Det som Banksy lidt klodset prøver at sige

Det kan ikke være gået manges næse forbi, at den berygtede rockstjernekunster og kunstaktivist Banksy lykkedes med et af sine største stunts i karrieren sidste weekend. For øjnene af det vantro og velklædte auktionspublikum på Sotheby’s i London makuleredes et af hans mest ikoniske værker Girl with Balloon via en makulator hemmeligt installeret i billedrammen, i det øjeblik hammeren faldt over værket under auktionens store finalesalg. Godt 10 mio. kroner hang nu i laser og lukkede auktionen, men selv om der kortvarigt løb en småpanisk stemning igennem lokalet, vendte smilet hurtigt tilbage, og køberen meddelte, at han ikke ønskede at levere værket tilbage, selv om Sotheby’s tilbød at tage imod det.

Og der er god købmandskab i ikke at levere et ødelagt Girl with Balloon tilbage, for som flere eksperter ret hurtigt påpegede, blev værket i det sekund endnu mere værd. Også selv om selve pointen med stuntet formentlig var at vise, hvor absurd kunstøkonomien er blevet og på den måde lade paradokset være indbygget i pointen. For læg mærke til, at Banksy åbentlyst spiller med kunstverden og ikke bare destruerer og ødelægger kunsten. Værket bliver nemlig slet ikke ødelagt i makulatoren, men kun kørt halvt igennem, før det stopper halvvejs med flæserne dinglende under sig, som et nyt kunstværk. Faktisk bliver kunstværket fuldendt og det oprindelige værk Girl with Balloon, fremstår nærmest lidt tamt og ligegyldigt alene.  For Banksy vil have os til at tale videre. Han vil have værket til at stige i værdi og udstille kunstverden endnu videre. Han vil have os til at tale om kunstens rolle, om økonomi, om hykleri, ja, om hvad selve essensen af kunst egentlig er i dag,

Og dykker man ned i kunstens økonomi, viser det sig, at Banksy har noget at sige. Næsten ved hver eneste større anlagt auktion foretaget af Christie’s eller Sotheby’s bliver der slået nye rekorder, og en mængde værker har forlængst passeret en milliard i købspris. For bare et årti siden opgjorde man hvert år, hvor mange kunstværker der var blevet handlet for mere end 10 mio. dollars. I dag tæller man, hvor mange der har passeret 100 mio. dollars.

Selv ved Sotheby’s spektakulære ”Banksy-auktion” i weekenden, var der rekorder, da den (kun) 48-årige britiske kunster Jenny Savilles Propped opnåede hammerslag på knap 100 mio. kroner med salær og dermed blev verdens dyreste nulevende kvindelige kunstner. Kunsten er gået amok, og den har været det længe.

Mandetimer og Cezanne

Lad os lige gå et godt stykke tilbage i tiden, før vi når tilbage til Banksy og 2000’erne. For det er ganske vist længe siden, men der var engang – på et ubestemt tidspunkt før 16-1700-tallet – hvor kunst kun var noget, man fik lavet på bestilling, og hvor kunstværkets pris afhang af, hvor lang tid det ville tage at lave det, og hvilke materialer der skulle bruges.

I middelalderen var det for eksempel på mode at få indarbejdet guld i sin kunst, hvis man var en helvedes karl (en konge eller kirken), ligesom farven blå var særlig svær at lave og derfor også i høj kurs, men kunstneren var der ikke så mange som tog sig af. Han (for det var altid en han) var vel at sammenligne med en tømrer eller en snedker, der alt efter størrelsen på sin kundekreds også havde et sjak af elever og svende omkring sig, men den egentlige mester var ikke agtet i særlig grad.

Det havde kunstneren det tilsyneladende fint med i århundreder, men renæssancens kunstnere begyndte i stigende grad at kræve agtelse som tænkere, drømmeskabere, filosoffer og ja, som kunstnere. De krævede kunstnerisk frihed.

