Paul Mason: »Jeg vidste, det ville blive den vigtigste historie i mit liv«

Som finansredaktør for Channel 4 News i England og med udgivelsen af sin seneste bog, PostCapitalism: A Guide to Our Future, er Paul Mason i en god position til at undersøge det seneste og temmeligt kaotiske kapitel i Grækenlands historie, der har udfordret både kreditorer og EU med de økonomiske reformer, der har lammet landets økonomi.

I #ThisIsACoup, en dokumentar-serie i fire dele, har Mason sammen med sin kollega Theopi Skarlatos fulgt de politiske omvæltninger i Grækenland. Skarlatos har instrueret filmen, og Mason er producer og fortæller. I den følgende samtale fortæller han om sine erfaringer med at dokumentere det øjeblik, hvor forventningerne var på sit højeste, om at forsøge at få adgang til centrale Syriza-politikere med nyvunden magt og interne partistridigheder, og om hvad han håber, andre vil lære af filmen.

Hvad fik dig i første omgang til at følge begivenhederne i Grækenland?

Jeg deltog i Davos konference i januar 2010, som fandt sted præcist på det tidspunkt, hvor det gik op for os alle, at Grækenlands gæld var fuldstændig ubetalelig. Jeg husker, at jeg så den daværende statsminister George Papandreou omgivet af journalister og tænkte: ‘Jeg ved, hvad der kommer til at ske her’.

Mine forbindelser til Grækenland går tilbage til midten af firserne – der var en familekontakt til Grækenlands venstrefløj på et tidspunkt, hvor den Græske venstrefløj ikke var større end, at dens forsamlinger kunne afholdes i et meget lille lokale. I årene op til 2010 oplevede landet massiv uro blandt de unge – selv i de gode år. Grækerne var dybt involverede i antiglobaliseringsbevægelsen i den periode, hvor Seattle og Prag voksede frem.

Så jeg var bevidst om to ting: For det første hvor hårdt ramt det Græske samfund ville blive, hvis der blev indført omfattende økonomiske reformer. For det andet at Grækenland havde en etableret venstrefløj, der havde vokset sig stærk igennem en periode på tyve-tredive år og nu havde fået magtambitioner. Det var ikke udelukket, at hvis Grækenland oplevede en krise, ville det blive alvorligt nok til at få hele landets sociale system til at eksplodere og falde fra

Jeg husker, at jeg så Papandreou i det øjeblik og tænkte: ‘Jeg må genoptage kontakten til alle dem, jeg kender. Det her bliver stort.’ I maj tog jeg til Athen for at skrive om de første økonomiske reformer, som i bagspejlet virker relativt skånsomme. Men de var stadigvæk omfattende nok til at føre til regeringens fald.

Havde du forudset, hvad der kunne ske ved valget forrige januar?

På valgaftenen så Theopi og jeg på hinanden og sagde: ‘Det her bliver vi nødt til at dokumentere, for det bliver et sammenstød af dimensioner’. Vi vidste ikke med sikkerhed, at europæerne ville smadre den nyvalgte regering, men to forskellige kilder, som jeg ikke vil nævne ved navn – en fra venstrefløjen i Syriza og en fra det globale finanssystem – sagde begge: ‘Er de fuldstændig sindssyge? Det er for helvede Europa, de er oppe imod. Det er Goldman Sachs’.

Der var nogle marginaliserede kloge stemmer, der advarede om, at det ville føre til absolut katastrofe; at den Græske regering ville sige fra, og at Europa ville ødelægge Grækenland. Men flere midtsøgende politikere i Syriza sagde: ‘Det skal nok gå. Vi har hørt – fra Renzi, fra Obama – at det nok skal gå godt’. Det var en oplagt konfrontation fra den første valgaften.

Hvordan påvirkede din rolle som Channel 4-journalist og økonom dit arbejde med filmen?

Jeg vidste, at dette ville blive den største politiske finanshistorie i 2015. Jeg vidste ikke, at der ville være en flygtningekrise af samme omfang – hvilket ikke spiller så stor en rolle i filmen. Men fordi jeg arbejder som journalist til daglig, kunne jeg ikke være der hele tiden. I stedet kunne jeg bruge mit navn til at rejse penge til projektet som producer.

