han på historiens modsætning mellem nat og dag.

»Hvis man lever et meget regelret liv, kan man måske have en indre længsel efter noget andet. I ‘Tristan og Isolde’ er der en modsætning mellem dagen og nattens verden. Dagens verden handler om pligt, ære, magt og guld. Tristan og Isolde finder dagens verden hul og tom og søger mod nattens værdi – i elskoven og lidenskaben. Det kan godt være, at sådan et dagmenneske, som Angela Merkel er, måske savner sin natteside, og så oplever den i form af denne opera,« spekulerer Henrik Nebelong, der har studeret og skrevet om Wagners liv og musikdramaer i mange år.

Elisabeth Meyer-Topsøe har et lignende bud på Merkels fascination.

»Når man er politiker, skal man tænke over hvert eneste komma. Måske har hun af og til lyst til at begrave sig i ‘Tristan og Isolde’ og bare lade sig føre af strømmen af denne her evige melodi. Lægge sig på ryggen af disse kæmpe bølger af musik og indre liv, som er så overvældende. Hvor man kaster alle redningsveste fra sig og følger med,« siger hun.

En afslutning

Da Wagner døde, sad han og skrev på en artikel om det kvindelige i det menneskelige. De sidste to ord, han skrev, inden han tabte pennen, var ‘Liebe’ og ‘Tragik’. Mens tidligere kanslere har haft store projekter som genforeningen af Tyskland eller reformer af velfærdssamfundet som deres ‘hovedværk’, er Merkel blevet beskyldt for ingen retning at have. Hun er vandret fra krise til krise, og har samtidig overlevet alle de machomænd, der med store armbevægelser har forsøgt at sætte hende på plads.

Om der står kristendom, lave lønninger, EU’s fremtid eller tragik på Merkels papir, ved kun en lille privat inderkreds. Vi andre må ty til arbitrære kilder som opera, for at komme lidt tættere på. Spiegel beskrev i januar Merkel som ‘den ensomme’, men det er intet imod, hvad hun under tidligere kriser er blevet beskrevet som.

Mens den langsigtede løsning lader vente på sig, er Merkel fortsat den mest erfarne hund i spandet. Det er hende, der bliver sendt af sted til Putin og Erdogan, og hende, Obama ringer til. Hun behøver ikke gå i operaen for at være omgivet af drama. Man kan godt se det på hende. Hun bliver 62 år og er altid på farten. Hun kommer måske til at blive husket som kansleren, der ‘lod’ partiet AfD – Alternativ for Tyskland – blive store og komme over spærregrænsen. Men hun vil bestemt også blive husket som krise-kansleren. For livet for syrere og flygtninge er lige nu fyldt med en wagnersk tragik, der fortjener et europæisk lederskab, der står sammen. Hvis ikke Merkel, hvem så? Hvis ikke Tyskland, hvem så?

Som EU-professor Marlene Wind formulerede det i forrige afsnit af vores Merkel-føljeton: »Hvis Tyskland bare havde lukket grænserne, hvad havde reaktionen så været? Så havde skandalen væltet ned over et Tyskland, der ‘igen havde vist sit grimme ansigt’, med kritik af, hvordan tyskerne har en særlig forpligtigelse til at hjælpe.«