Nationalsymbol på to hjul

Den andalusiske hede viser sig fra sin værste side i Malaga-forstaden Velez-Malaga. Folk i Euskadi-Murias-trøjer sniger sig langs holdbussen, hvis smalle skygge giver en smule læ for middagssolens svitsende zenit, mens man forbereder sig til starten på fjerde etape af Vuelta a España.

”Vi skal forsøge at komme i udbrud,” siger holdejer Jon Odriozola, der kort forinden har briefet rytterne om dagens slagplan. ”Det er der, vores bedste chancer for en etapesejr er.”

De to foregående etaper er forløbet planmæssigt og ensformigt: En mindre gruppe udbrydere er stukket af sted fra morgenstunden – heriblandt en Euskadi-Murias-rytter – og begge dage har feltet halet udbruddet ind i god tid inden finalen. Men selvom det baskiske hold ikke har været i spil til en etapesejr, så er Jon Odriozola tilfreds:

”Vi har været med i alle udbrud indtil videre, og vi har fået vist os frem. Det er godkendt.”

En af de ryttere, der har fået til opgave at forsøge at ramme dagens udbrud, er Aritz Bagues. Han er også fortrøstningsfuld efter de første etaper – benene er gode, som han siger – men vejret er ikke ideelt for den 29-årige basker.

”Men jeg bryder mig virkelig ikke om varmen. Det er noget andet end den friske bjergluft hjemme i Gipuzkoa,” siger Aritz Bagues.

Gipuzkoa er den provins i Baskerlandet med den største andel af baskisktalende indbyggere – cirka 50 pct. – og det er også her, de nationalistiske partier får flest stemmer, når der er valg til det baskiske parlament. Og Aritz Bagues er på mange måder formet af hjemprovinsen, ikke bare med hensyn til det køligere klima, men også i forhold til sin identitet som basker.

”Jeg mener, at Baskerlandet bør være et selvstændigt land. Jeg respekterer spaniere, men jeg føler mig ikke som en af dem,” siger Aritz Bagues. ”Det er derfor, jeg elsker at køre for Euskadi-Murias, for jeg kører med vores navn på trøjerne: Euskadi.”

Da etapestarten går kort tid senere, angriber ni ryttere med det samme, og de etablerer sig hurtigt som dagens udbrud. Ingen i feltet lader til at have den store interesse i at holde udbruddet i snor, og med 100 kilometer igen er forspringet vokset til godt fem minutter. Blandt disse udbrydere sidder Aritz Bagues – ude på togt for at vise det baskiske banner.

Eksponent for baskerlandet

Idéen med et udbrud kan synes meget optimistisk: En gruppe ryttere kører væk tidligt på etapen og prøver derefter at holde hovedfeltet bag sig resten af dagen. Men det hænder af og til, at et udbrud holder hele vejen til mål, og så er lykkeridderne pludselig i spil til en etapesejr. Og skulle udbruddet blive hentet før mål, som det typisk er tilfældet, så har man stadig skaffet holdet en masse tv-tid.

”Euskadi-holdet er en rigtig god eksponent for Baskerlandet,” siger den baskiske regerings direktør for sport, Jon Redondo. ”Det er fem år siden, at vi sidst havde et hold i en Grand Tour med navnet Euskadi. Nu er vi her igen, og det er stort for os baskere.”

Jon Redondo er medlem af Partido Nacionalista Vasco – det baskiske nationalist parti – der har haft regeringsmagten i Baskerlandet stort set uafbrudt, siden regionen fik selvstyre i 1980. PNV, som partiet ofte forkortes til, har som mærkesag at opnå en større grad af uafhængighed fra Spanien, og ifølge Jon Redondo er der en værdi i et cykelhold med navnet Euskadi, som ikke bare er symbolsk.

”Cykling er en international sport, og der er mennesker over hele verden, der følger Vueltaen. Når de ser vores navn her, så ved de, at Baskerlandet ikke bare er en del af Spanien, men et land mellem Spanien og Frankrig, der er helt sit eget,” siger Jon Redondo.