Det er også lige umiddelbart derefter, vi for første gang har optegnelser fra offentlige kunstauktioner, hvor værker bliver solgt til væsentligt mere end mandetimer og materialer. Kunstværket, der skulle blive kendt som det, der satte standarden for det moderne kunstmarked, er hollandske Gerrit Dous Interiør med kvinde og barn, der i 1700 gik til den ublu pris af 320 pund, hvilket jeg ærlig talt ikke aner, hvad svarer til i 2017-priser, men mit gæt er ”meget”. Prisen blev kun overgået syv gange helt frem til 1910, hvor kun andre hollandske malere som Rembrandt og Antoon Van Dyck kunne følge med. Her blev den italienske renæssancemaler Andrea Mantegna solgt til 29.500 pund på en auktion.

Det er her i begyndelsen af 1900-tallets, rige amerikanere begynder at blande sig i den dyreste ende af kunstmarkedet. Deres trang til at vise klasse med europæisk kunst skubber til priserne, der i 1958 sender først Gauguin og samme år Cezanne ind på en førsteplads over verdens dyreste kunstner med det berømte Le Garçon au gilet rouge (Drengen med den røde vest), der blev solgt til 220.000 pund. Men helt op til begyndelsen af 1980’erne når kunsten ikke markant længere op end det leje. Først herfra begynder priserne for alvor at komme uden for fatteevne, og også moderne kunstnere bliver solgt til flere hundrede millioner kroner. Pablo Picasso, Andy Warhol, Jeff Koons og Damien Hirst bliver rockstjerner, og alt, hvad de rører ved, bliver til millioner.

Millioner Milliarder

I dag taler nogle bekymrede kommentatorer om et overophedet kunstmarked, og det har de gjort længe. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at priserne vil dykke – heller ikke for den moderne kunst. De allerdyreste værker er lavet af kunstnere som Gauguin, der bliver solgt for et sted mellem 1,5 og 2 mia. kroner, mens kunstnere som Rembrandt, Monet, Munch eller middelalderens stjerner stort set aldrig er til salg. Derfor domineres kunstmarkedet også af kunstnere fra det 20. århundrede, og kun tre af de ti dyreste kunstværker er fra før 1900. Sidste år var der dog en undtagelse, da Leonardo Da Vincis Salvator Mundi, kom på auktion og opnåede hammerslag på over 2,8 mia. kroner og dermed slog rekord som verdens dyreste kunstværk.

Det globale kunstmarked for værker dyrere end 80 mio. kroner (10 mio. dollars) dykkede dog en lille smule i 2017 fra 160 til 80 værker, men allerede 2017 blev et nyt rekordår med mere end 200 salg på mere end 10 mio. dollars og et samlet salg for mere end 600 mia. kroner. Og der er markeder, der stadig kun er på vej op, siger eksperter. Markeder som det kinesiske, der i fire år i træk er steget med mere end 30 pct. og et total salg i 2017 på omkring 40 mia. kroner. Med undtagelse af 2015 har kineserne toppet markedet de seneste syv år; til gengæld går en stor del af de mange kinesiske milliarder til traditionel kinesisk kunst, der ikke tiltrækker meget interesse uden for Kina.

Se på køberne

Lige når man har forstået, at et maleri kan koste en milliard kroner (hvis man da overhovedet kan forstå det), melder der sig det naturlige spørgsmål: Hvem køber dog sådan et maleri og hvorfor? Det er ikke offentliggjort, hvem der købte det ødelagte Banksy – de fleste købere i den helt store klasse er anonyme, men nogle kunstkøbere har ikke noget imod at stille sig frem. Se for eksempel på en fyr som den 41-årige japanske mangemilliardær Yusaku Maezawa, der sidste år købte et Jean-Michel Basquiat-maleri til 850 mio. og dermed erhvervede sig det dyreste kunstværk, der er lavet siden 1980.

”Jeg er så glad for at kunne annoncere, at jeg lige har vundet dette mesterværk,” skriver han under billedet af sig selv, der poserer ved siden af maleriet.

”Da jeg først så billedet, blev jeg så bevæget og taknemmelig for min kærlighed til kunst. Jeg ville dele det med så mange mennesker som muligt.”

