Baskerne vender tilbage

Kapitel 1: EUSKADI ER GENOPSTÅET

Holdbusserne er linet op langs kajen i Malaga. På den anden side af kilometerlange hegn står spændte cykelfans og knipser med deres kameraer; ivrige efter at få et glimt af de store stjerner. Måske et snapshot af Peter Sagan, den slovakiske supersprinter med den store personlighed. Eller en selfie med hjemmebanelegenden Alejandro Valverde, der vandt løbet tilbage i 2009.

Til sammenligning er der ikke den store trængsel ved Euskadi-Murias’ bus. Med undtagelse af et par dedikerede fans, der er iklædt holdets skriggrønne cykeltrøjer, er det faktisk kun mekanikere og sportsdirektører, der bevæger sig om bussen. Men selvom det lille cykelhold ikke ligefrem vælter sig i store profiler og tonsvis af tilskuere, så er stemningen høj.

”Det er meget rørende for mig,” siger Jon Odriozola, holdejer af Euskadi-Murias. ”Det er det her, vi har arbejdet hen imod. Det er det, vi har drømt om. Og nu er vi her.”

Med ”her” menes der ”i Vuelta a España” – Spaniens største cykelløb og en af de tre såkaldte Grand Tours sammen med Tour de France og Giro d’Italia. Og med ”vi” menes der Euskadi-Murias, et lille cykelhold fra Baskerlandet, der forbløffende nok har fået tildelt et såkaldt wildcard til årets Vuelta, på trods af at holdet kun lige er rykket op i cykelsportens næstbedste række forud for sæsonen.

”Jeg tænkte: Det her er virkelig stort,” husker Jon Odriozola om dagen, han fik at vide, at Euskadi-Murias skulle deltage i Vueltaen. ”Det er Baskerlandets tilbagevenden til toppen af cykelsport.”

Den store arv

Sidste gang, Jon Odriozola deltog i Vueltaen, var det som sportsdirektør for det legendariske cykelhold Euskaltel-Euskadi, der i 20 år var en institution i cykelsporten. Holdets passionerede og angrebsivrige kørsel gav dem fans over hele verden og en perlerække af storslåede sejre i både Grand Tours og andre store cykelløb.

Mange husker dem nok bedst for deres ikoniske orange trøjer, der altid var til at spotte i cykelfeltet, men det, der gjorde holdet til noget helt særligt, var hverken dragterne eller angrebsiveren, men deres stramme rekrutteringspolitik, der betød, at stort set alle på og omkring holdet var baskere – et folkeslag på ca. 2,5 millioner, hvor hovedparten bor i den autonome nordspanske region Baskerlandet.

”Euskaltel-Euskadi var delvist finansieret af det baskiske selvstyre, og forudsætningen for dette var, at holdet var bygget på baskiske ryttere,” siger Jon Odriozola, der var sportsdirektør på holdet fra 2007 til 2008. ”Det var en form for uofficielt landshold for Baskerlandet, der jo officielt er en del af Spanien. Det var storhedstiden for baskisk cykelsport.”

Op gennem 00’erne markerede de orangeklædte baskere sig gang på gang. I 2001 vandt Roberto Laiseka en etape i holdets første Tour de France på det berømte cykelbjerg Luz Ardiden. To år senere vandt Iban Mayo på det endnu mere herostratiske Alpe d’Huez. Og gennem årene avlede holdet fantastiske ryttere som Haimar Zubeldia, Samuel Sanchez, Igor Anton, Mikel Landa, Izagirre-brødrene og mange andre store navne, som den cykelinteresserede læser sikkert vil genkende.

Men da finanskrisen kom, ændrede tingenes tilstand sig. Sponsorerne trak støtten, det samme gjorde den baskiske stat, og i 2013 måtte Euskaltel-Euskadi endeligt dreje nøglen om, fordi kassen var tom. En æra var forbi, og siden har alle Grand Tours været uden deltagelse af et baskisk cykelhold.

Lige indtil nu, altså. For som den opmærksomme læser for længst har spottet, så har Euskaltel-Euskadi og Euskadi-Murias en navnesponsor tilfælles: Euskadi, der slet og ret er baskisk for Baskerlandet.

Den første rytter

På en stationær træningscykel foran Euskadi-Murias-bussen sidder en enlig rytter og varmer op. Et mærkat på ryggen afslører, at det er nummer 213, Aritz Bagues. Der er ikke længe til, at han – som den første på holdet – skal ud på den otte kilometer lange enkeltstart, der skyder dette års Vuelta i gang.

”Du kommer til at være den første rytter i Euskadis tilbagevenden til Vuelta a España,” lyder det på baskisk fra holdets fysiske træner. ”Der hviler et stort pres på dig. Så du skal gøre det godt.”

Aritz Bagues griner, mens sveden pibler ned ad panden. Alle ved, at han ikke kommer til at lave noget stort resultat i dag, og trænerens spøgefulde kommentar er blot en understregning af dette. For det første er en kort enkeltstart som i dag ikke just Aritz Bagues’ spidskompetence. For det andet er han mildest talt ikke nogen stjernerytter – hverken på holdet og da slet ikke i det stjernespækkede Vuelta-felt.

”Hvis du havde fortalt mig for nogle år siden, at jeg skulle komme til at køre Vuelta a Espana, så ville jeg tro, det var en joke,” siger Aritz Bagues. ”Men nu er jeg her: 29 år gammel og i min første Grand Tour.”

