Pop, punk, penge og politik

Det er blevet mode for de største popstjerner at tage politisk stilling her op mod et lidt anspændt midtvejsvalg i USA om et par uger. Eller vent … det har egentlig altid været mode, men det er alligevel både nyt og bemærkelsesværdigt, at verdens måske største og pæneste popstjerne Taylor Swift i denne uge pludseligt og for første gang i karrieren udtalte sig politisk, da hun endorsede demokraterne foran sine 112 mio. (!) følgere på Instagram. På samme måde var det bemærkelsesværdigt og ganske bizart at opleve musikeren, designeren og milliardforretningen Kanye West i Det Ovale Værelse, hvor han i lange hyldest-rablerier forleden (vel nærmest) endorsede Donald Trump.

Men under hver deres støtteerklæriger, ligger en dybere forklaring, der handler om modkultur, medkultur, popkultur, punkkultur og milliarder. For det er slet ikke så mærkeligt, som det lyder.

Hinandens antitese

Bortset fra at være to af verdens rigeste og bedstsælgende musikere, er de to stjerner så forskellige, som man kan være. Som hinandens antitese. Ja, de passer så godt sammen som modsætninger, at man næsten skulle tro, der var tale om to anagrammer af det samme navn, hvis man lidt casual lader øjnene løbe ned over bogstavere i de tos navne, og allerede for ti år siden stødte de to sammen i et af MTV-historiens store øjeblikke. Det var i 2009, Swift var teenager og havde som countrymusiker lige vundet en af poppens største priser, da Kanye West besatte scenen ved MTV Video Music Awards midt under Taylor Swifts takketale for årets bedste video, greb mikrofonen og råbte ”Beoyncé had the best video of all time.” Siden har de to flere gange stået frem som både venner og som fjender – senest i 2016, hvor Kanye rappede ”I made that bitch famous”, og Taylor Swift senere subtilt svinede ham tilbage under en anden takketale – denne gang til Grammy, hvor hun blev det års kvindelige artist.

Vi taler om en sort mand midt i livet og en hvid kvinde i slutningen af 20’erne. Taylor Swift er fra Syden og har Nashville og country-scenen som sit udgangspunkt, Kanye West er fra Nord og har Chicago og hiphop-scenen som sit udgangspunkt.

Taylor Swift-effekten

Målt på publikummer gaber Taylor Swift over væsentlig flere republikanere end Kanye West, men det er alligevel forholdsvist ukontroversielt og ufarligt, at hun ender med at omfavne det demokratiske parti. Det er, hvad der er forventet af hende. Selv for republikanere er demokraterne ”god smag” i disse Trump-tider, og det er kun de allermest die hard Trump-tilhængere og Alt Right-typer, der ikke ville kunne acceptere, at en hvid, ung kvinde, der bor i New York, ville stemme på demokraterne. Til gengæld er hendes opfordring til at stemme ikke uden politisk betydning, og dagen efter Swifts Instagram-update steg antallet af registrerede vælgere med 240.000, hvor af omkring halvdelen af dem var mellem 18 og 29 – dvs. lige i målgruppen.

Mere specielt er det, at Kanye West tilsyneladende støtter Trump – i hvert fald statistisk. 82 pct. af de sorte mænd, der stemte i 2016, stemte på Hillary, og det tal bliver formentlig ikke mindre blandt midaldrende rappere, men Trump og Kanye deler mere end man skulle tro ved første øjekast, og her kan det være opklarende at se på det, Taylor Swift ikke er. Hverken Trump eller Kanye er i udgangspunktet politiske, men de er opstået i opposition. I opposition til den gode smag, som Taylor Swift repræsenterer. Mange af Trumps mest toneangivende ideer er opstået som et direkte modsvar til eliterne og den gode smag, men det er mere som enkeltstående politiske modangreb end en egentlig sammenhængende politik. De er opstået som en idé om at bevise det modsatte. Ja, man kunne sige, hele hans præsidentkandidatur er opstået sådan.

Det er præcis den modkultur, Kanye West talte om, da han i sidste weekend mødtes med Trump i Det Hvide Hus.

”Folk forventer, at fordi jeg er sort, så er jeg også demokrat,” sagde han i en af sine mange minutter lange talestrømme, der for en gang skyld efterlod Trump mundlam. Kanye West sad med den ikoniske røde “MAGA-kasket” (Make America Great Again) og omtalte den som selve symbolet på det oprør, han mente at komme med. Her kommer et længere rant forsøgt transkriberet:

”Mine venner prøvede at skræmme mig til ikke at tage denne hat på. Men den giver mig styrke. Det er som en kappe for mig, jeg føler mig som supermand. Jeg møder modstand overalt, når jeg tager den på, men jeg har nosserne til at tage den på. Når jeg tager den på, så sker der ting. Folk reagerer, og jeg føler mig som supermand. De venstreorienterede forsøger at holde de sorte til fange i selve konceptet racisme – de ved, at vi er et stolt og følelsesladet folk. Men vi skal gøre os fri fra det. Vi skal rive os helt fra for at blive lige. Som barn voksede jeg op i et hjem uden ret meget maskulin energi, men denne hat giver mig en god maskulin energi. Jeg elsker Hillary – jeg elsker alle – men hendes kampagne  – ”I’m with her” – inkluderede mig ikke. Jeg var ikke med hende. Jeg var med denne her,” sagde han og pegede på kasketten.

