Et år efter #metoo: Mænd, der krænker kvinder

I dag er det præcis et år siden, at Alyssa Milano i et opslag på Twitter opfordrede verdens kvinder til at skrive ”metoo”, hvis de havde oplevet seksuel chikane. Det resulterede i en bevægelse, der stadig florerer i hele verden – fra Det Hvide Hus i USA til offentlige toiletter i Sydkorea.

Derfor er dagen i dag også en oplagt dag for kønsforsker Kenneth Reinicke at udgive sin nye bog Mænd der krænker kvinder – refleksioner i kølvandet på #metoo. I bogen påpeger han vigtigheden af et perspektivskifte – fra offer til krænker –  når vi diskuterer seksuel chikane og opgøret med krænkelseskulturen.

Og man kan, ifølge Reinicke, med rette spørge, hvor langt vi egentlig er nået. For at ændre kulturen og dermed folks adfærd på det her område er en langsommelig proces: ”Vi skal gøre op med en krænkelseskultur, der ligger så dybt, at vi ikke altid er klar over, hvornår vi krænker,” forklarer han. Føljeton mødte kønsforskeren til en snak om, hvorfor det egentlig er, vi hovedsageligt skal fokusere på mændene, når vi taler seksuel chikane, og hvordan vi i fremtiden får gjort op med fænomenet.

I bogen undersøger du udelukkende mænd, der krænker kvinder. Hvordan kan det være?

I forhold til seksuel chikane har vi haft en tendens til at overføre skyld og skam på offeret. På den måde har der været en usynliggørelse af krænkeren i problemstillingen, det har gjort mænd til et slags usynligt køn i de her diskussioner. For at blive klogere på den her krænkelseskultur, er det vigtigt at lave et perspektivskift, hvor vi fokuserer på mænds ansvar og handlinger og får italesat mændene som køn i diskussionen. For vi står overfor nogle udfordringer på det punkt. Det er jo relativt få mænd, der har benyttet #metoo til at se indad og træde frem.

Kan du uddybe, hvad du mener med, at mænd har været et usynligt køn?

Det er i forhold til italesættelsen og problematiseringen af seksuel chikane. Tendensen er, at vi individualiserer fænomenet ved at spørge: Er det ikke bare kvinderne, der er for nærtagende? Frem for at vi i større udstrækning problematiserer krænkeren og spørger: Hvad er det, der gør, at mænd kan føle, det er legitimt krænke kvinder? Kvinder opfatter ikke seksuel chikane som uskyldig drengerøvsaktivitet. De beskriver det, som noget der ydmyger dem og gør dem bange. Det er et fænomen, der er tæt forbundet med nogle udbredte og accepterede forestillinger om maskulinitet, og det er også det, der gør, at mænd ikke altid ved, når de krænker.

Men hvorfor er der et behov for at lave den her distinktion mellem mænd og kvinder i forskningen af seksuel chikane? Meget kønsforskning handler jo også om at prøve at udviske den binære forståelse, og dertilhørende opdeling, af køn?

Langt størstedelen af de alvorlige krænkelser udøves af mænd mod kvinder. Undersøgelser viser også, at spørger man mænd og kvinder, som er blevet ufrivilligt berørt i f.eks. nattelivet, så beskriver kvinderne det langt mere alvorligt end mændene. Så det handler helt bogstaveligt om, at du som mand ikke har den samme frygt for vold eller voldtægt. Jeg skriver i min bog, at det skal ses som et kontinuum. Den reaktion og frygt kvinden har, skal ses i en større kulturel sammenhæng og skal relateres til den samlede mængde af chikane og frygt hun akkumulerer.

Er det derfor, at den her #metoo-debat er blevet så kønnet? Bevægelsen bliver ofte kritiseret for at have udviklet sig til en en slags ”mandehetz”?

Det skal det jo selvfølgelig ikke være. Og det behøver det heller ikke være. Det, bevægelsen jo handler om, er at få overbevist alle mænd om, at der er et problem.

Hvordan gør man så det?