De baskiske idoler

Aritz Bagues er vokset op i en lille by i den baskiske provins Gipuzkoa, og der blev talt baskisk i hjemmet, ikke spansk. Han er som så mange andre baskere flasket op på cykelsport – ikke mindst på grund af Euskaltel-Euskadi.

”Jeg var stor fan af dem. Det var mit hold, for jeg er ikke spanier, jeg er basker, og det her var baskernes hold,” siger Aritz Bagues.

Det var denne fascination af de orangeklædte nationalhelte, der fik den unge Aritz Bagues til at tage cyklingen op. Og da han som 21-årig fik tilbudt en professionel kontrakt på Euskaltel-Euskadis udviklingshold, tøvede han ikke et sekund.

”Jeg havde jo set op til de her ryttere altid, og nu kunne jeg rent faktisk blive en af dem. Det var det, jeg havde drømt om,” siger Aritz Bagues.

Men drømmen blev aldrig realiseret. Euskaltel-Euskadi lukkede ned, inden Aritz Bagues kunne nå at avancere fra udviklingsholdet, og den unge basker måtte se sin drengedrøm briste. Det var en svær tid for Aritz Bagues, og han overvejede at lægge cyklen på hylden og tage et ”almindeligt” job. Men så en dag kom redningen:

”Jon Odriozola ringede til mig og sagde, at han havde et amatørhold, som han ville udvikle til det nye Euskaltel-Euskadi. Han spurgte, om jeg ville være med, og det ville jeg selvfølgelig gerne.”

Dette blev starten til Euskadi-Murias, der i perioden 2014-2018 udviklede sig fra et amatørhold til et såkaldt kontinentalhold og videre til et prokontinentalhold – et hold i den næstbedste række – og nu altså også deltager i en Grand Tour. Og det på trods af, at holdet kun har en brøkdel af det budget, som Euskaltel-Euskadi havde i sin tid.

Løbets underdogs

Pludselig skifter stemningen fra rolig til hektisk foran holdbussen. Aritz Bagues springer af den stationere træningscykel og over på enkeltstartsmodellen, og den 29-årige basker triller op mod startrampen i Vuelta a España.

”Aritz er personifikationen af dette hold,” siger Jon Odriozola. ”Han er måske ikke det største talent, men han er en rigtig arbejder. Han har hjertet med sig, og det er lige sådan, vi baskere er.”

Da Aritz Bagues kommer i mål efter at have tilbagelagt etapens otte kilometer på godt ti minutter, står det klart, at han ikke kommer til at gøre sig gældende i topstriden på dagens etape. Konkret rækker det til en plads som nummer 154 ud af Vueltaens 176 ryttere. Og en efter en kommer resten af Euskadi-rytterne ind i tider, der ligger uden for top 100 – med undtagelse af en enkelt rytter, der ender på 94. pladsen. En ydmyg statistik, for at sige det pænt, og det giver ikke de store forhåbninger om en etapesejr, som er holdets helt store mål.

”Selvfølgelig bliver det svært at vinde en etape. Og på en dag som i dag er det umuligt,” siger Jon Odriozola. ”Men på papiret har vi allerede gjort det umulige: Vi har bygget et hold af ryttere, som ingen andre ville have, og taget det hele vejen til Spaniens største cykelløb.”

Kapitel 2: NATIONALSYMBOL PÅ TO HJUL

Vi er nået til fjerde etape i cykelløbet Vuelta a España, og Euskadi-Murias kæmper for at vise, hvad det duer til – vise de baskiske farver. Men det er varmt, meget varmt, og rytteren Aritz Bagues savner den friske bjergluft i sin hjemprovins Gipuzkoa.

Den andalusiske hede viser sig fra sin værste side i Malaga-forstaden Velez-Malaga. Folk i Euskadi-Murias-trøjer sniger sig langs holdbussen, hvis smalle skygge giver en smule læ for middagssolens svitsende zenit, mens man forbereder sig til starten på fjerde etape af Vuelta a España.

”Vi skal forsøge at komme i udbrud,” siger holdejer Jon Odriozola, der kort forinden har briefet rytterne om dagens slagplan. ”Det er der, vores bedste chancer for en etapesejr er.”

De to foregående etaper er forløbet planmæssigt og ensformigt: En mindre gruppe udbrydere er stukket af sted fra morgenstunden – heriblandt en Euskadi-Murias-rytter – og begge dage har feltet halet udbruddet ind i god tid inden finalen. Men selvom det baskiske hold ikke har været i spil til en etapesejr, så er Jon Odriozola tilfreds:

”Vi har været med i alle udbrud indtil videre, og vi har fået vist os frem. Det er godkendt.”

En af de ryttere, der har fået til opgave at forsøge at ramme dagens udbrud, er Aritz Bagues. Han er også fortrøstningsfuld efter de første etaper – benene er gode, som han siger – men vejret er ikke ideelt for den 29-årige basker.

”Men jeg bryder mig virkelig ikke om varmen. Det er noget andet end den friske bjergluft hjemme i Gipuzkoa,” siger Aritz Bagues.