Det er lidt uklart, hvad han mener med at dele billedet, for der er reserveret en plads i hans private Tokyo-lejlighed, hvor der hænger flere andre Basquiat’er, foruden Richard Princes Runaway Nurse (købt for 9,6 mio. dollars hos Christie’s sidste år), der hænger i trappeopgangen, et Roy Lichtenstein i spisestuen, et stort værk af Christopher Wool (13,9 mio.) i stuen og et Picasso, han har købt for 22 mio. dollars.

Booste sin pengetank

Yusaku Maezawa var engang trommeslager i et japansk indierockband, men i 1998 startede han firmaet Zozotown, der er Japans største online modebutik. Den skulle efter sigende være 3,5 mia. dollars værd, og han er den 14. rigeste person i Japan, så han har sikkert en konto, der ikke går i overtræk, når Sotheby’s dankort-transaktion går igennem.

Jeg betvivler ikke Yusaku Meazawas kærlighed til kunsten, men uden at han nødvendigvis behøver at lægge det til grund for sin beslutning, har et køb i den liga nogle fordele, som stikker dybere, end den kærlighed, han bliver ramt af, når han ser på det. Det er blandt andet også derfor, at folk i kunstverden har talt om aftalt spil, når det gælder rekordkøbet, og om at budkrigen var rent spil for galleriet (undskyld) og endte med en pris, som Meazawas og Sotheby’s allerede havde besluttet sig for.

Længere nede skal vi se på auktionshusets interesser i salget, men for Meazawa havde det den fordel, at prisen på Basquiat omgående steg med 20 pct., og formentlig vil den stige endnu mere inden det næste maleri sættes til salg. Alene det, at maleriet nu er et rekordmaleri, hæver efterspørgslen gevaldigt og dermed også værdien på de andre Basquiat-malerier, Meazawas ejer. Hans personlige formue faldt altså ikke ved det køb, men steg. Det samme gjorde omtalen af hans modeimperium og hans andre kunstværker. Desuden besidder han nu en vare, som har vist sig at holde sin værdi bedre end nogen anden aktie eller noget metal – den allerdyreste kunstvare, som Picasso, Warhol, Gauguin og den slags. Disse kunstneres værdi er kun steget med årene uafhængig af tidens finanskriser og synes at arbejde ud fra en positiv spiral-logik, der betyder, at jo mere du giver for din vare, jo mere bliver den værd næste gang, du skal sælge det. Gruppen af ekstremt rige er ikke blevet mindre i løbet af de seneste årtiers pinefulde finanskriser men tværtimod vokset markant, blandt andet ved væksten i Kina, der i dag tegner sig for 30 pct. af salget af kunstværker, der koster mere end 80 mio.

Samtidig er kunst en vare, der ikke umiddelbart beskattes. Du har et fysisk objekt til en milliard, du kan flytte over landegrænser, give videre til yngre generationer eller – hvis du er den type – bruge til at vaske penge, du er kommet i besiddelse af på en måde, som myndighederne i dit land måske er mindre begejstrede for, kridhvide og fine igen. Det beviste de berømte Panama-papers i øvrigt.

Ingen af delene har naturligvis noget som helst at gøre med langt, langt de fleste samlere i verden, der er højt respekterede for deres kunstforståelse og støtte til fonde, museer og kunstskoler. Det kan man se på de lister, som mange af verdens store kunstmagasiner opgiver hvert år med de mest toneangivende og rigeste samleres køb og salg i løbet af året. Man kan bare også objektivt konkludere, at det sjældent er en dårlig forretning at smide penge i den dyreste ende af kunstmarkedet. Langt mere risikabelt er det at købe unge og upcoming kunstnere, og kunstinvesteringsrådgivere siger helt rutinemæssigt, at man kun skal investere i deres kunst, hvis man har en særlig kærlighed til den. Alternativt skal du have så mange penge, at du har råd til selv at byde kunstneren op.

Se på sælgeren

Cirka halvdelen af verdens kunst bliver handlet gennem auktionshuse. Den anden halvdel går gennem gallerister og kunsthandlere, mens kun forsvindende lidt foregår direkte gennem kunstneren.