For mig er producerrollen usædvanlig, fordi det normalt er mig, der rapporterer. Theopi og jeg har samarbejdet igennem en årrække, så jeg vidste, at hvis bare jeg kunne skaffe pengene til at placere hende i situationen, ville hun finde de rigtige folk og skaffe os en historie.

Hvordan lykkedes det dig at få adgang til inderkredsen?

Det tog noget tid før, de stolede på os i Maximo, hvor premierministeren holder til. De havde travlt med at styre et kriseramt land, og de var også et meget uerfarent parti. De kæmpede med den samme nyhedsstrøm som folkene i White House eller Downing Street.

Efter et stykke tid splittede Syriza sig i to. Mellem januar og august var der en del interne uoverensstemmelser, som jeg nogen gange havde svært ved helt at forstå. Når de talte til mig foran kameraet, forsøgte de altid at minimere de interne stridigheder. I dag ved jeg bedre, men når nogen fortæller dig noget som journalist, må du stole på dem, indtil det modsatte er bevist.

Det var mere et spørgsmål om at navigere i den situation, end det var et spørgsmål om adgang. Da vi nåede til det punkt, vi kalder for ‘bruddet’ – hvor de trak sig fra samarbejdet med IMF og sagde ‘rend os’ – havde vi etableret en gensidig fortrolighed, hvilket gjorde det muligt for Theopi og jeg at opretholde vores journalistiske uafhængighed og trække visse grænser. Men det var altid en kamp at få adgang.

Var du undervejs usikker på, hvor historien ville ende? Den kunne være sluttet efter det tredje afsnit, men dokumentarens episodiske struktur gør det muligt for jer at arbejde med flere forskellige klimakser og slutpunkter, hvilket også virker som en passende beskrivelse af forløbet.

Det, der var interessant for os, var det øjeblik, Syriza vandt folkeafstemningen. De ville enten vinde eller tabe, og det ville så være enden på det hele. De overvandt dragen, og enten ville der så komme en endnu større drage og spise dem, eller også ville den store drage flyve sin vej til alles store jubel. Og det holdt – klimaks var, da de vandt folkeafstemningen, og slutningen er, da de på trods af at have vundet fuldstændigt overgiver sig.

På det tidspunkt forsøgte vi, så godt vi kunne, at holde motivationen i live, men vi vidste, at det største klimaks allerede var sket. Hvor mange billeder af folk i kø til en bankmaskine havde vi brug for? Det er ikke de mest dynamiske billeder – det minder mere om økonomisk snefald, hvor alt bliver helt stille.

Ikke desto mindre var det vigtigt, at I blev ved med at filme. Historien var ikke slut. Og I var de helt rigtige til at fortælle den.

Jeg vil voldsomt gerne efterlade Grækerne med en større evne til at bedrive den slags journalistik. Ni ud af ti græske medieorganisationer er fjendtligt stemte overfor Syriza og overfor social retfærdighed og kan beskrives som oligarkiske, korrupte og fuldstændig forudindtagede. Den sidste tiendedel består af rigtig dygtige journalister, som ikke har haft nogen former for økonomisk støtte de sidste fem år.

Mange af dem har en personlig interesse i den venstreorienterede regerings magt, og derfor forventer jeg ikke oprigtige svar på vanskelige og uddybende spørgsmål. De er afhængige af en høj grad af velvilje fra den massebevægelse, der har bragt regeringen til magten. Den form for presse, som Grækenland har brug for, er uafhængig af venstrefløjs-regeringen og kritisk overfor den, så de kan stille svære spørgsmål uden at være i lommen på de oligarker, pengevaskere og forbrydere, der har siddet ved magten de sidste halvfjers år.

Hvordan tror du filmen og den form for journalistik, du håber at inspirere til, vil blive modtaget i Grækenland?

Billederne i filmen er smukke, men det er totalt grænseoverskridende at få lov til at komme bagom regeringens kulisser. De billeder findes nemlig ingen andre steder i medierne.

Alle de Grækere, der har set klip eller uddrag fra filmen, tager sig gerne til hovedet og siger: ‘Hold da kæft, det har jeg aldrig set. Jeg har aldrig set statsministerens kontor. Og hvem vidste, at stabschefen har en buste af Lenin på sit skrivebord?’ Det vil gøre dem rundt på gulvet, men når de er kommet sig over det, håber jeg, de vil spørge sig selv: ‘Hvad var det lige, der skete? Hvad har vi lært af det?’