Gipuzkoa er den provins i Baskerlandet med den største andel af baskisktalende indbyggere – cirka 50 pct. – og det er også her, de nationalistiske partier får flest stemmer, når der er valg til det baskiske parlament. Og Aritz Bagues er på mange måder formet af hjemprovinsen, ikke bare med hensyn til det køligere klima, men også i forhold til sin identitet som basker.

”Jeg mener, at Baskerlandet bør være et selvstændigt land. Jeg respekterer spaniere, men jeg føler mig ikke som en af dem,” siger Aritz Bagues. ”Det er derfor, jeg elsker at køre for Euskadi-Murias, for jeg kører med vores navn på trøjerne: Euskadi.”

Da etapestarten går kort tid senere, angriber ni ryttere med det samme, og de etablerer sig hurtigt som dagens udbrud. Ingen i feltet lader til at have den store interesse i at holde udbruddet i snor, og med 100 kilometer igen er forspringet vokset til godt fem minutter. Blandt disse udbrydere sidder Aritz Bagues – ude på togt for at vise det baskiske banner.

Eksponent for baskerlandet

Idéen med et udbrud kan synes meget optimistisk: En gruppe ryttere kører væk tidligt på etapen og prøver derefter at holde hovedfeltet bag sig resten af dagen. Men det hænder af og til, at et udbrud holder hele vejen til mål, og så er lykkeridderne pludselig i spil til en etapesejr. Og skulle udbruddet blive hentet før mål, som det typisk er tilfældet, så har man stadig skaffet holdet en masse tv-tid.

”Euskadi-holdet er en rigtig god eksponent for Baskerlandet,” siger den baskiske regerings direktør for sport, Jon Redondo. ”Det er fem år siden, at vi sidst havde et hold i en Grand Tour med navnet Euskadi. Nu er vi her igen, og det er stort for os baskere.”

Jon Redondo er medlem af Partido Nacionalista Vasco – det baskiske nationalist parti – der har haft regeringsmagten i Baskerlandet stort set uafbrudt, siden regionen fik selvstyre i 1980. PNV, som partiet ofte forkortes til, har som mærkesag at opnå en større grad af uafhængighed fra Spanien, og ifølge Jon Redondo er der en værdi i et cykelhold med navnet Euskadi, som ikke bare er symbolsk.

”Cykling er en international sport, og der er mennesker over hele verden, der følger Vueltaen. Når de ser vores navn her, så ved de, at Baskerlandet ikke bare er en del af Spanien, men et land mellem Spanien og Frankrig, der er helt sit eget,” siger Jon Redondo.

Aritz’ store chance

Tilbage på dagens etape er den sydspanske hede begyndt at tære på kræfterne. Temperaturen ligger et godt stykke over de 30 grader, som er skillelinjen mellem varmt og ulideligt. I heden sidder Aritz Bagues, kæmpende, og tvinger pedalerne rundt af ren og skær vilje. Han ved, at dette er hans chance.

”De henter jer ikke,” lyder det i øresneglen. ”Vinderen i dag sidder blandt jer.”

Aritz Bagues kigger rundt på sine otte følgesvende, der ligesom ham selv har siddet i udbrud hele dagen. De har taget hul på de sidste 20 kilometer af dagens etape med et forspring på næsten ti minutter til feltet – en evighed i cykelløb.

De kører gennem Granadas snoede gader, hen mod den afsluttende 12 kilometer lange stigning. Og så kommer det: Ben King angriber sammen med Jelle Wallays! Nikita Stalnov sætter efter.

”Kom så, Aritz! Allez allez. Det her er dit moment,” lyder det over radioen.

Aritz Bagues kæmper for at holde hjulet på Ben Gastauer, der trækker de øvrige udbrydere hen mod den afgørende 12 kilometer lange stigning. Men han kan snart ikke mere. Varmen og sveden og syren i benene – det er alt sammen ved at koge over.

Den grønklædte Euskadi-Murias-rytter rammer bjerget som en snotklat mod en mur. Han mærker med det samme benene give efter, og selvom han hugger alt, hvad han har lært, i pedalerne, så ser han langsomt men sikkert hans følgesvende glide væk.

Men han giver ikke op, for det handler om mere end bare ham selv. Det handler om holdet. Det handler om Baskerlandet. Det handler om at vise verden, at selvom de er små, så kan de klare sig selv på den store scene.

Uafhængighed og splittelse

Uafhængighed har altid fyldt meget i Baskerlandet – på godt og ondt. Det skyldes ikke mindst den separatistiske terrororganisation Euzkadi Ta Azkatasuna, ETA, der i årtier sprang bomber og begik politisk motiverede attentater både i og uden for Baskerlandet. Over 800 mennesker blev slået ihjel af ETA fra 1968 og indtil 2011, hvor organisationen endegyldigt indstillede den væbnede kamp.

”Terrorismen pressede befolkningen. Man kunne ikke tale frit, uden at frygte for konsekvenserne,” siger regeringsrepræsentanten Jon Redondo om årene med ETA. ”Nu har vi fred mellem lejrene, og vi har en mere moderat debat om uafhængighed på tværs af politiske holdninger.”

En anden konsekvens af, at ETA nedlagde våbnene, var, at Vuelta a España vendte tilbage til Baskerlandet, efter at der ikke var blevet afviklet etaper i den cykelglade region i 33 år på grund af frygten for terror. Således endte 18. etape af Vuelta a Espana 2011 i Bilbao – en etape der blev vundet af den baskiske rytter Igor Anton fra Euskaltel-Euskadi. Og måske kan Euskadi-Murias gøre dem kunsten efter, for 17. etape af årets Vuelta starter nemlig i Bilbao.