I 2015 blev der ifølge revisions- og konsulentselskabet Arts Economics i Dublin handlet kunst for knap 63 mia. dollars, hvilket er lige lidt mindre end Slovakiets samlede bruttonationalprodukt. Det er næsten en fordobling siden 2009, der oven på finanskrisen var lidt af et katastrofeår for kunsthandlerne, men siden er det så også kun gået fremad. Særligt er det private salg fra gallerierne og kunsthandlerne steget, selv om auktionshusene oftest står for de mere spektakulære salg. De private sælgere står stort set for alt salget på det primære marked – det vil sige det, der går direkte fra kunstnerens atelier, mens auktionshusene tager en større bid af det sekundære.

Blandt de største her er den legendariske Larry Gagosian, der efter Banksy-auktionen nu også har verdens dyreste nulevende kvinde i sin stald. Han bor i Los Angeles men huserer over hele verden, hvor han repræsenterer kunstnere som Andy Warhol, Damien Hirst, Picasso og Basquiat, og han omsætter for en milliard om året.

Andy Warhol, der var fyldt med fede oneliners, skal have sagt, at det ”at lave forretning, er den mest fascinerende kunstart”, og i kunstverden er det galleristerne, der står for den slags. Det er dem, der opbygger kunstnerens renommé og beskytter det, handler værkerne og administrerer deres karriere. For det at sælge kunst er ikke bare at sælge kunst – særligt ikke hvis du spiller i den store liga som Gagosian, og faktisk er det heller ikke så let at få lov at købe det.

En dygtig gallerist er nemlig ikke ligeglad med, hvem de sælger deres værker til. Købere kan hæve eller sænke markedsværdien på en kunstner, og det er her renommé-beskyttelsen kommer ind i billedet, for hvis en kendt eller respekteret samler køber en kunstner, vil prisen på kunstneren stige. Lidt firkantet kunne man sige, at der grundlæggende er tre grunde til at købe kunst: 1) Af kærlighed til kunsten eller kunstneren, 2) for at investere eller 3) for hæve sin position i samfundet. Som regel er det ikke kun én af delene, men hvis vi nu ser bort fra den første kategori af utilregneligheder, så vil de to sidste påvirkes kraftigt af, hvem der er køberen. Her kan man se på Warhols karriere for at forstå systemet, for han tilskrives æren for at have forstået, at det vigtigste ved et salg ikke er prisen, men køberen, så hvis du som gallerist kan få en ung eller lovende kunstner solgt til den rigtige samler eller samling vil mange begynde at kigge i den retning og følge strømmen.

Når gallerierne bliver store nok, kan de blive større end selv kunstneren. Alt, hvad de rører ved, bliver til guld. Sådan er det for en fyr som Larry Gagosian eller tyske David Zwirner, der har bygget en hel kæde af respekterede gallerier op. De er to af nogle få hundrede supergallerister, der kan afgøre en kunstners fremtid i et ugennemskueligt marked. De fastsætter priserne, de finder køberne, og på lange stræk er deres smag altafgørende for markedets retning. På den ene side. For på den anden side er kunsten en inficeret og total fri udgave af en ”udbud og efterspørgsel-model”, hvor galleristerne i langt højere grad end auktionshusene er vores eneste forbindelse til virkeligheden. De beskytter deres kunstnere.

Kunstens værdi, må nødvendigvis være subjektiv, og som en slags selvreguleringsmekanisme har markedet indarbejdet, hvad man kunne kalde signalstoffer, som man kan pejle efter – de velansete gallerier og samlere, et par håndfulde af verdens museer og de kendte samlere. Den treenighed er den altoverskyggende prisfastsætter, der dog i nogen grad og fra tid til anden forstyrres af auktionshusenes mere ”hasarderet” salgsmetode, hvor den rene udbud-efterspørgsel-logik tilsyneladende hersker. Hvor galleristerne bruger mange kræfter på at opbygge og ‘skabe’ en kunstner; sørge for at de svære perioder ikke får lov at overskygge de gode, bruger år på at lade ham eller hende modnes, indgår personlige relationer og skaber arbejdsro, går auktionshusene anderledes råt til værks og ser på, hvad markedet vil gøre ved værket og essentielt set også ved kunstneren. Kunst er en skrøbelig størrelse og kan være tilfældig, og derfor er det også almindeligt at se gallerister opkøbe ”deres” kunstner, hvis de bliver udbudt på auktioner – for bedre at kunne styre deres karriere.

