Vejen til Madrid

”Vi er nået til Madrid, drenge. Der er kun én etape tilbage.”

Euskadi-Murias ejer Jon Odriozola står i enden af bussen og taler til sit hold. Der er stille, og alle kigger opmærksomt på holdlederen. ”Når vi er færdige i dag, så fejrer vi alt det, vi har opnået – som er skidegodt. Vi skal fejre det med txistu-musik (traditionelt baskisk fløjtemusik, red.) Vi skal hygge os og fejre alt det, der er at fejre… øh, Oscar!” – Jon Odriozola nikker mod etapevinderen Oscar Rodriguez, der smiler forlegent – ”Men først skal vi afslutte løbet. Det bliver dødhårdt; I kommer til at spytte blod, og det bliver ikke rart, så koncentrer jer!”

Og med de ord er det tid til afgang. Rytterne træder ud af holdbussen, som de har gjort tyve gange før i dette års udgave af Vuelta a España. Men det er på en helt anden måde nu, end da de startede løbet for en lille måned siden.

August er blevet til september, Malaga er skiftet ud med Madrid, og autografhungrende fans står spændte uden for bussen og venter på den baskiske cykelsensation. På et enkelt løb er holdet nået langt – ingen tvivl om det – men som Jon Odriozola slår fast: ”Vi er ikke i mål endnu.”

Den store metafor

Historien om Euskadi-Murias er på mange måder historien om baskernes selvforståelse. Det er et nationalsymbol, hvis fremmeste formål er at vise verden, at befolkningen i Baskerlandet ikke bare er spaniere, men baskere. Historien om baskisk cykelsport spejler sig i historien om baskisk nationalisme. Går man ti år tilbage, var cykelsporten i alles bevidsthed med det storslåede Euskaltel-Euskadi, ligesom nationalismen fyldte enormt meget på den politiske dagsorden. Men krisen kom og gjorde en ende på begge dele.

De sidste fem år har der dog været et nyt projekt undervejs: En ny drøm, der er baseret på den gamle, men med et nyfundet fokus på konsensus og realisme frem for det utopiske ideal. Og efter lang tid ude af mediernes søgelys bobler det nu over og ender igen på alles læber.

Er det en beskrivelse af Euskadi-Murias? Eller af det politiske udvalg, der skal ”opdatere” det baskiske selvstyre? Fortællingen er den samme. Men slutningen er endnu ikke skrevet, for selvom drømmen er klar, så er det ikke sikkert, at man når hverken den hele eller halve vej i mål.

Det baskiske projekt

For Jon Odriozola og hans cykelhold handler det ikke om selvstændighed eller en særstatus som nation. Han hader al politik, som han selv siger. Han vil bare bygge et baskisk hold, der kan vise sig frem på den store scene.

”Målet er at køre Tour de France med et rent baskisk hold bygget af baskiske penge,” siger han.

Så er det spørgsmålet, om den baskiske regering mener, at det er på tide at genetablere et statsstøttet cykelhold. Det ville harmonere fint med den tiltagende nationalistiske debat i parlamentet, kan man sige. Og spørger man Jon Odriozola, så skal det nok lykkes at få politikerne til at spytte penge i kassen.

”Med den Vuelta vi har haft, er det umuligt for regeringen at kigge den anden vej,” siger han.

”Vi forventer ikke at få de samme midler, som Euskaltel-Euskadi fik i sin tid, men mindre kan også gøre det. Det vigtige for mig er, at vi skaber holdet sammen. Politikerne, Murias, andre baskiske virksomheder – vi skal alle sammen være en del af det her hold. For det er mere end et cykelhold. Det er det baskiske projekt.”