”Der vil jeg også være til stede, for det er en stor dag for os. Cykling er en meget vigtig sportsgren i Baskerlandet – måske kun overgået af fodbold i popularitet,” siger Jon Redondo, der håber på, at Euskadi-Murias kan gøre sig gældende i løbet, men indrømmer, at det bliver svært.

Det er jo et langt mindre hold, end Euskaltel-Euskadi var. Og med langt færre penge. For modsat dengang, så er Euskadi-navnet nu kun symbolsk – der følger ingen statsstøtte med.

Lang vej igen

Bjerget i Grenada er tætpakket af mennesker, der hujer og hepper, mens rytterne nærmer sig målstregen. To af morgenstundens udbrydere kommer spurtende i indædt infight om sejren. Den ene trækker fra, hamrer over målstregen og rækker triumferende hænderne i vejret: Ben King vinder, og henviser Nikita Stalnov til andenpladsen.

Et par Euskadi-Murias-ansatte står med vanddunke og vingummibamser og spejder efter Aritz Bagues, parat til at give ham et tiltrængt skud sukker. Men en efter en kommer resterne af udbruddet i mål – uden synet af Aritz Bagues.

Tre minutter efter vinderen kommer han så; trampende, lidende. Han er blevet overhalet af et par ryttere fra feltet og på selve målstregen bliver han taget indenom af endnu en. Han ender lige akkurat uden for top ti – på en 11. plads.

”Jeg hader varme dage,” stønner han og sluger en håndfuld vingummier.

Det er også en skuffet Jon Odriozola, der senere kommer i mål i sportsdirektørbilen. Holdet er endnu langt fra at være et tophold, som Euskaltel-Euskadi var det.

”Vi har brug for en ny sponsor. For hvis vi kun har Murias, er det umuligt at bygge det hold, som jeg gerne vil have,” siger Jon Odriozola, der allermest appellerer til de baskiske politikere. ”Vi ved godt, at vi ikke kan få fem-seks millioner euro, som Euskaltel-Euskadi gjorde, men mindre kan også gøre det. Det vigtige for mig er, at alle er med i projektet, så vi sammen kan genskabe et baskisk storhold med baskiske penge.”

Et skridt ad gangen

Selvom et Euskadi-cykelhold er et vigtigt udstillingsvindue for Baskerlandet, så forsvandt statsstøtten sammen med det hedengangne Euskaltel-Euskadi. Oven på den globale finanskrise har der været recession i Baskerlandet – ligesom i resten af Spanien – og det har givet nye prioriteringer.

”Vores hovedfokus har været at reducere ledigheden og få økonomien tilbage på sporet. Så er andre ting kommet i anden række,” siger Jon Redondo.

”Men nu hvor økonomien har fået det bedre, kan det være, vi skal overveje et statsstøttet cykelhold igen. Men det er noget, vi skal drøfte internt i regeringen.”

Generelt har hele den nationalistiske debat i Baskerlandet været overraskende afdæmpet i kriseårene, særligt taget i betragtning, at den er blusset op andre steder i Spanien – mest iøjnefaldende i Catalonien, hvor den catalanske regering efter en folkeafstemning erklærede regionen for selvstændig. Men den catalanske og baskiske situation er ikke sammenlignelig, mener Jon Redondo.

”De har ikke historien med terror, som vi har,” siger Jon Redondo. ”Det er ganske få år siden, at vi var et land i krig med os selv. Nu har vi fred, og det er vigtigt, at vi konsoliderer denne fred. Derfor tager vi debatten om uafhængighed roligt og sørger for, at alle baskere er enige om den linje, vi lægger for dagen.”

Men selvom den nationalistiske dagsorden har været gemt af vejen i de senere år, så er der nu ved at ske noget: Økonomien i Baskerlandet har det bedre, ledigheden er faldet, og i foråret i år meldte ETA ud, at organisationen nu var fuldkommen afviklet. Det har givet plads til nye diskussioner i det baskiske parlament.

”Vi er lige nu i gang med at diskutere, om vi skal have en ny selvstyreaftale, og hvad der i så fald skal stå i denne aftale,” siger Jon Redondo, der undgår at blive for konkret i forhold til, hvad regeringen ønsker. ”Selvstændighed er måske endemålet. Det er drømmen, der ligger for enden af vejen og venter. Men for at nå toppen af et bjerg bliver man nødt til at tage ét skridt ad gangen.”

Tro på det

Om aftenen sidder Aritz Bagues på sengen i sit hotelværelse. For fodenden står en af holdets sportsdirektører, den tidligere Euskaltel-Euskadi-rytter Ruben Perez, og giver råd.

”Hvis du oplever noget lignende igen, så skal du bare nulstille. Du skal sætte dit eget tempo og bare køre. Så skal du se, hvad du virkelig er i stand til. En skam. Det gik godt – lidt mere og så var den der!”

Med et opmuntrende klap på den desillusionerede Aritz Bagues fod trisser sportsdirektøren ud af rummet.

”Jeg er meget vred mig selv. Vi ved, at hvis vi kører godt her i Vueltaen, så er der en mulighed for, at staten vil give os finansiering. Og det her var en stor mulighed for mig og for holdet,” siger Aritz Bagues bittert. ”Men vi skal nok få muligheder senere. Bedre muligheder. Vi bliver nødt til at tro på det.”

