Kære læser

For mange fejl kan blive til fusk

Niko Grünfeld til Alternativets valgfest på Monastic under kommunal og regionsrådsvalget tirsdag den 21. november 2017.

Det var lidt hårdt at komme ud af sengen i morges. Den vej går det jo desværre ofte, når vi nærmer os vintermånederne. Men det var ikke derfor. Det var en form for alkoholfrie tømmermænd. Nej, måske føltes det nærmere som kærestekvaler? Som når man i parforholdet har gået og stukket til hinanden i månedsvis og frygter, at det store skænderi, der vil gøre en ende på alt det lykkelige, er lige om hjørnet. Det var sådan, det var i morges. Men det havde ikke noget med nogen kæreste at gøre. Det’ samfundets skyld.

Vi elsker og tror på samfundet, men nogle gange gør de det simpelthen svært for os. I årevis har vi forsøgt at bygge et godt og robust forhold op, og så er det som om, at samfundet vælger at sætte det hele på spil.

Hvad er det, der forgår?

Først var der den 64-årige betroede medarbejder fra Socialstyrelsen, Britta, der angiveligt har tiltusket sig 111 mio. kroner. I dag er det så kommet frem, at Socialstyrelsen har lukket for udbetaling af satspuljemidler, der skal hjælpe socialt udsatte. Styrelsen vil ikke oplyse, hvorfor der er lukket for udbetaling, men mon ikke, det er Socialstyrelse-tyvens fiflerier, der nu ikke bare har kostet de socialt udsatte 111 mio. kroner, men også får udskudt deres mulighed for at få hjælp?

Den er også gal på Københavns rådhus. Her er kulturborgmester Niko Grünfeld blevet afsløret i at ødsle lidt med pengene, da han skulle indrette et nyt fancy kontor. Ca. 130.000 havde borgmesteren brugt, selvom han gik til valg på en ”bæredygtig indkøbspolitik”. Det er irriterende, når man som Alternativet har været så hellige omkring forbrugsmønstre og den slags, men den største forbrydelse her er nu, at kontoret efter vores bedste overbevisning ikke engang er særlig pænt indrettet. Come on, Niko, du har brugt 130.000 og så bruger du dem bl.a. på sådan en teenageværelsestelefonboks. Urgh … I løbet af ugen kom det også frem, at Grünfeld havde sjusket og/eller fusket med sit CV og havde fået en bekendt af partiet til at indrette det dyre kontor.

Men ak og ve, Grünfeld er ikke den eneste politiker, den er gal med. Lørdag aften skrev Jyllands-Posten, at Folketinget i sommer tildelte to mio. kroner til firmaet RFRSH. Fint nok. Hvis det ikke lige var fordi, at det firma var delvist ejet af uddannelsesminister Tommy Ahlers (V). Et flertal i Folketingets finansudvalg føler sig ført bag lyset. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten siger direkte, at de ikke havde stemt for støttekronerne, hvis de kendte til interessekonflikten.

Sjusk er ingen undskyldning

Britta-sagen undtaget, så kan disse historier måske undskyldes med, at det var sjusk, fejl eller i småtingsafdelingen. Men der er grænser for, hvor mange gange, man kan sjuske rundt, før tilliden forsvinder. På et tidspunkt vil sjusk blive opfattet som fusk. Hvis alle får en grundlæggende følelse af, at folk i samfundets top snyder, når de kan komme afsted med det, så er der ikke nogen, der tror på det, når der faktisk opstår fejl.

Tag det her regionale valg i Rusland. Her tabte Putins parti til en kommunistisk kandidat, men nu siger myndighederne pludselig, at valget annulleres på grund af nogle forkert udfyldte dokumenter. Vi ved allesammen godt, at det ikke er rigtigt. Det er en syg undskyldning, fordi der ikke er reelt demokrati i Rusland. Men overvej lige hvor sitcom-morsomt et scenarie, det ville være, hvis Rusland faktisk gør alt, hvad de kan, for at være demokratiske, men på grund af ren inkompetence kommer til at fremstå autoritære.

Det er ikke fordi, vi vil sammenligne Danmark med Rusland. Heldigvis. Danmark er stadig et af de mindst korrupte lande i verden. Men man må ikke tage den slags for givet. Hvis der laves for mange fejl, vil det i sidste ende blive opfattet som korruption og fup, og det vil nedbryde den dyrebare folkelige demokratiske tillid. /Andreas Terp

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12