Det er selvfølgelig enormt svært. Vi er oppe mod nogle kulturelt rodfæstede forestillinger, der bakker op om, at der ikke er et problem. Og det er selvom man kan sige, at seksuel chikane har fået en ny status med #metoo-bevægelsen – for det har det jo virkelig. Det, der sker lige nu i USA med højesteretsdommeren (Brett Kavanaugh, red.), kan du både tolke som et stort nederlag for #metoo, men du kan også vende det om og tænke over, hvor langt man er kommet, når bevægelsen får opmærksomhed i sådan en situation. Nu er det faktisk noget, der kan koste karrierer! Det er nyt.
Så er det spørgsmålet, hvordan vi så gør op med det. Det er jo ikke let bare at indføre undervisning i drenges socialisering, eller i hvordan piger lærer at sige fra. For man skal jo selvfølgelig også passe på med at reproducere kønsstereotyper.

Men hvordan får man så mændene til at se indad, som du talte om før?

Det gør man ved at få de her diskussioner implementeret så tidligt som muligt i børns liv. Og have personale der er uddannet til at formidle de her ting. Men der er jo ingen lette svar på det her. Det er jo heller ikke kun et spørgsmål om, at det er mænd, der skal forandre sig. Kvinder kan også være med til at opretholde stereotyper om, hvad mænd og kvinder skal og bør gøre.

Betyder det, at kvinderne er lige så meget med til at opretholde krænkelseskulturen, f.eks. ved ikke at være gode nok til at sige fra?

Ja og nej. Det er ikke let at sige fra og det er heller ikke altid accepteret at gøre det. Jeg har eksempler med i bogen, hvor kvinder har oplevet afstand fra venner og familie i situationer, hvor de har sagt fra. Hvor familien eller vennerne betvivler hændelsen og har sagt: “Du overdriver da vist,” eller “tag det dog som et kompliment.” Det viser jo en mangel på respekt for fænomenet seksuel chikane, hvilket kan være en af grundene til, at det er så svært at få anerkendt som et ”rigtigt” problem i samfundet.
Jeg starter bogen med et eksempel, hvor jeg står med min kone på Dybbølsbro Station (Vesterbro, København red.) og der står en ung kvinde med en barnevogn ved siden af. Så kommer der en bil op på siden af os, og manden i bilen siger så: “Hvor er det dog fedt, man kan se så godt ud, når man har født.” Den situation kan jo efterfølgende både præsenteres som om, at det var da sødt af ham at sige det, eller som, hvad fanden har idioten gang i?

Du påpegede tidligere, at en af måderne, vi kommer fænomenet til livs på, er at begynde at undervise i det. Har du et bud på, hvordan man gør det?

Nej, det har jeg som sådan ikke. Der er mange ting i det, der er svært. F.eks. om man skal opdele drenge og piger, når man underviser i det. For mig at se er det allervigtigste at få oparbejdet et sprog til at tale om det her, så pigerne bliver bedre til at sige fra, og drengene til at lytte og afkode. Der er mange eksempler på, at kvinder oplever, at mænd slet ikke har et behov for at afkode – de kører bare på. Og det, der så giver den her diskussion endnu et lag i kompleksitet, er, at i nogle tilfælde kan uønskede seksuelle kommentarer jo godt være flatterende.

Har du nogen form for konklusion på, hvordan man gør op med det her? Er det undervisning, der er løsningen?

Der, hvor man lettest kan skabe forandringer, er på arbejdsmarkedet. Det kan jeg også se her på RUC, hvor jeg arbejder. Der er indført politikker på området, og det samme vil du helt sikkert se i en masse organisationer og virksomheder rundt om i landet. Med politikkerne skal det stå klart, at hvis man bliver udsat for seksuel chikane, så ved man, hvad proceduren er. Og at det vil få konsekvenser for den, der krænker.

Er problemet så i virkeligheden, at der ikke har været konsekvenser for krænkerne før i tiden?

Det vigtige er, for mig at se, at #metoo-bevægelsen har givet seksuel chikane en helt anden status i samfundet. Vi kan begynde at se det som den krænkende handling, det ofte er, og ikke bare som et uskyldigt drengerøvsagtigt fænomen, der skal forties lidt og trækkes lidt på skuldrene af.

Så ville det vigtige i undervisningen måske være for læreren at fokusere netop på konsekvenserne af de her krænkelser?

Det er i hvert fald en del af det. At få beskrevet hvor ødelæggende et fænomen det her er, og at hvis man griner med, så vil det også være med til at opretholde en negativ spiral, som kan have helt forfærdelige konsekvenser for nogen.