Kapitel 3: DET UMULIGES KUNST

På den afgørende stigning i 13. etape af Vuelta a España lykkes det Oscar Rodriguez fra Euskadi-Murias at trække væk sammen med polakken Rafal Majka og belgiske Dylan Teuns. Hvis Rodriguez vinder etapen, er det en kæmpe sensation – og alt det, som det lille baskiske hold symboliserer: Som holdets ejer Jon Odriozola siger: ”Alt er muligt, hvis bare man tror på det.”

Efter en række flade etaper uden de helt store overraskelser kommer 13. etape af Vuelta a España. Den slutter på toppen af La Camperona i Leon-provinsen; et monster af et bjerg, hvor de sidste to kilometer har en gennemsnitlig stigningsprocent på 15 pct.

Der er lagt op til en etape for de bedste klatrere i løbet, og da dagens udbrud kører tidligt på etapen, er der tale om et stort et af slagsen – 34 mand – med nogle af verdens bedste cykelryttere iblandt: Rafal Majka, Ilnur Zakarin, Gorka Izagirre, Dylan Teuns, Bauke Mollema, Sergio Henao, den dobbelte etapevinder Ben King – og Euskadi-Murias-rytteren Oscar Rodriguez.

Op ad den afgørende stigning angriber udbryderne på skift, og det lykkes Rafal Majka og Dylan Teuns at slippe væk. Det ser ud til, at rovet skal fordeles mellem de to. Men pludselig – på den sidste kilometer af etapen – dukker en skriggrøn trøje op i baggrunden.

”Er det Rodriguez?” lyder det fra TV2’s cykelkommentator, Rasmus Staghøj, til billederne af en Euskadi-Murias-rytter, der langsomt får tilslutning til frontduoen.

”Det er Rodriguez,” svarer hans medkommentator, cykelrytteren Chris Anker Sørensen, lige så overrasket, mens grafikken i bunden af skærmen nu viser, at Cabeza de carrera – løbets førende – er D. Teuns, R. Majka og O. Rodriguez.

”Ja, ikke den Rodriguez,” siger Rasmus Staghøj med reference til den tidligere spanske toprytter, Joaquim Rodriguez.

”Den baskiske Rodriguez. Oscar Rodriguez. Det var da meget godt kørt af ham; lukker lige hullet op til Teuns og Majka.”

”Og nu kører han altså,” lyder det fra den sidste mand i kommentatortrioen, Brian Nygaard, mens den grønklædte basker roligt trækker uden om de to andre.

”Det gør han sørme! Oscar Rodriguez! Fra Euskadi-Murias! Han hentede dem og kørte direkte forbi! Kæmpe resultat det kunne være for det her lille hold,” siger Rasmus Staghøj.

”Men der er stadigvæk langt endnu,” siger Chris Anker Sørensen.”Og det går bare lige op de sidste 800 meter.”

Oscar er alene

For bunden af La Camperona-stigningen, i en grøn-hvid-rød Skoda Fabia, sidder fire mand i Euskadi-Murias-poloer og kan næsten ikke være i sig selv. En iPad på instrumentbrættet streamer spansk tv’s livedækning af etapen med et halvt minuts forsinkelse.

”Oscar er alene! Oscar er alene,” råber holdejer Jon Odriozola, da meldingen kommer over radioen.

Kort efter følger tv-billederne. Den er god nok: Oscar Rodriguez er kørt fra sine to følgesvende og er nu alene i front med under en kilometer til mål.

”Kom så, Oscar! Du er den bedste! Du kan gøre det,” råber Jon Odriozola ind i radiotransmitteren.

Han kan næsten ikke tro, hvad han er vidne til. Og det er han ikke ene om.

Sensationen

”Han har altså stadig godt skub i cyklen. Og er måske på vej mod et højst overraskende resultat,” siger Rasmus Staghøj, mens Oscar Rodriguez – meget symbolsk – kører forbi en gruppe jublende tilskuere med baskiske flag.

”Ja, han havde godt nok en drøm, han skulle indfri fra bunden af La Camperona,” siger Brian Nygaard.

Kameraet skifter til de to forfølgere, hvor Rafal Majka nu trækker fra Dylan Teuns, stående i pedalerne, svingende med styret fra side til side.

”De her kan ikke se Rodriguez,” udbryder Brian Nygaard, hvis stemme knækker over på den sidste stavelse af bare forbløffelse.

”Neeeej, han er jo helt ude af syne,” siger Rasmus Staghøj.

”Han har altså en helt anden gang i cyklen,” siger Chris Anker Sørensen, da kameraet igen skifter til baskeren i front, der stadig sidder i sadlen og endda har tid til at kigge sig over skulderen. ”Han vinder altså.”

Med 175 meter igen rejser Rodriguez sig op i pedalerne. Han kigger sig igen over skulderen. Men der er ingen konkurrenter i nærheden.

”Den største sensation indtil videre. Ikke bare i Vueltaen, men i etapeløbssammenhæng i år,” siger Brian Nygaard.

”Den havde vi ikke set komme,” siger Chris Anker Sørensen.

”Jamen, er cykelløb ikke så skønt? Man kan blive så overrasket. At sidde og tale om de store favoritter, og så er der ikke nogen af dem, der kan hente den her rytter,” siger Rasmus Staghøj.