Aritz’ store chance

Tilbage på dagens etape er den sydspanske hede begyndt at tære på kræfterne. Temperaturen ligger et godt stykke over de 30 grader, som er skillelinjen mellem varmt og ulideligt. I heden sidder Aritz Bagues, kæmpende, og tvinger pedalerne rundt af ren og skær vilje. Han ved, at dette er hans chance.

”De henter jer ikke,” lyder det i øresneglen. ”Vinderen i dag sidder blandt jer.”

Aritz Bagues kigger rundt på sine otte følgesvende, der ligesom ham selv har siddet i udbrud hele dagen. De har taget hul på de sidste 20 kilometer af dagens etape med et forspring på næsten ti minutter til feltet – en evighed i cykelløb.

De kører gennem Granadas snoede gader, hen mod den afsluttende 12 kilometer lange stigning. Og så kommer det: Ben King angriber sammen med Jelle Wallays! Nikita Stalnov sætter efter.

”Kom så, Aritz! Allez allez. Det her er dit moment,” lyder det over radioen.

Aritz Bagues kæmper for at holde hjulet på Ben Gastauer, der trækker de øvrige udbrydere hen mod den afgørende 12 kilometer lange stigning. Men han kan snart ikke mere. Varmen og sveden og syren i benene – det er alt sammen ved at koge over.

Den grønklædte Euskadi-Murias-rytter rammer bjerget som en snotklat mod en mur. Han mærker med det samme benene give efter, og selvom han hugger alt, hvad han har lært, i pedalerne, så ser han langsomt men sikkert hans følgesvende glide væk.

Men han giver ikke op, for det handler om mere end bare ham selv. Det handler om holdet. Det handler om Baskerlandet. Det handler om at vise verden, at selvom de er små, så kan de klare sig selv på den store scene.

Uafhængighed og splittelse

Uafhængighed har altid fyldt meget i Baskerlandet – på godt og ondt. Det skyldes ikke mindst den separatistiske terrororganisation Euzkadi Ta Azkatasuna, ETA, der i årtier sprang bomber og begik politisk motiverede attentater både i og uden for Baskerlandet. Over 800 mennesker blev slået ihjel af ETA fra 1968 og indtil 2011, hvor organisationen endegyldigt indstillede den væbnede kamp.

”Terrorismen pressede befolkningen. Man kunne ikke tale frit, uden at frygte for konsekvenserne,” siger regeringsrepræsentanten Jon Redondo om årene med ETA. ”Nu har vi fred mellem lejrene, og vi har en mere moderat debat om uafhængighed på tværs af politiske holdninger.”

En anden konsekvens af, at ETA nedlagde våbnene, var, at Vuelta a España vendte tilbage til Baskerlandet, efter at der ikke var blevet afviklet etaper i den cykelglade region i 33 år på grund af frygten for terror. Således endte 18. etape af Vuelta a Espana 2011 i Bilbao – en etape der blev vundet af den baskiske rytter Igor Anton fra Euskaltel-Euskadi. Og måske kan Euskadi-Murias gøre dem kunsten efter, for 17. etape af årets Vuelta starter nemlig i Bilbao.

”Der vil jeg også være til stede, for det er en stor dag for os. Cykling er en meget vigtig sportsgren i Baskerlandet – måske kun overgået af fodbold i popularitet,” siger Jon Redondo, der håber på, at Euskadi-Murias kan gøre sig gældende i løbet, men indrømmer, at det bliver svært.

Det er jo et langt mindre hold, end Euskaltel-Euskadi var. Og med langt færre penge. For modsat dengang, så er Euskadi-navnet nu kun symbolsk – der følger ingen statsstøtte med.

Lang vej igen

Bjerget i Grenada er tætpakket af mennesker, der hujer og hepper, mens rytterne nærmer sig målstregen. To af morgenstundens udbrydere kommer spurtende i indædt infight om sejren. Den ene trækker fra, hamrer over målstregen og rækker triumferende hænderne i vejret: Ben King vinder, og henviser Nikita Stalnov til andenpladsen.

Et par Euskadi-Murias-ansatte står med vanddunke og vingummibamser og spejder efter Aritz Bagues, parat til at give ham et tiltrængt skud sukker. Men en efter en kommer resterne af udbruddet i mål – uden synet af Aritz Bagues.