Som krisens spejl

Auktionshusene er en glimrende indikator for verdens finansielle tilstand blandt de rigeste som en regulær udlevelse af, hvad kapitalismen kan. Det er en af de reneste udgaver af udbud og efterspørgsel, vi har. Modsat galleristerne og kunsthandlerne er de lidt groft sagt kun interesserede i den højeste pris for det kunst, de har til salg, og mindre interesserede i kunstnerens karriere eller omdømme. Her er en minimumspris fastsat af sælger og auktionshuset i fællesskab, og ellers går værket til højestbydende. Her arbejder man psykologisk på at opnå den rette euforiske stemning, så de nogen gange nærmest får karakter af en sportsgren for overklassen. Man taler endda om at ”vinde sine værker”.

Hvor en gallerist vil vente med at sælge sin kunstner til det rette tidspunkt eller til den rette person, er auktionshusene blot interesseret i salget, så om det er ugunstigt for kunstneren, at prisen er høj eller lav, eller om køberen er et velanset museum eller en samler, eller om det blot går til en nyrig ejendomsmægler, der vil hænge maleriet på sit toilet, er for så vidt ligegyldigt.

Alt bortset fra køberen er i mange tilfælde åbent og gennemskueligt, og derfor er det også ofte auktionerne os, der ikke er insidere i kunstbranchen, orienterer os efter. Efter et skuffende 2016 var kommentatorerne begyndt at tale om krise, og verdens økonomer var begyndt at skæve til auktionshusene, men i det første halvår af 2017 er ængsteligheden gjort til skamme – eller et udtryk for et overophedet marked.

En forklaring på auktionshusenes fremgang kan være, at økonomien i kunsten er blevet bedre og investeringslysten større efter Brexit – en ikke uvæsentlig begivenhed for verdens tre største auktionshuse, Christie’s, Sotheby’s og Phillips, der alle er britiske. En anden forklaring kan også være de største auktionshuses forfinelse af en forretningsmodel, der bygger mere og mere på spektakulære salg og rekorder. Kritikere har anklaget husene for kun at interessere sig for at sælge de mest kendte kunstnere til milliarder for at få omtale, og der er blevet hvisket om aftalt spil og fastlagte priser, uden at nogen dog har kunnet komme op med fældende beviser.

I 2016 omsatte Sotheby’s for 805 mio. dollars, hvilket var det laveste siden 2012, dog næsten det dobbelte af 2009. I 2015 omsatte de for 961 mio. dollars. Konkurrenten Christie’s omsatte for 7,4 mia. dollars i 2016, og tilsammen omsatte de to for 8 mia. dollars sidste år. Og det kan være interessant at se på den udvikling, hvis man vil spå lidt om det generelle finansielle marked, for som økonomiprofessor på Yale og forfatter til bogen Boombustology – Spotting Financial Bubbles Before They Burst Vikram Mansharamani påpegede tilbage i 2010, så er auktionshusene et af de bedste steder at spotte den næste finanskrise. I en lang række eksempler fra de sidste fire årtiers finanskriser ser han stort set det samme mønster i alle tilfælde, lige inden boblen brister: Siden kunstverden blev global og mere orienteret omkring investeringer og finansfyrster, har han set nogle helt vilde rekord-kunsthandler blive indgået, i tiden lige inden krisen udfolder sig. Herfra holder købelysten pludselig op, og få måneder efter folder en global finansiel krise sig ud, så alle kan se den. Det skete med det japanske krak i 80’erne, ved internetboblen i 90’erne, og det blev klart da filmproducer David Geffen i 2006 solgte No. 5 af Jackson Pollock til 140 millioner dollars, som på det tidspunkt var den højeste pris givet for et maleri. Nogle måneder senere slog han selv næsten den rekord med et Willem de Kooning værk til 137 millioner, og samme år var et Gustav Klimt-portræt blevet solgt for 130 millioner. Det var hay days for akutionshusene, men i årets slutmåneder holdt det pludselig op, malerierne blev højst overraskende båret tilbage til sælgerne, og omsætningen faldt sammen. Siden har der kun været nye rekorder hvert år.