Oscar Rodriguez lyner op i trøjen, så ‘EUSKADI-MURIAS’-logoet fremstår intakt. Og efter at have kastet et sidste blik over skulderen hæver han armene.

”For ham er det et stort resultat. For holdet er det kæmpestort. At vinde den foreløbigt største etape i Vuelta a Espana,” siger Rasmus Staghøj, mens Oscar Rodriguez krydser målstregen. ”Vinder 13. etape af Vuelta a Espana på toppen af La Camperona.”

Que loco estas

Stemningen er ekstatisk i målområdet. Ryttere og personale fra Euskadi-Murias omfavner hinanden – og ikke mindst etapevinderen.

”Hijo de puta,” råber en mekaniker med hænderne fulde af champagne, mens han krammer Oscar Rodriguez.

”Que loco estas! Hvor er du sindssyg!”

Da Jon Odriozola dukker op, er det med våde øjne. Han slynger armene om Oscar Rodriguez, knuger ham til sit bryst og kysser hans kind.

”Jeg græd som en lille dreng, da han vandt,” siger Jon Odriozola. ”Det er drømmen, der blev til virkelighed. Det er det umulige, der lykkedes. Det er det, som Euskadi-Murias symboliserer: Alt er muligt, hvis bare man tror på det.”

Kapitel 4: EN SAMLET NATION

17. etape af Vuelta a España starter i Bilbao-forstaden Getxo, og der er glæde og henrykkelse i gaderne efter Euskadi-Murias’ overraskende sejr på 13. etape. Meget splitter den autonome nordspanske region, men cykelholdet knytter folk sammen. Striden for og imod uafhængighed af Spanien er ikke så udtalt, som den har været, men det betyder ikke, at den baskiske regering har lagt den nationalistiske dagsorden helt på is. I den sammenhæng spiller cykelsporten en rolle.

Der er feststemning i Bilbao-forstaden Getxo. Vueltaen er kommet til Baskerlandet her på 17. etape, og opbakningen er tydelig: Det er vel nok den hidtil bedst besøgte etapestart. Særligt omkring Euskadi-Murias-bussen er der uvant trængsel – i stor kontrast til EF Education-holdets bus overfor, hvor et par ryttere står uforstyrret og kigger på virvaret af mennesker.

”Cykling er noget særligt for os baskere. Det er det, vi ser med vores forældre, og det er det, vores børn kommer til at se,” siger den 39-årige cykelfan Godzone Eguskiza, mens hun peger på sin gravide mave. ”Der har været mange år, hvor vi ikke har haft et baskisk hold, men nu har vi Euskadi-Murias. Det er baskernes tilbagevenden!”

Mens rytterne giver autografer og får taget selfies med de mange fans, giver Jon Odriozola interview til en reporter fra fransk tv – den første i en række journalister, der vil have en kommentar fra den baskiske holdejer. ”Efter etapesejren har vi fået en kæmpe opbakning – ikke bare fra baskerne, men fra hele verden. Folk ved, at vi har udrettet noget særligt,” siger han.

En af de journalister, der pænt venter på, at det bliver hans tur til at få en snak med den karismatiske holdejer, er Benat Zarrabeitia. Han kommer fra tv-kanalen Hamaika Telebista, der specialiserer sig i nyheder på baskisk, og han bekræfter, at selvom interessen for cykelsport altid er stor i Baskerlandet, så har den fået et nøk op efter Euskadi-Murias’ sejr.

”Det var et stort øjeblik for os baskere, for nu har vi igen et samlingspunkt. Og vi projekterer os selv frem i tiden og drømmer om igen at have et baskisk hold på absolut topniveau,” siger Benat Zarrabeitia. ”Vi har så mange ting, der splitter os, men dette hold knytter os sammen.”

Tid til forsoning

Baskerlandet har altid været opdelt i dem, der er for uafhængighed, og dem, der er imod. Men striden er ikke så udtalt i dag, som den var i tiden med terrororganisationen ETA. Det skyldes ikke mindst, at uafhængighed simpelthen ikke har fyldt på den politiske dagsorden.

”Jeg tror, det har været en bevidst beslutning fra regeringens side, at man de sidste fem år har taget fokus væk fra uafhængighedsspørgsmålet,” siger lektor i spanske forhold og nationalisme ved Copenhagen Business School Carsten Humlebæk. ”Man har villet videre fra den her forfærdelige tid med terrorisme, som havde indflydelse på alle i Baskerlandet, og derfor har man forsøgt at give plads til forsoning og fokuseret politikken på noget andet.”

Det ”andet” blev økonomien, som – ligesom alle andre steder i Spanien – har været presset i Baskerlandet oven på finanskrisen. Men selvom fokus har været på at sikre velstand, så betyder det ikke, at regeringen helt har droppet den nationalistiske agenda. For samtidig med, at man tog fokus væk fra uafhængighed, så nedsatte regeringen et udvalg, der siden 2014 har undersøgt, hvordan man kunne nærme sig en ny status for Baskerlandet: En status som nation.

”Mens regeringen har holdt fokus på arbejdsløshed og krise, har man sideløbende arbejdet på det her identitetsprojekt, men uden at gøre det til et politisk slagvåben, som det var før i tiden,” siger Carsten Humlebæk.