Donald Trump og punken

Pudsigt nok har Donald Trump længe haft et stort navn i Hip-hop. Helt tilbage fra 80’erne og frem til sit kandidatur i 2014 har hiphoppere på skift hyldet erhvervsikonet, Wrestleren og reality-stjernen Trump. Beastie Boys rapper om ham og senere verdensnavne som Nas, Lil Wayne og senest har Migos og Young Though hypet ham. På det tidspunkt var han godt nok ikke så tydelig en modkultur. Han var erklæret demokrat og personlige venner med The Clintons, men han stod for autonomi og som en mand, der gjorde hvad der passede ham, og det kunne hiphoppen bruge.

Det kan den til stadighed, og selv om genren sidste år officelt blev verdens bedstsælgende musikgenre og overgik både country og rock, er det stadig modkulturen og oprøret, den lever af. Selv Beyoncé og Jay-Z spiller på det billede, selv om de er blandt verdens bedstsælgende kunstnere, og på flere niveauer kan de nye, mere følsomme rappere som de såkaldte Emo-rappere eller Soundcloud-rappere, der snøvler, så de til tider kan være svære at forstå, ses som et udtryk for det samme. Nemlig et opgør med, hvordan tingene skal lyde og skal være. Hiphoppen er modkultur. Det er det, den er lavet af. Det er det, Kanye er lavet af. Nutidens punk. Det har vi bare glemt, mens mainstreamen absorberede genren totalt omkring årtusindeskiftet og lavede milliarder på den. Og Trump er modkultur. Trump er punk, som det tidligere medlem i punkbandet Sex Pistols, Johnny Rotten, sagde det på britisk morgen-tv. Det er der, Kanye og Trump kan finde hinanden. Ikke i politik, men i punk.

Taylor Swift gør, hvad der er forventet af hende. Og selv om hun kommer fra Nashville og det dybe syd, hvor republikanerne står stærkt, støder det næppe hendes fans væk. Kanye er præcis det modsatte. Som en direkte antitese til Swift. Han gør det, der ikke er forventet. Det er hans drivkraft, og det han kommer fra.

Isolerede Kanye

Men selv om hiphoppen er en modkultur, står Kanye West ret isoleret i sin Trump-støtte, der har været kendt længe. Nærmest præcis siden han til en koncert i 2016 i Sacramento havde en af sine lange enetaler fra scenekanten. Det var her, han første gang offentligt luftede sin sympati for Trump med det resultat, at publikum begyndte at buhe af ham. Mange hiphoppere har taget afstand fra både Trump og Kanye West, selv om han flere gange har understreget, at han ikke var enig med Trump i mange ting, men at han kan se  hans visioner med USA. Disse rants og et par møder med Trump selv mundede sidste år ud i en slags politisk debat med rapperen T.I.

T.I var i Kanyes studie for at optage nogle numre til et kommende album, da de besluttede at lave en slags battle, hvor T.I. skulle repræsentere folket og Kanye West sig selv.

“I know Obama was heaven-sent/But ever since Trump won, it proved that I could be president,” begynder Kanye West, mens T.I svarer:

“Yeah, you can, at what cost though?/Don’t that go against the teachings that Ye taught for?”

Og senere går han endnu mere til ham:

“It’s some shit you just don’t align with and don’t go against.”

Og Kanye svarer

“You just readin’ the headlines, you don’t see the fine print/You on some choosin’-side shit, I’m on some unified shit/It’s bigger than your selfish agenda./ I feel a obligation to show people new ideas”

Efterfølgende har T.I fortalt om battlen, at den flere gange blev afbrudt for at tale videre uden for rimene.

“Ved du ikke at du sårer mange mennesker med det her,” sagde T.I. på et tidspunkt og Kanye stoppede musikken. “Sårer jeg mennesker ved at have min egen mening?,” spurgte han tilbage.

“Ja, hvis dine meninger støtter nogen, der er direkte imod de mennesker. Det er jo ligesom at støtte fjenden.”

“Men jeg vil jo bare elske.”

T.I. regnede ikke med, at netop det nummer ville blive til noget, men 24 timer senere lå det til hans store overraskelse på alle streamingstjenster og var udgivet som singlen Ye vs. The People. Det strøg direkte ind på Billboards top 100. Sådan kan modkultur også se ud.