Tre minutter efter vinderen kommer han så; trampende, lidende. Han er blevet overhalet af et par ryttere fra feltet og på selve målstregen bliver han taget indenom af endnu en. Han ender lige akkurat uden for top ti – på en 11. plads.

”Jeg hader varme dage,” stønner han og sluger en håndfuld vingummier.

Det er også en skuffet Jon Odriozola, der senere kommer i mål i sportsdirektørbilen. Holdet er endnu langt fra at være et tophold, som Euskaltel-Euskadi var det.

”Vi har brug for en ny sponsor. For hvis vi kun har Murias, er det umuligt at bygge det hold, som jeg gerne vil have,” siger Jon Odriozola, der allermest appellerer til de baskiske politikere. ”Vi ved godt, at vi ikke kan få fem-seks millioner euro, som Euskaltel-Euskadi gjorde, men mindre kan også gøre det. Det vigtige for mig er, at alle er med i projektet, så vi sammen kan genskabe et baskisk storhold med baskiske penge.”

Et skridt ad gangen

Selvom et Euskadi-cykelhold er et vigtigt udstillingsvindue for Baskerlandet, så forsvandt statsstøtten sammen med det hedengangne Euskaltel-Euskadi. Oven på den globale finanskrise har der været recession i Baskerlandet – ligesom i resten af Spanien – og det har givet nye prioriteringer.

”Vores hovedfokus har været at reducere ledigheden og få økonomien tilbage på sporet. Så er andre ting kommet i anden række,” siger Jon Redondo.

”Men nu hvor økonomien har fået det bedre, kan det være, vi skal overveje et statsstøttet cykelhold igen. Men det er noget, vi skal drøfte internt i regeringen.”

Generelt har hele den nationalistiske debat i Baskerlandet været overraskende afdæmpet i kriseårene, særligt taget i betragtning, at den er blusset op andre steder i Spanien – mest iøjnefaldende i Catalonien, hvor den catalanske regering efter en folkeafstemning erklærede regionen for selvstændig. Men den catalanske og baskiske situation er ikke sammenlignelig, mener Jon Redondo.

”De har ikke historien med terror, som vi har,” siger Jon Redondo. ”Det er ganske få år siden, at vi var et land i krig med os selv. Nu har vi fred, og det er vigtigt, at vi konsoliderer denne fred. Derfor tager vi debatten om uafhængighed roligt og sørger for, at alle baskere er enige om den linje, vi lægger for dagen.”

Men selvom den nationalistiske dagsorden har været gemt af vejen i de senere år, så er der nu ved at ske noget: Økonomien i Baskerlandet har det bedre, ledigheden er faldet, og i foråret i år meldte ETA ud, at organisationen nu var fuldkommen afviklet. Det har givet plads til nye diskussioner i det baskiske parlament.

”Vi er lige nu i gang med at diskutere, om vi skal have en ny selvstyreaftale, og hvad der i så fald skal stå i denne aftale,” siger Jon Redondo, der undgår at blive for konkret i forhold til, hvad regeringen ønsker. ”Selvstændighed er måske endemålet. Det er drømmen, der ligger for enden af vejen og venter. Men for at nå toppen af et bjerg bliver man nødt til at tage ét skridt ad gangen.”

Tro på det

Om aftenen sidder Aritz Bagues på sengen i sit hotelværelse. For fodenden står en af holdets sportsdirektører, den tidligere Euskaltel-Euskadi-rytter Ruben Perez, og giver råd.

”Hvis du oplever noget lignende igen, så skal du bare nulstille. Du skal sætte dit eget tempo og bare køre. Så skal du se, hvad du virkelig er i stand til. En skam. Det gik godt – lidt mere og så var den der!”

Med et opmuntrende klap på den desillusionerede Aritz Bagues fod trisser sportsdirektøren ud af rummet.

”Jeg er meget vred mig selv. Vi ved, at hvis vi kører godt her i Vueltaen, så er der en mulighed for, at staten vil give os finansiering. Og det her var en stor mulighed for mig og for holdet,” siger Aritz Bagues bittert. ”Men vi skal nok få muligheder senere. Bedre muligheder. Vi bliver nødt til at tro på det.”