Fælles for alle

Efter etapestarten i Bilbao kører Benat Zarrabeitia og hans medjournalist Iker Aginaga ud på ruten med retning mod dagens afsluttende stigning, Balcon de Biscaya. Og i bilen falder snakken på tiden med det gamle Euskaltel-Euskadi.

”Jeg har altid støttet et uafhængigt Baskerland, og når jeg sad derhjemme og så Tour de France for fem-ti år siden, så heppede jeg på Euskaltel-Euskadi, fordi de repræsenterede mit land. Men jeg er sikker på, at der i nabohuset sad en person, som følte sig som spanier, men som heppede på de samme ryttere,” siger Benat Zarrabeitia. ”Det skabte et fællesskab blandt alle baskere. Og det, tror jeg, er virkelig vigtigt.”

Kollegaen Iker Aginaga istemmer: Cykling er en del af den baskiske identitet. Og netop derfor var Euskaltel-Euskadis kollaps så hårdt for baskerne.

”Før i tiden var Pyrenæerne fyldt med baskiske flag og orange trøjer, når Tour de France eller Vuelta a Espana kom forbi. Sådan har det ikke været de sidste fem år,” siger Iker Aginaga, mens spansk rockmusik blæser ud af stereoanlægget. ”Forhåbentlig kan Euskadi-Murias få den stemning tilbage.”

Musikken afbrydes af en spansk stemme, der annoncerer, at et stort udbrud har et forspring på syv minutter ned til feltet efter 100 kilometer. Der er tale om 26 mand – blandt andre Euskadi-Murias-rytteren Hector Saez.

”Og vi har talt med holdejer Jon Odriozola før etapen! Lad os høre, hvad han havde at sige,” siger værten, hvorefter Jon Odriozolas stemme toner frem:

”Vi har haft en fantastisk Vuelta indtil videre. Vi håber, det fortsætter i dag, og vi gør en god figur her på hjemmebane. Vi vil gerne vise os frem – både for de baskiske tilskuere, og alle dem, der følger med på tv.”

Tilbage i rampelyset

Det udvalg, der siden 2014 har arbejdet på den baskiske identitetspolitik, er netop nu ved at begive sig ud af dets flyverskjul og ind på den politiske dagsorden. Det baskiske parlament debatterer således en ny selvstyrestatut, og selvom man har haft lignende diskussioner i 00’erne, så er det politiske klima i dag langt mere konsensuspræget.

”Sidste gang, selvstyret var til diskussion, vedtog man en temmelig vidtgående aftale i det baskiske parlament med det snævrest mulige flertal. Og da man tog det videre til den spanske regering, blev det bare væltet med det samme,” siger Carsten Humlebæk. ”Den situation vil man ikke gentage.”

Men selvom det skulle lykkes at lave en pragmatisk aftale, som har bred opbakning i det baskiske parlament, så er det ikke ensbetydende med, at den spanske regering vil acceptere den. Og i lyset af kaosset i Catalonien, hvor Spanien erklærede regionens selvstændighedserklæring for ulovlig, så kunne det umiddelbart se sort ud for den baskiske drøm om uafhængighed.

”Men der er politiske kræfter i Madrid, der gerne vil vise baskerne og det baskiske nationalistparti, at man lytter,” siger Carsten Humlebæk. ”Og jeg tror, at man – netop for at undgå samme situation som i Catalonien – kommer til se en eller anden form for bevægelse.”

Hvad der præcis kommer til at ske, er endnu for tidligt at sige. Måske får Baskerlandet status som nation. Måske får regionen mere selvbestemmelse. Måske bliver det ikke til det store. Men der er ting under opsejling, der kommer til at rykke på den baskiske nationalidentitet – og her spiller cykelsport faktisk en rolle.

”Der er en understrømning i baskisk identitetspolitik, der handler om sport,” siger Carsten Humlebæk og tilføjer, at sport historisk set har været en måde at etablere en særegen baskisk identitet, der adskiller sig fra den spanske. ”Man vil gerne markere sig med de kræfter, man nu engang har i Baskerlandet – ikke bare bruge en masse penge på at købe sportens største stjerner, som visse andre hold gør.”

Bæredygtige baskere

Etapens afgørende stigning, Balcon de Biscaya, er tætpakket af mennesker i grønne trøjer, og overalt vejrer baskiske flag. Publikum hujer og klapper, da udbruddet passerer – ikke mindst af Euskadi-Murias’ udsendte rytter, Hector Saez, der ser ud til at have det svært. Men han er heller ikke nogen stor klatrer, så det er ikke en overraskelse.

”Selvfølgelig er Euskadi-Murias ikke så gode som Euskaltel-Euskadi,” siger Benat Zarrabeitia.

”Euskaltel-Euskadi var et tophold. Euskadi-Murias er et hold i den næstbedste række. Men det er vores landshold, og fansene ved, at vi har brug for dem. Vi har brug for et nationalt symbol.”

Pludselig kan man høre en ulmende eufori i det fjerne. Som en bølge bevæger lyden af jubel sig op ad bjerget; følger feltet, der kommer buldrende, og tilråbene når et øredøvende klimaks, da rytterne passerer – med hele Euskadi-Murias-holdet i front.