Det Banksy siger …

Banksy selv slog sin egen rekord med salget af Girl with Balloon, men Gud ved, hvad det kan blive til, næste gang et Banksy-værk kommer på auktion. Den mekanisme er Banksy udmærket bekendt med, og selv om han hele sin karriere har forsøgt at pille kunstverden ned og grine ad den, har han helt formidabelt formået at spille dens eget spil.

Allerede i slutningen af 1990’erne gik Banksy fra at være en undergrundsgraffitihelt til at være en decideret superstar af en hel ungdomskultur og en folkehelt i det brede Storbritannien. Han blev hyldet på forsiden af tabloidpresssen som hele ”Britain’s Banksy” efter et stunt og anerkendt af den etablerede kunstverden, samarbejdede med blandt andre Damien Hirst, og musikere som Coldplay, Massive Attack, Nick Cave og David Bowie erklærede sig som store beundrere, mens rockbandet Blur i 2003 hyrede Banksy til at designe coveret på deres album ’Think Tank’. Hver gang, han skabte kunstværker, nåede han nye højder og vildere skandaler med sin kunst. Blandt andet ved en række aktioner på et par af verdens mest kendte museer. Natten før den prestigefyldte Turner-price-uddeling på Tate Modern i London lykkedes det ham i 2001 at male ”Mind the Crap” på hvert eneste trappetrin op til museet og samme sted gik han et par år efter forklædt som pensionist med et lille, corny landskabsmaleri med et idyllisk skovhus i en lysning, som han havde fundet på et loppemarked. Han havde sat en prangende ramme på og malet en politiafspærring i forgrunden på billedet. Det satte han op i museets afdeling for guldalderkunst. Værket hang der ubemærket i nogle time, indtil limen, der holdte rammen, gav slip, og billedet faldt til jorden. Maleriet er nu en del af museets samling.

Med lidt større held gennemførte han lignende aktioner på bl.a. British Museum i London, hvor han satte et hulemaleri op, der forestillede en okse og en hulemand med en indkøbsvogn. Det værk hang på museet i en uge. På Museum of Modern Art i New York hang hans billede af en dåse fra Tesco (Englands svar på Aldi) i seks dage, og på New York Metropolitan Museum hang et portrætbillede af en kvinde fra 1800-tallet med gasmaske i to timer. Selv Disney-land har været udsat for Banksys fod med en menneskestørrelse dukke lavet efter fangerne på Guantanamo i orange dragt og sort sæk over hovedet placeret midt i udstillingen på en af parkens største attraktioner.

Banksy begyndte også at tage ud i verdens brændpunkter for at lade sine værker få liv. I 2006 rejste han til Israel, hvor han opførte ni kæmpestore værker på den palæstinensiske side af den israelske sikkerhedsmur. Værkerne kommenterer muren og livet på den anden side: Børn, der graver et hul i muren, så man kan ane paradiset på den anden side, eller en stige, der fører over muren. Hans værker var også at finde på New Orleans vægge få uger efter Katrina havde smadre byen med kommentarer til Bush-administrationens tøvende indsats, ligesom han også senest ved olieudslippet i Golfen har været på plads blandt andet med en olieindsmurt delfin-karrusel. Siden har han bygget et hotel på Vestbredden og sammen med en række andre kunstere lavet et stort anlagt dystopisk Disneyland kaldet Dismarland.

Girl with Balloon er muligvis et af det mest vellykkede stunts, han har lavet til dato. Selve udførelsen, timingen og den efterfølgende præsentation via de social medier er sublim, men mest af alt er værket mere tvetydigt, mere legende end nogen af hans andre stunt. Og det er en god påmindelse midt i de mange milliarder og klodens skævheder.