I 1995 forsøgte en tysker med det ordinære tyske navn Klaus Schmidt at røve en bank i Berlin. Da han blev spurgt, om han ville have en pose til pengene, råbte han noget i retning af, at ”ja, gu er det en rigtig pistol!” Herefter måtte personalet antage, at han var døv, så de trykkede diskret på en knap, hvorefter en øresønderrivende alarm blev sat i svingninger. Der gik ikke lang tid, før politiet var på pletten og kunne anholde ham i ro og mag.
Med denne historie, som må være blevet opsnappet et sted på YouTube, belærte en 11-årig os tidligt lørdag morgen om forskellen på røveri og svindel, fordi vi i et ubevogtet øjeblik kom for skade at kalde denne uges mest omtalt Britta for en røver.
Den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsens fulde navn er så anonymt, at det er svært at huske, selv om man lige har læst det. Måske er det nøglen til den ‘succes’, hun angiveligt har haft med at lænse Socialstyrelsens SATS-puljer for mere end hundrede millioner kroner fra 2002 og helt frem til september i år, hvor en gennemgang af regnskaberne afslørede den svimlende svindel, som hun nu er sigtet for.
For hvem er Britta? En sådan lidt grå og almindelig kvinde med murermustervilla i Hvidovre og smag for dyre heste, en såkaldt ”betroet” medarbejder med høj anciennitet og ikke alt for meget personaleansvar. På papiret den diametrale modsætning til sådan en som Stein Bagger. Er det nu de betroede medarbejdere rundt omkring i etaten, vi skal til at holde et vågent øje med?
Helt normal kan hun nu ikke være. Ekstra Bladet har afsløret, at Anna Britta Troels… – hvad hun nu hedder – med sin (voksne) søn som mellemmand har investeret i nogle store grunde i Sydafrika, blandt andet i safariresortet ‘Thula Bush Estate’ uden for Kruger National Park. Britta er eftersøgt internationalt af Interpol, og nu hvor hun er blevet knaldet, skal hun nok blive fanget. Det var nemt at overføre pengene til hendes egen konto i Danske Bank – og sikkert også svært at lade være, når ingen sagde noget. Men når det handler om at gå under jorden, som er et helt andet game, er hun næppe nogen Mogens Amdi Petersen.
Vi skal understrege, at Britta indtil videre blot er sigtet. Det hele kan stadig vise sig at være en kæmpe misforståelse. Så er det godt, at Anna Britta Troelsgaard Nielsens navn er så svært at memorere.
Fra Britta til British
Og når vi nu taler om uretmæssig berigelse og Afrika, så sker der også ting og sager i England, den gamle kolonimagt. Det har altid været en fantastisk oplevelse at besøge British Museum i London, hvor Rosettestenen (der blev fundet under Napoleons felttog i Egypten i 1799) og en lang række andre overjordiske arkæologiske artefakter er opmagasineret; men jo mere bevidstgjort man bliver om kolonialismens fortrædeligheder, desto mere kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan alle de smukke historiske ting er kommet på britiske hænder.
Den del af historien er der stadig mange vestlige museer, som ikke gør så meget ud af at formidle, og det har for eksempel skabt et marked for folk som kunsthistorikeren Alice Procter, der tidligere i år fik en del opmærksomhed på sine ‘Uncomfortable Art Tours’, hvor hun viser rundt på Londons store museer med særlig fokus på den ubekvemme sandhed om kolonialismen – herunder det, man med en vis ret kunne kalde plyndringstogterne.
Fredag havde The Guardian så en historie om, at British Museum nu slår igen. Ikke ved at benægte alt, men ved at lave nogle talks og rundvisninger, som i højere grad også handler om, hvordan de forskellige arkæologiske objekter er kommet ind i samlingen.”Vi forsøger at nulstille balancen en lille smule,” udtaler en dr. Sushma Jansari, som er kurator for museets asiatiske etnografiske og sydasiatiske samling. ”En stor del af vores samling stammer ikke fra en kolonialistisk kontekst; ikke alt der er her er blevet erhvervet af europæere gennem plyndring.”
Haha, ”ikke alt” på British Museum er tyvegods – det er da en begyndelse. Mens jorden brænder under Britta, går det fremad for British. /Oliver Stilling