Det synes nytteløst, at det lille baskiske hold trækker alle storfavoritterne nærmere på udbrydergruppen, hvor holdet trods alt har en mand med. Men omvendt; udbryderen Hector Saez kommer ikke til at vinde i dag, så hvorfor ikke sætte sig foran feltet, foran favoritterne og cykelsportens største hold, og vise fanen på hjemmebane. Vise, at baskerne er tilbage, og at de er kommet for at blive.

”Selvfølgelig vil Euskadi-Murias gerne være en del af eliten og køre Tour de France og alt det, men de tager udviklingen skridt for skridt. Og det er en bedre strategi end at bygge et storhold, som kollapser, hvis økonomien bliver usikker,” siger Benat Zarrabeitia.

Da etapen er slut, er det uden baskere i top ti. Men Euskadi-Murias fik markeret sig. Og symbolværdien i det, kan ikke købes for penge.

”Vi er det nye Euskaltel-Euskadi, men vi vil ikke lave de samme fejl, som de lavede,” siger Jon Odriozola. ”De ville være et tophold, selvom pengene ikke var der, og det kostede dem livet. Jeg vil hellere gå på kompromis og have et hold i den næstbedste række, der kan holde i mange i sæsoner.”

Kapitel 5: VEJEN TIL MADRID

Vuelta a España er ved at være ved vejs ende, og forud for den 21. og sidste etape står Euskadi-Murias ejer Jon Odriozola i bussen og gør status over for rytterne. Det gamle baskiske hold Euskadi-Euskaltel, som blev nedlagt i 2013, fik økonomisk støtte fra den baskiske regering. Sådan er det ikke nu. Odriozola hader al politik, siger han. Han vil bare bygge et baskisk hold, der kan vise sig frem på den store scene. Men det ville ikke skade, hvis politikerne atter spyttede lidt penge i kassen. Slet ikke efter succesen i Vueltaen.

”Vi er nået til Madrid, drenge. Der er kun én etape tilbage.”

Euskadi-Murias ejer Jon Odriozola står i enden af bussen og taler til sit hold. Der er stille, og alle kigger opmærksomt på holdlederen. ”Når vi er færdige i dag, så fejrer vi alt det, vi har opnået – som er skidegodt. Vi skal fejre det med txistu-musik (traditionelt baskisk fløjtemusik, red.) Vi skal hygge os og fejre alt det, der er at fejre… øh, Oscar!” – Jon Odriozola nikker mod etapevinderen Oscar Rodriguez, der smiler forlegent – ”Men først skal vi afslutte løbet. Det bliver dødhårdt; I kommer til at spytte blod, og det bliver ikke rart, så koncentrer jer!”

Og med de ord er det tid til afgang. Rytterne træder ud af holdbussen, som de har gjort tyve gange før i dette års udgave af Vuelta a España. Men det er på en helt anden måde nu, end da de startede løbet for en lille måned siden.

August er blevet til september, Malaga er skiftet ud med Madrid, og autografhungrende fans står spændte uden for bussen og venter på den baskiske cykelsensation. På et enkelt løb er holdet nået langt – ingen tvivl om det – men som Jon Odriozola slår fast: ”Vi er ikke i mål endnu.”

Den store metafor

Historien om Euskadi-Murias er på mange måder historien om baskernes selvforståelse. Det er et nationalsymbol, hvis fremmeste formål er at vise verden, at befolkningen i Baskerlandet ikke bare er spaniere, men baskere. Historien om baskisk cykelsport spejler sig i historien om baskisk nationalisme. Går man ti år tilbage, var cykelsporten i alles bevidsthed med det storslåede Euskaltel-Euskadi, ligesom nationalismen fyldte enormt meget på den politiske dagsorden. Men krisen kom og gjorde en ende på begge dele.

De sidste fem år har der dog været et nyt projekt undervejs: En ny drøm, der er baseret på den gamle, men med et nyfundet fokus på konsensus og realisme frem for det utopiske ideal. Og efter lang tid ude af mediernes søgelys bobler det nu over og ender igen på alles læber.

Er det en beskrivelse af Euskadi-Murias? Eller af det politiske udvalg, der skal ”opdatere” det baskiske selvstyre? Fortællingen er den samme. Men slutningen er endnu ikke skrevet, for selvom drømmen er klar, så er det ikke sikkert, at man når hverken den hele eller halve vej i mål.

Det baskiske projekt

For Jon Odriozola og hans cykelhold handler det ikke om selvstændighed eller en særstatus som nation. Han hader al politik, som han selv siger. Han vil bare bygge et baskisk hold, der kan vise sig frem på den store scene.

”Målet er at køre Tour de France med et rent baskisk hold bygget af baskiske penge,” siger han.

Så er det spørgsmålet, om den baskiske regering mener, at det er på tide at genetablere et statsstøttet cykelhold. Det ville harmonere fint med den tiltagende nationalistiske debat i parlamentet, kan man sige. Og spørger man Jon Odriozola, så skal det nok lykkes at få politikerne til at spytte penge i kassen.

”Med den Vuelta vi har haft, er det umuligt for regeringen at kigge den anden vej,” siger han.

”Vi forventer ikke at få de samme midler, som Euskaltel-Euskadi fik i sin tid, men mindre kan også gøre det. Det vigtige for mig er, at vi skaber holdet sammen. Politikerne, Murias, andre baskiske virksomheder – vi skal alle sammen være en del af det her hold. For det er mere end et cykelhold. Det er det baskiske projekt.”